Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

2. søndag efter påske (Misericordias Domini), 30.4.2006
Johannes 10, 22-30, Kirsten Bøggild
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


MINE FÅR HØRER MIN RØST

Der er noget, der ikke kan siges rent ud. Noget, der kun kan siges indirekte. Fordi der ikke findes et fuldt dækkende sprog. Eller fordi det ikke tåler den direkte tale. Eller fordi et mysterium ikke kan udtrykkes klart og utvetydigt, men kun som en anelse, en gåde, et billede.. Hvis det udtrykkes i et fladt og firkantet sprog mister det sin dybde, sin kompleksitet, ja selve sit væsen – og så er det ikke længere sig selv, men noget andet. Et mysterium kan ikke forstås på samme måde som vi forstår et regnestykke eller en videnskabelig beskrivelse af et biologisk emne. Eller som Dostojevskij har sagt: Et menneske er ikke en traktat på to sider, min Herre. Et menneske er en gåde. – Alligevel er vi sådan, at vi gerne vil have klar besked, så vi ikke skal plages af tvivl og usikkerhed. Andre skal fortælle os sandheden, så vi selv er fri for at gøre arbejdet.. De mennesker, som ville have, at Jesus selv sagde, om han var Kristus eller om han ikke var, de ville altså selv slippe for ansvaret for at tage stilling. De ville ikke nøjes med anelser, gåder, billedtaler, tro i stedet for viden. De ville være sikre, men sikkerheden skulle komme til dem udefra – ikke inde fra dem selv. Det gad de ikke – for det betød jo, at de selv skulle gøre en indsats og det var de gerne fri for. De ville have sandheden serveret på et sølvfad. Så kunne de læne sig tilbage i sofaen og nyde den uden nogensinde selv at have anstrengt sig for noget som helst..

Men sådan lærer vi ikke livet at kende. Og sådan lærer vi ikke Kristus at kende. Da de vil have ham til at sige rent ud, om han er Kristus eller ej, henviser han til alt det han har gjort i Guds navn. Handlingerne har talt deres eget sprog. Et indirekte sprog. Handlinger, som kan tolkes og tydes af dem, der har set og hørt. Men de kommer aldrig uden om at skulle tolke og tyde. Den uvished, der plager deres sjæle, som de siger, kommer de aldrig fri af. Det er et menneskeligt vilkår. Ingen kommer bag ved Guds hemmelighed eller bag ved Jesu væsen. Vi ser og hører og overlades så til selv at tyde hvad vi ser og hører. Vi overlades til tro, når det gælder mysteriet om Gud og Guds Søn.

Vore tanker føres derfor tilbage til de mange forskellige fortællinger om, hvad Jesus gjorde mens han levede på jorden. Hvad var fællestrækket ved de forskellige beretninger? Han helbredte syge, som ingen andre kunne helbrede. Han mættede sultne i ørkenen. Han gav nyt livsmod til de fortrykte. Han tilgav de skyldige al deres skyld. Han gav dem syndernes forladelse... Han oprejste de døde til nyt liv. Der var ingen ende på hans godhed og ingen grænser for hans godheds magt. Alt hvad han gjorde gjorde han af barmhjertighed. Så hvad var det for et sprog, hans gerninger talte? Det var barmhjertighedens sprog. Det var ikke logikkens eller videnskabens, men etikkens og religionens sprog. Kærlighedens sprog. Guds og menneskets sprog Et sprog, der skal opleves, erfares, tolkes og tydes. Følelsernes sprog, som aldrig er fladt og entydigt, men åbent for vores egen forståelse.

Jesus har levet og handlet. Vi har det overleveret i fortællingerne om ham. Det er nu os, der selv skal tage stilling til hvad vi synes om den barmhjertighed, der var hans forkyndelse i såvel handling som ord. Om Gud er barmhjertighed eller om Gud er en lov, vi ikke kan opfylde? Om Gud er betingelsesløs fornyelse eller om Gud er benhård retfærdighed?

