Göttinger Predigten

deutsch English español português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

13. sĝndag efter trinitatis, 10.09.2017

Predigt zu Lukas 10:23-37, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen

Fortællingen til i dag er vel nok en af de mest kendte af de bibelske fortællinger. Det er beretningen om den barmhjerte samaritaner og den er med rette indgået i vores fælles sprogbrug og bevidsthed. Endog så meget at førstehjælpere ved sommerens festivaler i dag kaldes for samaritter.

Fortællingen er en del af vores liv. Fortællingen er en del af den fordring, som vores liv rummer: fordringen om at tage vare på hinanden og at hjælpe den svage. Det er den fordring, fortællingen peger på og som vi ikke kan undslå os. Vi har pligt til hinanden.

Og samaritaneren griber ind og hjælper den nødstedte og det gør han helt uden at have gennemgået diverse kurser, uden at sende formularer til kommunen og uden at spørge om lov. Han griber ind. Han handler.

Jeg hørte for et stykke tid siden om et hjemmehjælperfirmaer, der var gået fallit. Her måtte deres ansatte sosu-assistenter ikke gå ud og hjælper borgerne, for de er en del af en ansættelse, og nu var firmaet fallit. De måtte derved ikke udføre arbejde, hverken for firmaet eller for deres fagforening. Sosu-assistenterne vidste jo, at fru Hansen havde stærkt brug for deres hjælp og omsorg, men de simpelthen måtte ikke. De måtte ikke hjælpe, for firmaet og ansættelsen var mere end at hjælpe. Der var åbenbart en fordring, der lå over det at hjælpe.

Det er en mærkelig verden vi lever i.

En verden, hvor fordringen om hjælp til den nødstedte kan standses af økonomi og arbejdsmarkedsregler.

Det er jo næsten som hos jøderne, hvor først præsten og siden levitten, tempeltjeneren, ikke hjælper den nødstedte, for deres regler forskriver, at de ikke må røre ved lig. Vi er lige så bundet af regler, som de var. Så vi skal ikke le af dem, for da ler vi af os selv. Vi skal ikke pege fingre ad fortidens mærkelige religiøse regler, for vi er lige så bundet, endog af regler vi i blindhed ikke tror er religiøse.

Reglerne gjorde at præsten og tempeltjeneren gik fordi. Reglerne gør at vi ikke hjælper, når firmaet går fallit. Hvad er forskellen?

Men samaritaneren griber ind. Han hjælper. Han drager omsorg på trods af sin position og han får den nødstedte under tag og hjælp.

Og selvfølgelig og heldigvis vil vi jo alle gerne være som ham. Være som ham, der gør det rette og griber ind.

Selvfølgelig og heldigvis.

Men spørgsmålet er om det er en ret måde at forstå lignelsen på? Er det en ret måde at gribe det an på? For selvfølgelig må vi gerne spejle os i samaritaneren. Det må vi hellere end gerne. Men omvendt gør vi også måske derved tingene for lette.

For hvad nu hvis det slet ikke er ham, vi skal ligne i lignelsen? Hvad nu hvis hensigten er, at vi ikke skal spejle os i samaritaneren, men i en af de andre i fortællingen? Spejle os i en af dem, så at vi ser tingene i det rette perspektiv?

For hvad nu hvis vi skal ligne den forslåede mand i grøften? Hvad nu hvis det er ham, vi ligner? Sådan at vi ser os selv i den samme båd med dem vi skal tage hånd om? For vi er ikke bare ridderen på den høje hest. Vi er ikke bare ham, der gør det rette. Vi er også oftest ham, der ligger forslået i grøften ved livets landevej, og her ligger vi hos vores næste i samme tilstand og situation. Vi er alle hinandens næste og alle er vi overfaldet af røvere. Der i grøften hjælper vi hinanden.

Men hvem er samaritaneren så? Hvem er ham, der løfte os de forslåede op fra grøften og bringe dem herberget? Det er vel Kristus selv.

Jesus Kristus er den barmhjertige samaritaner. Det er ham, der gør alting vel og løfte os op til livet igen. Vi er de forslåede, der skal udøve kærligheden med de muligheder vi har. Han udøver den ubetingede kærlighed, der sprænger alle grænser og bryder alle regler. Kristus er den barmhjertige samaritaner.

Og således må Guds store kærlighed i Kristus spejles i det liv, der er vores. Vi må spejle det, at vi er løftet op fra vejen og bragt til herberget, hvor vi er kommet til kræfter ved dåbens vand og nadverens brød og vin.

VI må spejle den kærlighed i det liv, der er vores. Spejle den mens vi aldrig glemmer, at Kristus elskede os forslåede, da vi ikke var værd at elske. At Kristus elskede os tværs gennem alle regler. At Kristus er den ubetingede kærlighed, som vi kun kan spejle mat, men dog skal spejle alt hvad vi kan.

Derfor kan lignelsen også slutte med ordene: ”gå du hen og gør ligeså”, for de siges jo af ham, der har givet alt på et kors, og elsket indtil døden og indtil gravens mørke. Gå du hen og gør ligeså, siger han. Du er løftet op på ridedyret, og kommet til kræfter, så gå du nu hen og gør ligeså. Gør det i den tro at du netop ikke er den barmhjertige samaritaner, for det er der kun én der er, men du er den forslåede, der er kommet til kræfter, og i den forstand skal vi række kærligheden til hinanden. Være næsten for hinanden og det er alt nok. Amen.



Provst Thomas Reinholdt Rasmussen
DK 9800 Hjĝrring
E-Mail: trr(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)