Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

Skærtorsdag (Gründonnerstag), 13.4.2006
Johannes 13, 1-15, Elisabeth Birgitte Siemen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Denne uge, ugen op til Påske, kaldes fra gammel tid - den stille uge. Og jeg tænker så tit, at skal vi tale om stille i denne forbindelse, så må det være stilhed før stormen. For det går ikke stille af. Helvede bryder løs. Tænk på Mel Gibsons meget omtalte Passionsfilm, om Jesu sidste 12 timer – og som jeg ikke har set, men som vist er alt andet end stilhed og ro. Det begyndte ellers så godt, Palmesøndag med indtoget i Jerusalem

Da kom han ridende, æselmanden. Og folk råbte og skreg og jublede.
For de kendte godt det gamle sagn, at når den virkelige konge kommer, ja, så kommer han netop sagtmodigt ridende på et æsel, og ikke på den fyrige stridshest.
De kendte godt sagnet ja, men de havde glemt den dybere betydning.
De havde glemt det lille ord – sagtmodig.
Og det betød, at hans opfyldelse af kongeforventningerne kom til at stå i skærende kontrast til deres drømme og håb. Ja, det blev næsten en karikatur.
Og sådan blev Jesus da også senere selv karikeret, og dermed også forstået, af en romersk gladiator der ville drille sin kristne kollega.
På ruin, der stammer fra det 2. årh. har man fundet en graffiti tegning, af en korsfæstet person med æselhoved, og med underskriften ”Alexamenos tilbeder sin Gud”.
Og det er næppe venligt ment, men så rigtigt set: Det handler om Kristi komme med sagtmodighed, det sagte mod, livets mod – ganske modsat det brovtende soldatermod, dødens mod, der har så meget på sin samvittighed.
Fjenden forstod dét om Jesus, som ingen dengang på den første palmesøndag ville forstå, ja, som hans nærmeste end ikke fattede.
Fjenden forstod det, som vennerne ikke begreb, fordi de ikke ville forstå det. De forstod kun det de i forvejen kendte – vi hører det i fortællingen fra 2. påskedag om disciplene på vej til Emmaus, der var fanget i deres gammelkendte historie om sejr og nederlag, indtil den fremmede på vejen fortalte dem en ny.

Nej, de forstod ikke, hvad der var på spil. Det er tydeligt.
Da Jesus begynder at vaske deres fødder, som vi hørte det før hos Johannes, protesterer de højlydt – for det er da upassende, at den største iblandt dem skal tjene. Men de var jo også alle småkårsfolk, der ikke var vant til, at nogen gjorde noget for dem.
Anderledes er det med os – vi lever i en tid, i et samfund hvor ingen vil tjene, men alle vil betjenes!

Jesus må forklare sig – ”Når nu jeg, jeres Herre og mester, har vasket jeres fødder, så er I rene, så er alle jeres synder forladt jer – og så…
Nej, Herre – afbryder Peter ham, du skal da ikke vaske mig, det må vel snarere være omvendt.
Nej Peter, siger Jesus – Du har ikke forstået det endnu.
Hvis ikke jeg tjener og vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig. Og så vaskede han disciplenes fødder, fortæller evangelisten Johannes.
Og så var de jo rene. Men de forstod det ikke.
De havde ikke forstået hvad der var på spil.

Går vi til den anden fortælling om hændelserne Skærtorsdag, Nadverberetningen, ved vi, at temaet er det samme.
De forstod ikke, hvad der var ved at ske.
De troede at de fejrede påske – og det gjorde de jo også, men der var andre ting på spil.
Skærtorsdag er nemlig kulminationen af alt det Jesus har lært dem. Skærtorsdag er den sidste ultimative kærlighedsgerning han udfører over for dem. Det handler om kærlighed og tilgivelse.

Kærligheden er den mægtigste kraft i verden. Den kan bygge bro mellem mennesker, ja, selv bygge bro over skyldens afgrund.
Og det er netop hvad Skærtorsdag handler om.
At bygge bro.
Ikke sådan forstået at kærligheden får skylden til at forsvinde, for så ville der jo ikke være brug for tilgivelse.
Tilgivelse betyder ikke fjernelse af skyld, men den betyder genoprettelsen af et fællesskab på trods af skylden.
Han vaskede deres fødder, han sad til bords med dem – til trods for at han vidste, at de ville svigte og forråde ham, alle som én.
Én af jer vil forråde mig, siger han – og ordskiftet mellem dem afslører, at de alle er potentielle forrædere.
På deres spørgsmål – det er da vel ikke mig, Herre?, svarer han ved ikke at udpege forræderen.
Han som dypper i fadet med mig, siger han – men de har jo alle dyppet, og de skal alle forråde ham.
Det sker senere på aftenen i Getsemane have, hvor de falder i søvn, trods hans gentagne bøn til dem om at våge med sig.
Det sker i ypperstepræstens gård, hvor Peter bandende og sværgende benægter ethvert kendskab til ham.
Det sker på hans ensomme vej til Golgatha .
Og da han stod op fra de døde, forrådte de ham, ved heller ikke at ville tro det.
Jo, de er skyldige alle som én.
Ikke bare Peter eller Judas, men netop dem alle sammen.
Og det interessante er jo, at Jesus ikke udpeger Judas som forræderen.
Da Judas spørger, ganske som de andre – ”det er da vel ikke mig, Herre?”, svarer Jesus – Du sagde det selv!
Det er det samme svar, som Pontius Pilatus får på sit spørgsmål: Er du jødernes konge?
Det er Judas, der udpeger sig selv, som forræder, ligesom det er Pilatus der udpeger Jesus som konge.

Ifølge traditionen er Judas forræderen over alle forrædere.
Det er ingenlunde tilfældigt, at Judas i Dantes Komedie, sidder dybest nede i Helvede, i munden på den onde selv.
For intet forræderi regnedes i middelalderen for værre, end det at forråde sine venner.
Men spørgsmålet er unægtelig, om det er alt hvad der er at sige om Judas. Jeg mener, én skulle jo forråde ham, ellers kunne plottet ikke gå op.
Og at være denne ene, ja, det blev altså Judas’ skæbne.
Men der er det interessante ved ordet forråde på græsk, at det også kan betyde at overdrage.
Vi har lidt af det samme på dansk, der er et samspil mellem ordene at forråde og at udlevere.
Det er Judas’ skæbne, eller man kan sige, at Judas er udvalgt til at overdrage dem, den nye pagt.
Det er nemlig Judas, der med sit kys, sætter den gamle pagt ud af kraft.
Den gamle pagt, pagten som Moses indgik på Sinai Bjerg – det er hvad den jødiske påske handler om.
Den aften gennemspilles hele forløbet, i sang, fortælling og handling.
Påsken der fejres til minde om dengang Guds udvalgte folk, udgik fra slaveri til et frit folk.
Men det var jo en ganske exklusiv pagt. Den indbefattede netop kun det udvalgte folk.
Den nye pagt, derimod, er inklusiv – den er alleomfattende.
Og det er denne pagt Judas med sit kys er ved at sætte i kraft.

Umiddelbart væmmes vi jo ved det kys, og det hulhed, det forræderi det symboliserer.
Men måske er kyssets betydning dybere end som så.

I Gammeltestamente fortælles det, at da Esau og Jakob mødes mange mange år efter at Jakob franarrede Esau hans førstefødselsret – ja, da kyssede Esau Jakob.
Med det kys viste han, at han anerkendte Jakobs ret.
Det kys var et anerkendelsens kys.

Og da profeten Samuel salvede Saul til konge, hældte han olie ud over hans hoved, kyssede ham og sagde; Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom.
Det kys er et kroningens kys.

Måske er det sådan, at Judaskysset også er et anerkendelsens og et kroningens kys.
Det underkastelsens kys, hvormed Judas påtager sig sin skæbne, som den, der er udvalgt til at sætte den gamle pagt ud af kraft, for dermed at udlevede dem alle til den nye pagts nåde.
Hvis det er tilfældet, så er Judas ikke den værste forbryder, eller antikrist selv, som han også er blevet kaldt.
Så er han snarere endnu et offer, den der skal ofres, for at andre kan gå fri.
Ja, man kan gå så langt som til at mene, at han kommer til at stå som et foreløbigt billede, på det offerlam der skal ofres på Golgatha, knap et døgn senere.
Indtil Judas’ kys var det sådan, at vi blev kendt på vore gerninger, og dømt på vore gerninger.
Efter Judaskysset kendes vi stadig på vore gerninger, men vi dømmes på en andens gerninger – nemlig Kristi gerninger.

Møllehave skriver klogt i et digt om netop dette:

Heri ligger Jesu gåde
han har slettet Judas’ skam
selv forræderen får nåde:
Jesus kyssed også ham.

Ja, for et kys er gensidigt!

Så stærk er kærlighedens magt, den kan rumme vrede og den kan rumme skyld!
At elske, virkelig at elske, er, at ville fællesskabet, også når det koster dyrt, også når man ikke får noget for det man betaler.
Og det ville og kunne den kærlighed Jesus repræsenterede.
Det er den kærlighed der renser, og gør forræderne rene, trods deres skyld.
Og det er også den kærlighed der er indholdet af den sidste nadver.
Han deler brød og vin ud – og siger: tag det, spis det ,drik det.
det er mig selv, mit liv, min kærlighed, mit kød og blod.
det er den nye pagts blod, der skal udgydes for mange til syndernes forladelse.
Og han spiser og drikker selv med.
han tager selv del i det der gives, for lige til det sidste, deler han vilkår med mennesker.
Og da de har spist og drukket gentager han for sidste gang forudsigelsen af sin død: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den ny vin sammen med jer, i min faders rige.
Han påtager sig alt – alt kan hans kærlighed bære: skyld, ansvar, synd og død.
Og hvad så med os?
Ja, vi får hverken formaning eller skyld.
Vi får derimod livet at leve på ny.

Den jødiske påske fejres til minde om udfrielsen af Egypten, om overgangen fra slaveri til frihed.
Og den kristne påske ligner meget, for vi fejrer den til minde om udfrielsen fra at være under lovens åg, der hvor syndes sold vitterlig er døden. Amen.



Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: +45 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)