Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

19. søndag efter trinitatis, 22.10.2006
Johannes 1,35-51, Niels Henrik Arendt
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Hvem er de egentlig, disse disciple, som Jesus kalder på? Ja, meget véd vi ikke om dem. Skal vi virkelig holde os til de historiske kendsgerninger, véd vi om de fleste af dem kun deres navn, og så det, at de var Jesu disciple. Hvad de var, før de blev Jesu disciple, véd vi endnu mindre om. Og selv de, om hvem vi véd lidt mere, kan have hele deres biografi stående på nogle få linjer i et leksikon. De er ikke af den slags, der ville have fundet optagelse i de registre over betydningsfulde mænd, som man er begyndt at føre i vor tid. Hos evangelisten Johannes dukker de sådan omtrent ud af den blå luft, som vi hørte det lige før. Evangelisten fortæller ikke deres forhistorie, selvom han udmærket kan have kendt den.

Men selvfølgelig havde de en forhistorie. Selvfølgelig var de nogen. Deres forældre ville have kunnet fortælle noget om dem, deres søskende og deres venner ville have kunnet føje noget til billedet, deres ægtefæller ville også have kunnet sige noget, ja, selv deres fjender ville jo have haft deres bidrag at yde. Alt det har evangelisten kort og godt sprunget over. Måske var det overflødigt - de var måske kendte i de menigheder, han skrev for. Men den egentlige grund til, at han ikke præsenterer dem, er, at for ham er deres identitet ikke knyttet til, hvad venner og fjender kunne have at berette om dem, men derimod til deres møde med Jesus. Vi bruger ordet identitet, når spørgsmålet er om, hvem et menneske er. Og om forskellige identiteter drejer sig i fortællingen i dag, hvor de første disciple møder Jesus.

Først drejer det sig om Jesu identitet - hvem er han? Alle mulige historier verserede om ham: at han var en profet, at han var en magiker, at han var en besat, at han var en konge, at han var den genkomne profet Elias. Alle mulige forestillinger havde folk om ham. Men nu siger Johannes Døberen: SE Guds lam! Og det siger Døberen ikke ud af den blå luft. Han har netop døbt Jesus, og Gud har ved den lejlighed ladet ham se, hvem Jesus er, hvad Jesus er i Guds øjne. Og dermed er egentlig alt sagt om Jesus. Også Jesus har en forhistorie, men ingen af evangelisterne bruger heller megen plads på den, ja, hos en enkelt af dem (nemlig Markus) dukker han ligesom disciplene ud af den blå luft. Hvad hans mor, hvad hans venner og hans fjender, hvad folk i almindelighed kunne fortælle om ham, kunne vel have været interessant at vide - men der er kun antydninger deraf. For Gud er han den, der skal være Guds kærlighed blandt mennesker, sønnen, det sande menneske - det er Guds vilje med ham, og dermed er i grunden alt sagt. Tømrersøn fra Nazareth, en simpel galilæer, en farlig lovbryder - Døberen har set himlen åben over ham, og det vil sige, at han har mødt Gud i denne mand. Da den viden sank til bunds i Døberens og de andres sind, må det have været et chok. Ingen havde nogensinde set Gud -men nu er der altså nogen, der har set Gud. Der er også noget chokeret over den måde, de første disciple i det følgende løber rundt og prøver at vække opmærksomhed om det, de har set - men dem venter vi lige lidt med.

Døberen har mødt Gud. Dermed er han også blevet klar over hvem han selv er. At møde Gud er for Døberen at få kastet et fuldstændig gennemskinnende lys over sit eget liv og sin egen opgave i tilværelsen. Døberens egentlige opgave, som han iflg. evangelisten først bliver klar over, da han møder Jesus, er ikke at stå og gale om dom og undergang ved Jordanfloden, men den at pege hen på Jesus for dem, der kommer til ham. Han opdager hvem Jesus er, og han opdager, hvem han selv er og hvad han skal. De to ting hænger sammen.

Og det gør det også for de disciple, der dernæst fortælles om. De møder Gud - i Jesus. Og de møder sig selv. De bliver præsenteret for sig selv. De bliver ikke præsenteret for deres egen fortid og baggrund, sådan som man i vore dage har fundet på at præsentere kendte mennesker for arkivbilleder af dem selv for at høre, hvordan de ser på sig selv. Nej, de bliver præsenteret for sig selv som dem, de skal være. Det kommer helt bogstaveligt til udtryk for Simon Peters og Natanaels vedkommende ved, at før de næsten har fået sagt et ord, siger Jesus hvem de er, og hvad de skal være. Han kommer al deres viden om dem selv og alle andres forestillinger om dem i forkøbet. Nu bliver deres virkelige opgave i tilværelsen stillet dem. Det bliver stillet foran dem, hvem de er i Guds øjne - og noget vigtigere og sandere kan de ikke få at vide. Ja, de får det ikke engang stillet foran sig som et ideal, de skal stræbe efter, men som noget de er. Og som det nu er deres opgave at være. Og så er det, at de styrter hen til deres kammerater. Til dem siger de ikke: vi har fundet os selv - selvom de godt kunne have sagt det. Nej, for de har fundet noget, der er endnu mere forbløffende. De siger: vi har fundet messias, dvs. vi har mødt Gud. Andre kan det jo ikke være, hvem andre end Gud kan fortælle dem, hvem de virkelig er?

De får identitet, da de møder Jesus - uanset hvem de før har været. Du er Kefas, klippen, siger Jesus til Simon, og det kan undre en, for med det lidt, vi véd om Simon, véd vi dog, at særlig klippefast og urokkelig var han ikke. Men Simon er klippen, fordi han er det i Guds øjne. Og du er ham uden svig, siger Jesus til Natanael - skønt vores beskedne viden om disciplene dog ikke fortæller om den mest enestående trofasthed. Men hvad vi véd, er lige så lidt Peter som omgivelsernes kendskab til ham som en dum og enfoldig fisker fra Galilæa og er lige så lidt Natanael som omgivelsernes kendskab til ham som en tør og fantasiløs skriftklog. Her er deres virkelige identitet, her er hvad de er i Guds øjne, de er dem, der i medgang og modgang, i svigten og nederlag skal være Jesu disciple.

Evangelisten giver sig ikke til at præsentere dem, som en historiefortæller normalt gør med sine personer, nej, for selvom de ikke er ud af den blå luft, begynder deres historie i grunden først i det øjeblik de får at vide, hvem de virkelig er. Ja, vi får at vide, at Andreas og den anden er disciple af Døberen, men det nævnes netop som noget, der er definitivt forbi, noget de forlader for at begynde på deres egentlige historie. Opgaven er stillet dem. De skal ikke selv gøre sig til et eller andet, men de kaldes til at være det - være det, som de er i Guds øjne. Og så kender de Jesus. Ikke på den måde, at de ikke siden kommer i tvivl, de kommer jo også i tvivl med hensyn til den identitet, der her er blevet skænket dem selv. Nogle af dem kommer i tanker om det, de var før, og om det alligevel ikke er det, de skal holde sig til, andre af dem vil være andet og mere end det, Jesus kalder dem til. Men til sidst, da det virkelig står dem klart, at Jesus er, hvad Gud havde givet dem at se i ham, så véd de også hvem de selv er, uimodsigeligt, at det, som Jesus har kaldet dem til at være, det er de og deri ligger deres opgave. Og så går de ud i alverden som hans disciple. Og så kalder de andre til at se det samme, som de selv har set (sådan som det allerede begynder i fortællingen i dag), og disse andre kalder igen på nogle, og sådan når kæden frem til os. Til os lyder det igen: kom og se Gud, ham som ingen nogensinde har set! her kan I ikke desto mindre møde ham. Kom og se jer selv, som I er i Guds øjne. Også for vores vedkommende er det kun Gud, der virkelig kan sige, hvem vi er - og deri ligger i grunden en utrolig befrielse, i forhold til alle de forestillinger, andre har om os, i forhold til den forhistorie, vi har bragt med os, i forhold til det, som vi selvsikre eller selvforagtende går og bilder os ind om selv. Alt det er jo meget godt. Eller skidt. Men mødet med Jesus betyder, at det bliver alligevel ikke det afgørende. Evangeliets første kapitel med os starter et andet sted - da vi bliver båret hen til døbefonten for at få at vide, hvad vi er i Guds øjne.

For en del år siden fandt man en stump rude i en klosterruin et eller andet sted her i Danmark. I ruden var indridset ordene: et menneske er, hvad det er i Guds øjne. Det ridsede et middelaldermenneske ind i ruden, og det er det gode budskab til os.

Ud af den blå luft er ingen af os, vi er jo dog vores forældres børn og påvirkede af vores omgivelser, vi skal svigte og fejle og volde ondt, og når det altsammen er sket, har vi alligevel lov at holde fast ved, at hvad vi er i Guds øjne, er vi. Vi er set af ham. Han har set os, før vi ser ham. Han har kastet kærlighedens blik på os, før vi endnu fik lejlighed til at vise, hvem vi var. I det kærlighedens blik rummes alt. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: +45 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)