Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

17. søndag efter trinitatis, 8.10.2006
Markus 2, 14-22, Elof Westergaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

1. ”Hvorfor sidder Jesus i tolderen Levis hus og spiser sammen med ham og andre toldere og syndere? Jesus! Hvorfor faster dine disciple ikke?” I evangeliets beretning i dag, hos evangelisten Markus, stilles disse spørgsmål. Spørgsmål til Jesus og hans disciples handlinger.

2. Spørgsmål kan vækkes af vores forundring og af vores nysgerrighed. Der er noget, vi gerne vil have afdækket, høre mere om, - noget, som har vakt vor interesse, og som gør, at vi føler, vi må søge svar.

Men spørgsmål kan også dække over en dybtgående skepsis eller vokse frem af en stærk forargelse over en handling eller en adfærd, som var uventet eller blev fundet forkert. Spørgsmål stilles da for, at vi skal få bekræftet vores mistanke og også gerne få afsløret den, vi spørger ud.

I de spørgsmål, vi har hørt i evangeliets beretning i dag, ligger netop en sådan underliggende tone af dyb skepsis. Det er den forargede, hvis spørgsmål evangelisten giver plads.

3. Jesus har forud for de ord, vi har hørt her i dag, helbredt en lam mand. Det er en billedmæssig stærk scene, idet den syges venner endda brød taget op, og firede den lamme ned, hvor Jesus sad. De kunne ikke komme til for den store folkemængde, der var forsamlet med Jesus indenfor i huset, så de valgte denne utraditionelle, men meget handlekraftige måde på at komme Jesus nær.

De første ord Jesus nu sagde til den lamme, og det inden han helbredte ham, var: ”Søn, dine synder forlades dig”. Jesus gav den syge syndsforladelse.

Det vakte de skriftkloges forargelse, så de måtte spørge sig selv: ”Hvor kan denne mand sige sådan noget? ”

4. Det var også et spørgsmål, men et spørgsmål, som de selv mente at kende svaret på, idet de tænkte ”Jesus taler gudsbespotteligt. For hvem kan forlade synder - kun een, nemlig Gud.”

Deres spørgsmål var således et retorisk spørgsmål. De mente allerede at kende svaret. Jesu ord havde vakt deres forargelse. Ordene var blasfemi og gudsbespottelse. De vakte anstød.

En forargelse og et anstød, som i tiden, der fulgte, blot skulle stige i styrke indtil den dag, hvor en tilfangetagen Jesus stod foran ypperstepræsten. Han skulle da rive sine klæder i stykker af ren forargelse over tanken om Jesus som Guds søn.

5. Den samme tone af forargelse bærer også spørgsmålene i evangeliets beretning i dag:

Hvorfor sidder Jesus i tolderen Levis hus og spiser sammen med toldere og syndere? Underforstået det bør han ikke gøre. For de er det dårlige selskab. De er de ikke-regnede.

Hvorfor faster Jesu disciple ikke? Det burde disciplene, for det gør de selv, - selv Johannes Døberens disciple.

De, der spørger, undrer sig over, hvorfor Jesus og hans disciple skiller sig ud fra de andre. Er Jesus en provokatør, en rebel eller blot ualmindelig dum? Jesus og hans disciple bryder med normer og forventninger, med væsentlige traditioner og med aspekter af det, som er datidens ”normale” religiøse praksis, så hvordan skal de se andet end med dyb skepsis og forargelse på Jesus og hans disciples handlinger.

I. Forargelse og forundring

6. Forargelse, sådan som vi møder den, er en meget sikker følelse. Når forargelse griber et menneske, mener vi os at være i vor gode ret til at blive vrede.

Forargelse giver imidlertid sjældent plads til refleksion, idet den i stedet opsluger og griber en. Den bygger en selvretfærdig mur op hos den, der forarges, - mellem den forargede og verden.Et skel mellem os og de andre, mellem synder og retfærdig, mellem ren og uren, mellem lovoverholder og lovbryder, mellem indenfor og udenfor, mellem ven og fjende, mellem os og de andre, mellem nær og fremmed. Forargelse sætter skel, menneskeskabte skel.

7. Forargelse beskytter så ganske vist også, men det sker ved at afsondre. Forargelse kan siges at tjene til orden og til beskyttelse af det givne samfund, af familien, byen og landet, konfessionen og meningsfællesskabet, men forargelse kvæler på den anden side let fornemmelsen for og sansen for mangfoldighed.

Den, der forarges, giver endvidere næppe plads til noget nyt og anderledes, - det, at noget uventet kan ske. Det bliver mest til ung og gammel vin på gamle sække.

Forargelse kender ikke til åbning – den trives ganske vist godt med udsigt til andre verdener, - det tænder den - men den vil helst være i et eget og derved lukket rum.

8. På en bagvendt måde kan Jesu svar i dag egentlig forekomme at stå på linie med de forargedes tankemåde. Der er jo nogle, som Jesus betragter som stående udenfor. Han skelner også.

Når Jesus på spørgsmålet om, hvorfor han er gået ind i tolderen Levis hus og der spiser sammen med syndere og toldere, svarer han : ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

Dette svar kan umiddelbart tolkes, som om Jesus nu forbliver indenfor denne skelnen mellem ren og uren, mellem det gode og det dårlige selskab, for her skelner han jo også mellem den syge og den retfærdige.

Han, Jesus, er kommet for at frelse den syge, den til enhver tid udstødte. Han er staklernes ven.

9. Det er han! Jesus tager vor skelnen på sig, hvordan disse afgrænsninger nu end sættes, mellem ren og uren, syg og rask, retfærdig og uretfærdig, indenfor og udenfor.

