Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

11. søndag efter trinitatis, 27.8.2006
Lukas 7, 36-50, Arne Ørtved
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Er kærligheden hjemløs i denne verden? Eller er denne jord dens rette element? Der er noget der taler for begge dele. Og den bedste illustration af det findes netop i dagens tekst. Der støder de to påstande hårdt sammen. Kærlighed, der er hjemløs, og kærlighed, der folder sig ud!

Både Mattæus og Johannes fortæller den samme episode; men de har en helt anden pointe. For det første er der hos dem ikke tale om en synderinde, men blot om en kvinde hos den ene og hos den anden ”Maria i Betania”. Hende der valgte den gode del. Hende kunne Johannes nu så godt lide. I de to historier opstår der forargelse over kvindens ødselhed, for salven kunne jo være solgt og pengene givet til de fattige. Men Jesus tager kvinden i forsvar og siger, at de fattige har I jo altid hos jer. Samtidig bliver salvingen en forberedelse til hans jordefærd nogle dage senere.

Det er slet ikke med i dagens tekst, som jo er skrevet af evangelisten Lukas. Der opstilles straks en skarp modsætning mellem værten, farisæeren Simon og en synderinde, hvilket formodentlig vil sige en luder. De repræsenterer virkelig på hver deres måde den hjemløse kærlighed. Farisæerne med deres skrappe retfærdighedssans og deres dømmesyge. Synderinden som er udstødt af det pæne selskab og aldrig kan gøre sig håb om at komme ind i det igen. Hun sælger sig selv og sin krop, netop fordi kærligheden er hjemløs og finder sin trøst i det mest kærlighedsløse møde mellem mand og kvinde, som tænkes kan.

Men farisæeren har alligevel inviteret kærlighedens stærke udsending, Jesus, til middag i sit hus. Det er en stor gestus, fordi det fælles måltid betød en slags broderskab mellem dem. Det var ikke bare en høflighedsgestus, men man delte faktisk liv og skæbne med hinanden ved at spise sammen. Man bandt sig så at sige til hinanden.

Derfor bliver det også et chok for den fine farisæer, da synderinden pludselig træder ind. Traditionen vil vide, at det er Maria Magdalene, men det står der dog ikke direkte. Der står hun denne smækre kvinde med sin alabastkrukke i favnen. Hun knejser lidt med nakken for at skjule sin forlegenhed.

Duften af nardus spreder sig i rummet. Det er kostbare sager. Det ved enhver. En årsløn for en almindelig arbejder kunne sådan en krukkefuld nardus let koste. Men den slags kvinder tjener måske godt! Der kan også være en anden forklaring: Enhver ung pige samlede på den slags salve for at have den klar til deres bryllup. Så skulle deres brudgom salves med den til brudenatten. Det var en kærlighedsgestus; og jo mere salve des mere kærlighed. Måske har denne kvinde samlet salven, før hun er blevet en falden kvinde. Måske er hun faldet ved at blive svigtet af sin tidligere elskede eller ved at blive voldtaget. Når en kvinde skulle udstødes, spurgte man ikke til retfærdigheden, og da slet ikke til kærligheden. Kun til dømmesygen!

Der står hun. Kun et kort øjeblik, der føles som en evighed. Så bevæger hun sig gennem rummet hen mod pladsen, hvor Jesus ligger. Hvad skal der ske? Hvorfor er der ingen, der griber ind? Hvem skal gøre det? Da hun når hen til Jesus, knæler hun ned, bryder krukken itu og begynder at gnide ham ind i salven. Det er på én gang smukt og skamløst. Hvad bilder hun sig ind? At overøse mesteren fra Nazaret med salve og dermed også med kærlighed. Og hun går helt over gevind. Græder sine tårer udover hans fødder og tørrer dem med sit lange smukke glinsende hår. Det fortsætter med al disse tegn på hengivelse, som hører til i det private rum på brudenatten. Kærligheden har fundet et hjemsted i vores verden.

Da må omsider farisæeren Simon gribe ind. Det er i den grad en forstyrrelse af ”den offentlige orden”, hvis man kan bruge det udtryk. Her har han efter lange spekulationer overgivet sig og indbudt Jesus til at spise måltid i hans hus; og så afslører Jesus sig selv som ganske ukvalificeret. Hvad er det da for noget? Simon tør dog ikke sige noget højt. Mumler det nærmest hen for sig: Hvis denne mand var en profet, ville han vide, hvad slags kvinde det er, som rører ved ham, at hun er en synderinde!

Naturligvis kan Jesus høre det. Simon havde såmænd blot behøvet at tænke det, for at Jesus vidste, hvad der var på færde. Nu skal kærligheden igen dømmes fredløs. Som så mange gange før. Åh, disse nidkære mennesker, der har så travlt med deres moral og deres delen mennesker op i gode og dårlige, rigtige og forkerte, frelste og fordømte. Kan de dog aldrig bare overgive sig?

Da fortæller Jesus den meget enkle lignelse om de to skyldnere, der får eftergivet deres gæld. Den ene 50 denarer den anden 10 gange så mange. Hvem af dem vil elske herren mest. Der er jo ingen tvivl! Er livet virkelig så enkelt? Er kærlighedens love så enkle? Ja, så enkelt er det. Og de har alle sammen just været vidner til det hele: Kvinden der salver Jesus imod alle fordomme.

Kærligheden har hjemsted i vores verden. Der hvor der er hengivelse og tilgivelse. Der hvor man opgiver al sit hovmod, sine rettigheder, sine moralske fordomme. Der, hvor synderne forlades. Ja, det er jo det, der er spørgsmålet: Kan synderne forlades? Findes der en, der kan forlade synder? Er Jesus den, der har magt til det? At forlade synder er ikke blot et spørgsmål om overbærenhed og et venligt skulderklap. Det er ikke blot et spørgsmål om at sige nogle ord, som kan lires af, fordi det er en lektie, man har lært et sted.

Ret beset er det kun Gud, der kan forlade synder, fordi det handler om ens liv. At blive sat fri til at leve. At forlade alt det gamle. Ikke bare forbedre sig ligesom at holde op med at ryge. Men forlade det gamle. Skammen. Samvittigheden. Håbløsheden. Udstødtheden. Begynde på en frisk. Ikke på tilfældige menneskers nåde og barmhjertighed, men på Guds. Det er det, der er så vigtigt: Bagefter skylder man kun én sin taknemmelighed: Gud.

Det er altid Ham, der skaber nyt liv. Vi andre kan kun leve det. Det er heller ikke så lidt, for det liv han skaber, er just kærlighedens liv. Han gøres vores jord til kærlighedens hjemsted. Sådan var det også fra begyndelsen, men vi ødelægger det hele tiden ved alle vores små og store numre. Vi mener, at livet skal udfolde sig på vores betingelser. Mener, at vi er bedre til det end Gud, som er alt for skødesløs. Alt for ødsel. Næ, lad os komme til. Med vores orden og retfærdighed. Ganske vist er der hele tiden nogen, der ikke vil indordne sig, men så må de bøde for det. Og ganske vist tager vi fejl en gang imellem; og det kan være svært at registrere alle de små numre bag gardinerne, bag flosklerne, bag de fromme lader, bag de ædle motiver, bag de strenge regler. Men orden må der være, hvor er vi ellers henne? Og hvor er Gud ellers henne?

Ja, han er i hvert fald ikke dér! Han er kun der, hvor kærligheden også har vundet hjemsted. Han er der, hvor synderindens nardusduft breder sig i rummet og gør måltidet til et kærlighedsmåltid. Måtte det blot ske for os, når vi om et øjeblik går til bords med mesteren, for at kærligheden kan finde et hjemsted i vores syndige verden. Amen.

 

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)