Göttinger Predigten im Internet

Alt her i verden kan misbruges. Selv det allerbedste.
Venskab kan misbruges – den ene kan udnytte den andens lyst til at vise sit venskab, og bede den anden om at gøre ting, som man så selv slipper for at gøre.
Kærlighed kan misbruges. Den forelskede kan blive offer for den andens leg med de sårbare følelser, blive udnyttet og gjort til nar.
Og nej, det er næsten ikke til at bære at tænke på at tingene er skruet sådan sammen, - at der ikke er noget i hele verden der er fritaget fra at kunne misbruges. Men sådan er det altså.

Også religion kan misbruges. Magthavere kan gå ind og styre menneskers sind og vilje med religionen – næsten som en slags fjernbetjening, som ved at trykke på en knap.
Og det er jo ikke så underligt, for religion handler altid om det inderste, om det vigtigste – hvad der bor i hjertet, hvad et menneske dybest set tror på og holder for sandt og vigtigt.
Og får man magt over et andet menneskes hjerte og inderste tro, kan man manipulere det, til at gøre hvad som helst.
I denne tid er dette misbrug alt for tydeligt desværre.
Ja, vi forestiller os i det mindste at det må hænge sådan sammen.
At de mennesker, som med vold og magt overtog cockpittet og anvendte passagerflyene som levende brandbomber d. 11 september, at de mennesker må have været totalt blinde og døve for andre menneskers lidelser. Dæmonisk besatte i kraft af religionen.

Nogle mennesker mener så, at dette er en særlig ting ved Islam. Men det er det desværre ikke. Alle religioner kan misbruges, og havde jeg nær sagt, alle er blevet det. Kristne fundamentalisters had i Amerika til abort, har fx ført til overlagt nedskydning af adskillige læger der arbejder inden for dette felt. Det ved vi godt.
Og hvad der glæder for religion, gælder også for politik. det ved vi også alle godt. Det har historien vist os et utal af gange.

Man kunne fristes til at spørge: Hvad skal der egentlig til, for at få mennesker til at handle så morderisk og kynisk ?

Den tyske filosof Hannah Arendt gjorde sig efter 2. verdenskrig mange kloge tanker om, hvordan det kunne gå så galt i Tyskland. Selv var hun flygtet til USA og undslap dermed den skæbne Hitlers regime havde udset sig for hende.
Hun overværede adskillige retssager mod nazisterne efter krigen – bl.a. Nürnberg processen, og hun bemærkede, at disse mennesker ikke var specielt sadistiske eller onde. de var ret almindelige mennesker, som blot i en ualmindelig situation havde fået muligheder, andre ikke får.
Hannah Arendt kaldte det for ”ondskabens banalitet”.
En af de forbrydere hun fulgte særlig tæt var Adolph Eichmann, som bekendt blev retsforfulgt og dødsdømt i Israel.
Hannah Arendt beskriver ham som en ”foruroligende” normal person, en alt andet end ond sadistisk morder, der sad på anklagebænken.
Inde bag den harmløse og endda let kultiverede facade, var der en mand, som fordi han havde mistet det vigtigste, ikke havde haft skrupler ved at handle som han havde gjort. – Han pointerede endda flere gange, at han i øvrigt kun handlere efter ordre!
Men han glemte det vigtigste. Det vi også gerne glemmer.
Han havde glemt evnen til at tænke selv. Evnen til at sige til og sige fra, evnen til at skelne mellem godt og ondt, og så at handle derudfra.
Og har vi først glemt dette, så risikerer man at miste sin sjæl, altså sig selv og den sunde fornuft – og så kan vi blive et redskab for hvad som helst – kz lejre eller passagermaskiner som levende bomber.

Nu er der måske en og anden der tænker – hvordan hænger alt det her sammen med resten, med dagens evangelium ? er det ikke at trække den lidt for langt?
Nej, fordi det er de samme ting der er på færde begge steder, om end i langt mindre skala i evangeliet.
Men også for de mennesker vi hører om i dag, kortslutter det.

Det handler om sabbatsbudet. Alle gode jøder vidste og ved, at man skal hvile på sabbatten – på den 7. dag, fordi som det fortælles i den første af skabelsesmyterne i GT, så hvilede Gud på den 7. dag, efter alt det arbejde han havde udført, da han skabte verden og alt på og ved den.
Og da Moses kommer ned fra bjerget i ørknen, med de ti bud, står der: Du skal komme hviledagen i hu – og det betyder, at man skal holde fri fra arbejde, og i stedet anvende dagen til bøn og gudstjeneste, til samværd med familie og venner – som opladning til den kommende uges krav.
Derfor har Gud ifølge de gamle beretninger givet mennesket en hviledag.

