"Elsker du mig? - Sig, du elsker mig!"
Hvor tit siger I til andre, at I elsker dem? At elske en anden... det er et stort ord at tage i sin mund. Mange af os viger tilbage for det. For er det nu helt rigtigt, kan man leve op til det man selv siger, den forventning man uundgåeligt skaber hos den anden med så stort et ord? Og svarer ens følelser nu helt til, at man kan anvende et så krævende ord?
"Elsker du mig? Sig, du elsker mig!" - Måske er I en gang imellem i jeres liv blevet mødt af et andet menneske, som forfærdelig gerne ville have en sådan bekendelse af jer. Og situationen er nødvendigvis blevet pinagtig af det. For siger man: "Ja, jeg elsker dig", eller "Det ved du da, at jeg gør!", og det kun næsten er rigtigt, har man i virkeligheden hyklet for ikke at vikle sig en i en ubehagelig konflikt. Eller undlader man at sige ja for at holde sig nøje til hele sandheden, sårer man måske den anden, hvilket var det sidste, man ønskede. - Eller måske kunne man egentlig godt have sagt "jeg elsker dig!" til den person, der spørger, men i samme øjeblik man opfordres til det, er det som om spontaneiteten og frivilligheden, som er så vigtig for kærligheden, er lukket ude - og så synes man alligevel heller ikke, man kan svare med et fuldtonende ja.
Det vil altid skabe en anstrengt, en tvunget situation at blive mødt med dette krav om en stor bekendelse. - Tror man virkelig, at når man trygler om, at de ord skal siges, at så er det også udtryk for den ægte kærlighed, hvis de så også siges? Har man ikke netop ved at trygle om det, gjort det umuligt for alvor at stole på ordene? Er man ikke tvunget til, når sagen handler om kærlighed, aldrig at spørge efter bekræftelse på den, men stole på, at den viser sig i vore handlemåder og stille sig tilfreds med, når den tilsiges os spontant og frivilligt?
Jeg stiller det bevidst som et spørgsmål, og det er ikke retorisk ment, for jeg er ikke sikker, man må jo også kunne tale med hinanden om sine store følelser. Og mange af os er sikkert også ganske tilbageholdende med at få givet disse udtryk for vores kærlighed, også når vi sagtens kunne. Husker vi mon at få det sagt og vist i tilstrækkelig grad overfor dem, vi elsker? Hvor sikker og hvor stor skal kærlighedens flamme være i mig, for at jeg kan tage så store ord i min mund?
Præcis så ubehageligt og urimeligt som lige beskrevet er Jesu spørgsmål til Simon Peter. Det er den opstandne Kristus, der taler. Han viste sig for disciplene ved Genesaret sø - i Galilæa, som han havde lovet. Disciplene var vendt tilbage efter de dramatiske begivenheder i påsken i Jerusalem og har genoptaget deres daglige hverv som fiskere på søen. Og nu kommer den opstandne til dem, hjælper dem til en stor fiskefangst og spiser derefter måltid sammen med dem.
Derpå stiller Kristus det meget direkte spørgsmål til Simon Peter: "Elsker du mig mere end de andre?" - Hvad er det for et urimeligt spørgsmål? Som sagt, for det første overhovedet at skulle bekende sin kærlighed på opfordring, men så oven i købet måle den i forhold til de andre disciples??
På et tidligere tidspunkt kunne man godt have forestillet sig, at Peter havde været rede til at svare hurtigt og spontant med et fuldtonende: "Ja, Herre, det kan du være forvisset om!" - Tænk på, at det var ham, der først af alle bekendte Jesus som kristus, Guds søn. Det var Peter, der ønskede at forblive oppe på forklarelsens bjerg sammen med sin mester. Det var Peter, der elskede sin Herre så meget, at han var parat til at løbe ud på søens bølger for at komme ud til ham. Og det var fremfor alt Peter, der fremhævede sig selv i forhold til alle andre, disciplene inclusive, den forfærdelige skærtorsdag nat i Getsemane have, da Jesus forudsagde, at de alle ville svigte ham.
Da sagde Peter: "Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke." - Hvorefter Jesus forudsagde, at Peter ville fornægte ham ikke blot en men tre gange, inden hanen den nat havde galet to gange. Men Peter forsikrede endnu stærkere: "Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig."
Som vi ved, og som Peter måtte bitterligt erfare, var det Jesus, der fik ret.
Det er baggrunden for situationen nu ved Genesaret sø. Peter har lært sig selv og sin skrøbelighed at kende. Han er blevet ydmyg. Ingen tvivl om, at han godt er klar over, hvad Kristus indirekte sigter til med spørgsmålet. Og Peter afstår klogeligt fra at sammenligne sig med de andre. Han svarer: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." - Hvad man ikke lige hører på dansk er, at Peter anvender et andet ord om kærligheden end Jesus gør. Jesus benytter et meget stort og stærkt ord, agape, det ord, som blev det særligt kristne ord, for den dybe selvopofrende kærlighed, som Jesus selv var inkarnationen af. Den broderkærlighed, som udelukkende har den andens ve og vel i tankerne og er villig til alt for det andet menneskes skyld. Jesus spørger: "Elsker du mig, er du villig til at ofre alt for min skyld?" - Og Peter svarer: "Ja, Herre, du ved at jeg holder af dig." Peter benytter et ord om at holde af som mellem venner. Han vover sig ikke for langt ud, han har lært, hvor meget - eller rettere hvor lidt - han kan stå ved.
Jesus spørger minsandten igen, lige så anmassende og ubehageligt og med lige så store ord: "Elsker du mig?" Denne gang dog uden at sammenligne med de andre. Som om han siger: "Det er meget rigtigt af dig ovenpå det, der skete den bitre nat i Jerusalem, at du ikke længere sammenligner dig med andre. Men hvad så med dig selv og dit eget personlige forhold til mig. Elsker du mig?" - Og Peter svarer på samme måde, forsigtigt, beskedent om egne evner, at Herren må vide, at han holder af ham, er ham hengiven, Peter undgår igen at bruge det meget store, det meget krævende ord, agapæ, om den totale selvopofrende kærlighed.
Endnu en gang, for tredje gang, spørger Jesus efter Peters kærlighed. Men denne gang anvender også Jesus det mindre krævende ord om kærligheden som snarest betyder at holde af, have kær, nære hengivenhed overfor, være nært knyttet med venskabsbånd til. Som om Jesus vil sige til Peter: "Er du nu sikker på, at selv det, du dér siger, om at du er mig hengiven, kan du stå ved?" Og da bliver Peter forståeligt nok bedrøvet. Det er som om Jesus siger: "Du kan nok huske, hvordan det gik dig, da du fornægtede mig tre gange. Kan man overhovedet stole på, at det du siger, passer?" Al Peters selvtillid og selvrespekt er taget fra ham. Alt, hvad han kan stole på, er Herrens kendskab til ham, er Herrens troskab overfor ham og ikke omvendt. Derfor siger Peter stille: "Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær." Peter har virkelig måttet skue dybt i sin egen sjæl af uformåenhed og svigt. Han må nøjes med at henvise til Herrens egen viden om ham - den viden, der afslørede, at han ville fornægte ham hele tre gange, da det for alvor gjaldt i hans liv.
Og Jesus svarer også her tredje gang med at give Peter opgaven at være den nye hyrde.
Med disse tre bekendelser er de tre fornægtelser ikke ophævet, men snarere opvejet. Efter at have lært sig selv fuldstændig at kende, hvor lidt han formår af sig selv, hvor svag han er, når det gælder, da overgiver han sig så at sige til sin Gud og siger: Du kender mig bedst, du må svare for mig. Og Gud svarer: Vær hyrde for fårene, det vil sige, tag din opgave på dig, følg mig. Du vil møde en hård skæbne, men du er valgt ud af mig til at gøre det.
Man kan sige, Kristus gør det af ham, han ikke kunne af sig selv. Da Peter havde erkendt det, kunne alt gøres af ham.
Sådan er Peter et forbillede for os alle på den sande ydmyghed overfor livet. Nemlig, ikke at tro, at vi magter alt selv. Stiller vi for store forventninger til egen formåen, er vi enten ulidelige at være sammen med; selvovervurderende og selvhøjtidelige mennesker er også selvcentrerede og selvoptagede og derfor en belastning for andre. Eller også skuffes vi så slemt, at vi ikke er nogen nytte til, for os selv eller andre.
Nej sand ydmyghed er at kende sine begrænsninger, at vide hvor stort kravet på mig er, hvor uendelig meget det kræver, at leve det liv, jeg er betroet, ret. At jeg ikke magter det af mig selv. Men jeg må stille mig til rådighed for det liv. Og så blive givet kræfter, ressourcer til at magte det, og forhåbentlig blive til lidt gavn og glæde for andre.
Det er slet og ret centrum i den kristne tro, at det er, hvad Gud skænker os: Kræfter, styrke og mod til at leve og elske. ”Alt vil jeg gøre ud af dig”, siger Gud til os. ”Jeg fjerner det, som står imellem livet og dig, det onde, det dæmoniske, i dig selv og i livet omkring dig. Det skal aldrig skille dig fra min kærlighed og tillid til dig, som herefter bor inderst i dig. Lev da i den forvisning dit liv.
- Måske skulle vi derfor alligevel ikke være så karrige med at vise hinanden kærlighed og også gerne sige til hinanden, at vi elsker. Jo, i tillid til, at nok er min kærlighed lille, så det umiddelbart er klogt at bruge små forsigtige ord om den, men stiller jeg mig til rådighed for den, magter Gud at give mig den. Fordi han elsker mig fuldkomment. Gud giver dig styrken, kraften, indsigten, visdommen til at leve dit liv ret. Alt kan han gøre af dig.
Grundtvig har forklaret det i salmen ”Jesus, at du blev min broder” (DDS 694): I salmen kræver Kristi stemme det samme umulige, som blev afkrævet Peter, at vi elsker ham, som han har elsket os:
"Ånden siger..:
Elsk mig, som jeg elsked dig!
og jeg godt det kan fornemme,
ret er det i Himmerig;
men hvem kan på denne jord
tale ud et himmelsk ord!
og hos hvem kan da herneden
himmelsk blive kærligheden?
Dog, nu skimter morgenrøden
jeg igennem skyer grå:
du mig elsket har til døden
og endnu mig elsker så,
daler med din kærlighed
til mit hjerte ydmyg ned,
så din kærlighed derinde
jeg som min kan forefinde!
Aldrig mer’ jeg vil nu tænke
på, hvad selv jeg gøre kan,
men kun på, hvad du vil skænke,
lige god som Gud og mand;
intet kan jeg uden dig,
alt du gøre kan af mig,
når dit ord, som aldrig glipper,
jeg med troen aldrig slipper." Amen.
Domprovst Anders Gadegaard
Fiolstræde 8,1
DK-1171 København K
Tel.: +45 33 14 85 65
E-mail: abg@km.dk