Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

Anden påskedag, 17.4.2006
Johannes 20, 1-18, Kirsten Bøggild
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


RØR MIG IKKE

Han sagde: Rør mig ikke! Det har altid været en gådefuld replik. Men der er i det hele taget noget svævende og drømmeagtigt over beretningen om påskemorgen i Johannesevangeliet. De to disciple, der kappes om at komme først og så bytter plads, da det kommer til stykket. Maria Magdalene der græder og ser engle og ser Jesus og alligevel ikke ser ham, men tror det er en gartner. Hun genkender ham ikke blot ved at se ham, men først da han siger hendes navn. Der er en vibrerende uro over de mennesker, der hin morgen kommer og finder stenen væltet fra graven. Troen på Jesu opstandelse fra de døde opstår i en overrumplende række af indtryk og spørgsmål til den tomme grav.

Men hvorfor sagde Jesus: Rør mig ikke? Da Maria Magdalene endelig genkender ham og af glæde vil kaste sig i hans favn? Det kunne lyde så koldt, men også for os i dag noget spøgelsesagtigt og mærkeligt. I den sidste autoriserede oversættelse fra 1992 siger han til hende: Hold mig ikke tilbage! Pludselig får det en anden mening, ikke så kold og ikke så spøgelsesagtig: Hvorfor må hun ikke holde ham tilbage, nu hvor han står lyslevende foran hende? Fordi der er sket noget. Før sin død var han nærværende som ethvert andet menneske. De kunne se ham, høre ham, røre ved ham. Nu er det anderledes. Han skal ikke vende tilbage og leve iblandt dem som før. Han skal ophøjes og være hos Gud. Det betyder, at han fra at være nærværende for de få skal være nærværende for alle. Han skal som Gud være allestedsnærværende. Derfor må Maria Magdalene ikke forsøge at holde på ham. Der er sket et brud. Han er brudt op fra fortiden, har gjort sig fri af det jordiske liv for at noget nyt kan komme til: Han skal være den universelle frelser, derfor kan han ikke længere være bundet til et bestemt sted på jorden eller til bestemte mennesker som elsker ham. Han må bryde op fra fortiden for at blive den, der stifter det universelle fællesskab, hvor kærligheden gælder alle og er alles.

Men allerede englene inde i gravhulen sagde det: ”Kvinde, hvorfor græder du?” Som om der ikke var noget at græde over. Den døde var der ikke. Hun skulle ikke søge efter ham i graven, ikke dyrke døden og sorgen. At den døde ikke var der i graven betød, at han skulle søges blandt de levende. Englene sendte hende ud af graven, gjorde hende fri til ikke at sørge over en afdød, men glæde sig over hans nye liv. Den tomme grav betyder et brud med al forstening og dyrkelse af det uafvendelige. Den betyder et opbrud fra sorgens resignation og indelukkethed. ”Kvinde, hvorfor græder du?” spurgte englene forundret. Kunne hun ikke se, at han ikke længere var død, men levende for verden? At der var bevægelse i livet og at hun var fri til at gå ud og leve i en ny bevidsthed? Med et nyt håb? Den tomme grav var tavs og dog udtrykte englene forundring over, at hun stadig ikke havde fattet, at det var døden der var blevet gjort tavs. Fordi den var overvundet og havde mistet sin betydning. For Maria Magdalene var det kun en anelse, men endnu ikke en overbevisning. Fortid og nutid og fremtid arbejdede i hende, og endnu var hun ikke fri og afklaret. Hun vender i sin fortvivlelse ryggen til graven og ser Jesus og ser ham alligevel ikke, men spørger trodsigt og stædigt om hvor hans døde krop er. Endnu er hun ikke fri af dødens greb, men klynger sig til fortidens rester. Det er ikke lykkedes englene at overbevise hende, men en anelse er skabt. Noget overordentligt er ved at opstå i hendes sind.

Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!

