Da han kom ned fra bjerget
Sådan begynder evangeliet om de to helbredelser. Og ligesom i hele Helligtrekongerstiden drejer det sig i det, vi hører, om at se Gud, at kende Gud: Hvem er Gud? – hvad er meningen? Ikke noget dårligt spørgsmål.
Ifølge traditionen og sikkert også psykologiske mekanismer søger mennesker Gud oppe. Oppe på bjerget, på højene – derfor er kirkerne også ofte bygget ved de gamle helligsteder, højene. Vi løfter blikke, sågar op i den tynde luft, så nær vi kan komme himlen for at få et glimt af meningen bag livet.
I Det Gamle Testamente fortælles det om Moses, der ganske alene gik op på Sinajs bjerg, mens hele folket ventede nedenfor bjerget, og toppen var indhyllet i skyer og tordenvejr. Og deroppe i skyen, fortælles det, modtog Moses loven af Gud. Og da han kom ned fra bjerget med loven, strålede hans ansigt så stærkt, at israelitterne ikke kunne holde ud at se på ham. Han fortalte dem, hvad Gud havde sagt til ham, men da han var færdig med at tale indhyllede han sit ansigt i et slør, for ellers kunne de ikke holde det ud.
”Da Jesus var kommet ned fra bjerget” – det er ikke Sinaj bjerg, han har været på, men alligevel et sted, hvor han har givet en ny lov. En lang, lang udlægning af den gamle lov, hvor kernen i det hele er et ny forståelse af Gud, en ny åbenbaring;
Han har holdt Bjergprædikenen – den lange tale, hvor han igen og igen siger: ”I har hørt, det er sagt til de gamle…” - nemlig med Moseloven og de ti bud – ”-men jeg siger jer:…” – og så kommer der noget nyt, f.eks.
”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! ” (Matt 5, 43-48)
Og: ”- alt, hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem” – hvorfor? Fordi Gud er barmhjertig – og ikke kun lovgiver.
Det er det, Jesus kommer ned fra bjerget med. En ny forståelse af Gud. Og det er det, det handler om, i det han siger og i det han gør. For det første han gør, da han kommer ned, er at tale til og røre ved en spedalsk – og det lyder måske meget pænt og fredsommeligt. Men Moseloven , som jo også er en praktisk samfundslov, forbyder enhver kontakt med smittede spedalske – de var udstødte på en måde som vi har vanskeligt ved at forstå, og kun kender som en frygt inden i os selv for at ryge helt ud af fællesskabet. Moseloven siger:
”Den spedalske, der er angrebet, skal bære iturevne klæder, hans hår skal hænge løst, han skal tilhylle sit ansigt og råbe: »Uren, uren!« Så længe han er angrebet, er han uren. Han skal bo isoleret og opholde sig uden for lejren.” (3. Mos 13, 45-46)
Der er en underlig sammenhæng mellem Moses, der er blevet fyldt af Guds stråleglans, så han er nødt til at hylle sit ansigt ind, og så det smittede syge menneske, der er dømt til at hylle ansigtet ind, så ingen kan se hans rædselsfulde ansigt, og at råbe m sig selv altid ”Uren, uren”.
Måske er ansigtet inde bag sløret altid Guds?
Men Jesus kommer ned fra Bjerget, og det første, der møder ham, er spørgsmål fra et tilhyllet udstødt menneske: ”Herre hvis du vil kan du gøre mig ren.”
Og han svarer og gør det i en og samme bevægelse :Han rækker hånden ud og rører ved ham – ”Jeg vil, bliv ren!”.
Det er brud på den gamle lov og den nye lovs gennembrud.
Han rører ved den urene, og så skulle han ifølge loven selv regnes som spedalsk og smittebærer, og han gør det med guddommelige ord. : Jeg vil, bliv ren.
Jeg vil, bliv ren. I det ligger efterklangen af den allerførste fortælling i Biblen om skabelsen, hvor Gud skaber verden med sit ord: ”Bliv lys” og der blev lys.
Jeg vil, bliv ren. Det er ord, der skaber, hvad de nævner. Og det er guddommeligt, men i grunden almindeligt.
”Det er jo bare ord”, siger vi engang imellem, som om ord ikke betyder så meget som handling.
Men det er ikke sådan. Faktisk er det først, når handlingerne lyver i forhold til ordene, at vi siger: bare ord.
For også i hverdagen skaber ord, hvad de nævner.
Der er en himmelvid forskel på før og efter, et menneske siger til at andet: Jeg elsker dig. Det er stadig, uagtet hvor tit vi har hørt det i amerikanske film, en sætning, der sætter et forhold mellem mennesker. Det er ikke kun en konstatering – det har noget med fremtiden at gøre. Du har ret til at forvente noget af mig, når jeg har sagt det. Det er en sætning, der sætter alt andet, jeg siger, i en særlig betydning.
Vil du gifte dig med mig – ja. Vil du? Ja. Det er også ord, der åbner fremtiden på en ny måde skaber en ny situation., selvom skyerne går hen over himlen, som de plejer, og man stadig skal til tandlæge på onsdag.
Og det modsatte: Når man får at vide med ord, at man er syg – uagtet, der ikke kan mærkes forskel i kroppen. Ordene opleves som en dom, selvom intet er ændret. Ordene ændrer fremtiden – gør vejen anderledes.
Ord har altid med fremtiden at gøre. ”Jeg kommer på torsdag” – det er ord, som sætter mandag , tirsdag og onsdag i et nyt lys. Hvis man stoler på dem. Først når torsdag er gået, og han ikke kom, så kan man sige: ”Det var bare ord” – men det var ord, der bestemte ens liv og håb.
Alt dette om ord, fordi den anden mand, vi hører om i historien, er en mand, der ikke kender til Moses og Guds ord og loven, men som alligevel er den, der stærkest minder om, at ordet, det ord, som Jesus siger, skaber noget nyt.
Det er en romersk officer. En fremmed hadet soldat, der har opsøgt en af de mennesker, han undertrykker og har bedt ham om hjælp. Og han kunne have fået den. Helbrederen ville gå med ham hjem og kunne vel have udrettet et eller andet. Officeren er gået efter lægen, og lægen vil komme, men alligevel standser officeren ham selv, og siger: ”Nej, det behøves ikke. Bare sig, at du vil. Det er nok. Dit ord er nok.”
Officeren taler til Gud. Han taler til den, der har magt over liv og død og sygdom og sundhed. Officeren kender ikke sådan en Gud. Han er romer, hedensk. Han har måske mange guder med forskellige jobs. Men han kender verdensordenen. Han kender kejseren, kender til folk, der befaler over andre: ”Gør det! - så gør de det”. Og sådan, tænker officeren, må det også være, hvis der er en Gud, en rigtig. Gud. Så må hans ord være nok.
Og hans ord, har han tænkt sig, er den jødiske mand, de kalder Jesus, for han siger og gør ting, som officeren tror på, selvom han aldrig har kendt jødernes gud.
Han kunne have fået ham med hjem som sin personlige helbreder. Men det kan han ikke rumme, det er for stort.
Det er nok, hvis han bare vil sige ordet: ”Gå, det skal ske dig, som du troede.”
På den besked går officeren den lange vej hjem. Med intet andet med sig en nogle ord. Han går i håbet om, at når han engang kommer hjem, så vil det vise sig, at manden havde ret.
På en vis måde er det den vej, vi alle sammen går. Vi går med et ord, en besked, der har givet os et håb eller en forventning om fremtiden. Måske går officeren roligt, fordi han ved, at alt er i orden. Måske skynder han sig, fordi han er glad og glæder sig til at se sin tjener rask. Måske er han alligevel bange og løber, fordi han ikke er helt sikker på, om det nu også er sandt. Men han går – han er på vej hjem med et ord.
Det er vi også. Altid på vej. Vi har fået et Ordet, et navn på Gud, nogle ord i vores dåb, vi ha fået fadervor, hvor vi beder: Ske din vilje, som i himlen således også på jorden” – både på vejen og i evigheden.
Ske din vilje, Gud.
Der skal noget til at turde bede om det. Hvordan kan vi vide hvad Guds vilje er?
Det er den, vi spejder efter i Jesus – følger hans hænder med øjnene og hans ord med ørerne. Fordi han åbenbarer Guds vilje, som vi ikke kan se oppe i skyerne eller i loven:
Guds vilje er løftet om barmhjertighed og oprejsning.
Det skal ske dig, som du troede. Stol på, at Gud frelser.
Det er den ny lov, Jesus kommer ned ad bjerget med. Han siger og gør den: ”Gud vil, at du skal være ren; jeg tager din urenhed væk, se på dig selv som ren og lad andre se dig som rask.”
Spørgsmålet til Gud lyder altid: Hvis du vil, kan du gøre mig rask og glad og hel og tage lidelsen fra mig. Og Jesus svarer: Gud vil.
Og så er vi nødt til at gå med den besked og stole på den og handle efter den. Hvis Guds vilje er helbredelse og oprejsning, så må vi gøre, hvad vi kan, for at lindre og hjælpe hinanden, bruge ord og berøring for at hele liv og helbrede og tale sandt og give hinanden håb med vores ord.
Vejen kan blive lang. Men vi er altid på vej mod løftets opfyldelse. Engang skal vi se helbredelsen. Indtil da må Jesus, Ordet om, hvem Gud er, give os håb og godt mod til at gå, altid på vej hjem.
Sognepræst Marianne Christiansen
Asylgade 22
DK-7700 Thisted
Tel.: ++ 45 – 97 92 03 16
e-mail: mch@km.dk