Göttinger Predigten im Internet

I dag ramler vi ind i evangeliet med et gevaldigt brag.

Hvis nogen kan høre begyndelsen af det tekststykke fra Lukasevangeliet, jeg lige har læst uden at støde sig på det eller føle sig stødt, så vil jeg være så fræk at påstå, at så har denne ”nogen” ikke hørt ordentligt efter, for det er faktisk meget anstødelige ord, vi får at høre: Lukas skriver: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.

Man siger, at det kristne evangelium er en forargelse for mennesker og her er der sandelig forargelse for alle kirkeskattekronerne. For er det ikke forargeligt at komme her til kirken med sin familie og venner, med sin kone eller sit barn eller sin bror eller søster og så få at vide at hvis man ikke hader dem, så kan man ikke have noget med Gud at gøre? Er det ikke nok til at vende om og forsvinde ud i verden igen, hvor der ikke er nogen, der kan finde på at kræve noget så absurd som at man skal hade dem, man er mest knyttet til?

Så hvorfor var der ikke flere der rejste sig op og marcherede ud af kirken i protest, da evangeliet blev læst? Ja, måske fordi den danske folkekirkemenighed er høflige mennesker, men måske også fordi man har en instinktiv følelse af, at der må ligge noget bag de radikale ord. Der må være mere at sige. Noget, som det kunne være værd at lede efter.

Og det er der – selvfølgelig - også.

For det første må man spørge, hvad det overhovedet vil sige at hade?

Børn kan finde på at sige, at de elsker is men hader gulerødder (det modsatte er sjældent….) Når børn siger sådan, snakker de så om et lidenskabeligt følelsesfuldt kærlighedsforhold til is? Nej, de mener, at de meget godt kan lide is, i hvert til fælde bedre end de kan lide gulerødder. De synes, at voksne bør indse, at det er vigtigere at få en daglig dosis is end en daglig omgang råkost. De sætter isen over alt andet, de kan finde på at putte i munden. At elske og hade er for dem ikke ord, der beskriver deres inderste følelser, men ord, der fortæller, at de synes det er meget rart, når Hjem-is dingler forbi. Jeg kender f.eks en lille dreng, der kan finde på at bede for ismanden i sin aftenbøn. For en sikkerheds skyld. Jeg tror aldrig han har bedt for gulerødderne i haven : Kære Gud, lad ormene gå uden om min gulerødder; nej vel?!

At ord-parret elske og hade i børnenes sprogbrug og her i evangeliet betyder prioritering mellem to ting, mere end det antyder de inderste, lidenskabelige følelser, man knytter til noget, det kan man høre, når evangelisten Mattæus skal gengive de samme ord engang sagt af Jesus. Han taler nemlig ikke om at hade og elske. Han skriver i sit evangelium: ”Den, der elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig er mig ikke værd”. Ifølge Mattæus handler det altså slet ikke om at hade sine nærmeste men om at sætte noget højere end sin familie, nemlig Kristus. At hade sin familie og elske Kristus betyder altså, at der er noget, der er vigtigere end ens eget kød og blod. Ja, Kristus er det vigtigste.

Men bliver forargelsen egentlig mindre af det?

Nej, det gør den på sin vis ikke. For det kan stadig opfattes om en enorm provokation, at Jesus påstår, at der er et bånd, der er vigtigere end blodets bånd. At der er et bånd, der binder os mere end det bånd, vi binder til vores familie og nærmeste venner. At der er noget, vi skal sætte højere end vores far og mor, hustru og børn, brødre og søstre. At der er et fællesskab, der er stærkere end vores fællesskab med vores nærmeste.

Det forekommer os forargeligt, netop fordi vores familie og vores venner har en voldsom stor betydning for os. Det er der jo ikke noget underligt i, naturligvis er vores eget liv meget afhængigt af dem, vi har omkring os. Naturligvis betyder vores ægteskaber, vores børn, vore forældre, vores brødre og søstre og vores venner kolossalt meget for vores livs lykke og vores fornemmelse for, om vores liv lykkes og giver mening. Og kernefamilien er for alvor på mode. Selvom skilsmisser og familie-sammenbrudene florerer, så indgår mennesker stadig nye ægteskaber og skaber ny kernefamilier.

Evangeliet er derfor en forargelse. Det rammer os på det, vi synesr betyder så uendeligt meget. Men netop dette anstød mod os må være stødet til, at vi begynder at overveje, om vores kernefamilier og vores mest tætte og intime relationer nu også kan bære den store betydning, vi tillægger dem? Kan kærligheden til ægtefællen f.eks give den fulde mening i livet? Kan kærlighedsforholdet mellem to være det livet grundes på? Og er de tætte fællesskaber med de nærmeste livets mening, livets dybdestruktur, livets grund ?

Evangeliets svar er et klart og utvetydigt nej.

Der er noget, der er væsentligere end alt andet; nemlig vores tro på Gud.

Der er et fællesskab, der står langt over vores indbyrdes menneskelige fællesskaber og det er fællesskabet med Kristus.

Fællesskabet mellem Gud og menneske.

”Den, der elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig er mig ikke værd”. I de ord ligger der både et krav men også et løfte. Lad os taget kravet først.

Kravet i evangeliet er, at du aldrig må forskanse dig i din kernefamilie med dine kernevenner. Du må aldrig lade hækken mellem dig og dine nærmeste og så resten af verden vokse så højt op og du ikke kan se de andre udenfor. Du må aldrig tro, at din egen familiære lykke er det vigtigste af alt, for det vigtigste af alt er Kristus og hans budskab til mennesker om næste- OG fjendekærlighed. Du må aldrig bygge dit liv op på dig selv og dine egne relationer. Din kærlighed skal rækkes videre ud end til dem, du selv har valgt ind i dit liv.

Du skal bygge på Kristus. På det han sagde og gjorde. På det han vil dig. Kravet er, at Gud og han bud skal være centrum for alle dine tanker, følelser og handlinger.

Og så løftet

Løftet er, at det er noget andet end dig selv og de relationer, du selv kan skabe, der er grundlaget under dit liv. Løftet er, at Gud har skabt en relation til dig. Han har knyttet bånd til dig i dåben, gjort dig til sit barn fra dåben og til evig tid. Hvad vil det sige? Det vil sige, at uanset hvilke nære fællesskaber du falder ind i og ud af, så er der et fællesskab, der altid består, fordi det ikke afhænger af dig selv, men af Gud. Når vores egen verden bryder sammen - ved skilsmisse, ved dødsfald, ved arbejdsløshed, ved uvenskab, ved misbrug – så bryder din verden alligevel ikke sammen, fordi Gud holder den oppe for dig.

Ingen mennesker kan holde til at være meningen i et andet menneskes liv. Det er en voldsom overanstrengelse af alle. Det er en voldsom overanstrengelse for et ægteskab, hvis ægteskabet skal være meningen. Det er en overanstrengelse af børnene, hvis de skal være meningen. Vi er gaver for hinanden, ja, det er en stor og vigtig gave at have en god ægtefælle, børn, venner. Men ingen af os kan være grunden under et andet menneskes liv. Det kan kun Gud. Derfor skal der altid være en tredjepart i ethvert kærlighedsforhold – Gud. En tredjepart, som ikke skal vække jalousi, men som tværtimod skal være den, der binder alting sammen, som vi siger det i vielsesritualet - med fuldkommenhedens bånd, som er Guds kærlighed til os.

At elske Kristus mere end nogen eller noget andet er at forstå og se sine menneskelige relationer sådan, at det bliver muligt at elske sandt og opbyggeligt og ikke begærligt og fortærende. For den der gør et andet menneske til sit livs formål ender med at fortære det og dæmonisere kærligheden. Men den, der kan elske andre i lyset af den større kærlighed, som er Guds og vide sig absolut afhængig af Gud og intet andet, han er fri til at elske og kan også lade andre være frie.

Og sådan er evangeliet nok en forargelse, men når man ser nærmere til gemmer forargelsen på en stor glæde. Den, der har ører at høre med, kan høre det.

Sognepræst Kirsten Jørgensen
Præstegade 2
DK-5300 Kerteminde
Tel.: ++ 45 - 65 32 13 20
e-mail: kjoe@km.dk