Göttinger Predigten im Internet

Hvis der kun stod vort eget navn og om vore egne bedrifter på det, vi har om os, da ville vi forkomme.

De ord blev jeg fanget af forleden. De er formet af en mand, der er så langt henne i sit liv, at han har børnebørn. Og de handler om noget så konkret og håndfast som en sten, der ligger på hans skrivebord.

Men jeg tænkte, at de egentlig også godt kunne handle om Helligånden, om Talsmanden eller sandhedens ånd, hvad navne vi nu bruger om det, som Jesus taler til sine disciple om i dag. For også den tale handler om, at var vi alene med os selv, da duede vi ikke til meget.

Hvis der kun stod vort eget navn og om vore egne bedrifter på det, vi har om os, da ville vi forkomme.

Men hør nu først om stenen:

På mit skrivebord ligger der er sten. Den er ikke noget særligt. Den er beskeden af størrelse. Jeg kan have den i min hule hånd. Ejheller gør den sig gældende ved en fornem form eller ved nogle særprægede og fint sammensatte farver. Den gør ingen gavn. Er ikke til nogen nytte. Tværtimod er den til besvær. Ofte må jeg flytte den for at få plads til det, jeg skal arbejde med.

Men jeg kan ikke få mig til at skille mig af med den, hvad der jo ellers ville være det letteste for både mig selv og den, der skal rydde op og gøre rent på mit skrivebord. For det var Marie, der kom med den engang. Og Marie, hun er et af mine børnebørn, da det skete en 6-7 år gammel. Hun kom med den pakket ind i det velkendte, tynde silkeagtige papir med blå og røde og gule farver. Lidt ubehjælpsomt var den pakket ind. Hun rakte mig den og sagde: Den skal du have, bedstefar!

Så det er altså ikke stenen som sådan, der er det vigtige. Det er den betydning, den ligger der med, og som den hver dag, når jeg ser den, husker mig på. Det er Maries navn, der står på den. Og havde vi ikke om os nogle ting, der på den måde vidner om, at andre har flettet deres liv sammen med vort, så ville vi være uendeligt mere hjælpeløse og fattige end ellers.

Og så kommer de, ordene fra før: Hvis der kun stod vort eget navn og om vore egne bedrifter på det, vi har om os, da ville vi forkomme.

Det ved vi nok på forskellig vis, de fleste af os. Vi lever, når det kommer til stykket, og i alt fald når vi lever godt, ikke så meget af os selv som af de andre, der er der i vort liv, og den betydning, de giver fra sig til os. Alene med os selv dur vi ikke til så meget.

Og det vilkår, det gælder også når vi snakker kristendom. Og helt særligt, når vi her ved pinsetide får Helligånden bragt på bane. Var vi nogle, der i eet og alt kunne klare os med eget navn og med egne bedrifter, så ville det jo ikke være vigtigt overhovedet, det vi hører Jesus love sine disciple i dag: et følgeskab, der varer ved, også om han i fysisk forstand nu skal til at forlade dem, hvad han jo skal.

Vi befinder os - i teksten - Skærtorsdag aften, den sidste de havde med hinanden, Jesus og disciplene. Det er adskillelsen, der venter og er det truende vilkår, det er afsked der skal tages. Ord, der skal siges som de sidste.

Sådanne ord kan være svære at finde, for de skal bære meget. Derfor griber Jesus også til andet end ord, han giver dem brødet og vinen, og iflg. Johannesevangeliet rejser han sig også på et tidspunkt og går rundt og vasker disciplenes fødder. Som var han deres tjener. Han handler og lægger betydning i det, han gør, betydning der skal kunne vare i al tid frem. Men han har også en del at sige. I Johannesevangeliet strækker hans afskedstale sig over adskillige kapitler. Og vi kan høre på dét i dag, at han ikke lægger skjul på noget.

Han taler klart om sin forestående bortgang, og han forbereder disciplene på de forskellige former for modgang, som de i deres videre liv vil komme ud for. Så det ikke altså skal komme som en overraskelse for dem, når sammenstødet med den gamle verden kommer, og de muligvis kunne fristes til at tro, at de var på gale veje. Jesus siger dem det alt sammen forud, for at de kan vide, hvad der venter dem, og når tiden kommer tage det som en nødvendig del af den vej, de skal gå.

Men først og fremmest, så taler han opmuntring og trøst. Det fællesskab, som han har med disciplene, dét skal ikke ophøre - siger han - selvom han forsvinder og bliver borte, i kropslig og synlig forstand. Det er dét, hans ord om Helligånden betyder.

Og det er ikke så mærkeligt og mystisk, som vi somme tider synes, at det lyder. I alt fald kan vi godt selv finde på at sige ting, der ligner. Når vi skal tage afsked med et menneske, som vi føler os dybt forbundet med - en, der skal rejse et andet sted hen for en tid, eller en vi måske aldrig mere skal se - så siger også vi farvel med ord, der godt kan bygge bro over fysiske afstande, ord der holder fast om et nærvær på trods af den synlige adskillelse. Eller når vi ved vore børns konfirmation eller ved andre skelsættende lejligheder siger til dem, at hvor deres liv end fører dem hen og hvad deres skæbne end bliver, så vil vi følge dem altid - om ikke med andet så med kærlige og omsorgfulde tanker - så er det også sådan, vi tænker. I hjertet kan man godt være hinanden nær på afstand. Ligesom man også kan være det omvendte: være borte, skønt man fysisk er ganske nær.

Og derfor giver vi vel også hinanden gaver, når vi gør. Det gør vi ikke for at spare hinanden for udgiften til selv at købe de ting. Det gør vi for at gaven skal vidne om hengivenhed og gode ønsker. For at vi, når vi fra tid til anden pludselig igen får øje på gaven og husker, hvad den betød, skal bringes dét menneske nær, der gav den. Også døde ting kan på den måde være levende vidner og fastholde nærvær på trods af afstand og usynlighed - en ring på en finger, en sten på et skrivebord, hvad som helst der bragte bud fra hjerte til hjerte.

Det er naturligvis en nødløsning, for det kropslige nærvær var det rigtige. Men er vi afskåret fra det, er nødløsninger jo noget, vi må klare os med.

Og Helligånden er også en nødløsning. Når Jesus taler om den til disciplene i dag, så er det jo fordi, de skal skilles. Fordi háns tid her er ved at være omme og dé nu skal leve deres liv alene, uden ham. Så er det, at også de - og siden vi - må nøjes med noget mindre end ham selv, noget der skal vidne om ham, som han siger, holde fast i den guddommelige betydning han havde med sig til os og gøre den levende for alle kommende slægter, så hans fysiske død og forsvinden fra jorden ikke skulle blive enden på det hele.

Dét er sagen i det, som Jesus siger til disciplene den aften. Snart skal de ikke have ham iblandt sig mere, men de skal ikke fortvivle, for der er også følgeskab til, der kan trodse den fysiske adskillelse: Helligånden, Talsmanden, sandhedens ånd - eller hvad ord vi nu bruger derom - er, at Jesus også efter sin død vil være hos dem, ”i sit ord hos os som han er hjemme”, som vi synger det et sted (DDS 609) – ”i sit ord hos os som han er hjemme”. Ikke på en måde, der kan ses. Kun på en måde, der kan høres. Og måske ikke engang af alle. For vi lytter ikke altid ens. Det er kun den, der har øren at høre med, der hører, siger Jesus. Man kunne også sige hjerte. For hvad Jesus havde med sig, det var jo ikke af den slags, der høres med hoved og forstand, det var - som Maries sten på skrivebordet - noget fra hjerte til hjerte. Noget, der derfor kun høres af den, der har hjerte at høre med.

Og sådan er det såmænd heller ikke mærkeligt, at det er. For også dét er noget, vi ved fra andre sammenhænge. Det, der får os til at gå, det der rykker i os eller flytter os i vort liv, det er langt mere noget, vi hører med vort hjerte end noget, vi hører blot med vor forstand. Hvis ikke tingene går os ordentligt til hjerte, så har de ingen betydning for os. Så bliver der ingen kræfter af hente i dem. Er vi der, hvor der skal bygges bro - fastholdes et nærvær henover tider og steder, adskillelse og savn - så ér der om noget steds også kun at lytte til det, som hjertet hørte fra den, vi måtte skilles fra.

Derfor taler også vore salmedigtere altid om Helligånden i billeder hentet fra den hjertelige verden. ”O Talsmand, lad os finde trøst, som barnet finder den ved moders bryst, i din søde stemme ...”, ”Sjælesørger allerbedst, hjertekamrets ædle gæst, vær hos os til stede”, altid er det i den personlige nærheds og hjerteligheds billeder, vi i vore salmer beder om liv, det er ad den vej, kræfterne må komme, mindre kan ikke gøre det, når det er troens kræfter, det handler om. Hvad det jo er, når vi snakker kristendom.

Vel beder vi også om andre kræfter, når vi afmægtige sender vore bønner opad mod Gud. Vi beder om dagligt brød og frihed fra det onde, om sundhed når sygdom rammer og liv, når døden truer. Og alt det er også ydre ting. Men i den sidste ende går det jo sådan for enhver, at livet svinder, alle bønner til trods. Modgangen er for Jesu disciple som for alle andre en sikker sag, fordi vort liv kun er liv på lånte dage, og liv i en verden hvor den Gud, der vil os det godt, ikke er alene om magten.

Og når det ydre vakler og bliver til modstand, der ikke kan flyttes længere, så der kun er vejen igennem det tilbage, så er situationen for os den samme som for de disciple, Jesus tilsagde sit nærvær og følgeskab altid, og så er det dét tilsagn, der grebet af vort hjerte, i det indre menneske må være os kræfter, opmuntring og trøst.

Og som det er menneske og menneske imellem, at somme tider er det eneste, vi har at kunne yde hinanden dét at være hinanden nær, sådan er det også med den korsfæstede og opstandne Kristus: i det ydre ændrer det ingenting, livet får ikke sine mistede muligheder tilbage og hvad der nu ellers er i vejen, men i det indre får vi tilsagt et kærlighedens nærvær, der alligevel ændrer noget.

En sten, der ligger på et skrivebord, er et nærvær uden magt til at ændre på noget i det ydre, men det er dog et nærvær. Et nærvær med gode kræfter. Kristentroen ved det samme: hvad Jesus tilsiger sine disciple og os i dag er et sådant nærvær for alle dage frem, trods alt hvad der synligt vil skille.

Hvis der kun stod vort eget navn og om vore egne bedrifter på det, vi har om os, da ville vi forkomme. Sådan er det stadig sandt. Men i kirkens hus er det altså også sandt, at der hver gang vi nævner vort eget også er en andens navn at nævne, det vi døbtes i ved vort livs begyndelse: Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Hvad end vor skæbne er og bliver, så er der guddommeligt nærvær, der følger os i det navn. Se, sagde Jesus: jeg er med jer alle dage indtil verdens ende! Amen.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: ++ 45 - 75 52 06 61
E-mail: oj.kolding@mail.tele.dk