|
|
1.søndag efter trinitatis, 18.6.2006 |
Memento mori - husk at du skal dø. Det var de to eneste ord, middelalderens trapistmunke havde lov at sige til hinanden, når de mødtes i klostrets gange. I en vis forstand er det en del af budskabet i Jesu lignelse om den rige bonde. For det var præcis, hvad han havde glemt. Og det er et budskab, som er endnu vigtigere at fremholde i dag, end det var i middelalderen. Vi taler ganske vist mere åbent om døden, end man gjorde for bare en halv snes år siden. Det er godt. Men i en anden forstand er denne kendsgerning: livets endelighed os fjernere end nogensinde. I meget af de seneste års optagethed af organtransplantation, screeninger af hele befolkningen, forskning omkring alderdomsgenet osv. - ligger en undertone af, at livet da ikke bare kan være forbi en dag. I hvert fald ikke før vi selv synes, vi er færdige med det. Jeg deltog for en tid siden i en debat om organtransplantation og kom til at bruge det udtryk, at der var “mangel på organer”. En af tilhørerne reagerede prompte: der var ingen organmangel! Så vidt han vidste, havde vi allesammen fået de organer, vi skulle bruge, så der var præcis det antal organer, der skulle til. Problemet var, at vi ikke ville affinde os med, at de var leveret med begrænset holdbarhed og derfor forsøgte at komme udenom denne kendsgerning ved at bruge nogle af dem to gange. Tag ikke fejl: jeg er ikke modstander af organtransplantation. Men jeg er foruroliget over den fortrængning af livets sårbarhed, som synes at være enten forudsætning for eller følge af den moderne behandlingsteknologi. Indtil vor tid har mennesker kendt og anerkendt, at livet var sårbart. Og det fik dem i hvert fald engang imellem til at bevare en opmærksomhed i forhold til livet, som tit synes at gå tabt i dag. Hvad sker der, når denne viden om livets sårbarhed fortrænges. Ja, så bliver vi - kort udtrykt - mindre egnede til at leve, til at tackle livet, hvis det forløber anderledes, end vi havde forudberegnet. Og vi bliver dårligere til at være opmærksomme overfor andre, der rammes. Det er omkostningen ved alt det, vi kan i dag. Vi tror, vi kan sikre os. Og vi fylder os med falsk tryghed. En læge har påvist, hvorledes de enorme summer, der bruges på såkaldt forebyggende screeninger, altså store befolkningsundersøgelser, her i landet, ikke betyder noget afgørende med hensyn til vores sundhedstilstand, men ofte kun indgiver os en falsk tryghed eller en falsk skræk, fordi de er behæftet med stor usikkerhed - det ved folk ikke noget om. I en mindre by lavede man 30 på hinanden følgende screeninger på tusind i øvrigt sunde mennesker. Man nåede frem til at 90% af dem faktisk var i højrisikogruppen for en eller anden alvorlig sygdom. Havde man lavet er par undersøgelser mere ville man have ramt de 100%. Og det er selvfølgelig videnskabeligt korrekt: vi er allesammen i højrisiko-gruppen for at dø en dag. Folk vil have undersøgelserne alligevel, selvom de fylder deres liv med uro eller med sikkerhed på et tvivlsomt grundlag. Og: selvom hele denne optagethed af livets kvantitave omfang drager deres opmærksomhed bort fra det, som erlivet: nærvær, fællesskab med andre mennesker, opmærksomhed overfor, hvad Gud vil os. Og det er her, vi ligner den rige bonde fra Jesu lignelse. Vi agerer, som om livet er noget vi ejer, på samme måde som han planlagde ud fra den forventning, at livet tilhørte ham i samme grad, som hans korn og hans fyldte lader gjorde. Et dansk TV-drama fra 70’erne rummer en oversættelse af lignelsen om den rige bonde til vor tid Danmark. I det stykke vil den sympatiske fabrikant Daniel, der livet igennem har slidt og slæbt og er blevet en velhavende mand, til at lægge op, nyde frugterne af de mange års travle foretagsomhed for at være sammen med