Det er nu slet ikke så let at være mor sommetider. Det er ikke blot det, at man har alt besværet og smerterne ved at vente barnet og føde det og stå for meste af pasningen, mens de er små. Men det er også det, at man bindes så tæt til sine børn. Måske er det indlagt i kvinder og mødre fra Skaberens hånd; måske opstår det med ventetiden og fødslen. De bindes i hvert fald så tæt sammen følelsesmæssigt, at det næsten ikke er til at rive i stykker.

Moderfølelse kaldes det med et populært ord; men det er meget mere end en følelse; det er også en næsten uendelig omsorg og en bekymren sig langt ud over, hvad der er nødvendigt, fordi børnene jo da på et vist tidspunkt for det meste kan klare sig selv. Ja, ikke bare kan, men skal klare sig selv.

Det er nødvendigt, at børnene, når tiden er inde, løsriver sig fra deres mor, og at hun giver slip på dem. Det er ofte en hård proces for begge parter. Og sommetider går det så galt, at det ikke vil lykkes. Mor og barn bliver ved med at være afhængige af hinanden, så barnet aldrig bliver voksen, og aldrig for alvor kan vende sig mod et andet menneske og komme til at elske det helt og fuldt. Det kan der flyde megen ulykke af, som går ud over uskyldige parter i spillet.

Mon ikke det var det, Jesus tænkte på, da han en gang i en diskussion om ægteskab og skilsmisse sagde, at en mand skal forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Den moderlige omsorg, som er så smuk og så nødvendig til små børn, kan udvikle sig til et utåleligt og farligt tyranni. Også mange folkeeventyr handler om dette opgør.

Det er jo ikke, fordi mødrene er onde, at de gør sådan noget. Tværtimod; det er nærmest, fordi de er for gode. Det tager magten over dem og bliver en art besættelse. De vil ikke slippe børnene, for så er de bange for, at de ikke har mere at leve for. De klamrer sig til moderrollen.

Det starter med kærligheden mellem en mor og hendes børn. Og det er da selveste livets mening, at man skal elske sin næste i stedet for sig selv; og den nærmeste næste, en kvinde kan have, er da sit eget barn. Men så bliver hun bange for sin egen kærlighed, fordi den er så stor og så krævende, og så forvandles den til sin modsætning, - ikke had, men magt. Og mødre står stærkt, for de kan indgyde børnene en blivende skyldfølelse, hvis de evig og altid får at høre, hvor meget deres kære mor har gjort for dem. De er kommet i bundløs gæld til hende; og hendes tårer er altid, åh så berettigede.

Nu lyder det måske, som om jeg har noget imod mødre. Tværtimod! Jeg synes, at mødre er en af Skaberens bedste opfindelser. Nej, dette her siges kun for at vise, hvor umådeligt svært det er at være mor; og heldigvis slipper de fleste da fra det på bedste vis. Samtidig kan vi bedre forstå, hvorfor Zebedæussønnernes mor kommer til Jesus med sine to voksne sønner for at sikre dem en plads i himlen i Guds nærhed. Der er den moderlige omsorg da vist kammet over. For det første er sønnerne voksne; for det andet rækker selv en mors kræfter ikke til at sørge for sine børn efter døden og de sidste tider.

Man kan godt undre sig lidt over, at denne lille begivenhed er blevet bevaret for eftertiden, for den er jo lidt pinlig, både for moderen og for sønnerne og ikke mindst for disciplene, som bagefter bliver mopsede over mor-drengenes forsøg på at skaffe sig et forspring i den fremtidige salighed. Men beretningen står der jo altså; og på denne søndag er det os, som godt kender til alt det, der rører sig mellem dem, som får den at høre.

Netop os! - Der er mange mødre i kirke i dag - og mange sønner, - og mange jaloux disciple. Så det kunne faktisk ikke passe bedre. Her er stillet skarpt ind på en lovlig emsig mor, på et par sønner, der skubber deres gamle mor foran sig, og på nogle smålige kammerater, som er bange for at gå glip af noget. Hvad siger Jesus til dem? Hvad siger han til os?

I ved slet ikke, hvad I beder om! Kan I måske tømme den kalk, som jeg skal tømme? - Hvis vi oversætter det til vores moderne verden, betyder det: Kan I gå det igennem, som jeg skal igennem med korsfæstelse og død? Jo! - Nej, men det var jo slet ikke det, vi spurgte om. Nej, men det kommer nu alligevel sagen ved, for vi kan ikke tage noget som helst med herfra, når vi engang skal dø. Hverken penge eller løfter, hemmelige aftaler, fortjenester, fromhed, ære, charme, og hvad vi ellers kan smykke os med eller støtte os til her på jorden. –Alt sammen bliver til muld sammen med os, når vi dør. Intet kan vi tage med os; intet kan vi bruge overfor Gud eller i kærlighedens rige, som er det samme sted.

Det er det, Jesus siger, til den kære mor. End ikke en mors kærlighed kan stille noget op der, fordi pladserne i Guds rige ikke er til salg for noget som helst, end ikke for noget så stort og stærkt som moderkærlighed. End ikke Jesus selv kan love de pladser bort til nogen, ikke fordi han ikke har magt og indflydelse i sin Faders rige; men fordi ingenting dér går efter sådan nogle regler, hvor man kan opnå forhåndsaftaler og andre fordele.

Lige i første omgang kan man godt blive skuffet, ja, måske ligefrem vred, når man hører det. Jeg mener: Hvor er vi så henne? Så nytter det jo overhovedet ikke noget, at man bliver døbt og går i kirke og opfører sig pænt og holder sig gode venner med Jesus og tror rigtig meget på ham! - Nej, det nytter overhovedet ikke spor; man kan ingenting stille op.

Men når man så får tænkt sig om og set lidt nøjere på sig selv og sine vældige fortræffeligheder eller mangel på samme, så kan det da godt være, at man pludselig kan se, at det er godt, det ikke går efter de sædvanlige regler i Guds rige; men at vi lader Ham suverænt bestemme både pladserne og alt andet der.

Der findes en anden måde at se på mennesker på end vores, en anden måde at bedømme dem på end efter fortjeneste. Der findes en anden måde at indrette et rige på end et, hvor man skaffer sig rettigheder på lovlig eller ulovlig vis. Der findes en anden måde at leve med hinanden på end den, hvor man hele tiden skal mase sig frem foran de andre og skaffe sig position, magt, fordele.

Guds rige er helt anderledes end vores. På ethvert punkt. Alt indrettes og fungerer på en helt anden måde, nemlig efter Guds sindelag og Guds målestok. Der er alting gennemsyret af kærlighed; derfor ved man heller aldrig, hvem der får hæderspladserne; det ved kun Gud, når den tid kommer. Der drejer det sig hele tiden om at glemme sig selv i optagetheden af det andet menneske; det drejer sig om at tjene i stedet for at lade sig tjene.

Det er der ingen fordele ved, undtagen for de små. Dem der her i vores verden hele tiden sættes ud af spillet eller taber i kampen om fordelene og magten. Måske indser vi nu, hvilken vidunderlig lettelse det må være at kunne lægge al den sammenbidte energi til side i et rige, hvor man bare kan leve livet for dets egen skyld, uden at opnå noget, uden at mase sig frem, men frimodigt og muntert kan vende sig mod sin næste og dele livet med ham eller hende i kærlighed.

Sådan er der i Guds rige. Og det er allerede begyndt, når vi her får mod og tro til at slippe vort eget og overgive os til den Kristus, som levede hele sit liv på de vilkår, og som vi er døbt til at leve og dø sammen med ved dag og nat. Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk