Længsel er det første.

Længsel er ikke savn. Savn er at mangle noget eller nogen, som man kender og elsker. Savnet retter sig bagud.
Længslen retter sig fremad, strækker sig, åbner sig mod det, der skal komme, det, der må komme, den, der kommer.

Kærligheden begynder med længsel -
troen begynder med længsel -
håbet begynder med længsel.
Hvor stærkt troen er beslægtet med kærligheden glemmer vi ind imellem og bilder os ind, at tro har med meninger eller med viden at gøre. Men tro er det samme som kærlighed, hengivenhed, tillid. Derfor er troens billeder også kærlighedens billeder - kærlighedsbilleder af forholdet mellem Gud og menneske.
Troen og håbet og kærligheden er forskellige navne forskellige sider af det samme: driften, længslen mod samhørigheden, den fuldkomne forening med Gud og med andre mennesker.
Og det fuldkomne findes kun i Gud, er Gud.

Længslen bliver retningsløs, når vi ikke tør tænke Gud med i verden. Så futter troen og håbet og kærligheden hjemløse rundt og prøver at stilles, kun blandt mennesker, kun i det synlige liv. Vi kommer til at plage hinanden ved at rette hele længslen efter det fuldkomne mod hinanden: den elskede er gud, familien er gud eller øl er gud eller fodbold er gud, sågar Bjarne Riis er gud – det er tidens trend at udnævne det ene og det andet til gud – af bare længsel efter noget, der virkelig kan bære længslen efter det fuldkomne. Derfor dyrker vi forelskelsen - de øjeblikke i et menneskes liv, hvor længslen retter sig mod en bestemt, og hvor længslen selv gør den udkårne fuldkommen, ja, nærmest guddommelig i de forblændede øjne. Det varer desværre ikke så længe. Og vi bliver lige skuffede, hver gang det brister, - hver gang et menneske eller en lidenskab viste sig ikke at være det fuldkomne, der kunne stille den inderste længsel.

Men længslen kan også åbne sig og tage imod det ukendte, det, man aldrig havde forestillet sig, men som pludselig kommer en i møde. Længslen efter Gud og menneske kan i mødet sige: ”Jeg kendte dig ikke, jeg manglede dig ikke, jeg havde ikke forestillet mig dig. Men nu ved jeg, at det var dig, jeg længtes efter.”

Prinsen på den hvide hest kan vise sig at komme på et æsel eller en ged.

”Sig til Sions datter: Se din konge kommer til dig, sagtmodig ridende på et æsel” -
og du kendte ham ikke, du havde forestillet dig ham anderledes, men han kommer. Hvis du har længtes, kan du se ham.

Der var engang en kongedatter, der længtes. Efter hvem vidste hun ikke, men hun ville ikke bare have en mand, hun ville have en, hun kunne tale med, og som kunne sige hende noget. Så lod de trommen gå i hele landet, at kongedatteren ville tage den til mand, som hun fandt kunne tale bedst for sig. Og alle landets kloge hoveder og skriftkloge kom ridende til slottet på hvide og sorte heste for at belære kongedatteren om deres visdom, men ingen svarede til hendes længsel, og en efter en blev de mødt med et ”Dur ikke, væk”.
Til sidst kom der en gungrende ind ad de høje døre og den vide port overskrævs på en gedebuk med den faste beslutning: ”Tager hun mig, så tager hun mig, og tager hun mig ikke, så tager jeg hende alligevel”. Hvad bragte han med? Ting han havde samlet op fra grøften, som de andre var redet forbi - en træsko og en død krage og sig selv. Men fra han kom ind i salen, begyndte samtalen uventet, og steg til en fest. Kongedatteren fik mund og mæle og svarede: ”Det kan jeg lide! Du kan tale, og du kan svare, og dig vil jeg have til mand.”
Og så fik Klodshans en kone og en krone og sad på en trone.

Det eventyr var aldrig blevet til, hvis ikke det engang havde heddet:
”Sig til Sions datter: Se din konge kommer til dig sagtmodig og ridende på et æsel.”

Sions datter – kongedatteren - som de gamle kaldte byen Jerusalem, det er billedet på hvert eneste menneskehjerte. Kongedatterens længsel efter kongen, prinsen - er hjertets længsel efter opfyldelsen af troen og håbet og kærligheden i Gud.

Se din konge kommer uventet. Han kommer som Jesus, ham der har samlet alt det op, som alle andre forkastede. Og kongedatteren spørger:
Vis mig din hær: Det er en folkeskare med grønne grene i hænderne, en skare af helbredte , blinde og lamme, galninge og almindelige, kvinder, mænd og børn, en syngende menighed.
Vis mig din styrke: Det er den kærlighed, der er stærkere end døden.
Vis mig din rigdom: Det er ham selv - han kommer for at give sig selv. ”Tager hun mig, så tager hun mig, og tager hun mig ikke, så tager jeg hende alligevel”. Hun tager ham ikke, hun forkaster ham og lader ham henrette. Men han holder fast ved hende selv i døden og kommer hende i møde som den opstandne.
Se din konge kommer til dig - han kommer altid.
Og længslen ser ham.

Hvis hjertet ingen længsel har, hvis det ikke har brug for andet end det, det har, og har nok i sig selv, hvorfor skulle det så ulejlige sig med at gøre døren høj og porten vid for en fremmed guddommelig historie , der bare forstyrrer freden?

Hvis hjertet har dannet sig et eget billede af sin udkårne gud, min egen private gud, så er der ikke mere at tale om. Så behøves der kun et spejl.

Men hvis hjertet har længsel og ved, at ingen eller intet i denne verden kan fylde den, så kan det åbne døren og lade sønnen ride ind på sit mærkelige ridedyr og se og høre og blive ved med at lytte og se ind i, hvem han er og hvad han åbenbarer om Gud.
Jeg hjertets dør vil åbne dig - o Jesus drag dog ind til mig
ja ved din nåde lad det ske at jeg din kærlighed må se

Han kommer og forvandler hele huset - forvandler tavshed til samtale, forvandler længslen til tro og håb og kærlighed, forvandler ørkenen til en rosengård. Glæd dig, kongedatter, - roserne springer ud i dit hår. Amen.


Sognepræst Marianne Christiansen
Asylgade 22
DK- 7700 Thisted
Tel.: ++ 45 – 97 92 03 16
E-mail: mch@km.dk