Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, J. Neukirch, C. Dinkel, I. Karle

9. søndag efter trinitatis, 13.8.2006
Lukas 18,1-8, Niels Henrik Arendt
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Evangeliet i dag slutter med et meget direkte spørgsmål: Mon Jesus, når han kommer, overhovedet vil finde tropå jorden ? Jesus stiller spørgsmålet til sine disciple. Det må have sviet. De mente da om sig selv, at de troede.

Spørgsmålet svier lige så meget, når det bliver stillet til os: findes troen hos os, er der overhovedet noget at komme efter? Har det, som vi opfatter som vores tro, overhovedet noget med tro at gøre? Når det er vores tro, der er på vægten, giver den så overhovedet noget udslag?

Søren Kierkegaard, der ikke havde megen fidus til alvoren i de fleste andre menneskers tro, funderede engang over Jesu spørgsmål, om han til sin tid ville finde tro på jorden. Kierkegaard forudså, at frafaldet fra kristendommen ville blive større og større. Til sidst ville der ikke være flere egentlige kristne tilbage, end der var allerførst (men selvfølgelig masser af navnekristne). Det eneste opmuntrende, Kierkegaard kunne finde i denne misantropi var, at sådan som han så frafaldet i sin egen tid, kunne den allersidste tid ikke være langt borte.

Det er et alvorligt spørgsmål, Jesus stiller, et svidende, udfordrende spørgsmål. Stiller vi os selv det i alvor, bliver vi klar over, at vi ikke har noget som helst at gøre os til af. Vi skulle måske stille det lidt tiere til os selv – hver gang vi begynder at føle os lidt bedre end andre, hver gang vi stiller os selv til dommere, hver gang vi er bedrevidende eller overbeviste om, at vi har ret? Mon Jesus overhovedet vil kunne genkende noget som tro hos os, når vi står overfor ham?

Nu er spørgsmålet stillet. Men hvis vi skal komme videre, må vi have klarhed over, hvad Jesus mener med tro. Og det giver han selv et præcist billede af med sin lille fortælling om den udholdende enke. Stiller vi modspørgsmålet: hvad er denne tro?, når Jesus spørger til vores tro, så lyder svaret: der var en enke… Hun, der havde al mulig grund til opgivelse, til at sige: Nu er der ingen, der kan hjælpe, hun gav ikke op. Hun holdt ud. Så ved vi det om tro. Tro er udholdenhed.

Enken er et billede på sand tro. Den uretfærdige dommer er derimod ikke et billede på Gud. For Jesus går videre med at sige, at når den uretfærdige kan bære sig sådan ad, hvor meget mere skulle da ikke Gud, den retfærdige, komme sit barn til hjælp. Det er det andet, vi lærer om tro: det er tiltro til Gud. Tro er ikke at mene, at der er nok en gud et eller andet sted. Hvilken forskel gør sådan et udsagn overhovedet i vores liv ? Det handler ikke om meninger, men om at tro Gud, når han lover at stå os bi. Tro er: at tro noget ganske bestemt om Gud – nemlig det, som Jesus fortæller om ham. Og det gør så en stor, en altafgørende forskel i vores liv. Derfor er tro på Gud også at holde Jesus for troværdig i det, han giver til kende om Gud. At tro på Gud og at tro Jesus i det, han siger, kan ikke skilles ad i kristendommen.

Udholdenheden og tilliden – det er den tro, Jesus overvejer om han vil finde. Og det er ikke så underligt, at han stiller sig det spørgsmål, for netop der ved vi, at det kan knibe for os. Vi er ikke så stærke, vi har let ved at give op, give efter for mismodet. Værst er det om natten. Det tror jeg, mange kender. Da har vi svært ved at fastholde troen. Vi bekymrer os. Vi tænker, om det nu er i forhold til vores familie, eller i forhold til vores arbejde, eller i forhold til verden, eller i forhold til os selv – vi tænker: hvordan skal det her dog gå, hvordan skal det ende godt? kunne du måske have gjort noget andet - hvorfor gjorde du det så ikke? Man ligger og roder sig længere og længere ind i det, man bliver mere og mere trykket, downhearted. Jeg er ikke i tvivl om, at også mørket er en aktør i sådanne skæbnetimer, som jeg synes, der bliver flere og flere af, jo ældre man bliver.

Aftensukket, nattegråden, sjælevåndens rådvildhed – sådan begynder Grundtvig en salme. Han kendte det. Opgivelsen, tungsindet.

Når man har det sådan, så er der to muligheder. Den ene er at give sig hen i det. At lade natten omlejre hjertet. At lade trætheden og modløsheden sejre og bare lade det kværne videre, indtil man døser hen, fordi kroppen heldigvis kræver sit. Den anden er ikke at give op, lade være med at blive træt – og at bede. Og for så ikke lige at blive misforstået: mørket, mismodet kan også tage os fangen ved højlys dag. Jesus fortæller sin lignelse præcis til mennesker, der har det på den måde. Han fortalte, at de altid skulle bede og ikke blive trætte, siger Lukas. Jesus må have vidst, hvor utrolig kort der er fra troens råb: nu har jeg kun dig, Gud, men hvis jeg bare har dig – til vantroens suk: jeg har ingen, der vil hjælpe mig. Og det kan nærmest gå begge veje. Det er som om, det bare er to sider af den samme rådvildhed, og det er ikke til at sige, hvilken af dem, der kommer op.

Udholdenhed og tillid, mistro og opgivelse – hvor skal det ende ? Men nu er det budskabet til os, at Jesus er altså ikke uberørt af vores stumblen fremad i usikkerhed og rådvildhed. Han vil mægtigt støtte udholdenhedens og tillidens svage spirer hos os. Vil han finde troen hos os ?, spørges der. Men hvis vi lytter efter i dag, hører vi, at han selv prøver at holde den fast. Vi har lov at bede Gud om at blive bevaret i tiltroen til ham og til livet. Og allerede idet vi gør det, så har vi gjort det rigtige, så er vi underfuldt allerede det meste af vejen.

Evangeliet i dag er virkelig en frimodighedens og en lovsangens kilde. At vi dag såvel som nat kan se mod fremtiden med tiltro og fortrøstning. Gud er der. I stedet for at spørge: hvordan skal det ende godt, må spørgsmålet lyde: hvordan kan det ende andet end godt?

Og når teksten stiller det direkte spørgsmål: er der overhovedet den udholdenhed og tillid hos os, som Jesus kalder tro, ja, så behøver selv det spørgsmål i al dets alvor ikke at bringe os til at ryste opgivende på hovedet. Gud giver os det, der skal til – han giver os den magt, som enken havde over den uretfærdige dommer. Tror vi Jesus på hans ord, så har vi retten til at storme ind på Gud med alt det, vi ikke selv kan se os ud af. Han, der har al magt i himlen og på jorden, han giver os magt over sig selv. Udholdenheden og tilliden er ikke karakteregenskaber eller særlige evner – det er våben, som er givet os i hænde, som vi kan bruge, og med hvilke vi har den stærkeste på vores side, han, der straks befaler: Morgensol, bring til mine små, som græde, håb med lys og sang med glæde! Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: +45 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)