Juleaften, 24.12.2005
Prædiken til juleaften, Elof Westergaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Det var op imod jul. Det var krigstid. Naboen ovre på den anden side, England, havde få år tidligere i 1807 bombet København. Danmark havde derefter ophævet sin neutralitet. Den uafhængige politiske linie kunne nu ikke længere fastholdes. Danmark var så gået med i krigen på Napoleons side, uden dog dermed at kunne hindre englænderne adgang til de indre danske farvande. Det skulle snart vise sig at blive et skæbnesvangert valg for landet. Få år senere gik Danmark bankerot, og det blev tvunget til at afstå store landområder.

Ud for kysten her, nord for os, ved Fjaltring var der her op imod jul strandet et skib og en del vraggods derfra var drevet i land. Nogle lokale folk var sat til at være vagter ved dette i landdrevne gods. Det var sidste nat. Natten mellem den 23. og den 24. december. Det var ingen fornøjelse at stå vagt. For vejret var uroligt. Det var frygteligt koldt og blæsende – ja det var kuling - helt op til orkans styrke. Nok havde de folk, der stod vagt om vraggodset lavet sig et telt af noget pind og en gammel kanvasdug. De kunne der krybe i læ. Men snart regnede det og snart haglede det. Mændene skuttede sig og måtte gang på gang slå armene ind mod brystet for at få varmen eller have sig endnu en tår brændevin, få noget indenbords, for i det mindste en stund at måtte mærke varme i kroppen.

”Gid julefreden vil sænke sig over land og hav”. Mændene ventede på julefreden, og håbede, at den også ville tage vinden og lægge den ned, få regnen og haglen til at holde inde. Når julefreden kom, havde de gamle fortalte, så ville man kunne lægge guld på vejen uden nogen ville tage det, så ville ingen behøve at låse sin ringe ejendom inde. Bonden ville da ikke have behov for at dreje nøglen på sin dragkiste. Og de nattevagterne ved Fjaltring ville heller ikke behøve at stå der i natten og fryse og vogte over noget i landskyllet vraggods. Måtte det snart blive jul og freden sænke sig over jord og hav!

Tidligt om morgenen den 24. december, endnu mens det var mørkt, hørte vagterne en infernalsk larm. Det lød som kraftige skud i mørket . Men samtidigt var det også som om der hørtes menneskeråb. Var det endnu et forlis? Vagterne løb alle helt ned til strandkanten. De kiggede ud over havet. De syntes, de kunne skimte et stort skib derude. Ja. Masterne var ganske vist væk, men konturerne var umiskendelige.

Der var et skib derude. Og vraggods, som allerede drev ind på land, vidnede om, at det var et forlis. Træstykker, kasser, alt muligt skyllede ind over brændingen ind mod land, og det lå der og skyllede frem og tilbage i strandkanten. Og der klamrende sig til en rundholt med noget tovværk omkring skylledes et menneske ind imod dem. Et levende ansigt, en krop med hænder og fødder, som med al magt holdt fast i tovværk og træ. De fik hurtigt fat i manden og reddet ham i land. Og alt gik nu så frygteligt stærkt. Endnu en sømand blev reddet. Mændene spejdede omkring, gik langs stranden for at se efter flere overlevende blandt det virvar af kasser, træ, tov, tønder og alt muligt andet, som blandede sig i havets skum og som skyllede op imod dem. Og der på en primitiv flåde af sammenbundne rundholte kom endnu 5 mænd ind i mod dem. De blev også reddet i land. Havet skyllede også dem ud af sin store nattemund.

Den ene af mændene blev dog kun med nød og næppe reddet og det med en ekstra indsats af den ene af vagterne, idet manden sad fast med sin fod imellem træet på tømmerflåden. Kun ved et voldsomt ryk og tag i manden, blev han reddet. Andre folk fra egnen var nu også blevet vækket og de kom til med heste og vogne, tæpper og brændevin. De spejdede alle ud mod vraget. Men der var ikke flere, som blev reddet ud af den ca. 550 mands store besætning. Og rygtet gik allerede om endnu et skib, der var forlist den samme nat, blot lidt længere mod syd.

De fleste af os her på egnen kender denne historie om Defence og så i sær historien om den anden af de to store engelske linieskibe, som forliste her ud for kysten i vores pastorat her natten mellem den 23. og 24. december 1811. Det var skibet St.George.

Museet i Thorsminde fortæller deres historie og giver med alle fundene, som er trukket op af havet, et stærkt billede af livet ombord på disse skibe. Tingene fra skibene taler til os.

De havde været flere britiske linieskibe på vej den 23. december sydover her langs vestkysten. Det var skibene Cressy, St.. George og Defence. Den 23. december om aftenen blev det orkan vest for Bovbjerg. Cressy valgte i sidste øjeblik at vende om, mens de to andre engelske skibe altså fortsatte ned mod Fjaltring, hvor Defence strandede og længere mod syd, syd for Thorsminde ved Fjand forliste St. George. Alt gik galt i den nat. De to skibe strandede og kun 18 kom frelste i land. 6 overlevede fra Defence og 12 fra St. George. De få overlevende kunne siden fortælle om kampen i denne nat mod havet på liv og død. Om kammerater, de mistede, og om venner og arbejdsfæller, som forsvandt i bølgerne. Og folk på egnen blev mærket af dette forlis, hvor man stadig den følgende nat, julenat, nu i nat, kunne se folk på dækket af St. George uden at kunne hjælpe dem. Man kunne ikke komme ud til dem. Erindringerne blev også præget af de mange døde, man fandt drevet i land i den følgende vintertid. Det vilde hav, den hårde vinterkulde kendte man, sådan som vi uundgåelig også lærer naturens kræfter her på egnen at kende. Men det var oplevelsen af tab og død, ja den stærke fornemmelse af vi menneskers skrøbelighed og magtesløshed, som blev så voldsomt forstærket den nat og som siden fyldte sindet. Det var medfølelsen og sorgen, der ramte dem. Man huskede dette forlis.

Men i blandet sorgen kom så også erindringen om en jul delt med fremmed folk. De få reddede kunne siden fortælle om hjælpen på stranden, om brændevinen, der varmede dem, om tæpperne, om de lokales hjælpsomhed. Som en af de reddede skrev i en engelsk avis, at ”de kom jo som gæster fra havet midt i juletiden” og de kom så endda ” til en gæstfri modtagelse med del i de fattige klitfolks julenatsmåltid” (s.80)

De skibbrudne var jo egentlig fjender, - nogle af dem havde givetvis været med til at bombe København i 1807. De bar fjendens ansigt og navn, men i natten skyllet op på stranden, viste de sig som det de først og fremmest var: medmennesker strandet på en fremmed kyst. Klitboerne blev næste for dem. De gav dem som noget naturligt husly og mad.

De fremmed blev også del af deres julefejring. De kom ind til jul, og var helt selvfølgeligt med som del af deres jul på dette sted. For det budskab, som englene bragte hyrderne på marken udenfor Betlehem julenat, var og er jo ikke kun for indbyrdes venner og familie. Det er som englen siger et glædeligt budskab for al folket. Et fællesskab på tværs af nationaliteter og etnisk oprindelse, på tværs af sociale skel og placering i samfundet. Julen rummer et budskab om fred, Guds fred, - en fred, der ikke blot kan slås til jorden og gøres til intet af nationale, internationale og politiske konflikter, - en fred, som i stedet afslører alle vore personlige modsætninger og sætter dem i et andet og større perspektiv, så de ses som det de: nemlig menneskelig fnidder. Julen rummer så også et andet og anderledes fællesskab end bølgernes brusen og det dybe hav. Det er ikke kun død og intethed, blades fald og mørke magtesløse og sorgfyldte nætter, vi som mennesker er fælles om. Ligesom det heller ikke kun er vores egen menneskelighed og egen godhed, som er vort håb. Nej. Håbet er det fællesskab, vi er givet, i livets skaber, menneskets forsoner og al håbs sol: barnet i krybben, født i en stald, født i ringe kår i Betlehem – ja født som var det i en lerklinet hytte i Fjaltring.

De reddede sømænd delte julen med de fastboende det år 1811. De fik en par dages ro og julefred inden de blev bragt videre til Viborg for siden at blive udvekslet som krigsfanger med andre danske søfolk i britiske tilfangetagelse.De i landdrevne kom ind på gårdene og ind de små lerklinede huse. De kom ind til lugten af brød – for det var den store bagedag - forberedelsesdagen til julen. Der var slået rugbrød op, sigtebrød og hvedebrød – alt efter husets formåen. Øl og bygbrød fik nogle af dem måske også.

På engang var de alle fyldt af julesorg. Den sorg, vi ikke selv kan slukke, men må bede Gud om at slukke, fordi verden altid er af lave og fordi vort menneskeliv ikke blot er let. Ja, fordi vi ikke selv kan magte alt her i tilværelsen. Vi er hver især udleveret til livet, til såvel det mørke som det lyse her. Folkene dengang var mærket af denne sorg, som hører menneskelivet til, men som var blev forstærket med de to forlis. Men samtidigt sænkede julefreden sig også her et øjeblik. Julefreden. Frihed en stund for hagl og regn, sne og slud. Varme i stedet for kulde. Læ for vinden. Et øjebliks fred. Venlig ord. En skål med mad. Der var en tone af englenes sang til hyrderne julenat, om fred og glæde. Den fred, som Jesus barnet ved Guds nåde giver os stadig del i . I ham frelses vi af nøden. Kærligheden viser sig i ham stærkere end døden. I ham gives vi del i den fred, som vi ikke selv kan skabe, men kun tør håbe på. I ham viser Gud sin kærlighed og vilje til fred til jord. Ikke en paradisisk idyl og harmoni, men en fred, som giver livsmod og kraft til at turde livet. For Gud giver sig til kende i selv det lille skrøbelige barn født julenat i Betlehem, hvor vil da ikke møde os på jord. I ham gives den fred, som ingen sorg tør røre. I Jesu navn. Amen.

Sognepræst Elof Westergaard
Mariehøj 17
DK-8600 Silkeborg
Tlf.: +0+ 45 – 86 80 08 15
E-mail: eve@km.dk