|
|
|
|
Som altid er den bibelske fortælling kort og knap. Uden psykologiske forklaringer tegnes en situation med ganske korte strøg: Johannes er kommet i fængsel, hører om Jesu gerninger, sender bud til ham med sine disciple for at spørge: Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden? I farten lyder hans spørgsmål meget forståeligt og tilforladeligt, men nu ved vi jo, at Johannes tidligere - da han så Jesus, vel nok første gang - uden tøven sagde de forbløffende ord: Se, det er Guds Lam, som bærer verdens synd. Hvilket klarsyn! Og hvilken omvæltning i hans indre til det spørgende: Er du den, der kommer? Altså: Er du Guds Lam, forløseren og forsoneren, som skal tage syndens byrde fra vore skuldre og vort hjerte? Det er svært at lade være med at prøve på at gå tættere på Johannes' sjæl, end Det nye Testamente selv gør. Det er fristende at prøve at læse hans tanker. Ikke blot fordi han er en interessant bibelsk person, men fordi vi fra os selv kender alt for godt den situation, han befinder sig i, fra de gange, hvor vi selv er havnet i et sort hul, hvor vi er i vildrede med, hvem vi selv er, hvad vi står for, og hvad vort liv går ud på. I sådanne øjeblikke spørger også vi: Er alt, hvad jeg har troet på, egentlig sandhed, eller har jeg ført mig selv bag lyset? Sådan sidder Johannes og tænker: Hvad var det for noget, alt det med Jesus? Var han virkelig sandheden, som han sagde? Eller har jeg brugt mit liv på en løgn? Det er en fortvivlende tanke, jeg må have fat i Jesus en gang til, have ham til at give mig et bevis på, at han er den rigtige, Guds udsending, Kristus. Men hvordan får jeg kontakt med ham her i fængslet? Jeg må sende nogle af mine pålidelige disciple hen til ham og få dem til at spørge rigtig indtrængende: Er du Kristus? Er du den, der kommer? Som sagt, så gjort. Disciplene går hen til Jesus og overbringer ham Johannes' spørgsmål. Og hvad svarer Jesus så? Hverken ja eller nej. Han kunne da ellers godt have sagt et trøstende ord, fx: Kære Johannes! Du ved da, hvem jeg er. Du har jo selv sagt det, da jeg kom til dig for at blive døbt i Jordans flod. Du kan stole trygt på, at du så rigtigt. Det er mig. Jeg er Kristus. Men sådan sagde han ikke. Han sagde: Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, døve hører, og fattige mennesker hører om Guds rige. Akkurat som Johannes godt ved det i forvejen, akkurat som han selv har set det. Men en mand, der sidder i fængsel, glemmer let, hvad han før så af Guds herlighed og skaberkraft. Vi skal ikke undre os over Johannes' glemsomhed. Vores egen er i sådanne situationer formidabel. Vi kan den ene dag sige: Hvor er livet rigt! Hvilken gave fra Gud! Jeg fortjener jo slet ikke al hans godhed. men allerede den næste dag - når vi ryger ned i det sorte hul - siger vi: Hvor er livet hårdt! Har Gud mon glemt mig? Gid han dog ville give mig et tegn på, at han stadig er den, han er. Men jeg er bange for, at Gud her indtager den samme holdning som Jesus i evangeliet i dag, nemlig: Hvis du ikke tror på, hvad du allerede har erfaret - selv om det i dette øjeblik er skjult for dig - så kan jeg ikke gøre mere for dig. Mit nærvær, min kærlighed og trofasthed kan ikke bevises. I Shakespeares skuespil Kong Lear presser kongen sine tre døtre, for at de skal give udtryk for deres kærlighed til ham. De to af døtrene overøser ham med tom smiger, men den yngste, Cordelia, henviser ham blot til de tegn på hendes hengivenhed, som han selv kan se, og som han altid har kunnet se. Men det er ham ikke nok. Han vil ikke lade sig nøje med det, så han støder Cordelia fra sig, og dermed begynder hans tragiske fald. Johannes Døber er trods alt ingen kong Lear. Han er og bliver den, der var udset til at berede vejen for Guds egen Søn, derfor er han bundet til ham med et uløseligt bånd, både i gode og onde dage, og både når båndet kan mærkes, og når det ikke kan. Evangeliet skildrer ikke hans reaktion, da disciplene overbringer ham Jesu ord, men han ville næppe være Johannes, hvis der ikke midt i tvivlen og pinen brød en erindring frem om det, han havde set i det øjeblik, der blev bestemmende for hans liv: Da han og Jesus stod over for hinanden første gang og så, hvem hinanden var: Guds Lam, alverdens frelser, og hans herold, den første blandt kvindefødte. Det blev begyndelsen til en kærlighed for livet. For kærlighed er netop at kunne se hinanden og se Guds mening med og i hinanden. Men selv en sådan kærlighed kan hjemsøges af tvivl og sløres af glemsomhed. Men den kan ikke dø. Derfor vidste Jesus, hvad han gjorde, da han gentog for Johannes deres gamle, fælles viden: Guds rige er nær, her, hvor blinde ser og syge bliver raske, og der fortælles om Guds kærlighed til elendige mennesker. Evangeliet i dag er ord ind i vores glemsomhed. Det siger til os: Guds rige er også her. Midt i vores virkelighed. Det er overalt, hvor vi får øjnene op for hinandens status som Guds børn, og hvor vi kommer til at holde af det, vi ser. Guds rige er dér, hvor livskraften sætter sig igennem, så sygdomme opgiver deres greb i os, og vi bliver raske i sjæl og sind. Men Guds rige er også der, hvor vi ikke øjner nogen udgang, ingen helbredelse, ingen befrielse, dér, hvor vi er sunket ned i depressionens sorte hul, dér, hvor vi ikke kan øjne den mindste stribe blå himmel. Jesu svar til Johannes i dag er det svar, som lyder til os, når vi sender vore bange bønner som udsendinge til ham for at blive styrket i troen på, at han er den, der kommer, den, der er kommet og som skal komme igen - ja igen og igen - og gøre alting godt. At selv om min tilværelse går op og ned, så er han er den samme til evig tid. Hører du, mit hjerte? Så løft din glædes vinger og flyv. Flyv ud gennem cellevinduet og se dig omkring: se, de øde vange står fulde med blomster! Hvor liflige er fodtrinnene af dem, som fortæller gode tidender! Sådan må Johannes have tænkt, da hans disciple kom hjem med bud fra Jesus, og sådan må vi tænke, når vi hører deres besked. Der er en verden uden for fangehullet. Den hedder håb og mening og frihed. Den hedder Guds rige, og det er dér, vi bor. Amen.
Pastor Eva Meile
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |