Göttinger Predigten im Internet

Det er Pinse. Og Pinse betyder Ånd, sammenhæng og fællesskab. Og det er et godt og helt nødvendigt budskab at høre, her i disse tider, hvor mange mennesker føler, at sammenhængen, og sammenholdet er truet.

Den norske digter Tarjei Vesaas siger et sted, at ”Hvert menneske er en ø”. Og det er jo sandt, vi er øer, vi er hver for sig afgrænsede, og ikke uden videre sammenhængende med andre. Somme tider kan vi have meget svært ved at nå hinanden, vi sidder i vore egne små universer, afskåret fra andre. Og dybest set måske – uden tro på, at andre forstår verden, som vi gør det. Hvert menneske er en ø, siger digteren – men tilføjer så – der findes broer! Og sådan er det med Pinsen. For i Pinsen slår Gud bro fra sig og ned til os. Den bro hedder Helligånden, den Ånd der giver os en ægte, levende forbindelse til Gud. Men ikke til Gud alene, Helligånden skal også slå bro fra det ene menneske til det andet.

Der har her i de senere år været en tendens til, at gøre kristendom og danskhed til identiske størrelser. Indvandrerproblematikken har gjort, at man har søgt sammen om en dansk identitet, danske skikke og dansk kultur, i et forsøg på at forstå, hvad det er, der gør os forskellige fra de fremmede. Nogle har slået sig på den danske kultur, men da man godt er klar over, at det let bliver en broget sag, jeg mener ,- det er let at sige Andersen, Jensen, Hansen, Nielsen og Gade, men man kommer lige så let til at sige Weyse, Kuhlau, Oehlenschläger og Besekow – for bare at nævne nogle få - ! Derfor har man så i stedet vendt sig til kristendommen, som den faktor, der gør os forskellige fra de fremmede her i landet. Og det er selvfølgelig rigtig nok, sådan set udefra, men set i lyset af Pinsen, bliver det unægtelig lidt underligt, for Pinse handler netop om det grænsesprængende, det sammensmeltende – ja, man kunne næsten sige – det internationale.

Tænk bare på apostlene pinsedag. De havde boet i små landsbyer i Galilæa, hvor tiden havde stået stille i århundrede. Og de fleste af dem var vant til, at holde sig langt væk fra alt, som grækerne og romerne havde bragt ind i landet. Men efter pinsedag omgav de sig med jøder fra andre kulturer, med andre skikke og vaner og tankegange, ja endog andet sprog. Og i årene efter bredte det sig ud til også at omfatte hedningerne – dvs. netop grækere og romere. Helligånden slog bro fra land til land, fra kultur til kultur, fra hjerte til hjerte. Nej, der var ingen grænser der.

Da jeg var lille og gik i de mindre klasser i folkeskolen havde jeg en virkelig fantastisk lærer – endda i regning, som bestemt ikke var mit bedste fag. Men hun var alligevel den bedste lærer. De sidste 5-10 minutter af hver time, da læste hun højt for os. Og hun var god til det. Jeg husker endnu hvordan hun læste Astrid Lindgreen – og især den mest uhyggelige af dem alle – ”Mio min Mio”. Det meste har jeg jo glemt – men det handler bl.a. om kampen mellem to magter i landet – det gode og det onde: Det onde ledes af den uhyggelige sorte ridder Kato. Alle hans undersåtter er kendetegnet ved, at de har et hjerte af sten, og alle dem han tager til fange, får han magt over, ved at rive deres hjerte ud af kroppen og anbringe en sted i dets sted. Og selv om det er så mange år siden, så husker jeg stadig hvordan vi gøs, da vi nåede til det sted, hvor helten i bogen sidder fanget i den ondes borg, og ved, at næste morgen vil han få hjertet revet ud, og erstattet med en sten.

En sten i stedet for et hjerte – det er et meget sigende billede. Vi taler jo netop om hårdhjertede mennesker, og vi ved også hvad et forstenet menneske er – et hårdt, koldt, og upåvirkeligt menneske. Ridder Kato – ja, han hører hjemme i eventyret, men hvem af os oplever det ikke i vores liv, at få hjertet byttet ud med en sten ? I sorg, i vrede, i forbitrelse, i bekymring – da kender vi det fra os selv, denne fornemmelse af, at vores hjerte er blevet hårdt. Måske satte det sig ligefrem i hele kroppen på os, så vi forstenede, så kroppen blev som et hårdt panser, hvor vi var utilgængelige for alle tilnærmelser i ord eller handling.