Men se til, om man ikke kan misbruge dette bud.

Inde i farisæerens hus, sad folk og holdt øje med Jesus – ville han helbrede den syge mand – og dermed overtræde budet, for helbredelse var vel arbejde, når man nu kunne den slags, og gjorde han det, hvad de sikkert håbede på, så havde han i deres øjne afsløret sig som det han var, en religiøs charlatan, der skaltede og valtede med loven.
Men nu gav Gud ikke hviledagsbudet, for at mennesker skulle slå hinanden i hovedet med det. Og han gav det heller ikke, for at man skal tro, at man kan slippe for at hjælpe andre mennesker, hvis man har mulighed for det. Og derfor spørger Jesus da også: er det tilladt at helbrede på en sabbat – og ingen svarer, og så helbredte han manden.

Den første halvdel af Lukastexten kan måske være vanskelig at se koblet på den sidste halvdel, men sammenhængen er der.
Vi forstår at der har været en lille kamp om de bedste pladser ved bordet, jo tættere på værten, jo mere til højbords, og jo større en udmærkelse.
Men netop denne kamp om pladserne, afspejler i lille form den menneskelige selvhævdelse, som i sin perverterede form, så let bliver til fanatisme. Om man kalder sig Allahs krigere, Jahves hærførere eller Kristi stridsmænd så er det eet og det samme, et forsøg på at gøre sig selv betydningsfuld ud over alle grænser. Set udefra kan det se ud som om den pågældende udsletter sin egen personlighed totalt for sagen. Men virkeligheden er en ganske anden.
Når man gør sig til eet med sin sags, sin religions, sin ideologis succes og fremgang, så får man i virkeligheden et mega-jeg, der slår alt og alle. Større kan man ikke blive, det er pladsen nærmest ved siden af Gud eller Allah, selv – og paradis der åbent venter.
Og farisæerne følte sig som Jahves frontkæmpere, og de kæmpede kampen om førstepladsen.

Men Jesus fortæller dem en lignelse, som gør det klart, at i hans verdensbillede forholder det sig lige omvendt. den der ophøjer sig selv skal ydmyges, og omvendt.
Denne lignelse har dog den svaghed, at den i virkeligheden ikke kan forstås rigtigt, hvis vi ikke tænker hele Jesu livshistorie ind i den. Hele historien, om Gud selv der bliver menneske, født i en snavset stald på en mark, og som blev korsfæstet som den værste forbryder, døde og opstod på den 3. dag, som det hedder i trosbekendelsen.
Han er eksemplet på, hvad det vil sige at ydmyge sig selv.
Den sande medmenneskelighed er, at sætte sig selv på pladsen ved siden af de ynkeligste af alle mennesker, for at de dog skal kunne spejle sig selv i et andet menneskes kærlighed, og derved finde deres egen menneskelige værdighed.
Og det var jo netop hvad Jesus gjorde.
Og sådan kan Gud fortælle os, at der ikke findes et menneske, som er under målet, ikke et menneske der kan finde en plads under ham. Kun ved hans side.
Og netop derfor, har han også vist os, at al kamp om udmærkelse og bedre pladser er urimelig og håbløs.
For med sit eget liv satte han alle spekulationer helt ud af spillet.
Hans liv, hans død og ophøjelsen til pladsen ved Guds højre hånd, gør alle vore ambitioner overflødige.
Fordi Gud i ham har gjort sig til vores menneskebroder, vores medmenneske, og fordi denne bror har sat sig på den ringeste plads i livet, så burde vi fatte, at kristendom ikke handler om selvhævdelse og ambitioner på egne eller Vorherres vegne.
Den handler heller ikke om at en sag, en lov eller nogle bud, eller en religion, skal vinde med vores hjælp.
Kristendommens mål er mennesket som medmenneske, og som mål for Guds kærlighed. Kærligheden er midlet, mennesket er målet.
Det er det, han har gjort det muligt at tro på, ved at blive vort medmenneske. Så er spørgsmålet bare, om vi tør tro det. Amen.

Sognepræst Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: +45 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk