|
|
Påskedag,
16.4.2006 |
Der må være en knude på tråden for at man kan sy - siger Søren Kierkegaard et sted. Hermed formulerer han en erfaring, der næppe har været hans egen, hvis man tænker det alt for konkret. Søren Kierkegaard har ikke selv skullet lappe sit tøj eller sy knapperne i, når de var faldet af. Det betalte han sin skrædder for. Men som en erfaring af noget grundlæggende i menneskelivet har hans vidst, hvad han talte om. Også her - i menneskelivet - må der være en knude, for at man ordentligt kan sy, også mennesket må være forankret et sted, for at det kan leve. Den forankring får vi fra vi er små i første række gennem vore forældre. Men også bedsteforældre og andre af dem, der er der omkring os, når vi kommer til, kan her få stor betydning. Siden vides kredsen ud. Efterhånden som vi vokser til, spreder vi vore rødder og knytter andre kontakter end de første familiære, vi knytter os i venskaber og kærlighed og finder ståsteder her og der i så meget, men de rødder, der går længst tilbage, de bliver almindeligvis ved at være blandt de solideste. Hvad vi fik af omsorg og kærlighed fra vort livs begyndelse af dem, der dér tog imod os, tog sig af os og fulgte os det første stykke, det bliver almindeligvis siddende som noget af det, der mindst kan rokkes af livets senere tilskikkelser, som den knude på tråden der vanskeligst går op. I kristendommens billedverden er det dén erkendelse, der ligger bag, når Jesus kalder et menneske for et Guds barn. I intet andet billede er den kærlighedens knude, der mere end noget andet giver os mulighed for at sy, så solidt bundet som her. Vel sker det, at forældre smider deres børn på porten og at kærligheden forandrer sig til noget andet, men det er sjældent og det sker - når det sker - aldrig uden den smerte, der fortæller, at dette her var ikke meningen. At være nogens barn, er almindeligvis en forankring i den mest stabile kærlighed, der findes. Og når man holder op med at være det - fordi ens forældre dør - så er det tit også en meget mere voldsom og meget mere indgribende ændring af ens liv, end man på forhånd havde troet. Når vi ikke længere er nogens børn, kommer vi let til at svæve mere frit i luften end vi synes er godt. Påsken er kristendommens knude. Det er det, der forkyndes her - med opstandelsen påskemorgen - der giver guddommelig gyldighed til dét, der var at se og møde i Jesu liv. Og virkelig til det hele. Tænker vi opstandelsen bort – med den tommestok i hånden, at hvad vi ikke begriber, det befatter vi os ikke med - så ville alle Jesu ord og alle Jesu gerninger, alt hvad der i hans liv var af nærvær med ny glæde og mening – opstandelse - til forkomne mennesker, så ville alt det være af samme slags kun som det, også vi kan give fra os og være for hinanden, når det går højt - den guddommelige betydning ville mangle, og ingenting ville være nået frem til os. Vi ville end ikke i dag have hørt om Jesus. Var det endt Langfredag, ville han utvivlsomt være blevet borte i den almindelige glemsel, sådan som så mange andre store mænd og uskyldigt dømte er blevet borte. På den måde er opstandelsen kristendommens knude. Og sådan begynder altså også den forankring, der rækkes os, når Jesus kalder et menneske for et Guds barn, et sted, hvor det ikke er os, der har overblikket. For tænke opstandelsen, endsige forklare hvad det er der sker, det kan vi naturligvis ikke. Hvis opstandelsen er, så er den uflytteligt en Guds hemmelighed, en hemmelighed som vi er forment adgang til. Af den grund finder den også hos alle evangelisterne sted beskyttet af det endnu ikke fordrevne nattemørke. Det er ”hvad intet øje så, kirken holder søndag på”, som salmedigteren K.L. Aastrup siger det et sted. Og det kan naturligvis anfægtes, det kan det så let som ingenting. Men der er ting i vort liv, som vi kun har adgang til glæden ved, om vi giver afkald på kravet om at kunne forklare og forstå. Ja, som vi ville angribe forkert, om vi prøvede. Til de ting hører kærligheden, inden for i den handler det ikke om at kunne forstå, her handler det alene om at lytte og tage imod det i tro når hun har noget at sige mig. Og med opstandelsen er det lige sådan: også den har noget på hjerte, som det handler om at høre. For kvinderne ved Jesu grav var det hvad englen forkyndte, og ikke hvad de selv kunne tænke, der sendte dem tilbage til livet. Og i virkeligheden er det en styrke, at det er sådan, det er. For når det kommer til, hvad vi som mennesker har at klynge os til, om vi synes at vi svæver for frit i luften og der står noget på spil i vort liv, så er det stærkeste jo aldrig det, der hænger på os selv. Den knude, der skal kunne holde til alt i ens liv, også til det der er mørke i, den er bedre bundet i en hemmelighed hos Gud end i noget, vi selv kan binde og derfor også binde op. Da kvinderne vendte tilbage med det i deres øren som englen derude ved graven havde sagt dem, da var det med en genopstanden glæde i deres sind. Mismodige var de kommet derud, for de troede at alting var tabt, forskræmte var de også blevet derude over det, de oplevede, men de vender tilbage først og fremmest kaldt til live af en genopstået glæde, som de må skynde sig tilbage til disciplene med. Hvad var det, de hørte? Ja, først og fremmest hørte de, at den kærlighed, de havde set og selv havde mødt i deres liv med Jesus, den kærlighed som de havde troet på som en kærlighed der også altså var Guds, og som havde været dem en forunderlig livskraft i de dage de havde fulgtes med Jesus, som den flod, vi synger om - ”floden, som kan klipper vælte, floden som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af” –først og fremmest hørte de, at den kærlighed nu stod ved magt alligevel, og pegede frem over alting, med gyldighed for alle dage, selvom dét var sket, der skete Langfredag. Man kan sige på mange måder, hvad kristendommens glæde er. Men i hvert fald – vil jeg sige - er den glæden ved med frimodighed at kunne omgås sandheden om sig selv og sit liv. At kunne se det alt sammen i øjnene og dog være her med glæde. Det kan vi ikke altid af os selv - se alting i øjnene og dog være her frimodigt. I den film, der hedder The Shipping News, som er en fin film og muligvis stadig går i biografen, er der en lille pige, der mister sin mor. Moderen omkommer ved en bilulykke og faderen tør ikke sige til datteren, at hendes mor er død. Han siger, at ”hun sover med englene”. Tror, det er bedst sådan. Men det viser sig at blive et problem. For som pigen siden siger: Når jeg sover, så plejer jeg jo at vågne igen. Vi møder i filmen flere andre personer, der lever på løgne, fordi de ikke kan holde tilværelsen ud, som den er – med frimodighed omgås sandheden om sig selv og deres liv. Een af dem er en ældre kvinde. Hun er som ung blevet voldtaget af sin storebror - hun blev også befrugtet, men skaffede sig af med barnet - og hele sit liv har hun vogtet på den frygtelige hemmelighed. For som hun siger, da den lille piges far ad anden vej har opdaget sammenhængen: jeg troede, jeg ville forstene, hvis nogen fik det at vide! Men sandheden er, det viser filmen, sandheden er og det er den naturligvis, at afsløringen forløser. Gør kvinden fri til at være den, hun er. Da den lille piges far sent i filmens handling bliver nødt til at fortælle pigen, at hendes mor altså er død, fordi hun bliver ved at gå og vente på hende, da viser også det sig at være befriende. De græder sammen, datteren der kaster sig om sin fars hals og ham. Begge bliver de frie af det til at leve det liv, der er deres. Og sådan er der sandheder, vi er nødt til at se i øjnene, om vi skal kunne leve frit. Det dur ikke at gemme dét bort, vi helst havde set var anderledes, det der kalder på vor smerte, vor fortrydelse, vor angst eller vor sorg. Det er meget bedre at eje den frimodighed, som kristendommen har til mennesker, den frimodighed der kommer af troen på, at påskemorgen var den kærligheds opstandelse, der var i Jesu liv, den kærlighed der også altså var Guds, med rækkevidde over alle dage og alle mennesker. Jesu opstandelse var der ingen, der så. Og sådan er der meget, vi ikke kan se. Og ikke kan tale om. Vi ved ikke, hvad døden er og hvad der venter siden der, men opstandelsestroen vil også noget andet med os end at inddrage os i spekulationer om det. Disciplene bliver ikke taget ud af verden, men sendt tilbage til Galilæa, der hvor de kom fra og havde deres hverdag. For det er der, der skal leves, i livet før døden. Eller i livet, på trods af døden. Som en har sagt: Og uanset hvad, er der rigeligt at gøre for den frimodighed, der med hanegal og morgensang er påskens gave til os. Alle vegne er der brug for den næring, for det lys og den varme, der varigt strømmer af den forankring der for et menneske er i det at kunne regne sig som et Vorherres barn. Der er død i så meget, hos os. Måtte dette være den knude i vort liv, som ikke hverken synd eller død, sorg eller smerte, mismod eller angst eller noget andet kan løsne. ”Vi ber dig så stille Amen. Sognepræst Hans-Ole Jørgensen
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |