Göttinger Predigten im Internet

Det godes værste fjende

Meditation over afsnittet om ”dumhed”, WE 17-20

Det godes farligste fjende er ikke ondskaben, siger Bonhoeffer; det er dumheden. Den dumhed der opstår ved at mennesker – ofte i flok – gøres dumme, eller måske ligefrem lader sig gøre dumme. Når mennesker i deres uvidenhed og dumhed er blevet berøvet deres indre selvstændighed, så bliver de også i stand til at handle ondt. – Dette skriver han i vinteren 1942-43 fra fængslet i et tilbageblik på de 10 år der er gået siden nazisternes magtovertagelse.

Dumhed, uvidenhed, skulle være en farligere fjende af det gode; farligere end den bevidste ondskab? – En mærkelig tanke for den jurist der er fortrolig med vores strafferet. For i dette system, hvor samfundets følelser og tanker om det onde omsættes i retlige normer, er det jo lige omvendt.
Kun den handling der er foretaget med viden eller vilje, kan mødes med alvorlig straf. Jurister kalder det ”forsæt”; og forsættet kan bestå i hensigt (vilje) eller indsigt (viden). Men man kan jo ikke gøre noget med vilje eller hensigt uden også at vide om det, så viden eller indsigt skal der til under alle omstændigheder. Viden om at den handling man foretager, skader andre. – Ganske vist kan man også straffes for noget man ikke vidste af, men som man i høj grad burde vide eller indse; man kalder det uagtsomhed. Men her er vi nede i de relativt set langt mindre straffe. Alvorlig straf for en ond handling kræver viden og bevidsthed herom hos den der begår handlingen.

Hvad er nu rigtigt? Hvad er det godes værste fjende, den bevidste ondskab eller dumheden, uvidenheden?
Ja, ser man ind i sig selv, er der vel ingen tvivl: Det er værre for mig som menneske at være ond end at være dum og uvidende. Ondskaben i mennesket er som en sygdom, en kræftsvulst der gnaver menneskeligheden bort. I hvert fald når den er blevet til en egenskab som jeg kender til og intet gør for at tæmme; intet foretager for at rette op på dens konsekvenser.
Og dumheden? Den er i hvert fald lettere at leve med for én selv, blandt andet fordi man i reglen ikke erkender den; gjorde man det, så var man jo ikke dum og uvidende. – Først bagefter indser man det måske, og ærgrer sig.
Men det kan jo være at dumheden ikke er så nem at leve med for de andre, for dem dumheden går ud over. Måske er den i virkeligheden vanskeligere for andre at leve med end den bevidste ondskab. Den véd man hvor man har. Og den har vel også en tilbøjelighed til at isolere sig i forhold til det fællesmenneskelige når den tydeligt viser sit grimme ansigt.

”Dumheden”, skriver Bonhoeffer fra nazisternes fængsel, ”ser ud til i højere grad at være et sociologisk end et psykologisk problem”. Dumheden har, i det 10 års-spejl hvori Bonhoeffer betragter den, ikke noget med den enkeltes intellektuelle udrustning at gøre. Dumheden er, når den er det godes værste fjende, de manges dumhed; de manges laden sig gøre dumme.
Når dét sker – og det har 1930’erne og 40’ernes Tyskland så vist ikke patent på – så er det at konsekvensen kan blive ondskab, undertiden endda stor ondskab. Så kan magthaverne i ly af de manges uvidenhed og dumhed slippe af sted med megen ondskab. Så kan de svage blive mishandlet, undertrykt eller ydmyget, uden at en finger bliver løftet for at forhindre det eller en mund åbnet for at protestere; i hvert fald ikke tilstrækkelig mange fingre eller munde til at det batter, til at der kan blive sat en stopper for ugerningerne, undertrykkelsen eller ydmygelserne.
”Det onde bærer altid kimen til selvdestruktion i sig, fordi det om ikke andet efterlader et ubehag hos mennesket”, siger Bonhoeffer, ”men over for dumheden er vi værgeløse”.

Der er ret mange ting vi hver især ikke véd noget videre om. Men er vi ikke ofte tilbøjelige til alligevel at danne os en mening om dem – og til at give udtryk for denne, i virkeligheden slet funderede, mening? Vi har tilfældigt hørt nogen tale om det, vi har set nogle klip i fjernsynet, vi har læst et par overfladiske eller ”vinklede” artikler i avisen. Det giver os langt fra grundlag for at vide noget om sagen. Men afholder det os mon altid fra alligevel at have en mening, og fra at kundgøre den? Næppe mange af os kan sige sig fri for i hvert fald en gang imellem at opføre sig på denne måde.
Vi kan måske, i en god stund med ærlig eftertanke, se at det egentlig er dumt. Men ondt? næh, sådan vil vi jo nok ikke opfatte det.
Så kommer Bonhoeffer, med sine 10 års bitre og rystende erfaringer, og konfronterer os med det ubehagelige spørgsmål om vi nu alligevel kan være så sikre på at det ikke er slet og ret ondt, hvad vi gør.
Måske har vi i vores uvidende og dumme skråsikkerhed bragt os selv ind i en voksende flok som danner grundlaget for at andre mennesker – de svage, vort samfunds minoriteter – får en ond skæbne.

Måske har manden der sad i fængslet og så tilbage på tiåret, ret. Måske er dumheden en større fjende af det gode end den egentlige ondskab er.
Måske risikerer vi at vi i vores uvidenhed og dumhed ikke blot er uvidende og dumme – men onde.

Folketingets Ombudsmand, prof. Dr. jur. Hans Gammeltoft-Hansen
e-mail: ombudsmanden@ombudsmanden.dk