De der ikke vil tro, at Jesu handlinger var Guds handlinger, vil ikke tro at Gud er barmhjertighed. De vil ikke høre det, for de vil ikke, at barmhjertighed skal være det guddommelige princip i verden. For de vil ikke selv leve derefter! Er Jesus Kristus og hans gerninger Guds gerninger, så lever vi nu af Guds barmhjertighed og kun når vi selv er barmhjertige er vi Guds børn. De der ikke vil være barmhjertige mod andre og de der ikke under andre Guds barmhjertighed vil simpelthen ikke høre om det. Det rører ved deres samvittighed og det vil føre dem andre steder hen end de selv vil. Derfor lukker de øjne og ører, sjæl og sind og nægter at have noget med det at gøre. For barmhjertighed er noget rod. Det er som regnestykker, der ikke går op, og de indbyrdes menneskelige forhold forekommer uretfærdige og ustyrlige, når de ikke kan gøres op i skyld og straf. Guds barmhjertighed gør os usikre på hvad der er værd at elske og hvad der ikke er – især det sidste – og det vil man ikke leve med. ”I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får.” Sådan svarede Jesus de kritiske folk omkring ham. Og de hørte ikke til hans får, fordi de ville ikke leve som han ville. De ville ikke leve i barmhjertighedens ånd, for de ville ikke anerkende den. Den ville rokke ved deres privilegier og deres selvopfattelse. Den ville rokke ved det klasseopdelte samfund. Den ville betyde en omvæltning af den verden, de kendte. Og det gudsbillede, der var deres. I dag er vores gudsbillede kirkens barmhjertige Gud, men alligevel har vi svært ved at acceptere at barmhjertighedens ånd er blevet altomfattende og allestedsnærværende og at den skulle tage bolig i os selv. For den er ikke til at styre og ikke til at forudse konsekvenserne af. Vi skulle jo så til at elske vor næste, elske vor fjende, tilgive ham der gør os ondt... Det synes uoverkommeligt, og det forekommer os at være et overgreb. Når vi nu ikke kan og ikke vil tilgive ham, der gør os ondt..

Men de barmhjertige accepterer det nye gudsbillede. De ønsker selv at leve i barmhjertighedens ånd og praktisere den. ”Mine får hører min røst og følger mig”, sagde Jesus. De ser og hører gerne og følger gerne efter. De er mennesker på godt og ondt som alle andre, men de har indset, at de selv har brug for tilgivelse og at de ingen ret har til ikke at unde andre det samme. I princippet, for tanken kan det være indlysende rigtigt. Men i praksis! Når det kommer dertil, at du selv skal elske din modstander, din krænker? Der er kærlighed vi ikke kan overtales til at føle eller give. Tilgivelse vi ikke kan yde. Men som vi ved, at vi burde skulle kunne... Eet er at afvise barmhjertighedens ånd som de får, der ikke hører til. Noget andet at forstå, at jeg skal acceptere barmhjertighedens ånd selv om jeg ikke altid er i stand til selv at leve op til den. At forstå og acceptere er jo en form for hengivelse til det, der er større og stærkere end min egen vilje. Nemlig til den ånd, som er kristendommens. I denne hengivelse er der ingen fortabelse. Den er tværtimod et tilhørsforhold. En indkorporering i det evige liv.

Det er en stor lettelse – ja en altafgørende befrielse, en slags genfødelse, at barmhjertighedens ånd er større og stærkere end vores egen vilje. At hengivelse til den er evigt liv. Det er frihed, at ikke alt afhænger af vores egen genstridige vilje. – I Bjergprædikenen i Mattæusevangeliet priser Jesus de barmhjertige salige. ”Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed”. Det er de får, der hører hans røst og følger ham. Så føres de i ånden fremad mod den kærlighed som er større end deres egen - større salighed kan ingen forvente.

Kan alt dette siges i et entydigt bogstaveligt sprog, direkte og rent ud? Som man ønskede og som man stadig ønsker? Nej, ligesom du ikke selv kan svare direkte og entydigt, hvis nogen spørger dig hvem du er, for det forhindrer din blufærdighed og din anstændighed dig ud over din mangelfulde selverkendelse. Nej, vi er tilbage i billedsproget, i fortolkninger og tydninger af ord og handlinger. Og vi er tilbage i den enkeltes ansvar for selv at søge at forstå. Til sidst at tro og hengive sig til det, der er større end ham selv. Vi er fårene. Kristus er hyrden, der taler til os om det vi ikke ved af os selv. For at vi skal følge ham og blive større end vi ellers er. Barmhjertige når vi ellers ikke er.

Amen

Pastor Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk

 

 

 

 

 


(zurück zum Seitenanfang)