Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag i advent, 19.12.2010
Predigt zu Johannes 1:19-28, verfasst von Michael Wagner Brautsch
Alle 4 evangelier beretter om dengang Johannes Døberen trådte offentligt frem og bekendtgjorde, at hans rolle i verden var den enestående, at skulle vise hen mod ”den der kommer efter mig, og hvis skorem jeg ikke er værdig at løsne”. Johannes, som døber med vand, skal bane vejen for Ham der kommer efter, og som skal døbe med Helligånd.
Johannes er søn af Zakarias og Elisabeth, som allerede er gravid med ham og i 6. måned, da Jomfru Maria opsøger hende straks efter at hun er blevet frugtsommelig og har mødt ærkeenglen Gabriel. Johannes skal efter eget udsagn blive mindre og mindre for at Han der kommer efter, Jesus Kristus – Guds Søn, kan blive større og større. De er som 2 lys, et lille lys der viser hen til Vejen, og som selv får sit lys fra denne Vej, og et kæmpe lys der ER selve Vejen. Derfor er det god skik – og god teologi! – at fejre Johannes´ fødsel til midsommer (Sct. Hans) hvor dagene bliver kortere og lyset bliver mindre, og Jesu fødsel hvor lyset atter vender tilbage; den årstid hvor lyset igen begynder at komme ind i vores verden.
Johannes Døberen boede i ørkenen, og 2 af evangelisterne beskriver ham således: ”Han bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning.”
Evangeliet om Jesus Kristus tager altså sin begyndelse med Johannes Døberens komme. At dette er i overensstemmelse med Gammel Testamentes profetiske vidnesbyrd, understreger alle 4 evangelister ved at indlede deres beretning om Johannes med et citat fra GT.
Citatet om ”den, der råber i ørkenen” afsluttes med ”som profeten Esajas har sagt”, og det er en ganske almindelig jødisk måde at indføre et skriftcitat på, og skal samtidig understrege, at Johannes´ fremtræden sker i overensstemmelse med – og som vidnesbyrd af – Det Gamle Testamentes profetiske vidnesbyrd. Og vi kan slet ikke læse eller forholde os til nogen dele af NT, hvis vi ikke har GT med i bagagen. Derfor tænder vi et lys for hvert af de to testamenter på alteret!
Skønt citatet om råberen og ørkenen hos evangelisterne tillægges Esajas, så har de dog ændret hans udsagn en smule: ”Der er en der råber i ørkenen: Ban Herrens vej”, siger Johannes Døberen. Men sådan står der ikke skrevet hos Esajas. Her står der i kap. 40 vers 1 og frem, i det man kalder Esajas´ ”lykkeprofeti”:
”Trøst mit folk, trøst det!, siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land.”
Den gode nyhed – evangeliet - skal både siges blidt til Jerusalems hjerte – som er alle dem der hører Gud til – alle os i Kirken, der jo har et åndeligt slægtskab med hinanden - og råbes ud over tagene i den faktiske by Jerusalem, som er hele denne fysiske verden.
Og det, der skal råbes og hviskes er, at Gudsfolkets strid er til ende, og at vores skyld er betalt. Betalingen er sket ved Gud selv og betalingen er fuld og hel: den dækker alle vores synder.
Der er en forskel i citatet hos Esajas, og på den måde det bliver brugt i evangelierne: ”Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen”, står der i GT. Og det er jo noget andet end evangelistens: Der er en i ørkenen der råber: Ban Herrens vej”.
Hos Esajas i GT skal stierne i denne verden gøres jævne for vores Gud; hos evangelisten i NT bliver det forstået kristologisk (hele tiden med Jesus Kristus i mente, hele tiden med den viden og tro på, at Kristus er kommet): ”Gør Herrens (altså Jesu) stier jævne”. Altså, gør Jesu arbejde her i verden muligt, det arbejde der består i, at føre os til Gudsriget. Vi skal læse og høre Ordet om Guds Søn, og handle derefter; og også gøre dette muligt for alle andre i verden.
Betyder alt dette noget for os der er samlet til gudstjeneste? Ja, det skulle jeg mene.
At forestille sig livet uden Gud; ikke at kunne føle sig i skjul under Hans kærlighedsvinge, ikke at kunne finde nogen mening med sit liv, fordi Gud ER selve meningen, selve livets kærlighed. Når Gud ikke føles nærværende, så ER det hele meningsløst og en ørkenvandring. Når vi føler, at vi er blevet væk for os selv og for Gud, så ER vi i ørkenen hvor kaos og ensomhed og had og misundelse og mistro hersker.
Helligånden råber til os: ”Ban en vej for din Gud i denne jeres ørken – gør plads for Gud. Giv kærligheden chancen, lad Jesus Kristus være det ubetingede anliggende i jeres liv. Ban en vej i dit liv for Gud. Dette liv, der måske føles som lidt af en ørkenvandring”.
Johannes Døberen siger direkte, at han IKKE er Kristus eller denne profet Elias, der skulle have virket i 9. årh. før Kristus, og som man kan læse om i bl.a. 1. og 2. Kongebog i GT. (Elias er den ene af kun 2 personer i Bibelen der ikke dør, men som bliver taget direkte op til Gud. Den anden er Enoch i 1. Mos.).
Siden Elias dage, har den jødiske forventning om hans genkomst for at holde dom over folket, været et fast led i jødisk eskatologi, dvs. talen og læren om de sidste tider. Johannes Døberen understreger, at han ikke skal holde dom, men blot forberede Jesu komme; bane Herrens vej. Og prædike omvendelsesdåb.
At prædike omvendelsesdåb rejser spørgsmålet om forholdet mellem dåb og omvendelse. Omvendelse må forstås på baggrund af det, GT´s profeter siger om nødvendigheden af at omvende sig, og hvis indhold er, at folket skal vende sig til Gud, fordi Han har krav på lydighed. En lydighed der omfatter alle sider af folkets liv, hvorfor omvendelsen indebærer en grundlæggende ændring af folkets liv på alle områder.
Omvendelse indbefatter således syndsbekendelse og bøn om tilgivelse samt erklæring om lydighed mod Guds fordring, altså det Gud har krav på hos os mennesker. Når denne omvendelse ledsages af en dåb – som vi hører om i alle 4 evangelier - og hvis følge er ”syndernes forladelse”, så må det betyde, at dåben forstås som en frelseshandling, idet Gud herigennem anerkender omvendelsen, skænker tilgivelse for menneskets synd og således genopretter det af synden brudte forhold mellem Gud og menneske.
Det betyder, at dåben er mere end blot en symbolsk handling: den illustrerer ikke bare noget, men virker også synds tilgivende. Det skal alle vi døbte minde hinanden og os selv om – ofte, og det skal faddere og forældre fortælle dåbsbørnene. Dåben genopretter forholdet mellem Gud og menneske, og vasker synden af.
Derfor: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”
Amen