Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

Lätare (Midfaste), 26.3.2006
Johannes 6, 24-35, Erik Bredmose Simonsen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Da det kommunistiske system i Østeuropa brød sammen og ”muren” faldt mellem øst og vest, var der mange vesteuropæere, der vejrede morgenluft og så nye muligheder. Ikke blot fordi en latent trussel mod freden i vores del af verden dermed var væk. Ikke kun i glæde over at folk, der havde været undertrykt og underkuet i en menneskealder, nu atter kunne tale frit og fik mulighed for en mere menneskelig livsudfoldelse.

Nej, man vejrede morgenluft, fordi man så muligheder, der ikke kun angik østeuropæernes fremtidige liv, men også vores eget her i vesten.

Mange forestillede sig nemlig, at der med den indtrufne afspænding ville blive mulighed for at etablere et samfundssystem, der overskred de allerede kendte, en tredje vej, der var bedre end både den kommunistiske og den kapitalistiske. På ruinerne af det gamle Østeuropa skulle alle drømmene om en bedre og mere retfærdig verden realiseres. Man skulle tage det bedste fra kommunismen: ligheden, og det bedste fra kapitalismen: friheden. Hver for sig havde de to gamle systemer jo til fulde vist deres svagheder. Men nu skulle en cocktail af de to systemer få det bedste frem i mennesket og samfund.

Et stykke tid så det virkelig ud som om noget nyt var i gæring. Alles opmærksomhed rettedes mod det daværende Tjekkoslovakiet, hvor en kunstner blev valgt som præsident. En euforisk optimisme opstod blandt vestens intellektuelle. Der blev talt og skrevet meget i medierne i en periode, visioner blev udkastet og muligheder analyseret.

I dag ca.15 år efter disse begivenheder er der ikke meget af denne optimisme tilbage. Meget er gået ikke så lidt anderledes, end man havde drømt om. Men hvad var det, der gik galt?

Ja, der var i og for sig ikke noget, der gik galt. Virkeligheden artede sig blot, som den har for vane, anderledes end idealerne.

Østeuropæerne kunne ikke rigtig se de samme muligheder som vesteuropæerne. Eller man kan måske sige, at for dem så virkeligheden noget anderledes ud. Mens vesteuropæiske intellektuelle væltede sig i idealistiske tankekonstruktioner, bankede en helt anderledes nødvendighed på døren hos østeuropæerne, der ikke blot ville lade sig spise af med at skulle optræde som statister i et stort socialt og ideologisk eksperiment fostret i vestlige hoveder.

I Østeuropa ville man have brød på bordet! De forventninger man der havde til fremtiden efter murens fald, gjaldt ikke åndelig men derimod materiel velfærd. Og østeuropæerne forestillede sig, at den materielle velstand nærmest ville komme af sig selv, når først det kommunistiske system var ryddet af vejen.

Det skete som bekendt ikke, og snart længtes mange østeuropæere tilbage til kommunismens tid, for her havde man dog arbejde, og man blev mætte.

Man kan sige, at Østeuropæernes åndelige behov - behovet for frihed, frit at kunne tænke, tro og tale, kom i anden række. Først måtte der brød på bordet.

Sådan er mennesket, det lever af brød og uden brødet dør det. Man kan godt sige, at det er menneskets naturside (biologiske side), der viser sig på denne måde, og den er fundamental, hvad enten man bor i øst eller vest, syd eller nord.

Men mennesket er nu engang mere end det. Det har også en anden side, der er lige så fundamental. Mennesket er også ånd, og derfor kan det også dø af brød alene.

Det vesteuropæiske menneske har brød på bordet - ja, endog til overflod for de flestes vedkommende. Og dog er alting som bekendt ikke blot idel paradisisk lykke her hos os. Selvmord, psykiske lidelser, kriminalitet o.lign. hører til dagens orden her i landet, og det siger noget om, at alt ikke er gjort med det daglige brød.

Da Jesus engang blev fristet af Djævelen, afviste han ham ved bl.a. at sige: "mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund".

Den tyske teolog Dorothee Sölle har i en artikel taget udgangspunkt i disse ord, og tilføjet, at mennesket endog dør af brød alene. Døden af brød alene, skriver hun, det er døden i den menneskelige afstumpethed, det er når forholdet mellem mennesker ødelægges. Af brød alene kan vi godt fungere, men i grunden blot som mekaniske maskiner. Vi ånder, forbruger, ordner, træffer afgørelser, producerer og lader munden løbe, men lever dog ikke. Døden af brød alene betyder et meningsløst og tomt liv, hvor man blot overlever.

Den, der er død af brød alene, oplever ikke glæden ved andre mennesker, ser dem ikke som en rigdom og en udfordring, men som trusler og konkurrenter, og, siger Dorothee Sölle, det er denne død også Bibelen taler om, den død, der betyder et meningsløst og tomt liv.

Sölle skriver endvidere, at døden af brød alene er, når livet falder i småstykker, bliver til et supermarked, hvor man kan få alt, og hvor der ingen begrundelse findes for at interessere sig mere for det ene end for det andet. Af brød alene og for brød alene. Deraf dør vi den daglige skrækkelige død.

Således altså Dorothee Solle.

Den svenske forfatter Pär Lagerkvist fortæller i romanen "Ahasverus død" om hvordan hovedpersonen Ahasverus en nat sidder i et herberg oppe i alperne og gør sit liv op i en samtale med en fremmed. Ahasverus siger: "Man spekulerer så meget på, hvad man skal leve af. Man snakker altid så meget om det. Men hvad skal man leve for, kan du sige mig det, hvad skal man leve for?"

Hvad man skal leve af, og hvad man skal leve for, de to spørgsmål peger på hhv. manglen på brød til den biologiske livsopretholdelse og manglen på mening til den eksistentielle. Mennesket behøver begge dele, men bekymrer sig tilsyneladende udelukkende om, hvad det skal leve af. - Brødet alene, og det er galt.

Imidlertid er det også galt ikke at medtænke realiteterne, når der tales om vore menneskelige behov. Legemligheden, kroppen, kødet skal have sit. Ånden skal have noget at gro i ellers ender man i verdensfjern idealisme. Måske var det det man glemte i vesten, da man drømte om de store muligheder, da "muren" faldt?

I dagens evangelium belærer Jesus folkeskaren om, at det er forkert udelukkende at koncentrere sig om den mad, der mætter i maven. Teksten står i Johannes-evangeliet lige efter, at Jesus på et bjerg har mættet 5000 mennesker med fem brød og to fisk, og nu flokkes folk omkring ham, for at tvinge ham til at blive deres konge. For tænk at have sådan en konge, der kan fremtrylle mad, så alle kan spise og blive mætte. Sikken en fremtid man så kunne gå i møde. Et rent slaraffenland ville det blive.

Men Jesus gennemskuer dem og nægter at indlade sig på deres planer. Det jeg gjorde for jer på bjerget, siger han, var et tegn, der skulle vise jer, hvem jeg er, og hvad det er, jeg kommer med, nemlig livets brød. Det brød der ikke blot mætter som de daglige skiver rugbrød, men som mætter ud over alle grænser, ja, endog i døden. I skal ikke koncentrere jer så meget om den mad som forgår, men om den mad, som består til evigt liv, det er den jeg bringer jer.

Folkeskaren bliver nu ivrig efter at få at vide, hvad de skal gøre for at få del i dette livets brød, og Jesu svar er: tro på ham, som Gud har udsendt. "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste."

Det er klart, at udtrykket livets brød her skal forstås symbolsk eller billedligt, som udtryk for alt det vi får skænket gennem Jesus Kristus, nemlig livet i dets fulde og hele betydning. Når Jesus kalder sig selv for livets brød, er det en henvisning til, at han vil give sig selv til liv for verden, at han vil gå i døden, for at vi kan leve, og vel at bemærke leve ikke blot indtil vi selv skal dø, men for at vi skal leve, selvom vi skal dø.

Det betyder ikke at vi ikke mere behøver det daglige brød og må arbejde for det; og det betyder heller ikke, at vi ikke skal dø, men at vi skal leve, omend vi dør. Og det er jo unægteligt mere værd, end blot at blive forsørget med det daglige brød, sådan som skaren blev det ved bespisningen på bjerget.

Men også mennesker dengang var mere interesserede i det mindre og mere jordnære, nemlig at få noget i maven her og nu.

"Hvad skal man leve for?" spurgte Ahasverus. Og det spørgsmål lyder også tit og ofte i dagens Danmark. Døden af brød alene breder sig, fordi målet for vort liv er blevet nedskrevet til det blot nødvendige, at holde gang i livsmaskinen, og så ikke mere.

Men hvad siger evangeliet til spørgsmålet: Ja, evangeliet siger, at vi skal leve fordi Gud vil det, og fordi der er brug for os i det store som i det små. Og at vi kan leve - både med os selv og vore omgivelser -fordi Gud een gang for alle har sagt god for os, hvor skæve, tvivlende, opgivende og hjælpeløse vi end er.

Den, der tror, at Gud har skænket os livet med dets ansvar og opgaver, og som tror, at Guds kærlighed når os, også selvom vi svigter, vil aldrig stå med Ahasverus’ spørgsmål: Hvad skal man leve for.

Men også den, der tvivler og har svært ved at finde nogen større mening med livet, kan vide sig sikker på, at Guds kærlighed også omfatter ham eller hende. Ingenting i forhold til Gud beror nemlig på os, men alene på ham, der som det sande livets brød kom ned fra himlen og gav liv til verden.

Som et apropos til indledningen, kunne vi sige til mennesker i øst såvel som i vest, at der er muligheder for at gå andre veje og betræde andre stier end de gængse. Der findes ganske rigtig en tredje vej; men den ligger nok lidt anderledes og ser lidt anderledes ud end vi umiddelbart tror. Den overskrider såvel den blotte nødvendighed som den blinde idealisme. Vi skal ikke selv bane den. Den foreligger givet og ligger og venter på at blive betrådt. Amen.

Sognepræst Erik Bredmose Simonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: +45 86 89 14 17
E.mail: ebs@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)