Så er høsten ved at være bjærget for i år - på trods kan man vel næsten sige, for vejret har bestemt ikke været særlig høstvenligt.

Dog, nu om stunder har vi på stort alle områder i vores forhold til naturen så mange hjælpemidler, at vi i hvert fald i et vist omfang har gjort os uafhængige af dens luner. Mejetærskede og korntørringsanlæg er blot nogle få af de redskaber, vi har fået i hænde, og som gør høsten ganske anderledes end den var det for blot en generation siden. Og det er formodentlig også derfor, man ikke har mødt den store panik, selvom regn og byger blev ved med at hærge vort land i her i høstperioden.

Måske er denne tilsyneladende gøren sig fri af naturen en stor del af baggrunden for, at også gudsfrygten er mere eller mindre forsvundet i vore dage. Vi frygter tilsyneladende ikke længere hverken naturen eller Gud.

Gud opleves ikke længere som garant for noget som helst, højst som en mere eller mindre god ide eller et princip, som man kan forholde sig til, ligesom man forholder sig til alle mulige andre ideer eller principper. Man kan være for eller imod, som man kan være for eller imod så meget andet.

Det er ikke ualmindeligt at høre, at folk afviser Gud og siger, nej jeg går nu mere ind for, at vi selv skal bestemme el. lign.

I grunden er det jo ganske grotesk at forholde sig til Gud på den måde, som om han er én man kan gå mere eller mindre ind for eller som om det er et spørgsmål om, hvorvidt Gud eller vi selv skal bestemme. Der er noget utroligt naivt, ja, noget barnligt over en sådan forståelse. Men sådan er det altså nu om stunder, fordi Gud ikke længere opfattes som almægtig, som én man bør frygte. Gud er i stedet blevet en ligeværdig partner i tilværelsen, måske rangerer han en anelse højere end vi opfatter os selv, måske på højde med Dronning Margrethe, men så i hvert fald heller ikke mere.

Ikke så sært at stadig flere tilsyneladende føler, at deres tilværelse er blevet flad og uspændende. Når man ikke længere vil lade sig noget sige, ja, så er der følgelig heller ikke længere noget, der siger én noget. Hvad skal vi med vores liv? Hvad er vi her overhovedet for?

For så vidt er der ikke længere noget, der hindrer os i at gøre lige præcis, hvad vi har lyst til. Mennesket har - i hvert fald her i den vestlige verden - fået den frihed, det har tilstræbt igennem mere end 200 år, og alt skulle således synes at være i den skønneste orden. Vi burde være glade og tilfredse.

Det synes dog ikke at være tilfældet. Jo, naturligvis oplever vi da øjeblikke, hvor vi føler os lykkelige; men det er nu ikke den generelle livsstemning, man møder. Snarere synes det at være den, at de fleste mere og mere har en fornemmelse af, at livet er et andet sted - et andet sted end der, hvor de selv befinder sig. Mange drømmer om en anden tilværelse end den de har forhånden.

Men hvorfor nu dette, når vi tilsyneladende har fået det, som vi gerne vil ha' det? Ikke bare har vi fået vores frihed, vi får også i vores del af verden alle vores behov dækket, hvad angår føde og andre fornødenheder, ja, mere til, meget mere til, vi kan i det daglige erhverve os forbrugsgoder, der rækker langt ud over, hvad der kan kaldes fornødent, langt ud over hvad vi har behov for.

Vi burde således have det som blommen i ægget. Tilsyneladende har vi fået skabt os vores eget paradis på jorden. - Og dog oplever vi det ikke sådan.

Måske skyldes det, at det hele er blevet for let. Der er ikke mere noget at kæmpe for. Der er ikke noget perspektiv. Tilværelsen klasker sammen for os, fordi den er blevet ulidelig i al sin lethed.

Og måske har det alt sammen noget at gøre med, at vi slet ikke er blevet så frie, som vi går og bilder os ind. Vi er i hvert fald blevet mere bundet til os selv end mennesker nogen sinde tidligere i historien har været det. Vi kan da godt sige, at vi nu har tilkæmpet os magten over tilværelsen, sådan som vi har drømt om det; men i stedet for at høste gevinsten heraf, møder vi nu mere og mere bagsiden af vore drømme: den brutale virkelighed er nemlig den, at vi med afskaffelsen af troen på, at vi beror på noget uden for os selv, noget andet end os selv, står i en situation, hvor vi så også må bære alting selv. Når vi vil selv, jamen så står og falder vores liv også med os selv. Alting beror på os selv.

Når vi har medgang i livet, når det går os godt, så har vi ikke det fjerneste imod at takke os selv herfor; og dog er det ikke ualmindeligt, at møde mennesker, der pludselig oplever en så stor glæde, at de har svært ved at rumme den. Det at få et barn f.eks. opleves af mange som så overvældende, at det vil stå dem meget fjernt blot at overveje at takke sig selv herfor. Men hvor skal de gå hen, hvis alt er nedskrevet til at være noget, der beror på dem selv? hvor skal de få ord, der er store nok til at rumme deres glæde og taknemmelighed? Til hvem skal de gå?

Såvidt med den store glæde.

Bedre stedt er man ikke når modgang melder sig, når man står over for sygdom, sorg og død, når man står over for ensomhed, selvhad og fortvivlelse; til hvem skal vi så gå?

Ja, vi kan selvfølgelig forsøge at hente trøst i at tørre noget af det altsammen af på andre, give samfundet skylden og lignende. Men den slags er jo når alt kommer til alt kun et elendigt dække over, at vi kun dårligt kan klare det, når vi skal bære det hele selv.

Nederlag, modgang, sygdom og død passer sig ikke rigtig i den tilværelse og det billede af os selv, vi har fået bygget op, fordi vi her møder vore egne begrænsninger og grænser, det er her vi ikke selv slår til.

Det ikke så sært, at så mange mennesker i dag giver udtryk for livslede, fordi de har tabt meningen med det hele. For meningen med det hele, den kan vi jo ikke sådan lige opfinde. Vi kan naturligvis godt have nogle forestillinger om, hvorfor vi er her og nogle gode ideer om, hvad vi skal her. Men netop fordi det kun er forestillinger og ideer, så er den slags slet ikke overbevisende nok til at jage menneskers angst for meningsløsheden på flugt. Vi ved sikkert alle hvor lidt tyngde der er i vores ideer og forestillinger, når det kommer til stykket.

Over for alt dette kan vi her i kirken holde fast i, at der er en mening med tilværelsen og en mening med både dit og mit liv. En mening, der overhovedet ikke lader sig rokke af de indbildninger, vi lever i. En mening som vi er sat i, hvad enten vi så bryder os om det eller ej. Det kan godt være at meningen af og til kan forekomme skjult for hvermands øje, men den er der.

Meningsgiveren er nemlig Gud selv. Hvor meget vi end forsøger at gøre Gud til blot og bart en mere eller mindre god idé, hvor meget vi end forsøger at overbevise os om, at Gud er død og borte og blot udtryk for gammel overtro, så er han der, og han har sin mening med alt det, der sker - også selvom det ikke i vore øjne ser sådan ud.

Vi kan jo da i hvert fald ikke udelukke, at Gud også har sin mening med, at vi mennesker i en kort periode i hans uendelige perspektiv, forsøger at gøre sig fri af ham. Vi kan ikke udelukke, at vi midt i vores oppustede villen selv, optræder nøjagtig efter Guds ønsker. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan, men at det bestemt ikke kan udelukkes.

For sådan er Gud: suveræn og uendelig højt hævet over at kunne trækkes ned af os; og samtidig er hans os uendelig nær, ja, han er os nærmere end vi er os selv, både når vi glædes, når vi sørger og når vi er fortvivlede. Han forlod sin himmel, og blev og kød og blod i Jesus Kristus, for at være os helt nær. Og da han selv for til himmels sendte han sin ånd, for at han til evig tid, kan være os alle nær uanset hvor vi er.

Han er den, der lægger øre til os, både når vi oplever den store glæde, og når vi rammes af modgang, sorg og fortvivlelse. Han er den, der ser os - endogså når vi rammes af lede ved os selv og knap vover at se os selv i øjnene. Han er herre over både liv og død, og han kan tale til os ind i det dybeste mørke og kalde os tilbage til livet, sådan som han i dag i dagens tekst kalder Lazarus ud af graven.

Det er en fantastisk historie. Og det kald der lyder til Lazarus, er samtidig et kald til enhver af os, om at komme ud af det mørke, der kan true vores liv og holde det nede, det er et kald til os om at komme ud af den kulde, vi kan omgive os med, et kald til os om at se vores medmennesker og komme vores ligegyldighed til livs. Et kald til os om at komme ud af den tro på egen magt og muligheder, der i sidste ende fører til selvopgivelse og resignation. I ham er den frihed vi søger, for han gør os ikke blot fri i forhold til alt det, der trænger sig ind på os udefra, han gør os først og fremmest fri for bindingen til os selv.

Og da det er livets giver, der taler således til os, hvem vil da fastholde meningsløsheden. Amen.

Sognepræst Erik Bredmose Simonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: +45 86 89 14 17
E.mail: ebs@km.dk