Men Jesu anliggende er ikke at udbygge skellet, - det opbygger ikke hans væsen - modsat overskrider han fortsat vore grænsedragninger og fordømmelser af hinanden. Han går gerne ind i hvert et rum.

Og det gør en afgørende forskel og rummer en meget opbyggelig pointe. Det sætter et håb for os alle.

10. Med vores skelnen mellem dem udenfor og indenfor vores kreds, de gode og de onde, - og idet vi forarges over de andre - fristes vi, idet vi hører disse ord, let til at regne os selv som retfærdige og på det gode hold.

Det er en misforståelse

Vi skal derimod gøre os klart, at vi også selv står på staklernes sted. Jesu ord betyder ikke, at vi som farisæeren i templet i Jesu lignelse kan pege fingre af de andre, og sige: ”Vi er heldigvis ikke som de andre. Vi er hverken syge eller syndere. Vi er indenfor. Det er de andre, der er udenfor.” Nej! Også vi har brug for Guds nærvær. Levis verden, toldernes og syndernes verden er vores verden. Vi sidder i det samme rum. Den, som forarges, er selv forargelig. Bjælken sidder i mit øje.

II Fasten og festen

11. Tilbage til spørgsmålene: ”Hvorfor er Jesus gået ind i Levis hus, og hvorfor sidder han der sammen med toldere og syndere?” Jesus svarer selv:

Han spiser sammen med tolderne og synderne, med de udstødte og det dårlige selskab, fordi han ikke er kridtstregen, der skiller får og bukke ad, men han er lægen, der heler sårene.

De forargedes skeptiske spørgsmål besvares således med ordene: ”De raske har ikke brug for læge. Det har de syge”.

Jesus er lægen, der følger sit lægeløfte. Han føler pligt til at være sammen med de svage og syge. Han følger sit kald. Han følger sin kærlighed.

12. ”Jesus! Hvorfor faster dine disciple ikke?”. Spørgsmålene fortsætter. Men med sit svar skifter Jesus nu billede. Disciplene skal ikke faste, så længe brudgommen er hos dem, svarer Jesus.

Han er nu ikke blot lægen, men han er også brudgommen, hvis entre betyder, at bryllupsfesten kan begynde. Jesu tilstedeværelse, hans nærvær betyder fest, og så må fasten sættes i bero.

13. Jesus opstiller her med sit svar en modsætning, eller måske rettere et modbillede mellem den foreskrevne faste og så den bryllupsfest, brudgommens nærvær bringer.

Faste som fest er fælles om at være hverdagens modbilleder. De skærper begge opmærksomheden på livet som givet og verden som gave. Ligesom høsten med de stubbede marker og de fyldte lader med korn, og de veldækkede borde gør. De skærper begge blikket for den taknemmelighed, vi som udgangspunkt, må nære – hvad vi skylder Gud og vor næste.

Fasten og bryllupsfesten er så imidlertid også indbyrdes modsætninger. De er som alvoren overfor glæden, natten overfor dagen.

Fasten er en slags antifest, hvorunder de voldsomme forvandlinger, der kan finde sted i et menneskes liv, bliver synliggjort. Fasten som afholdenhed viser det nøgne liv frem, og dermed den dom, vi mennesker lever under.

Fasten er i sig selv en bekendelse af vor skrøbelighed, af synd og død i vor verden og i vort liv. Samtidig med, at fasten så også udtrykker, at noget er i vente. En dag skal fasten ophøre og festen begynder.

Festen, som Jesus bringer, bryllupsfesten, er således opfyldelsen af den forventning, fasten med dens afsavn har sat.

Vi skal se festen som en tid båret af glæde og fornemmelse af højtid og fylde. Vel kan alting hos os krakelere, og selv festen udvikle sig til et mareridt. Men som udgangspunkt: ved den bryllupsfest, Jesus taler om, er bordet dækket og et fællesskab dannes af gæster, vært, brud og brudgom.

Festen er nærvær, og festen kaster lys ind over det liv, der deles - velsignelsens lys ind over menneskets liv og fællesskab.

Festen er nærværet, det at vente med lysene tændt, at våge og værne om lyset.

Festen fortæller om Guds rige her, og ved festen lægges en ny sang i munden på gæsterne. Ved bryllupsfesten skal de forargede blikke sænkes og en anden tone høres. En tone, som den vi hørte i den gammeltestamentlige salme: ”Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig, og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud.”

14. Ved festen vendes skepsis og forargelse til tillid, tro og håb. Alt sammen pga. Gud. Han har bøjet sig ned mod mig. Dette håb om Guds nærvær er også tilstede i selve måden, hvorpå evangelisten Markus lader os høre historien i dag.

Markus siger ikke blot med generelle vendinger, at Jesus spiste sammen med toldere og syndere, og at hans disciple ikke fastede. Som skete det alt sammen i en anden, fjern og mytisk verden. Nej. Jesus gik ind i en navngiven tolders hus, Levis, Alfæus søns.

Guds komme, brudgommens komme, handler om verden og livet her, om Guds nærvær, Guds rige lige her mellem vore mistroiske blikke, midt i blandt vor skepsis og vore domme og skelnen.

Det er begyndt. Midt iblandt os er Guds rige. Det sker i Jesu navn. Amen.

Sognepræst Elof Westergaard
Mariehøj 17
DK-8600 Silkeborg
Tel.: +45 – 86 80 08 15
E-mail: eve@km.dk

 

 

 

 

 


(zurück zum Seitenanfang)