Göttinger Predigten im Internet

Anne har de første år af sit liv levet på forskellige børnehjem under ret glædesløse omstændigheder, men på et tidspunkt bliver hun adopteret af et ældre søskendepar på landet, hos hvem hun kommer til at opleve megen lykke. Det foregår i England i den filmatiserede fortælling, der hedder Anne fra Grønnebakken.

Med til Annes lykke i de nye omstændigheder hører, at hun får sig en rigtig hjerteveninde, en pige som bor et sted i nærheden og med hvem hun dagligt tilbringer megen herlig tid sammen, i leg såvel som i alvor - indtil der en dag sker noget, der sætter en stopper for det.

Det er meget uskyldigt, det der sker - og ingen af pigerne kan sådan set gøre for det - men venindens forældre forbyder dem herefter at se hinanden. Forbuddet er urimeligt. Men forældrenes vilje står ikke til at ændre og pigerne må finde sig i deres ulykkelige skæbne.

De mødes dog kort efter en enkelt gang i skoven, i ly af mørket, så de ikke bliver set. De mødes for at sige farvel. De græder sammen og de erklærer hinanden evig troskab.

Og her falder så ordene, de ord der er lige så mærkelige som det med Kristi Himmelfart, men som dog er fulde af forståelig mening og sandhed: "Græd ikke" siger Anne til sin veninde. "Jeg vil altid være hos dig. Jeg vil følge dig altid, også om vi ikke mere kan ses. I mit hjerte vil du altid bo!"

Og veninden forstår ordene, naturligvis. Ved, at de er sande. Og tager dem med sig som en styrke i sindet. Til den svære vej.

For selvom vi vil foretrække den form for nærvær, der udfolder sig i det synlige, så ved vi godt, at også dette ándet findes: nærvær i det usynlige, nærvær på trods af den fysiske adskildthed.

Det vidste de disciple også, der var tæt på Kristi himmelfart.

For tænker vi over, hvad den himmelfart kom til at betyde for dem, så var det jo kun på én måde dét, at nu blev Jesus taget fra dem og at nu måtte de selv til at stå inde for, hvad de videre skulle gøre. Den anden side af sagen var, at nu fik de ham først rigtig for alvor, at nu blev han - siddende ved Faderens højre hånd - først den héle skabning nær.

I første omgang kunne det hele godt tage sig ud som et tab, som dét sørgelige at nu forsvandt den Jesus som havde været deres herre og mester, som de havde fulgt og knyttet sig til. Men sådan oplever de det ikke bare. Alle teksterne fortæller, at himmelfarten skabte glæde hos de tilbageblevne disciple. Ikke sorg, men glæde.

Selve begivenheden skildres ikke med mange detaljer. Stort set fortælles det kun, at Jesus opløftedes til himlen og at en sky tog ham bort fra deres øjne - som for at sige, at hertil og ikke længere kan vi følge med. Hvad de selv har tænkt i detaljer ved dét, de skildrer sådan, det ved vi ikke, men dét ene ved vi: de blev ramt af en stor og forunderlig glæde - en glæde, der først fik dem til at gå tilbage til Jerusalem, hvor de i helligdommen priste Gud, og som siden i et ubrudt forløb fremad mod os fik dem til at gå ud i verden, som de jo som det sidste havde fået besked om og velsignelse til, ud i verden med evangeliets ord og gerninger.

Og den glæde, ja den lader sig ikke forklare, hvis Kristi himmelfart handler om tab og adskillelse. Den lader sig kun forklare fordi det, som disse disciple oplever ved dagen er begyndelsen på et større og stærkere nærvær end det hidtidige med hám, de vidste sig afhængige af. De mister ham ikke. For som Grundtvig senere siger det - i salmen vi skal synge under altergangen - : "Nær som sit ord i allen stund, er han (nu) vort hjerte og vor mund, drot over tiden og rummet!" Før sin himmelfart var også Kristus bundet af tid og sted, som vi andre er det. Nu kan han - som drot over tiden og rummet - mødes alle vegne til enhver tid. Det usynlige rummer hans nærvær.

Himlen er Guds bolig, ordet og stedet og rummet for alt godt. Og der hører også Kristus hjemme.

Det er ikke noget indhegnet sted og selv om det ikke er her, så oplever vi også i vores liv, at noget kan være himmelsk, at himlen så at sige kan være utæt og lække, at den kan "dryppe af sin fedme" som det undertiden siges i Det gamle Testamente. Men når børn spørger, hvor Gud mon bor, og vi svarer ved at sige, at han bor i himlen, så er det stadig godt at pege opad, bort fra os selv. Det er uden betydning, at vi ikke nærmere kan pege stedet ud. Det afgørende er, at han ikke er en, der bor i os. For var han det, så kunne han ikke "løfte sit åsyn på os og give os sin fred". Og alt det andet.

Skulle vi på vore egne eller i hvert fald på vor egen tids mest udbredte præmisser indhegne himlen og placere Gud et sted, så ville tendensen gå ind ad, ind ad i os selv. Gud ville blive forskrevet til noget indre-menneskeligt, til en følelse eller en kraft inden i os. Det ville han, dels fordi det giver os sten i skoen, når vi kaster os ud på de store vidder og lader noget være helt ubegribeligt for os, og dels fordi alting af det, der går os til hjertet, jo også går indenom så at sige. Men gør vi Gud til en del af os selv - om det nu ellers var muligt - så ville vi tage livet af ham. Vi ville save i den gren, vi selv sidder på, vi ville afskrive os muligheden for at møde noget andet i Gud end i os selv, det ville blive som når folk tager på højskole for at finde sig selv, og bliver vældig skuffede når de gør det. For var det ikke andet? Nej, det var det jo netop ikke. Det var kun dig selv.

Velsignelse forudsætter en anden, det må komme et andet sted fra, det der skal du til noget.

Det er rigtigt, som det så tit er blevet fremhævet, at retningen i Kristi himmelfartsdagens begivenhed ender med at gå nedad. Det gør den for disciplene og for os. For de mænd, der står med deres himmelvendte øjne og ser Jesus forsvinde opad mod himlen, de får hurtigt at vide, at det skal de ikke blive ved med, de skal ud i verden og gøre godt med den velsignelse i ryggen, de som det sidste har fået af deres herre og mester. Og det skal vi også. Men for Jesus er bevægelsen opad. For nu skal han hjem. Efter endt gerning vender han nu tilbage til sit udgangspunkt, som er hos Gud i himlen.

Og derfra kommer han nu, hver gang han lader sit nærvær fylde i verden. Derfra er det, at han nu sender sin ånd og i den er sin skabning nær, med sin glæde når livet blomstrer og er hos ós, hvad det skál være, med sin sorg når det slås i stykker og lægges øde af ulykke og ondskab, og altid med det ord, vi har bygget vore kirker om, det ord der er for et menneske, hvad vandet er for den tørstende.

Ordet behøver vi fordi vi ikke mere lever i paradiset og der derfor hos os er både synd og død og adskillig anden slags mørke, der skal siges imod, om vi skal kunne leve med det. Ordet behøver vi, fordi vi ikke bare kan føle os til de kræfter, vi har brug for. Men også skal høre og forstå. Ordet behøver vi fordi vi - på enhver måde - er mennesker.

Her er retningen oppe fra og ned. Og Gud er, at der er et oppe.

Vi har bygget vore kirker som huse til den Gud, der ikke bor i huse, som hænder mon bygge. Det kan godt ligne en modsigelse. Men sådan er det som en indrømmelse til vor menneskelighed, sådan er det fordi vi ikke er drotter over tid og rum, men mennesker af kød og blod og derfor har brug for steder at mødes og for tider at gøre det på. Hvis det skal blive til noget med det møde med Gud, der bæres af ord og sakramenter.

Lad dit ord med glæden springe
i vor høje gæstehal!

Sådan skal vi synge i den næste salme. Som er en af de nye i salmebogen. Om det, som kirkehuset er. Et sted for Gud at gæste sit folk. I de ord og med de sakramenter, han har efterladt os. For hvor åndeligt det end er, og hvor meget det end skal ind om det indre menneske for at kunne virke: det er godt at få det båret af tydelige ord eller af noget, der er til at tage og føle på.

Havde Anne fra Grønnebakken og hendes veninde givet hinanden en ting, da de måtte skilles - jeg husker ikke, om de gjorde det, for det er længe siden vi så den slags film med børnene - en sten, de samledes op fra skovbunden, et smykke måske eller en krøllet stump papir med de stærkeste af ordene, så ville det også for dem have været en god ting, noget at lade deres fortsatte nærvær hos hinanden bære af.

Hvad er det så for et nærvær, det handler om? Hvad er det for et nærvær, der får Grundtvig til at synge, som vi gjorde i den første salme i dag, at "jorden løftet er mod himlen, himlen sænket er mod jord" - at det med andre ord er blevet bedre at være menneske her, mere himmelsk end før, fordi Kristus kom? Ja, velsignelsen kunne være et ord at sige det med. Det sidste, den himmelfarne giver fra sig til sine disciple. Og det sidste, der samler tingene, ved enhver gudstjeneste.

Når vi sammen rejser os ved slutningen af en hvilken som helst kirkelig handling og lader os ramme af velsignelsens ord: "Herren lade sit ansigt lyse over dig!" - så er det himlen, der kommer os en smule nærmere, eller åbner sig så det drypper med gode sager. For sådan er det at blive ramt af det lys der er i det, ikke bare at være set men at være det af Gud.

For som vi hørte det fra alteret: Hvem er som Herren, vor Gud, i himmel og på jord, så højt han troner, så dybt ned som han ser? Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige, han sætter ham blandt fyrster.

I det Guds nærvær hos sin skabning, der for os bliver båret af ord og sakramenter, når vi mødes til gudstjeneste, er du da givet, også denne dag at tage imod dit liv som en der ligger Gud på sinde og at gå ud i det som en velsignet.

"Jeg vil være hos dig altid!" Det er et udsagn om kærligt nærvær. På trods af al adskilthed. Vi siger det undertiden til hinanden. Og det er fuld af mening og gode kræfter. Men det var også det, den himmelfarne sagde. Med evighedens betydning over sig. For at vi trøstigt skulle leve ved det.

Tak at huset her blev bygget
som en sang om Paradis,
som et skaberglimt nedrykket i vort lavlands tågedis.
Kom og bo her! Alt du kan,
Livets Gud og skabermand.

Amen.

Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
Hyrdestræde 5
DK-6000 Kolding
Tel.: +45 75 52 06 61
E-mail: haoj@km.dk