Göttinger Predigten im Internet

Lignelsen som vi hørte fra altret, er jo en af de bedste og kendteste historier fra Bibelen. En historie som er klar og anskuelig, og så alligevel, når man hører den, så sker det fra den ene gang til den anden at der er nye perspektiver som åbner sig, at der er nye ting man hører og ser.
Derfor har den også med tiden fået flere forskellige navne hæftet på sig.

De fleste vil nok sige, jamen det var da lignelsen om den fortabte søn vi hørte. For den handler da om den søn der drog hjemmefra, som ødslede sin formue væk, som var ved at gå til grunde, men som til sidst alligevel gik i sig selv og besluttede sig for at vende hjem, for dog i det mindste at kunne blive daglejer på sin fars gård. Og så sker der, som vi hørte det, det at faderen kommer løbende ham i møde og falder ham om halsen af bare glæde over at have fået sin søn tilbage igen. Han var fortabt, intet kunne han gøre krav på, men faderen tager ham til sig, giver ham festdragten på og holder gilde for sin hjemvendte søn.

Den fortabte søn - under det navn har de fleste os ganske givet lært den at kende. Men så var det, at P.G. Lindhardt engang i 1960erne i en prædiken kaldte fortællingen for "de fortabte sønner" - fordi broderen, den retfærdige, ham der blev derhjemme og altid gjorde hvad han skulle, fordi han jo i sin surhed og selvretfærdighed var mindst lige så fortabt som ham der drog udenlands og satte det hele til.

Siden har der så været prædikanter der har kaldt den "fortællingen om den barmhjertige fader". Man ser da faderen stå dér, altid med åbne og modtagende arme hvad så end hans sønner måtte finde på. Det er en udlægning af lignelsen der sætter fokus på faderens grænseløse overbærenhed og kærlighed.

Sådan har jeg vist også selv prædiket over fortællingen. Men jeg har også med tiden følt at det alligevel var et forenklet og lidt for tamt billede af faderen i lignelsen. For i al sin generøsitet, sit storsind, sin overbærenhed, betød det så over hovedet noget for ham med de sønner? Ja hvad var det egentlig for en far, hvis han ikke også kunne blive vred og fortvivlet over sine børn som på hver deres måde forlod ham og vendte ham ryggen?

Så for nogen år siden læste jeg en prædiken hvor der blev vendt op og ned på det hele. Jamen i virkeligheden er det da også faderen som er fortabt, sagde præsten. I virkeligheden kunne man også kalde lignelsen for "fortællingen om den fortabte fader".

Det åbnede for mig endnu et perspektiv. Den fortabte fader. Og siden har jeg, hver gang jeg har haft lignelsen fremme - hvilket jeg ganske ofte har så central og anskuelig den er, i konfirmandundervisningen og i andre sammenhænge - siden har jeg ikke kunnet gøre mig fri fra billedet af den fortabte, den fortvivlede far.

For kan man tænke sig noget mere fortabt end det menneske der må give afkald på sine børn? Faderen, som har to sønner, der altid volder ham sorg, som aldrig har øje for hans kærlighed. Faderen som derfor altid længes. Han længes efter den søn som er borte, og han længes efter den søn som er der, og som alligevel er blevet ham fjern, og som han ikke kan nå. Han står med sin kærlighed, med sit liv, men der er ingen som ænser det, ingen som tager imod.

Mere fortabt kan et menneske vist ikke blive. Ja der findes vel ikke noget der kan sammenlignes med sorgen over børn man har mistet.

Tænk bare - for nu at gå langt tilbage - på den gamle Jakob. Han havde hele 12 sønner, men kun de to af dem var børn af hans elskede Rakel. De to, Josef og den lille Benjamin, forkæler han til gengæld, og brødrene ser skævt til de to, ikke mindst til den halvstore Josef. Og så en dag, da Josef kommer ud til dem i marken, er det de beslutter sig for at skaffe sig af med ham: Først kaster de ham i en dyb brønd, og så sælger de ham til nogle købmænd der skal til Ægypten. Selv tør de ikke fortælle deres gamle far at Josef er forsvundet, men de sender en af karlene hjem med hans skjorte som de har revet i stykker og stænket med blod fra et kid.

Da Jakob ser den forrevne og blodige skjorte, forstår han at Josef er blevet overfaldet af vilde dyr, og at han aldrig får sin søn igen. Og brødrene kommer hjem, finder de ham siddende på jorden med sønderrevne klæder, ukendelig af snavs og tårer. De forsøger at tale til ham og få ham til at rejse sig: Men han mumler ustandselig: ”Min søn er død! Jeg vil ned i dødsriget til min søn.”

Jakob havde da 11 andre sønner, han havde svigerdøtre og børnebørn. Han havde mange at elske og meget at leve for. Men ingenting hjalp det. Han blev ikke siddende naturligvis, men var fra da af dybt, dybt mærket af det tab han havde lidt.
Men som det måske huskes, så fik han jo sin søn at se igen. Josef blev en stor mand i Ægypten, og da Jakob til sidst kommer dertil, falder han grædende sin søn om halsen.
Det er, synes jeg, en af de mest bevægende scener i hele Bibelen, og den ligner jo ganske meget gensynet i lignelsen her da faderen falder sin hjemvendte søn om halsen.

Nej, der er intet som at miste sine børn. Hvad enten det så er fordi man ikke kan nå dem, eller fordi de for altid er borte. Det er altid en smerte.

Jeg har naturligvis mange gange talt med gamle mennesker der har fortalt om deres børn, også om dem de ikke mere er i stand til at nå. Mest fortvivlende måske når psykiske sygdomme har sendt et barn derud, hvor man ingenting kan gøre for at hente det tilbage igen. Fortvivlende også hvor bruddet er en realitet, hvor døre er blevet smækket i, og der ikke mere er udsigt til at de bliver åbnet igen. Men fortvivlende er også den stille smerte, den fortabthed, den ensomhed, det kan være at børnene er der, at de måske endda lever i bedste velgående, men kun er optaget af sig selv, af karriere, selskabelighed måske, men uden sans for den kærlighed, den længsel, forældrene nærer i forhold til dem.

Der er mange måder at miste på, og det er altid en sorg. Sådan som det også må have været for den fortabte fader i lignelsen. Den ene søn ville ikke leve med ham, han forlangte sin del af formuen, smækkede døren og gik sin vej. Måske talte han ligefrem til faderen, som ønskede han kun hans død. Alligevel gik faderen hver morgen op over bakken og spejdede efter ham. Selvfølgelig kunne han ikke slippe ham, selvfølgelig håbede han igen at få sin søn at se. Han bad for ham, i dagevis, igennem måneder og måske år havde han ikke meget andet i tankerne end ham.

Måske glemte han i sin sorg at hos sig havde han den anden søn, måske skete der det at han betalte det ene barn med det andet. At han gav skylden videre. Den første søn var draget hjemmefra uden at ænse faderens kærlighed, nu var det faderen som var blevet blind for den hjemmeblevne søns længsel efter opmærksomhed og påskønnelse. Sådan at faderen selv blev skyld i sønnens vrede, hans fortabthed, den bitterhed som snørede sig sammen om ham og forpestede hans liv.

Han mistede eet barn, han fik ham igen, hans glæde var uimodståelig, grænseløs, men han mistede i det samme sit andet barn. Hvad ligner det, sagde sønnen derhjemme at holde fest for een som har bortødslet din ejendom sammen med skøger, mens jeg har gået her og slidt i det hver eneste dag.

Nej, faderen er bestemt ikke bare den altfavnende, barmhjertige fader, han er sandelig også den fortabte, den fortvivlede fader der ved alt om at det også kan være en smerte at have børn.

Hvad fortællingen i hvert fald står som et tydeligt vidnesbyrd om, er at børnenes og forældrenes liv ikke sådan kan skilles ad. Børnenes lykke er også forældrenes lykke, deres fortabelse gør også faderen fortabt.

Og det samme må man så sige, for det er jo en lignelse der egentlig handler om Guds verden, det samme må man så sige gør sig gældende i forholdet mellem Gud og os. Guds liv og menneskers liv kan heller ikke skilles ad. Der hvor vi finder hinanden, i kærlighed og glæde, der er det en glæde som også viser sig hos Gud. Men der hvor vi fortabes, i hovmod og selvstrækkelighed måske, i bitterhedens lukkede rum, dér hvor vi er blevet blinde for alt det som er omkring os, eller dér hvor vi bare ødsler det altsammen bort, og hvor tilværelsen ender med kun at blive til underholdning, overflade, ingenting, der står Gud virkelig tilbage som den fortabte der ikke ved sine levende råd. Der er fortvivlelsen sandelig også hans. Hvad lignelsen også bringer til udtryk er altså at Gud er en medlevende Gud, der følger sine børn, han lider med dem, han fortvivler og glædes, som enhver ordentlig far.

Man har villet se faderen i lignelsen og dermed også Gud som den altid barmhjertige, generøse, der bare står dér og venter med åbne arme. Lige meget hvad så kan vi altid komme hjem til ham. Og det billede er selvfølgelig ikke helt forkert, men, anderledes kan jeg ikke se, det er heller ikke helt rigtigt, ikke fuldstændigt. For det er lidt et billede af en gammel bedstefar som ikke mere har åndskraft i sig til at følge med i sine efterkommeres liv, og nu står han der og mumler: ”Ja det er godt med jer, men I kan altid komme inden for en dag hvis I har lyst.” Som om vores liv ikke er til mere, ikke har større betydning.

Nej, den Gud har vi med at gøre, det er i allerhøjeste grad en levende Gud, en lidenskabelig Gud, han bevæges med os, vi er hans kærlighed, hans tro og håb.

Det er ikke en Gud, der bare hviler i sig selv, i stoisk ophøjet ro. Det er en Gud, som kender til at fortvivle, som til tider går op i sømmene, ja til sidst, og det er jo det kristne evangelium, til sidst gav han sit liv, sin kærlighed, sin egen Søn, for i ham at være hos os, være hos det menneske som farer vild og er ved at gå til i fortabelsens mange rum.

Hvad er det da Gud vil, vi som hans børn skal gøre?
Vi har to muligheder stillet op i lignelsen. En søn som forlader faderen, og som spilder alt hvad han har fået givet. Og en søn som bliver derhjemme, som gør lige nøjagtig hvad der bliver sagt, men som i sin glædesløse selvretfærdighed går glip af det væsentlige - også han forspilder sit liv. Fortabelsen er ikke den samme, men fortabte er de nu engang begge to.

Det kan godt være vi er børn som dem, og så fortæller lignelsen at faderen stadig er vores far, at han stadig vil have med os at gøre. ”Alt mit er dit” siger han til den ene søn.

Men hvilke børn ønsker Gud, Faderen, sig så? Han håber vel at få børn ganske som vi som forældre ønsker os dem. Børn som ikke bare, duknakkede og lydige, altid gør hvad der bliver sagt. Men børn som tager imod hvad der bliver givet dem. Og som så med tiden selvstændigt bruger det de har fået med sig. Børn som har fantasi, mod, vågenhed og hjerte nok til selv at skabe sig et liv mellem andre.

Det kan så godt være at børnene ind i mellem er helt uden for vores synsvinkel, og vi ved at det er som det skal være. I den forstand er det jo helt i orden at den ene søn i lignelsen drager hjemmefra. Problemet er at han ikke vil noget med sit liv, at det hele ender i tomhed, i ingenting.

Vi ønsker os vel børn som så kommer hjem, og som viser at de har lært noget. Vi sidder omkring bordet, og børnene, de taler med, ja de taler os minsandten imod, der er sket noget med dem, de er ikke mere helt de samme som da de forlod os, de er blevet voksne , myndige , modspillere, sådan som det naturligvis har været meningen fra begyndelsen af.

Hvorfor skulle Gud ikke ønske sig børn på samme måde? Børn som tager ved lære, som udvikler sig, ja som kæmper, sådan som alle børn må kæmpe for at finde ud af hvem de er, hvis forældrene da ellers giver dem noget at kæmpe med.

Og så børn naturligvis som kan tage imod, som kan dele liv med deres søskende, med deres medmennesker , ja unde dem al den glæde som er til. Den virkelige glæde i en familie er der først når vi kan glæde os sammen.
Det kunne den ene søn i lignelsen ikke. Ikke om han ville med til festen for den hjemvendte bror. Og imens venter hans far, ligesom vor himmelske far venter på alle sine fortabte sønner og døtre. Alt hvad der er hans, er deres. Tilværelsen er fyldt af hans gaver. Og glæden vokser ind i himlen for hvert barn som fra det tomme og selvretfærdige liv vender om og tager imod. Amen.

Sognepræst Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemars Vej 40
DK-2820 Gentofte
Tlf: ++45 – 39 65 43 87
e-mail: erha@km.dk