Ulykkeligt er det, når det besætter os, så vi bliver stenhjertede og hårde. Men mere ulykkeligt er det, hvis forsteningen omfatter os i så høj grad, at vi begynder at opfatte vores hårdhed som det normale. Som en tilstand der skal opnås, og vi derfor begynder at arbejde på at gøre andres hjerter så hårde som vores eget. et er det vi ser for fuld udblæsning i fx den ulyksalige problematik i Israel, hvor rabiate grupper i begge lejrer spekulerer i terror, bomber og død – bare for at få ret. Og at de altid rammer sagesløse mennesker, berører dem tilsyneladende ikke.

Nej, for hjertet er stenhårdt.

Men så hører vi i dag i læsningen fra GT, hvordan Gud taler til sit folk og siger: ”Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg tager stenhjertet ud af deres krop og giver dem et kødhjerte. De skal være mit folk og jeg skal være deres Gud”. Gud bringer sit folk det glædelige budskab, at Han er med os, og at det er Hans vilje, at det ikke er stenhjerterne der skal herske over jorden, men derimod de bløde hjerter af kød, menneskehjerterne. Pinsedag sendte Gud sin Ånd til menneskene for at rive stenhjertet ud af brystet på os, og i stedet give os et bankende varmt og kærlighedsfuldt hjerte. Helligånden – dette for mange - lidt luftige begreb, betyder i al sin enkelthed, at Gud har slået bro mellem himmel og jord. Helligånden er, at skønt Jesus forlod verden, så blev vi ikke ladt ene tilbage. Han er i Ånden bestandig nærværende, og han bliver – så vi kan få indgydt nyt mod, ny styrke, varme og glæde, tro, håb og kærlighed – i hjertet. Helligånden er, at evangeliet kommer os ved. At det bliver til det daglige brød i vores liv. Helligånden giver os ny bevidsthed, nye hjerter at se med, så vi ser, hvordan Gud har skabt verden og al dens herlighed, så vi kan glædes over den, og leve i ansvar og samhørighed. Men Helligånden gør også, at vi mærker, at Guds søn Jesus er nærværende, så vi ser hans liv og skæbne og hører hans ord – ikke blot som noget fortidigt, men som noget der har afgørende betydning for vores liv for os selv og sammen med andre. Ja, for Helligånden er broen – både mellem Gud og mennesker, og mennesker imellem. Nu er der måske nogen der sidder og tænker – jamen er det ikke Jesus der er broen fra himmel til jord? Gik ikke hele hans liv ud på at fortælle os, at Gud elsker os, og at vi derfor skal leve i kærlig hengivenhed til Ham og vor næste? Et budskab der blev taget unådigt op – eller med Møllehaves ord – Han fjernede grænser og slettede skel – og derfor slog de ham også ihjel. Jo, Jesus Kristus er broen, men det er Helligånden også. For som der står i den gamle trosbekendelse vi hørte før – Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen! Fader, Søn og Helligånd er eet. Og Helligåndens gerning er lige så mægtig som de gerninger vi hører om i evangeliernes fortællinger om Jesus fra Nazaret. Og de sker stadigvæk – også lige nu og her. Eksemplerne herpå er legio – jeg skal nøjes med et enkelt!

Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu blev i 1995 udpeget af Nelson Mandela til at lede sandheds- og forsoningskommissionen i Sydafrika. Kommissionens mål var, at forsone nationen efter årtiers undertrykkelse og raceadskillelse. Og erfaringerne fra Sydafrika viser, at det er muligt for mennesker at leve side om side, selvom de har begået frygtelige handlinger mod hinanden. Men det kræver at man dybt i sit hjerte tør håbe og arbejde for fred, forsoning og tilgivelse. Eller sagt med andre ord – det kræver at man tør lade sig bevæge af Helligånden, af sandhedens og kærlighedens Ånd, og få et ægte, levende menneskehjerte af kød og blod.

Amen.

Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: +45 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk