Teksterne i dag danner et smukt mønster med centrum i ordets magt. Matthæus har her i kap. 12 samlet nogle Jesusord, der handler om ords mægtige betydning, og stykket fra Jakobs brev med de dramatiske billeder af, hvad tungen kan afstedkomme, er lagt oven i, så der er nok at tage fat på.

Men så kommer indledningen til evangeliestykket og vælter læsset ved at tale så voldsomt om den utilgivelige synd, at vi er nødt til at opholde os ved de ord. De suger opmærksomhed til sig, og man kan ikke forsvare blot op læse dem op uden at kommentere dem. Så i dag må salmerne være alene om at kommentere temaet om ordene, og prædikenen vil grave sig ned i den utilgivelige synd.

Det, der står først, er, at ”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene”. – I grunden en fantastisk sætning, som vælter al gammel lovreligion. Det er virkelig Jesu evangelium i en meget kort og kontant formulering. Men uanset, hvor fantastisk denne overskrift er, så tiltrækkes al opmærksomhed af den lille indskrænkning: ”Men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives”. Og indskrænkningen er tilstrækkelig tvetydig til at kunne rumme allehånde forestillinger og spekulationer, og der er heller ikke nogen grænser for, hvad folk har forestillet sig.

Men hvad betyder denne tilføjelse: at den, der taler mod Helligånden ikke skal tilgives, hverken i denne verden eller i den kommende?

Hvis vi foreløbig bliver i det gamle kodesprog, så betyder dét: ikke at blive tilgivet, det samme som at blive fortabt, at gå glip af frelsen. Og for at komme ud af det gamle kirkelige kodesprog, så må vi gå et skridt videre og spørge: Hvad er frelse? – Når vi ser på Jesushistorierne og Jesu brug af disse ord og vendinger, ser på hans lignelser og helbredelser, hvad er det så der ligger i ordet frelse?

Det bedste og tydeligste billede af dét, er lignelsen om den fortabte søn. Hvad er frelsen for den fortabte søn? Det er, at han bliver modtaget med åbne arme, selv om han langt fra har fortjent det. Og der bliver holdt fest for ham og han bliver genindsat i al værdighed som søn af huset, på trods af, at han har spildt sit liv og sine muligheder og i grunden hånet sin far og sin familie ved at kræve arven ud før tid.

Denne historie fortæller Jesus ene og alene for at illustrere, hvordan Gud selv har det med mennesker. Han ved, at menneskehedens lange historie handler om mange forbrydelser, udnyttelse af småfolk, egoisme, vold, grådighed – selv om tilværelsen i sin rigdom indbyder til gavmildhed og overbærenhed. Selv nok så mange love og bestemmelser og ti bud og straf og trusler havde ikke kunne gøre noget alvorligt ved menneskenes bedrøvelige måde at ødelægge tilværelsen på.

Det radikalt nye i Jesu historier og i hans konkrete adfærd over for mennesker er, at han erklærer, at Gud har hjerte som den gamle far i lignelsen. At han har en åben favn, at han ser bort fra fordømmelsen, lige meget hvor berettiget den er.

Det er kærnen og nerven i Jesu forkyndelse. Det er disse løfter om, at Gud tager menneskene som de er. Der er ikke nogen mulighed for at falde uden for hans kærlighed. Han opsøger det fortabte, trøster de sørgende og tilgiver dem, der vender om.

Det er Jesu løfter. At stole på dem er det, der hedder frelse.

At stole på de løfter det er at kunne smide hele fortidens byrde af sig, alt det, der er gået forkert, og som vi ikke har magt til at rette op på.

At stole på de løfter er at blive lettet, at få mulighed for at leve glad og ubekymret og tage fat på problemerne og sine egne mangler med fortrøstning. At sætte sin lid til, at et menneske er Guds elskede, hvordan det end går. Det er frelse. At leve glad og taknemmelig ud af Guds nåde og anstrenge sig for at lade den nåde brede sig – det er frelse. At sætte sin lid til, at Guds kærlighed er en ubegrænset magt, der ikke gør holdt over for døden selv. Det er frelse og det er nyt liv.

Fortabelse er alt det modsatte. Det er at tro, at man ikke har andre udsigter end dem, man selv har skabt sig, at man for evigt hænger på sine fejl og misgerninger, at der ikke er nogen magt i verden, som kan gøre døden lille, og at alt går efter fortjeneste. Fortabelse er at gøre ligesom den sure storebroder i lignelsen, der måske aldrig kom ind til gildet og fik rørt danseskoene, fordi han var så vred over, at faderen ikke lod alt gå efter fortjeneste, men efter barmhjertighed.

Hvordan kommer vi nu tilbage til bespottelsen mod ånden, som aldrig kan tilgives?

Sammenhængen er helt enkel, for den, der siger: jeg tror ikke på Jesu løfter; jeg tror ikke de er talt ud af Guds ånd; jeg tror ikke, de udtrykker tilværelsens dybeste sammenhæng – han har jo nægtet at tage imod denne kærlighed og glæde og tilgivelse. At spotte ånden er at sige nej til, at tro Jesu løfter, tro at de er talt ud af Guds ånd. At spotte ånden er altså i bund og grund det, at nægte at lade sig tilgive og modtage med åbne arme. Sagt på en anden måde: Det, der ikke er tilgivelse for, er det ikke at ville lade sig tilgive.

Så det, Jesus udtrykker med de opsigtsvækkende ord om bespottelse mod Helligånden, er altså i grunden noget som er ret indlysende: Den, der ikke vil modtage tilgivelse, kan ikke få tilgivelse. Det kan dårligt være anderledes så længe vi er mennesker med ret og pligt og frihed til at vælge vores vej.

Indledningssætningen bliver altså stående: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker” – tilføjelsen er ikke nogen hemmelig og truende indskrænkning – næsten tværtimod. Den siger, at Guds kærlighed, tilgivelse og glæde står åben for enhver, der vil tage imod.

Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: +45 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk