Angsten er et mærkeligt fænomen. Pludselig indfinder den sig. Ofte uden nogen tydelige årsager. Man kan ikke selv fremkalde den; og man kan heller ikke skaffe sig af med den uden videre. Den bemægtiger sig en og gør sig til herre over en. Man kan selvfølgelig nok kæmpe med den, men ikke for alvor stille noget op. Heller ikke andre mennesker kan gøre noget. De kan trøste en lidt; men det virker sommetider lige modsat, så man bliver endnu mere angst, end man var før.

Og sådan er det faktisk også med glæden. Den gør sig også til herre over en, og man kan synge og tralle og alting er bare fint! Andre menneskers surhed og angreb preller af på en, fordi man synes, det er så småt i forhold til den glæde, som er over en. Glæden kommer over en, - eller den vederfares en, som de gamle sagde med et smukt ord.

Hvornår lærer et menneske angsten at kende? Det sker meget tidligt! Måske allerede i fostertilstanden; men ellers sker det i fødselsøjeblikket. Det er et mægtigt chok for et menneske at blive født, og da er angsten over det. Af gode grunde ved vi ikke meget om, hvordan det virker. Vi kan kun registrere reaktionerne. Men kan man ikke iagttage, at angsten besøger de små helt fra begyndel­sen? Pludselig gennemrystes deres lille krop af uforklarlige grunde, og de bryder ud i gråd. Eller saligheden kommer over dem, og de grynter tilfredse.

Efterhånden som de vokser op bliver det tydeligere: Angsten for at være alene. Angsten for mørket, for vandet, for højden, for larmen, for stilheden, for det uforudsete, for døden. Barndommen er fuld af angst, og det er en kraftig form for fortrængning, når man siger, at barndommen er lykkelig og harmonisk.

Et menneske kender angsten helt fra fødselsøjeblikket. Den er så at sige indbygget i livet, ikke som farer omkring os, men som en oplevelse af noget truende og tilintetgøren­de, som vi er værgeløse overfor og udleveret til. Vi kan ikke ryste det af os og ikke flygte fra det. Det er ikke det samme som at være bange, for da kan man som regel sætte adresse på det, man er bange for, og måske også fjerne årsagerne.

Men sådan kan man ikke gøre med angsten. Man kan selvfølgelig tænde lyset, hvis man er angst for mørket. Men mørket lurer alligevel bag ved lyset. Det skyldes, at det er ikke mørket i sig selv, som er angstens årsag, den har blot kaldt angsten frem i en. Angsten for det farlige, det lurende, det tilintetgørende. Ja, til syvende og sidst er det vel angsten for døden! Eller er det måske i virkeligheden angsten for Gud? At Han, som ude fra mørket skænkede mig livet, pludselig vil trække det tilbage igen.

At blive voksen er ikke dette at lære angsten at kende; men det er at overtage ansvaret for sit liv; og det giver angsten er særligt perspektiv. Med angsten opdager man nemlig, at der er ting man ikke kan klare, uanset hvor voksen og dygtig og stærk og uddannet man bliver. Angsten er Guds gærde mellem sig selv og menneskene. Før ordet angst blev opfundet, hed det Guds-frygt.

I Det gamle Testamente er det beskrevet mange steder, hvad der sker, når mennesket nærmer sig Gud eller omvendt. Mennesker skælver af frygt og forventning. De ved, at Guds kraft er mægtig; og den indeholder både skabelse og tilintetgørelse. Derfor må intet menneske se Gud. Vi læser om, hvordan mennesker kaster sig næsegrus til jorden, når de hører eller fornemmer Guds nærhed. Tænk blot på Moses foran den brændende tornebusk.

Også fra andre folkeslags religiøse myter og beretninger kender vi guds-frygten. Altså en oplevelse af, at der udgår en kraft fra guderne, som sætter mennesket i en tilstand af afmægtighed og udleverethed. Det er først i moderne tid, at vi er begyndt at bortforklare gudsfrygten ved at kalde den angst. Så er der gået psykologi i det. Man mener, at angsten har mere eller mindre naturlige årsager og er noget, der kan helbredes. Men kan man helbrede noget, der hører med til det at være menneske?

Prædikeren sagde det på den måde, efter at han først havde remset alle livets glæder og genvordigheder op: Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Ja, vi kan sandelig gøre livet indviklet ved alle vores spekulationer og forklaringer og bortforklaringer. Nok har vi fået lagt verdens gang på sinde, men dermed har vi da ikke fået til opgave at løse alle tilværelsens gåder, og da slet ikke at afskaffe Gud.

Jesus skærer tværs igennem alle spekulationerne, som har stået på siden Adam og Evas dage: Frygt ikke! Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

Så er der da ikke mere at diskutere eller bekymre sig over. Angsten er der, og den er åbenbart ikke til at slippe udenom. Tværtimod! Igennem den lærer vi virkelig vort livs vilkår at kende. Det vilkår, at vi skal dø. Livet har sin stærke og uundgåelige modsætning i døden. Den lurer bag alle ting og kan kaste sin kolde skygge ind i livets lys. Angsten er rigtig nok; men Gud er større end både angsten og døden. Og mennesket er hans kæreste væsen. Så opmærksomt følger han os, at selv vore hovedhår er talt. Et billede på en uendelig omsorg og opmærksomhed. -

Men hvorfra kan vi nu vide, at det er rigtigt med den omsorg? Skal vi virkelig tro på det, bare fordi Jesus siger det? Er der noget, der tyder på, at han har ret? At vi mennesker intet har at frygte; at vi bare kan leve hver dag, som om døden og tilintetgørel­sen slet ikke er til; og når angsten kommer over os, skal vi bare overlade til Gud at hjælpe os ud af den så hurtigt som muligt, for der er ingen grund til den?

Ja, det skal vi. Vi skal tro det, skønt alt taler imod det, og der ikke findes noget tegn eller bevis på, at Jesus har ret. Men hvordan bærer man sig så ad med at komme til at tro sådan nogle ord: Frygt ikke? Vi skal lytte til ordene, tage dem til os, overgive os til dem. Det er vores eneste chance. Det er enten ham eller angsten. Enten har Jesus magt og myndighed til at sige: Frygt ikke! eller også er kirken og dåben og kristendommen det største narreværk. Og så har vi virkelig noget at frygte.

Vores eneste chance ligger i at blive som børn. Ikke i at blive barnagtige eller barnlige. For vi ér jo voksne mennesker med ansvar for alt vores. Men vi skal i troen blive som små nydøbte børn, som ligger der i al deres værgeløshed og modtager korsets tegn til vidnesbyrd om, at de tilhører den korsfæstede og opstandne herre Jesus Kristus. Vi skal indse, at sådan er vi altså også stillet her i livet midt i al vores voksenhed. Vi er helt prisgivet Gud og har brug for korsets tegn.

Men den Gud vil os alt det bedste. Han mener, vi er mere værd end mange spurve, og han har talt vores hovedhår. Han er kærlighedens Gud; og den, der i dag prøver at overtale os til at slippe angsten, er hans egen søn, der selv har prøvet at leve dette udsatte liv og slutte det med døden. Men med ham følger også opstandelsens stærke budskab: På trods af angsten og døden går det an at leve; ja, mere end det: det er en uforlignelig gave og opgave at leve. På det ord: Frygt ikke! kan vi trodse angsten og døden og leve dette liv i tro og kærlighed. Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk