Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

4. søndag i advent - juleaften, 24.12.2006
Lukas 2, 1-14, Hanne Drejer
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Det var sent før der faldt ro over stalden i Betlehem den første julenat. Den nyfødte sov i krybben, mens oksen og æslet lidt betuttede fandt sig i at den lille sov i deres fodertrug.Og Maria sov. Forhåbentlig får hun lov at sove længe og hvile rigtig ud, tænkte Josef, mens han så på sin kone og sin nyfødte søn.

Lad os denne juleaften prøve at følge Josef, og alle de forvirrede tanker og overvejelser han gjorde sig - men også hvordan det gik til at det blev jul for ham - hvordan Jesu fødsel blev til glædeligt budskab fra Gud til ham.
Herren være priset at fødslen var godt overstået, trods alle genvordighederne -tænkte Josef - den lange rejse fra Nazareth til Betlehem - hvor Maria det meste af tiden havde haft veer. Og den myldrende overfyldte by, hvor alle kroer meldte optaget, indtil de omsider fik plads her i stalden.Og nu var det hele godt overstået.
Josef rejste sig og gik stille hen til stalddøren. Lænet op ad karmen inddrak han den tørre klare natteluft.
Nu er jeg altså blevet far! I hvert fald far for drengen her på jorden i det mindste - Josef smilede et lille skævt ironisk smil.
Og Josef tænkte tilbage på de sidste hektiske døgn - aldrig nogensinde var der sket så meget i hans liv som i disse dage. Og Josef tænkte ikke kun på alt det han og ikke mindst Maria havde måttet stå igennem. Josef tænkte meget mere på al den tvivl og alle de ubesvarede spørgsmål han havde været fyldt med. Og som han nu syntes han havde fået svar på. Og det var den lille nyfødte i krybben der var Guds svar.
Og det svar var lidt efter lidt kommet til Josef på vejen til Bethlehem.Den vej han ellers syntes aldrig fik ende.
Hver gang de mødte nogen på vejen, så han på afstand først de forargede ansigter: Nej, ærlig talt, lader han sin kvinde ride? Men på nært hold lyste deres ansigter op i forstående smil, da de så hvordan det var fat med Maria, og de kom alle med en hilsen - eller en velsignelse: Må Herren, Israels Gud, skænke dig en søn!
Og hver gang bed Josef tænderne sammen og måtte tvinge sig selv til ikke at råbe: Jamen, det er ikke min søn!
For Josef kendte selvfølgelig alt til det forståelsesproblem vi tit tror kun er vor tids - nemlig hvordan kan det gå til at en jomfru kan blive gravid? Hvem er i det hele taget far til Marias barn, når det ikke er Josef?For det der med jomfrufødsel og besøg af Guds engel, det kan alle jo komme og påstå! Og hvad skal det gøre godt for -at Maria og jeg skal igennem alle de her problemer - stå til regnskab overfor alle de nysgerrige og mistroiske - når vi dårligt selv kan forklare hvad det er der sker?
Men at Maria talte sandt da hun med bange men ærlige øjne fortalte ham hvad hun havde fået besked på - fra selveste ærkeenglen Gabriel: at hun skulle føde Guds søn til verden, det kunne Josef på den ene side bestemt ikke forstå - men at hun talte sandt var han på den anden side heller ikke i tvivl om.
Og Josef vidste jo alt om at han havde lov til at slå hånden af hende, når hun ventede en andens barn, - Skulle han i al stilhed lade sig skille fra hende? Nej, efter den nat hvor en engel i en drøm havde sagt til ham at Maria talte sandt - for det barn hun venter, er blevet til ved Helligånden - siden den nat ville Josef aldrig forlade Maria, og han skulle gøre alt for at blive barnet en god far - her på jorden.
Og lige siden havde Josef kæmpet for at leve på tillid - i st.for uafbrudt at kræve en forståelig forklaring.

Og som det gik Josef, kan det også gå os: at vi fyldes af tillid og tro, som fører til en ny slags forståelse - meget større end det vi forstår med hovedet -nemlig til en forståelse i hjertet - der giver os øjne der kan se Guds herlighed.Og giver os ører der kan høre julens egentlige og glædelige budskab.

Og da de lagde den nyfødte i Josefs arme, sker der en forandring med ham.
Dengang han havde fået at vide at barnet var på vej, vendte det sig i ham af vrede: det er ikke min søn!
Men nu begynder det langsomt at gå op for Josef at det er godt og glædeligt at barnet netop ikke er hans søn - men Guds!
Drengen er bestemt en rigtig nyfødt dreng og ikke noget overnaturligt gudebarn - det kan han jo se når han ser kvinderne pusle om den lille, skifte ham, amme ham. Drengen er Marias nyfødte barn - et rigtigt menneskebarn.
Men alligevel er han ikke Josefs søn - han har ikke en jordisk far -for drengen er Guds søn.Og så er han altså både et menneske -og også Gud!
Og det forstår Josef med et er meget vigtigt og dejligt, og glædeligt.
Og som tiden gik og Josef stod med sin lille dreng - for hans dreng blev Jesus jo, og det mere og mere for hver dag der gik- da tænkte Josef så tit på at den dreng havde nogen muligheder som intet andet menneske kunne have - fordi Jesus både var et menneske, men også Guds egen søn!

Det lille barn, søn af Gud Herren og jødepigen Maria, adoptivsøn af tømreren Josef - han har gjort det som ingen af os kan -han har bragt os den frelse, fred og trøst fra Gud som kun Gud selv kan give os. Og derfor var det nødvendigt at Gud selv kom - og netop blev et rigtigt menneske.
Alt det og meget mere tænkte Josef over, mens han så på det sovende barn. Og derfor var han til sine dages ende taknemmelig for at drengen ikke var hans barn - Og med eet var det ligesom han hørte et kor af engle der sang: ære være Gud i det højeste - på jorden fred og over mennesker Guds behag.
Glædelig jul. Amen.

Sognepræst Hanne Drejer
DK-5466 Asperup
Kirkestræde 1
Tel:. ++ 45 – 64 48 10 82
hdr@km.dk



(zurück zum Seitenanfang)