Göttinger Predigten

deutsch English español português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

9. sĝndag efter trinitatis, 13.08.2017

Predigt zu Lukas 16:1-19, verfasst von Jens Torkild Bak

En af dåbsforældrene, der forlods havde orienteret sig om, hvad evangelieteksten til denne søndag var, sagde forleden dag til mig, og jeg tror med en vis medfølelse i stemmen: ”Det er ikke nogen nem tekst at prædike over”… Lignelsen om den utro godsforvalter. Og det er så sandt som det er sagt: Det er ikke nogen nem tekst. For hvordan kan det komme dertil, at denne svindler og bedrager går hen og bliver et forbillede? Der er bestemt også ellers mange knaster rundt omkring i Jesu ord og taler, meget man er nødt til at tænke over en ekstra gang, men dette er mig bekendt den eneste lignelse, som er direkte mafiøs.

Men netop derved er det måske også en historie, der i særlig grad tvinger én til at overveje: Jamen, hvad er det egentlig for et plan, lignelserne bevæger sig på? Den virkelighed, de skildrer og skal forstås ud fra – er det en realistisk dagligdag, som vi kender den, med de normer og spilleregler der gælder dér for den menneskelige adfærd, eller skal de forstås på et andet, et mere billedligt eller overført plan?

Helt sikkert det sidste, men det kan være svært så at sige at bevare tungen lige i munden, når man hører historien, fordi den er fortalt så livagtigt og henter sit stof fra en verden, vi jo godt kender til. Jeg mener: Svindel forekommer, vi hører om det dagligt – måske ikke som noget, der almindeligvis forekommer i vore nærmeste omgivelser. Men medierne er som bekendt gode til at støve den slags op.

Det der gør forskellen er kun denne lignelses morale, at Jesus roser den utro godsforvalter for hans kriminelle adfærd.

 

Ser man en Harry Potter film, er man ikke i tvivl om, at vi her er hensat til en anden virkelighed end den, vi almindelige dødelige færdes i til daglig. Det er en fantastisk eventyrverden, hvor de almindelige naturlove er sat ud af kraft, og hvor også samfundets hele indretning er en anden end den kendte. Man er slet ikke i tvivl.

Men med lignelserne er man i tvivl, fordi det fortællestof, de bruger, er fuldstændigt realistisk – hentet fra almindelige menneskers liv, og hvad man dér sådan kan komme ud for. Undertiden er det, der sker, temmelig aparte, men sådant noget forekommer jo også. Virkeligheden kan ind imellem overgå fantasien.

Det, vi derfor let forledes til at glemme, er, at lignelser altid skal læses i et bestemt lys. Lignelserne handler altid om Guds rige. Eller de handler om forholdet mellem Gud og mennesker. De handler om det forhold, vi som kristne indsættes i ved dåben - som er og bliver et andet forhold end det, der er mellem forældre og børn, mand og kvinde, arbejdsgiver og arbejdstager, borger og samfund. I det forhold, i forholdet mellem Gud og mennesker, gælder simpelthen et andet værdisæt og en anden målestok end den, vi almindeligvis betjener os af, lad den så bare forarge så meget den vil.

Pointen i lignelsen om den utro godsforvalter er følgende: I forholdet mellem Gud og mennesker gælder det særlige, at vi som mennesker indbyrdes er fuldstændigt ligestillede. Det er som at se ind i et spejl – om et sådant fandtes – der gør alle mennesker lige. Vi kan nok så meget føle eller ligefrem vide, at Petersen er et bedre menneske end Hansen. Vi kan nok så meget have erfaret, at Petersen er en fiasko sammenlignet med Hansen, og det kan være så sandt det være vil efter almindelig menneskelig målestok. Men lige netop her gælder denne målestok ikke. I forholdet til Gud står vi alle lige, og hvis der er nogen der skylder noget, så gør vi det alle. Ja, vi er hinandens skyldnere, sådan som de medsammensvorne i lignelsen jo bliver det.

 

Er det nu ikke et dybt nedslående budskab? Er der overhovedet noget at stræbe efter; er der nogen som helst grund til at opføre sig ordentligt, hvis man ikke ved ordentlig opførsel kan komme op på et højere niveau end svindlerne og bedragerne, men alle bliver stående på det samme niveau? Ja, det er der selvfølgelig, og det gør vi hele tiden: Vi stræber og stræber, vi kan slet ikke lade være. Handlelyst, udfoldelsestrang, æresfølelse, ambitioner og overlevelsesdrift sidder dybt i os – og almindeligvis bliver vi da også af vore omgivelser rimeligt honoreret for vores stræben og påpasselighed i form af tillid, anerkendelse og respekt - muligvis endda en pæn løn.

Så på den måde er der al mulig grund til at gøre sig umage, holde sig på dydens smalle sti og ikke kaste skam over familien eller sit eget eftermæle.

Kun eet sted, kun eet eneste sted, kun i forholdet til Gud er denne stræben intet værd. Vi skal finde os i, at her gælder et andet værdisæt og en anden målestok.

 

Der findes næppe nogen anden lignelse, der så brutalt udmaler dette som lignelsen om den utro godsforvalter. Undertiden må et budskab sættes på spidsen, hvis det skal gå ind hos tilhørerne, og det er det, Jesus gør her: Adgangen til Guds rige er ikke privilegeret en udvalgt skare af fromme og selvretfærdige. Adgangen til Guds rige er ikke privilegeret dem, der mener, at de har gjort sig fortjent til det – og måske allerede i denne verden har opnået talrige hædersbevisninger p.g.a. deres vellykkede levned.

Hvis nogen har adgang, så har alle – selv det lille barn, der intet har fortjent, og svindleren, der har tabt alle sine muligheder på gulvet. Den eneste adgang til Guds rige er nemlig den, Gud selv har skænket os i sin kærlighed, åbenbaret for os i Kristus og med hvilken han ikke gør forskel på os, sine børn.

Man godt more sig lidt over det fader-børn billede, hvori forholdet til Gud tegnes i kristendommen, og måske også finde det problematisk på forskellig vis. Men det fortæller trods alt så meget, at eet er hvordan det går et menneske ude i verden, hvor det vitterligt kan gå et menneske forfærdeligt galt, selvforskyldt eller uforskyldt. Noget andet er, at Gud stadig forbeholder sig sin ret til at holde fast ved det menneske i sin kærlighed.

Det er ikke så meget et spørgsmål, om vi kan acceptere det ud fra vores værdisæt og etiske målestok. Vi skal bare acceptere det, hvis vi i øvrigt vil tro evangeliet og selv leve på dets nåde. Altså, hvis vi med os selv ved, at vi har brug for at leve af tilgivelsen, må vi acceptere, at vort medmenneske ved Guds nåde har den samme mulighed, selv om vi eventuelt finder hans eller hendes adfærd noget nær utilgivelig.

 

Og når alt dette er sagt, er det hele måske ikke så abstrakt endda, som denne tale om det særlige forhold mellem Gud og menneske kan forlede til at tænke. Vi befinder os stadigvæk i virkelighedens verden.

Nok handler evangeliet om forholdet mellem Gud og menneske, men der er også almindelig livsvisdom at hente i det. Længere er det ikke væk. Vi kan bare spørge, hvad der i vores eget liv og praksis kommer først: Er det kærligheden eller fortjenstfuldheden? Siger vi til vores børn – eller tænker vi det – at de skal gøre sig fortjente til vores kærlighed, eller viser vi dem vores ubetingede kærlighed, for at de skal være trygge og tillidsfulde og vokse ved den kærlighed og derigennem have mulighed for at udfolde det bedste, der bor i dem?

Siger vi til vort medmenneske – eller tænker vi det – at det skal gøre sig fortjent til vores venlighed, tillid og respekt, eller viser vi det som det første venlighed, tillid og respekt for derigennem at give det mulighed for at vokse som menneske og personlighed i vores nærhed, f.eks. på arbejdspladsen? Hvis vi vender kikkerten om, kender vi vel også i større eller mindre grad det spørgsmål, denne problemstilling fra os selv. Vi kan have nok så mange muligheder på papiret, eller materielt set et nok så godt liv. Hvis vi dybest i sjælen har det alt overskyggende problem, at vi mangler selvtillid, selvrespekt, tillid, anerkendelse, kærlighed – så kan vi ikke tage afslappet på noget som helst. Vi forkramper af denne menneskelige eller åndelige sult.

Enhver opgave og ethvert gøremål bliver en overanstrengelse, hvorigennem vi forsøger at gøre os fortjente til den anerkendelse og kærlighed, vi higer efter. Men jo mere vi på den måde stræber efter andres anerkendelse, jo mere fjerner vi den fra os. Der er derfor vældigt meget også livsvisdom i det, når evangeliet – uanset hvor brutalt og nærmest forargeligt det sker i dag med lignelsen om den utro godsforvalter – affejer enhver menneskelig tro på, at det ved et ordentligt levned og mange gode gerninger kan gøre sig fortjent til Guds kærlighed. For den tro er en grav, mennesket graver for sig selv.

Mennesket er nødt til at begynde med at tro på Guds kærlighed, og den tro skal det blive ved og vokse ved, så det får tid og lyst til at udfolde sine mange gode evner og tænke på andet end sig selv. Sådan er vi også nødt til at møde hinanden i alle de sammenhænge, hvor vi har vores liv sammen. Det kan sagtens være, at man med kulde og kritisk evaluering kan splitte et andet menneske ad og derefter sætte det sammen, som man nu synes det skal se ud. Men man får det aldrig til at leve ad den vej. Til det formål hjælper kun kærligheden. Glædelig søndag! Amen.



Domprovst Jens Torkild Bak
Ribe
E-Mail: jtb@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)