den familie, han har set så alt for lidt til gennem de travle år. Men da hans kone foreslår ham at tegne en livsforsikring, viser lægeundersøgelserne at han har en svulst på hjernen og kun kort tid tilbage at leve i. Man følger ham i den pinagtige proces, hvor han bittert må erkende, at hans liv i mere end én forstand, ikke var et godt liv, fordi han hele tiden blev ved med at udskyde dette at leve sit liv, indtil det blev for sent. Daniel føler, at det er meningsløst, at livet ikke har mere til ham, netop nu hvor han skal til at nyde det. Han er bitter og skuffet. Men det er jo præcis den rige bonde om igen, bortset fra at Daniel er et gennemsympatisk menneske, hvad vi ikke ved om den rige bonde var - men hvorfor ikke ? Daniel er også i meget høj grad et billede af den almindelige dansker. Denne flittige og sympatiske dansker er, hvad evangeliet kalder en tåbe, fordi han mener og indrettet sit liv, som om det er noget, han frit kan disponere over. Fordi han forventer, at det først er forbi, når han har mættet sig helt. Men nu er det altså bare sådan, at vi skal dø. Og at det burde få os til at rette opmærksomheden mod, hvad vi bruger dette liv til, mens vi har det, i en helt anden grad end vi gør nu. Jesus fortæller ikke lignelsen om den rige bonde med den mindste skadefryd, eller som om han nu ville belære sine disciple om, hvordan alting ender til syvende og sidst går op i en højere balance. Den rige bonde skulle dø - som enhver af os. Og det betød simpelthen, at livet ikke var hans eget, ikke var noget han kunne regne med eller gøre krav på, og at han ikke kunne tage sin rigdom med sig. Hvor meget efterlod han sig ? blev engang en sagfører spurgt om en nylig afdød. Det hele, svarede han. Det er den lektie, døden burde lære enhver af os. Det er den lektie, vi har vanskeligere ved at lære end noget andet. Og det er bl.a. derfor, vi har så travlt med at lægge år til livet. Ikke at det i sig selv er forkert. Men det bliver det, hvis det bliver sagen selv. Hvis det, som livet skal bruges til, forsvinder i horisonten. Jesu lignelse er ikke så meget et “memento mori” som et “memento vivere” - husk at leve, og selvfølgelig: leve på den rette måde. Livet er ikke dit eget. Livet er ikke noget, du har ret til. Er der nogen rimelighed i, at jeg skal dø nu, spørger bonden. Men det rigtige spørgsmål lyder selvfølgelig: er der nogen rimelighed i, at vi lever ? At behandle livet, som noget man ejer, er at glemme at man skal dø. At huske at man skal dø, burde derimod få også til at blive vár den urimelige, utrolige gave: at vi har livet i dette øjeblik, at bruge, at sætte til af. For det er livets mening; det er Guds mening med livet, han som har skænket os det: at vi skal bruge det, at vi skal give ud, at vi skal sætte til af det - ikke i morgen, men nu, i dag. Så snart vi ikke vil sætte til af det, fordi vi har andre planer for det., er vi fanget af den samme tåbelighed som den rige bonde. Dø skal vi - men deraf kan vi lære, at livet er en ufortjent gave. Døden er en påmindelse om, hvem der alene har og vedblivende vil have al ret - i livet og over livet. Døden betyder, at vi bliver sat fra styret. Det fylder os med frygt. Men evangeliet vil have, at det skal fylde os med glæde. Evangeliet vil have os til at erfare, “at al mørkhed svinder og sjæleve, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske”. Når Gud griber styret, får vi lov at nøjes med at modtage livet og glæde os over det. Og det glædeligste er, at selv den dag, vi frygter mest, den dag hvor vi endegyldigt bliver sat fra styret, hvor Gud tager hvad der er hans, at den i grunden indebærer det samme; at han har magten og at vi i et og alt beror på ham. Amen. Biskop Niels Henrik Arendt
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |