| Jesus er på vej til Jerusalem.
Ikke på turistrejse, men til sin død.
Han ved det selv - kender lidelsens nødvendighed for at nyt liv
kan opstå.
Men disciplene, - de fatter absolut intet - til trods for at han indvier
dem i sin viden - inden de begynder rejsen.
Måske fatter de intet, fordi de endnu er så meget i deres eget,
at de ikke kender det livsofrende og livgivende som to sider af samme sag.
Hvordan det er at rejse mod sin lidelse ved vi ikke fra Lukas` fortælling,
men mere indekroget i sig selv end at han lader sig kalde på, er
han ikke.
En blind tigger, en mand, der er vant til at påkalde sig opmærksomhed,
råber Jesus op.
Og det er denne vedholdende kalden, Jesus tolker som tro, og som fremkalder
både Jesu vilje og hans evne til at helbrede manden.
Det er Jesus, der helbreder, men det er fordi manden viser både sin
mangel, blindheden, og sin tro frem, at Jesus helbreder.
Et under finder sted.
Men undere er tvetydige. Dengang og nu.
Dengang fordi et indgreb af underfuld art, også kunne tolkes som Djævelens,
Beelzebuls værk.
Nu - fordi undere nærmest er en hindring for gudstro.
Undere passer ikke ind i vores virkelighedsfortståelse og er for mærkelige
til at vi kan kapere dem.
Så nu - som dengang - måde gives en retning, en tolkning.
Ikke en forklaring, men en retning.
Det fremgår meget tydeligt af fortællingens gang, at der både
finder helbredelse og frelse sted.
En konkret, fysisk genopretning af mandens liv.
Han bliver seende.
Fysisk, men ikke alene fysisk.
For han forvandles fra at være et passivt menneske, der sad ved vejen,
til at være et aktivt menneske, ja oven i k bet et menneske, der følger
Jesus.
Selv om Jesu vej er vejen til lidelsen.
Den skulle man jo ellers tro, den førhen blinde kendte og derfor ville
undgå: lidelsens vej.
Men måske var det kun lidelsen og ikke vejen, han kendte.
Faktisk forvandles manden fra tigger til discipel,
hvilket er noget afgørende i fortællingen.
Han havde jo nu et valg:
han kunne være vendt tilbage til samfundet og have underkastet sig samfundets
gældende værdinorm: penge.
Den værdi kendte han fra sin tid som tigger – om end mest af underskud.
Nu havde han muligheden for at byde et overskud.
Men det gør han ikke.
Han ser, at Gud er på færde i mennesket Jesus og priser Gud.
Og at prise Gud er at følge ham.
Så godt gik det ikke i den fortælling, der går lige forud for
denne.
Fortællingen om den rige unge mand.
Han formår ikke at frigøre sig fra sin og samfundets norm:
pengene.
Det bliver til en binding, der holder ham fast og borte fra frelsen.
Anderledes med den før blinde tigger.
Han bliver en af de første af NT s personer, der skriver Jesu historie
og hans egen historie sammen.
Og det giver et helt nyt billede af livet, hvor lidelsen ikke tages bort, men
hvor lidelse og kærlighed kombineres, så man kan sige, at lidelsen
er en del af frelsen.
Frelse betyder ikke en magisk befrielse for lidelse og død,
men den evne, den kunnen, der skal til for at komme igennem lidelse og død.
For første gang i historien knyttes lidelse og kærlighed sammen,
så lidelsen gennemvæves af kærlighed.
Lidelsen bringes ind i en helt ny kategori.
Igennem og indefra lidelsen åbenbarer Gud sig.
Lidelsen åbenbarer kærlighed, liv, lidenskab.
Det er ikke et tilfælde, at det latinske ord passion både betyder
smerte og lidenskabelig kærlighed.
Den historie den nu seende mand skriver sit liv ind i, Jesu historie indeholder
en lidelse, som var en slags overskudshandling, et spontant initiativ fra Jesu
side, som gik på tværs af alle principper.
Derfor måden virke ubegribelig i verdens øjne, men altså ikke
for tiggerens seende øjne.
Underet ligger imellem - som en åbning af verden.
Han aner, hvad det er han, har mødt: et udtryk for Guds eget væsen
og hans holdning til mennesker.
Den kærlighed, som er det inderste i livet. ”Større kærlighed
har ingen end den at sætte sit liv til for sine”. (Johannes 15,13)
Det billede er det, den helbredte mand binder sit liv til, da han følger
Jesus.
Det betyder at måtte lægge krop til at hans verden berøres,
og forandres - af kræfter, der ligger uden for hans selv, og som han ikke
er herre over.
Kræfter, der uforståelige og frygtindgydende, de end kan forekomme,
også indeholder en kraft, der viser ham kærlighed og evne til at
udholde et større liv - på ondt og godt.
På sin krop har han mærket Guds under.
Med sin krop vil han bære underets konsekvens.
Da han afstod fra sin blindhed, var det også hans selvoptagethed, selvkredsning
og sit ego, han måtte tage af sted med.
Nu er der åbenheden, nøgenheden og det, der vil ham, og gøre
ham til menneske – om end den åbne kan såres og den nøgne
skades.
Dermed er han hjemme i det ukendte.
Et menneske, der kender lidelsen og vejen, synger sådan:
Til tider som flammer
jager det gennem vores krop -
som var den endnu sammenvævet
med stjernernes
begyndelse.
hvor langsomt vi dog lyser op til klarhed -
o efter hvor mange lysår har vore
hænder foldet sig til bøn -
vore knæ bøjet sig -
og sjælen åbnet sig
til tak?
Nelly Sachs i "Opstandelsens aske"
Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk
|