Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Skærtorsdag, 01.04.2010
Predigt zu Johannes 13:1-5, verfasst von Rudolph Arendt
Evangeliet drejer sig om det uforklarlige, at Jesus er både Gud og menneske.
Hvordan viser det sig at Jesus er Gud og menneske?
Det viser sig i, at der på den ene side står, at Jesus vidste at Faderen havde lagt alt i hans hånd , at han i næste vers tager et forklæde i sin hånd, og et vaskefad i sin hånd.
Det er det , som disciplene ikke kan forstå,lige så lidt, som vi kan forstå det. Peter protesterer vildt: aldrig i al evighed skal du vaske mine fødder.
Der findes ikke nogen bedre skildring af, hvem Jesus er, end at han på den ene side kan sige, at "jeg har hele verden i min hånd", og dernæst er det første, han tager i sin hånd, et vaskefad.
Men samtidig benægter han ikke, hvem han er. "I kalder min Herre og Mester og med rette, for det er jeg. (Han er den som styrer forløbet).
I verden ser alting ud som det er. Kejseren sidder på sin trone. Undersåtterne sidder ved hans fødder. Disciplene sidder ved lærerens fødder.
Sådan kan vi se det i Roskilde domkirke. I vores nordøstlige hjørne ligger den kendte teolog Niels Hemmingsen begravet.1 På stenen ser Niels Hemmningsen sidde i sin lænestol. Disciplene (studenterne) sidder ved hans fødder. En sådan stol hedder på græsk en cathedra. Det er derfor en domkirke hedder en katedral, for det var der hvor biskoppen sad på sin stol, hans katedra, som den eneste, der sad i kirken. Det,der ser ud som alteret i Peterskirken i Rom er i virkeligheden en kæmpemæssigt kamoufleret stol.
I Jesu verden er det ikke rigtigt, men forkert Her er det mesteren som sidder ved disciplenes fødder. Og senere hænger herskeren på korset.
Men i dette forkerte åbenbares sandheden. Når herskeren hænger på korset, og mesteren sidde ved disciplenes fødder, så sættes der spørgsmålstegn ved alt, som ser ud af noget i denne verden.
I Jesus er der sat spørgsmålstegn ved enhver, som udøver magt i denne verden. Og der er sat spørgsmålstegn ved enhver belæring i denne verden.
Hvis vi glemmer det, så bliver al vores belæring til selvklogskab.
I ham sættes der spørgsmål ved kejserens magt og guvernørens magt og farisæernes magt og ypperstepræstens magt.
"Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig "siger Jesus til Peter. Netop fordi Jesus er en tjener ved apostlens fødder, og fordi hans ophøjelse er en meter over Jorden, på korset, Fordi han tager den laveste plads- slavens, og ikke får nogen højere plads end korset, netop derfor har derfor har Peter lod og del i ham. Derfor er ingen udelukket med hans fællesskab.
Det er jo sådan at jo højere på strå, man kommer, jo sværere er det at have fællesskab med det menneske. Jo finere er det at have fællesskab med et menneske; jo flere der udelukkes fra et fællesskab, jo finere er det at være med i det fællesskab.
Men Gud blev menneske, for at ingen skulle være udelukket fra fællesskabet med ham . Gå til alters. Se dig omkring mens du knæler. Det er det her fællesskab, som ingen er udelukket fra. Her knæler høj og lav ved siden af hinanden, ærværdige gamle ved siden af fnisende konfirmander.
Men Jesus er også Herre: Det er ham, der bestemmer farten. Peter prøver hele tiden at dirigere ham. Først vil han ikke have vasket fødderne, så vil han have vasket både hænder og hoved.
En tjener gør, som han får besked på, men her er det Jesus, som styrer forløbet. Selv overfor Judas lidt længere henne i forløbet: "Hvad du gør, gør det snart!".
At gå til alters er at have lod og del sammen med ham, i hvis hænder Faderen har lagt alt. Han står med brødet og vinen i hænderne til os. Det, der ikke ser ud af mere end et håndklæde og et vaskefad; men i det giver han os alt, hvad han har, og han giver os alt, hvad han er
Når jeg har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder.
Hvordan hænger det med at skylde, at være skyldige, sammen med, at Jesus er den, som borttager alverdens synd?
Ved at tage den skyld fra os, som vi ikke kan bære, gør han os skyldige at tjene hinanden. Ligesom han i Fadervor gør os skyldige at tilgive hinanden.
Det er smukt og ædelt at tjene andre; når man skal rose et kendt menneske, kan man ikke sige noget pænere om ham end ,at han har tjent. På dronningens fortjenstmedalje står der bare ordet: "Fortjent". Han har tjent sit land. Han har tjent menneskeheden.
Minister betyder da også slet og ret tjener. Den mindste. Det at tjene hinanden er ikke noget stort, det er det, vi er skyldige at gøre. Det er vores skyldighed. Det gør ikke det ene menneske til noget mere end det andet
Den store skyld har han taget fra os: "I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer". Joh 15,3. Fordi vi ikke mere er skyldige, er vi skyldige at tjene hinanden,. Det er den store sammenhæng.
Hvordan viser man, at et menneske er tilgivet? Det viser man ved at bruge det menneske, have tillid til det menneske. Man kan ikke sige, at "du er tilgivet" , og samtidig sige, "vi skylder ikke hinanden noget mere". Den gode skyld er, at vi skylder hinanden mere og mere. Et ægtepar, som siger "vi skylder ikke hinanden noget mere" er så godt som allerede skilt.,
Derfor vil kærligheden gerne blive i den gode skyld, hvor vi er skyldige at elske hinanden.
Vi er skyldige at elske hinanden til det sidste, fordi han elsker os til det sidste. "Han elskede dem indtil det sidste. "Joh 13,1.)
Amen.
Bemerkung:
Niels Hemmingsen var dansk teolog (født 1513, død 1600). Han var født i Errindlev på Lolland i en bondefamilie, gik i latinskole i Nysted og studerede fra 1537 til 1542 ved universitetet i Wittenberg, hvor især Philipp Melanchthons humanistisk betonede teologi gjorde et stærkt indtryk på ham. I 1543 blev han professor i græsk ved Københavns Universitet og i 1553 professor i teologi. Han fik stor indflydelse som underviser og var samtidig rådgiver for kongen og rigsrådet. Også internationalt 1gjorde han sig gældende i den protestantiske del af Europa, og hans teologiske skrifter fik stor udbredelse. Niels Hemmingsen må anses for at være den danske teolog, der har opnået den største berømmelse uden for landets grænser. Han var også flere gange rektor for universitetet og stod i venskabsforhold til mange af tidens betydende personer, både af de mægtige og de lærde. Men i 1572 kom han i vanskeligheder, idet han tilsluttede sig reformatoren Calvins nadverlære, og han kom dermed i modstrid med den lutherske opfattelse. I 1576 følte han sig tvunget til at tilbagekalde sine synspunkter, og det skal også siges, at han hele tiden indædt havde bekæmpet den calvinistiske prædestinationslære. Mistænkeliggørelsen ophørte dog ikke, og i 1579 blev han af Frederik 2. afsat fra universitetsembedet og forsat til Roskilde, hvor han levede som en højt anset person til sin død.