|
Ambitioner er problematiske.
Da jeg var ung, blev der set skævt til mennesker, der viste deres
ambitioner for tydeligt. For da var værdierne i højere grad
farvet af idealer om fællesskab og solidaritet. Og der passer ambitioner
ikke særlig godt ind.
I dag er det anderledes. Nu bæres ambitioner helt åbenlyst
og nogle vil sige skamløst til skue.
Karriereplanlægning og livsstilsafsavn er ikke skældsord, men
redskaber i den verden, vi lever.
Alligevel bliver det let pinligt - selv i dag.
Som eks. den dame, hvis søn lige var begyndt på seminariet,
men fremstillede det til sine omgivelser sådan, at hendes søn
læste til skoleinspektør!
Latterligt, og et vist ubehag opstår nemt over for de alt for åbenlyse
eller gennemskuelige ambitioner.
På den anden side ønsker vi, at det skal gå vore børn
godt, og hvis vore ambitioner ikke så meget går på penge
eller status, men på at bruge livet bedst muligt, gøre en
indsats og stille de højeste krav til os selv, ja- så er vi
med igen.
Faktisk ved vi ikke helt i hvilken retning, Zabedæussønnernes mor
havde tænkt sig ambitionerne opfyldt, men da hun taler om Guds rige, kunne
noget tale for, at det er det ægte liv, - hun taler om, - det, der er tættest
på Gud, Guds søn, og Guds vilje.
Det tyder det da på, når Jesus uddybende spørger:
”
Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?”, og det bekræftes.
Altså måske nogle overvejende positive ambitioner, om end fremsat
på komisk måde.
É
n god ting er der dog at sige om denne mor: hun lader sig ikke hæmme af
Janteloven!
Hendes udspil får Jesus til at præcisere, hvad den sande ambition
i dette liv skal gå ud på: ikke magtposition til egen fordel, men
en tjeneste i ydmyghed for, almenvellet og kærligheden, en tjeneste, som
Jesus med sit eksempel viser vej til.
Det er nogle idealer, som - skønt vi har kendt dem et par tusind år
- ligger os uendeligt fjernt igen i dag, hvor enhver stræber efter at blive
sin egen lykkes smed, og ser ikke så nøje til de lig, ens egen magt
efterlader i grøften.
Det er som om gabet mellem en kristen, human solidarisk
opfattelse, og den prestigefyldte alles krig mod alle i kamp om penge og indflydelse
synes fuldstændig uoverstigeligt.
Men hvem har nu om dage lyst til - eller formår - at gennemleve de lidelser
og prøvelser, som en ægte tjeneste for livets skyld medfører?
De to disciple svarede ja, men vidste ikke hvad de svarede ja til.
Jesus vidste, at de ikke af egen kraft kan følge ham ind i lidelse og
død; det gik mere end i opfyldelse efter Jesu arrestation.
Om vi accepterer et liv, der ikke blot tilhører os selv, men mere end
os selv, så det kan medføre lidelse og smerte,
det afhænger især af to forhold.
Dels af, hvor bundet vi er til Kristi billede og til det liv, han åbner,
og dels af om vi forstår, hvad det er for en ydmyghed, Jesus kræver
af os.
Det sidste forhold først:
Når vi taler om ydmyghed, mener vi sædvanligvis noget psykologisk,
en følelse, hvor vi lægger bånd på os selv og tvinger
os selv til at være mere "pæne" eller ordentlige end vi
egentligt er.
En tugtelse i at kvæle ambitioner og gøre os mindre - i tiltro til,
at det, vi tjener, dernæst vil vokse, næsten automatisk.
Men sådan som Jesus i NT bruger begrebet ydmyghed, er der ikke tale om
en psykologisk følelse, men om en tilgang til livet, hvor den enkelte
ikke er hele verdens mål, men regner den storhed med, som netop kan gøre
mennesket ydmygt.
En tilgang til livet, som vi kan kalde respekt.
Respekt for livet i sig selv, respekt for andre mennesker -
også dem, der er helt forskellige fra mig.
Den respekt, at livet og de andre rummer noget, jeg ikke kan komme i kontakt
med af mig selv, men må have noget og nogen udefra til at pege på og åbne
for.
Ydmyghed er en lidenskab, der retter sig udad, en strækken sig mod en modtagelse.
Ydmyghed er at stå ved at enhver - selv den mest overfladiske - kontakt
med andre mennesker er med til at øge eller dæmpe det menneskes
livsmod.
Ingen af os kan være sammen med et andet menneske uden at slå en
bestemt tone an. Og med den tone vover man sig frem i forhold til hinanden.
Det kan om ikke andet opdages ved, at tonen blir usikker, hvis man tror, at den
anden ikke er sindet til at have med en at gøre og tage imod en.
Ethvert møde mellem mennesker rummer et minidrama, hvor mennesker gensidigt
kommer til at få hinanden i deres magt.
Enhver af os oplevet, hvordan den buschauffør, der er hjælpsom,
får hjælpsomheden frem i alle dem, der befinder sig i bussen.
Og hvor mennesker kommer tæt på hinanden i sorg og krise, ser tilværelsen
helt forskellig ud - alt efter om der bliver plads til ens sorg og usikkerhed
- eller om der bliver lagt låg på.
Ydmyghed er at tage vare på den situation og respektere den andens værdighed
- uden at gemme sig selv.
Og det er ikke bare over for andre mennesker, at de befinder sig i vores magt,
når vi har med dem at gøre.
Vi kan også forvalte vores livsskæbne i ydmyghed eller i ikke- ydmyghed.
Ydmyghed vil langt fra sige at finde sig i alt, i det urimelige, - næsten
modsat er det ikke at finde sig i, når livet ikke bliver til liv, men stivner
i former, vaner, konventioner, angst og fantasiløshed.
Ydmyghed er at stå ved, at der noget at kæmpe for - uanset hvordan
de ydre forhold fremtræder.
Ydmyghed ser vi der, hvor den ensomme kæmper for at overvinde sin ensomhed
- ved at vove sig frem i forhold til andre mennesker.
Ydmyghed er den handicappedes kamp for ikke at gå under i selvmedlidenhed
eller sorg.
Ydmyghed er den forpligtelse du, der har modtaget meget,
føler til at give noget videre og dele sin glæde.
Ikke- ydmygheden har især to ansigter:
Dels flugten fra den sammenhæng, du står i, fra solidariteten med
de omgivelser, du lever af, men ikke står ved.
Flugten fra det besværlige, det lidelsesfulde, det, der kræver din
tid, dit engagement, dit nærvær, din medleven.
Du kan flygte på mange måder: ind i arbejdet, på stimulanser,
i forbrug af mennesker og ting.
Dels kan flugten have fornærmethedens og forurettethedens ansigt.
Hvor du bilder dig ind, at verden ikke har noget at give dig, så du ikke
behøver at yde den respekt, men kan bruge den op efter eget forgodtbefindende
og undlade dig at kere dig om de andre og om din forviklethed med din omverden.
Eller ved at anse dig som så meget bedre end de andre, at du ikke behøver
dem!
Men Jesus var og er ikke et eksempel for hverken disciplene eller os. Han sagde
ikke ”Lev for andre” til dem, han mødte.
Han gjorde sig til forløber og banebryder - ved at sprænge sig vej
gennem både flugten og isolationen, døden og lidelsen.
Kan vi ikke holde hans billede fast, kan han holde sig fast i os.
For han har ved at give os sig selv, gjort os til deltagere i en skabelses -og
kærlighedsproces, som gør os mærkede af Gud.
Mærkede, så vi ikke kan undvære det åndedræt Kristus
vil være i os.
I kraft af ham ser vi, at det er i forskellen mellem andres liv og ens eget,
livet rør sig. Og gør os afhængige af noget uden for os selv
At forskellen og forbundetheden skal til for at vi kan komme til os selv - gennem
de andre. Amen.
Pfarrer Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk
|