Sådan synger vi hver påske med Grundtvigs salme om Maria Magdalene påskemorgen. Optimistiske, glade, rivende os løs af dødens bånd og sorgens mørke nat. Men det er et arbejde at kunne gøre det. Det sker i ryk – og det sker ikke uden tilværelsens hjælp. Som et menneske, der har mistet det menneske hun elskede mest af alle, og som et menneske der har mistet troen og håbet om et sammenhængende liv, klynger Maria Magdalene sig til det hun har mistet. Og til den tid der har været, men ikke er mere. Da han viser sig for hende mellem gravene i haven blusser troen og håbet og kærligheden op igen. Et øjeblik tror hun , at alt skal blive som før. Det er alment menneskeligt at klynge sig til det man kender, det der har været, at skrue tiden tilbage og ønske sig døden og sorgen glemt og overstået for at alt skal blive som før. Det var Maria Magdalenes skjulte, ubevidste drøm. Og et øjeblik troede hun den var virkelighed. Men nej. ”Hold mig ikke tilbage” sagde han. ”Jeg er ikke kommet for at blive. Jeg går til min Fader i himlen, til Gud, til din Gud og min Gud..” Det skulle ikke blive som før, det skulle blive nyt og større, ja altomfattende. Det var hvad han forsøgte at sige til hende, så hun kunne forstå det. Det hun havde elsket, troet, håbet - det skulle ikke være hendes og disciplenes ejendom alene, det skulle være til glæde og frihed for alle. Det arbejde og den bevidstgørelse det kræver at tage det sorte kors fra graven og plante en lilje i dets sted, det er at kunne give slip på det der har været som om det var ens ejendom og forstå at intet er ens egen private ejendom, men at alt er til for fællesskabet. Fællesskabet mellem de døde, de levende, de endnu ikke fødte... Og hvis det ikke var sådan, så ville den enkelte stivne i selvmedlidenhed og fortidsdyrkelse, døden ville få overtaget, livet bukke under..

Det havde Maria Magdalene ikke forstået. Hun havde levet i sin egen drømmefyldte verden. Erstattet virkeligheden med sine egne forestillinger og indbildninger. Det siges, at der skal en anden til at rive en ud af en sådan privat og egensindig verden. At der skal et møde med en anden, en samtale til for at der kan ske noget nyt i et menneskes åndelige udvikling. For at virkeligheden kan komme til at gøre sig gældende i det indre kredsløb. Nu talte Jesus til Maria Magdalene og sagde hende hvad hun skulle gøre. Hun var ikke længere alene. Han sagde, at hun skulle opsøge disciplene og sige til dem, at han ikke blev hos dem, men at han skulle være hos Gud. Den Gud, hvis vilje det havde været, at han skulle dø af kærlighed og dermed forandre verdens vilkår. Maria Magdalene blev ved de ord rykket ud af sin fortidslængsel og sin egen forestillingsverden. Hun fik at vide, at hun skulle gå væk fra haven med gravene, opsøge hans venner, fortælle dem, at han forlod dem alle for at være hos Gud. Hun skulle gå ud af sin egen verden og kun forkynde hvad han havde sagt. Det var en ny åndelig virkelighed, som hermed var opstået i hendes indre. En fremadrettet virkelighed ...

Kristus var opstået fra de døde - hun havde selv set ham. Johannesevangeliets fortælling om påskemorgen er fyldt af uro og misforståelser. Det ta’r tid at tilegne sig det overordentlige. Men Maria Magdalene ender med at fortælle sin oplevelse videre. Andet kan hun ikke. Og andet skal hun heller ikke. Hvad hun har set og hørt, det skal vi vide. Så er det vores lod at forsøge at forstå.. Opstandelsen betød en altomfattende, en kosmisk sejr for barmhjertigheden. Den, som Kristus havde inkarneret i sit korte liv på jorden. Fra det øjeblik fik den historie, den blev en bevægelse i tid og rum, i historie og evighed. Verden bliver aldrig den samme som den var før Kristus opstod fra de døde. Det var en verdensomvæltende begivenhed, som for altid ændrede historiens gang. Fra tanken om Gud som en streng og krævende, straffende og hævnende Gud til tanken om Gud som nådig og barmhjertig, som elskende, tilgivende og fornyende – en Gud i bevægelse. Opstandelsen er symbol for et syn af menneskeheden som et fællesskab af fortabte sjæle, som går deres frelse i møde, fordi Kristus gik foran dem til Gud. Derfor betyder opstandelsen lys over menneskelivet. En fremtid der er beskinnet af Guds nådes lys. Det enkelte menneske går uundgåeligt frem mod sin død. Det enkelte menneske skal uundgåeligt miste de mennesker, det elsker. Men samtidig går det frem mod opstandelsens lys, som er Guds altomfattende barmhjertighed. Opstandelsen fra de døde var et enkelt menneskes værk, da Kristus stod op påskemorgen. Men det fik betydning for os alle og vort forhold til den fælles nutid og fremtid.

Glædelig påske. Amen

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel. +45 86124760
E-mail: kboe@km.dk

SALMER: 220 – 674,1-5 og 6-7 - 236 --- 241 – 230 – 218

Augusts dåb!


(zurück zum Seitenanfang)