Göttinger Predigten im Internet

I sproget bliver verden til. Barnet lærer verden at kende gennem sproget. For det endnu sprogløse barn er alting blot ubestemte former. Barnet ser en helt masse, men det ved endnu ikke, hvad det er, det ser. Denne viden opstår først, når det begynder at skelne tingene fra hinanden og give de forskellige ting, det ser, navne.

Ret beset er det en fantastisk proces eller udvikling, der sker med barnet efterhånden som det bliver fortrolig med sprogets nuancer, hvormed det i stadig højere grad bliver i stand til at opdele alt hvad det ser i forskellige kategorier: mennesker, dyr, huse, biler osv..

Nu starter barnet jo ikke med at lære disse overordnede kategorier at kende. Det starter tværtimod i det helt nære og konkrete, som det kan se, høre, mærke og føle i det daglige: mor, far, mormor, farfar, søster Karen, hunden Fido osv.

Og så udvikler det sig herfra: Først kalder det alle hunde, det ser, for Fido, men lærer så, at alle andre hunde end Fido, altså hedder hund; derpå begynder barnet så med denne nyvundne indsigt at kalde alle firbenede væsner for hund, hvorpå det igen belæres om, at de ikke alle sammen er hunde, men heste, køer, får, katte og kaniner.

Siden hen lærer det yderligere at skelne, så det f.eks. inden for kategorien hund, finder ud af, at der er noget der hedder puddelhund, schæferhund, labrador osv.

Barnets verden bliver stadig større og stadig mere nuanceret efterhånden som det vokser ind i sproget, og omvendt bliver barnet stille og roligt fortrolig med sin verden gennem sproget.

Men sproget er ikke blot betegnelser for det, vi ser. I det kan vi også udtrykke vore behov, når vi er sultne eller tørstige, når vi er søvnige eller har ondt, og vi kan udtrykke følelser, når vi er glade, når vi er kede af det osv.

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Sådan synger vi med Grundtvig i én af hans folkelige sange. Modersmålet er det sprog, i hvilket vi er vokset op, i hvilket vi har vi har lært vores verden at kende og lært at udtrykke os i lyst og nød, i medgang og modgang. Og via modersmålet deler vi vort liv med andre, når vi taler sammen.

Når Grundtvig siger: “kun løs er al fremmed tale”, så ligger der ikke heri noget nedsættende i forhold til andre sprog, men blot det helt elementære, at modersmålet for enhver, hvadenten man er tysker, russer, kineser eller dansker, er hjertesproget.

Modersmålet er det sprog vi på alle måder er indfældet i, det har formet os, og været med til at gøre os til dem vi er; og det på vort modersmål vi kan udtrykke os om alt af betydning, det høje såvel som det dybe.

Det var alt dette, Gud tog højde for, da han sendte sin Ånd til verden.

Vi hørte lige før fra alteret, hvordan Helligånden kom til de apostle, der sad bange, modløse og forknytte i et hus i Jerusalem. Det vakte en del opsigt, for den kom, så det kunne både høres og mærkes: der kom fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad, og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt.

Alt dette var i sig selv bemærkelsesværdigt, men størst opsigt vakte dog virkningen af denne begivenhed, for med ét begyndte disciplene at prædike på andre tungemål, så det kunne forstås af alle de mange forskellige folk og nationaliteter, der var forsamlede i Jerusalem for at fejre pinsefest. Forundringen og forvirringen var stor, da enhver hørte dem forkynde evangeliet på deres eget modersmål.

Og, jeg havde nær sagt, sådan må det naturligvis være, for evangeliet forbinder sig med verden som den er, og med mennesker i verden som de er og hvor de er.

Helligånden skaber ikke en ny og åndelig virkelighed, der hæver os ud af eller op over den almindelige verden, og den betjener sig ikke af et specielt helligt eller guddommeligt sprog, men bærer Guds ord ud i verden på vore modersmål, for at enhver skal kunne høre det og tage det til sig som levende og livgivende tale uden at der knyttes specielle evner eller forkundskaber dertil.

Helligånden er kommet for at åbne vores ører og øjne for den virkelighed og sandhed, der blev verden til del i Jesus Kristus. Og det kan naturligvis kun ske gennem vore hjertesprog - hvordan skulle vi ellers kunne forbinde noget som helst ægte og vedkommende dermed.

Gennem sin søn Jesus Kristus forbandt Gud sig helt konkret i kød og blod med verden. Verden blev, midt i alt det der truer med at splitte den ad, til et godt sted at være. På den måde sluttede Gud en ny pagt med menneskeheden. Vi hørte i læsningen fra alteret før, hvordan mennesket var ulydigt mod den gamle pagt, den som blev sluttet på Sinai’s bjerg, dengang Moses fik overdraget de ti bud. Den gamle pagt beroede på et gensidigt forhold: mennesket skulle holde loven, så ville Gud være med dem. Men menneskeheden kunne altså ikke opfylde sin del af pagten.

Som den gamle pagt var skruet sammen, så kunne man altså have forventet, at Gud blot ville opgive og forkaste det ulydige menneske. Det gjorde han dog ikke, dertil var hans kærlighed til skabningen for stor. Gud vente så at sige den anden kind til og gav os en ny mulighed.

Gud oprettede en ny pagt, der ikke byggede på gensidighed, men alene på hans kærlighed. Han sendte sin søn til verden, for at han i lydighed mod sin far i himlen på menneskehedens vegne skulle leve det liv, som mennesket ikke ville og kunne. Og denne pagt blev endegyldigt besejlet, da Jesus gav sit liv på korset. Han gav sit legeme og blod for os, som det hedder i vores nadverritual. Hver gang vi fejrer nadver, får vi understreget, at hans nye pagt med os står fast. Og vi skal ikke længere præstere noget, for Kristus har gjort det hele for os. Det eneste vi skal er at tage imod det alt sammen og tro på, at det han gjorde dengang, det også gælder os her hos os i dag.

Gud gjorde sig i Jesus Kristus til ét med verden, hvormed han sagde god for den. Og derigennem Gud fik så også sagt til os, at vi ikke skal hige og søge efter at lægge verden bag os, men at vi tværtimod skal leve og gøre vores indsats her. Der findes ikke et bedre sted at være for et menneske, end netop her på Guds grønne jord. Det er her vi skal leve med hinanden i ansvar og kærlighed, - og mener vi andet, ja, da svigter vi ikke blot vor næste, vi ringeagter også alt det Jesus Kristus har gjort for os.

Helligånden fortsætter hvor Jesus slap, kunne vi sige.

Da Jesus var faret til himmels, sendte han i stedet sin ånd til verden, for at han til stadighed kunne være os nær, og for at den nye pagt kunne blive kendt i hele verden.

Helligånden bærer Guds ord videre i verden, og den er ikke underlagt begrænsninger af nogen art, ja den nedbryder de grænser, der er.

Som Jesus gik ind i denne tvetydige verden og forbandt sig med den, som den var, sådan kommer også Helligånden til os uden fine fornemmelser. Også den forbinder sig med verden, som den er.

Helligånden er ikke en håndgribelig størrelse, der kan fanges ind og iagttages, men dens virkninger bliver synlige og hørlige derved, at den forbinder sig med mennesker og får dem til at tale og fortælle det glædelige budskab om Guds kærlighed og den nye pagt videre, sådan som det skete på pinsedagen dengang for to tusind år siden, da apostlene pludselig begyndte at prædike på alverdens tungemål.

Helligånden betjener sig, som vi hører det, af det almindelige menneskesprog, det ganske almindelige jævne dagligsprog, vi bruger, når vi i øvrigt taler med hinanden til daglig: modersmålet. Og gennem dette baner den sig vej i verden fra menneske til menneske.

Derfor kan vi både høre og forstå dens tale om ellers vi vil åbne vores øren for den. Vi skal med andre ord ikke så meget koncentrere os om, hvad vi skal forstå ved Helligånden, men i stedet gøre os åbne for dens virkninger blandt os og i os. Det er glædeligt nyt, den bringer os, og som den vil have os til at bringe videre. Amen.

Sognepræst Erik Bredmose Simonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: +45 86 89 14 17
E.mail: ebs@km.dk