|
|
|
|
Bortset fra, at de fleste sikkert får bestemte associationer, når de hører juleevangeliet, som Lukas skriver det, til sådan noget, der har med en form for sødme at gøre, så er fortællingen i grunden mærkelig og modsætningsfuld. Selvfølgelig er det sådan, at ingen af os jo er upåvirkede af det, vi har hørt og oplevet i forbindelse med julen. Der er kejserens tilsyneladende enorme magt, og så er der Guds skjulte almagt. Der er hyrdernes trivielle liv med nattevagter. Det er bestemt ikke den første nat, de holder vagt. Og så er der englesynet, med et budskab, der vender op og ned på alt det trivielle. Der sker noget ligefremt, og der sker noget i det skjulte. Alt er på en måde ved det gamle, og alt er alligevel nyt. Denne modsætning er der ingen, der nogensinde bliver klog på, men sådan er det. En stor glæde, sagde englen til hyrderne, skal være for hele folket. Alle uden undtagelse skal glæde sig over frelseren, der er født, han, som er Kristus, Herren. Og nogen større glæde findes ikke, selvfølgelig ikke, for ham, som profeter havde spået om, som vise fædre havde talt om, den underfulde konge, som man havde ventet så længe, han var kommet. Og at det er Gud, der har sendt ham, gør, at ordet ”for hele folket” betyder, for hele verden, for alle mennesker, der er i verden, fordi verden er alt det, udvendigt og indvendigt, som Gud har skabt. For alt og alle skal hele glæden være. Og det siger englen til en lille flok hyrder et sted udenfor Bethlehem, hyrder, som nok mere føler sig udenfor end indenfor, i hvert fald i forhold til mange mennesker. Så stort et budskab til så lille en flok! Og et tegn på al denne glæde og betydning skal hyrderne finde, et barn svøbt og liggende i en krybbe. Af alle steder, i en stald ligger frelseren, som alverden skal glæde sig over, fordi ingen havde plads til hverken barn eller forældre. Og så er det med denne drengs fødsel, at Guds løfter til hans folk er gået i opfyldelse, løfter om glæde og velsignelser, tider, der skal oprinde, når Gud sender sin konge, som skal gøre hans rige til virkelighed. Og det er der foreløbig ikke mange, der ved. Ingen af dem, der har en smule magt f.eks. Og heller ingen af dem, der har ansvaret i templet for at tale om Gud. Der er kun hyrderne på marken og så Maria og Josef. Og de betyder så lidt, at ingen har kunnet anvise dem et bedre sted at være. Næsten lige så lidt betyder de som hyrderne, hvoraf vi ikke kender navnet på én eneste. Og dét er da modsætningsfyldt! Men Guds løfter opfyldes på en måde, ingen havde regnet med. Ikke ved at der fejer storme over landene, eller palæer styrter i grus sammen med de uretfærdige magthavere, der bor i dem. Ikke ved at nye politiske systemer introduceres eller der indgås nye forlig, nu, da Guds rige er kommet nær. Guds løfter opfyldes ved, at han selv går ind under menneskers vilkår for at være nær ved dem i deres udsathed og hjælpeløshed. Et spædbarn blev Himlenes Herre, sådan en lille én, der ikke ville kunne overleve mange timer, hvis ikke der blev givet det varme og omsorg. Jesus kommer til verden, hvor det er højst ubelejligt, hvor der ingen plads er til ham eller brug for ham blandt mennesker, der ikke selv har valgt, hverken hvor de vil være, eller kan bestemme over sig selv. Modsætningerne tårner sig op. Jesus kommer til verden under de dårligst tænkelige forhold, udenfor det fællesskab, vi i reglen mener, er det bedste som ramme for både den enkeltes og slægtens liv. Et barn, hvis chancer, om det så bare er at overleve, fra første færd ser elendige ud. Om ham siges, at han er verdens frelser, Kristus, Herren, som skal befri os fra dødens og mørkets magt og føre os tilbage til det liv, vi fra begyndelsen var skabt til at leve. Hans fødsel er den store glæde, som skal være for hele folket, fred på jorden og Guds velbehag iblandt mennesker. Egentlig ved vi intet om, hvilke tanker, der løber igennem hovederne på forældrene eller hyrderne. Vi ved ikke, om de er overvældet af glæde eller de er opfyldt af angst for barnet, eller for sig selv og fremtiden. Men det er helt tydeligt, at Lukas, der beretter om begivenheden, selv er overbevist om, at det, der fortælles, er virkeliggørelsen af Guds vilje. Ellers havde han måske fundet ud af noget mere om hyrdernes tanker ved det hele, eller hvad Maria og Josef mon havde sagt til hinanden. Det er Lukas så inderlig ligeglad med. Alt, hvad der er vigtigt, er med, og det er barnets fødsel. Alt drejer sig om frelseren i krybben, han er begivenhedernes centrum. I ham er Gud selv til stede i vores verden og midt i vores afmagt og udleverethed. Vi ser vore egne vilkår i dette barns indgang i verden. Og foran ham ligger så nu det liv, som Gud har bestemt. Det bliver ikke noget langt liv, og i mange måder heller ikke noget godt liv. Men det bliver et nødvendigt liv. Der var ikke rigtig nogen, der ville kendes ved ham, da han kom til verden, og det er der nærmest slet ikke, da han står overfor at udleveres til rettergang og dødsstraf. Modsætningerne holder aldrig op. Han vandrer igennem forkastelse og ensomhed, og så er det denne mand, der i sig holder alle menneskers salighed. Fordi, fra først til sidst, hans liv er omsluttet af Guds velbehag. Det er der godt nok ingen, der rigtig kan se; men overalt er han i Guds beskyttende hænder, hele vejen gennem død og mørke til lyset og livet. Han kom med Guds velbehag og Guds fred. Sådan var det. Det havde måske været enklere at have med at gøre, hvis han kom for at opfylde ønsker efter en passende ønskeseddel. F.eks. gode ønsker om afskaffelse af krig. Men Guds fred tager ikke i første omgang menneskers uro og usikkerhed bort; den består ikke i, at mennesker kan regne med, at få det sådan, som de ønsker, og nu er al sorg borte. Guds fred består i, at mennesker har hans velbehag, uanset hvor de går og står, og uanset om de er sig det ganske bevidst eller ej. Og det kan godt forekomme skuffende. Havde man spurgt Maria og Josef, hvad de ønskede sig, så var det sikkert noget med, at de kunne blive i Nazareth i trygge omgivelser, så Marias barn kunne komme til verden omgivet, ikke af fremmede hyrder og staldens dyr, men af slægt og venner. Og havde man spurgt hyrderne, hvad de ønskede sig, så var det næppe en frelser, der i skikkelse af det lille barn bestemt ikke så ud til at kunne frelse nogen som helst. Mon ikke de ville ønske sig noget, der kunne bringe dem ud af deres fattigdom i stedet for en lille, der dér i krybben mere lignede dem selv og deres afmagt og elendighed? Der er modsætninger, men alligevel er hyrderne dem, der adskiller sig fra alle andre mennesker, som juleevangeliet fortæller om, for hyrderne hørte højt og tydeligt forkyndt, at en stor glæde bryder ind i deres liv. Et budskab, som man selvfølgelig kan vælge at betragte som én stor meningsløshed, al den stund glæden nok ikke ændrer ved, at de også i morgen skal ud på marken og holde nattevagt; men alligevel, ordene, at en frelser er født rummer dog så megen tryghed, fordi ham, som englene sang om, ham, som de så i krybben, der til forveksling lignede et af deres egne børn, hyrdebørn, der ikke kan frelse sig selv, ham blev de ledt hen til. Og derfra gik de tilbage til livet, til hvor de skulle være, men ikke uden han var med dem. Vi har ingen garantier fået om at blive skånet eller sparet for noget; men uanset, hvor vi er, er han med os, og så er vi på en måde jo altid, hvor vi skal være. Det er der juleglæde i, for så er mit og dit liv jo godt nok, så modsætningsfyldt det end kan være. Om vi er i borg eller i hytte, så er Gud med os. Det er der kun at glædes over. Resten må vi selv gøre noget ved. Amen. Sognepræst Erik Dybdal Møller
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |