Det er 3. søndag i fasten, og fra gammel tid handler det om djævle og dæmoner!
Den samtale, som vi lige har hørt lidt af - kaldes en stridssamtale. Den finder sted mellem Jesus og jøderne, som evangelisten Johannes siger. Jøderne, ja det lyder lidt vrøvlet, for de er jo alle jøder – Jesus inklusive. Men for Johannes er det en fællesbetegnelse for Jesu modstandere. For det var jo ikke alle jøder, der havde noget imod Jesus. Det var jo faktisk det, der var modstandernes problem: at der var mange, der fulgte ham, og mange, der gerne ville høre på ham.
Men, der var også mange modstandere, og det er dem, Jesus her har endnu et opgør med.
Lige før vi kommer ind i teksten, er der sket det, at jøderne kommer slæbende med en kvinde, der er blevet grebet i at være sin mand utro. "Moseloven siger jo, at vi skal stene sådan én som hende," siger de. "Men du, Jesus, hvad siger du?" Jesus svarer som bekendt ved at sætte sig til at skrive i sandet. Til sidst siger han, at den af dem, der er uden synd, jo kan kaste den første sten. Så forsvinder de lige så stille, ingen skal have kastet noget.
Men det er altså det, der udløser det opgør, vi så kommer ind i. Ganske kort tid efter er det Jesus, jøderne vil kaste sten efter.
Og jo, det er noget af en overdrivelse overhovedet at kalde det en 'samtale'. Vi er langt ude over det punkt, hvor der var noget som helst at samtale om mellem de to parter. Vi er nået dertil, hvor de gensidige beskyldninger fyger gennem luften. "I har Djævelen til fader", siger Jesus til sine modstandere, og der bryder de sig ikke om at høre. Det er faktisk en meget alvorlig beskyldning. Særlig da for rettroende jøder, der ikke et øjeblik er i tvivl om, at de nedstammer fra Abraham selv og tilhører Guds udvalgte folk. Men Jesus mener altså noget andet om dem: "I hører ikke, fordi I ikke er af Gud."
Og jøderne kan også nogle gode beskyldninger. De skal ikke stå tilbage. "Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" Sådan. Så er det sagt. Det lyder måske ikke af så meget i vore ører . Men at kalde Jesus for en samaritaner - jamen, hvis vi skal oversætte det til en slags nudansk, er det sådan lidt i retning af at sige: "Har vi ikke ret i at sige, at du er en perker?"
Samaritanerne var i jødernes øjne nogle af de værste udskud. De boede lige henne om hjørnet, i nabolandet; men hvis en ordentlig jøde skulle ud at rejse, rejste han hellere en stor omvej end igennem Samaria. Jøderne mente, at samaritanerne var urene, og at de dyrkede Gud på en helt forkert måde på et helt forkert sted. Der var ikke meget at komme efter. Så at kalde Jesus en samaritaner var i deres munde ikke så meget en nationalitetsbetegnelse som et skældsord.
Djævelens børn, kalder Jesus dem. Han er meget, meget vred. Og det, der gør ham så rasende er, at de ikke tror ham.
Han var nu også frygtelig besværlig. Han kaldte sig Guds søn. Han gir omkring og talte og gjorde sære ting. Så er det meget nemmere at have en gud, man selv har lavet. En tyrekalv af guld, f.eks., som man selv har støbt. Det hørte vi netop om i læsningen fra alteret for lidt siden. Jøderne byggede sig sådan en tyrekalv, som de kunne dyrke som guddom. Der var ikke noget at sige til, at de havde behov for, at der skete et eller andet væsentligt. De var på vej til det land, Gud havde lovet dem. Væk fra slaveriet i Egypten, hjem til landet, der flyder med mælk og honning. Men indtil videre var det småt med både mælk og honning. De havde rejst og rejst og rejst. Ikke i et par dage, ikke i nogle uger eller måneder, men i mange år. Børn blev født på rejsen, gamle mennesker døde, unge mennesker døde også - af sygdom, af træthed og af mangel på gejst. Af rodløshed. Af ikke at høre hjemme nogen steder.
Så var det, at Moses, var gået op på et bjerg for at rådføre sig med Gud. Han modtog De ti Bud og en masse anvisninger .
Og det tog lang tid.
Og mens han var væk, byggede jøderne deres tyrekalv. "Gud har alligevel glemt os", sagde de. "Hvilken nytte har vi af ham? Næ, det her er en gud, der er til at få øje på. Nu skal vi feste for den."
Og det gjorde de så. De spiste og drak og dansede om deres guldkalv, og det så Gud jo godt, så Moses var faktisk advaret, inden han gik ned ad bjerget med stentavlerne med De ti Bud. Men da han med egne øjne så, hvad der foregik, blev han så flintrende rasende, at han smadrede stentavlerne i jorden og skældte sine landsmænd al hæder og ære fra.
De vidste det jo godt. De vidste godt, at de ikke under nogen omstændigheder måtte dyrke andre guder - og at man slet ikke kan kalde noget en gud, som man bare har lavet selv. De vidste godt, at kun Israels Gud, kunne føre dem frelste igennem. Somme tider er det bare nemmere at tro på løgnen end på sandheden. For løgnens far er Den Onde selv, og han kan det der med at se lokkende og forførende ud.
Men de kom til Det forjættede Land. Ja, ikke alle - der var en del, der måtte bøde for det med guldkalven. Men Gud førte sit løfte ud i livet. De fik De ti Bud igen, og de fik lov at komme ind i det land, Gud havde lovet dem. På trods af alle guldkalve.
Djævleyngelen behøvede ikke at være bange. Gud lagde det til, de selv manglede i tro og håb og tillid.
Men Jesus synes altså ikke, at deres efterkommere er blevet så meget klogere, at det gør noget. Heller ikke nu kan de kende sandheden, når de møder den. Heller ikke nu kan de se andet end lige netop deres egen retfærdighed og udvalgthed. Også nu er de parate til at vælge løgnen frem for sandheden.
Nu kunne det jo være rart, hvis vi kunne standse her. Hos jøderne for mere end 2000 år siden. Det ville være en behagelig afstand at lægge mellem os og hele balladen.
Men det ville jo ligne evangelierne dårligt, bare at handle om noget, der skete for en bestemt gruppe mennesker for mange år siden. Det ville der for så vidt heller ikke være ret meget evangelium i.
Det er altså rettet til os. Vi synes måske, vi virkelig har vort på det tørre. Når vi bekender troen, er der i hvert fald ingen slinger i valsen. Så tøver vi ikke med at bekende troen på Gud som Fader, Søn og Helligånd, det er den tro, vi er døbt i og som vi om lidt døber de 3 små børn i .
Men er det også den tro, vi lever i?
For er det ikke sådan, at der er kommet mange guldkalve imellem os og den Gud, der kalder os for sine børn ? I hvert fald kommer der dagligt meget imellem fra vores side. Vi har så mange sære ting for, og det er næppe de fleste af dem, der er til gavn og glæde for verden. Det er vel derfor, vi føler os ramt i lige så høj grad som de mennesker, der stod omkring Jesus. Og måske bør vi i modsætning til dem lige tænke os om, før det er selvretfærdigheden, vi griber til for at forsvare os.
Jøderne havde deres love skrevet på stentavler.
Vi har også mange mærkelige love og regler, som ganske vist ikke er skrevet ned på papir. Måske er de skrevet i de stentavler, vi kalder vore hjerter. I hvert fald handler de altid mest om, hvad de andre må og ikke må. Og det er faktisk den værste form for umoral, der findes: den, der giver os lov til at frikende os selv, mens vi fordømmer de andre. Så har vi forvekslet sandheden med løgnen. Så har djævelen selv lukket vore øjne for vore egne fejl.
Djævelen - jamen, ham tror jeg da ikke på, siger vi så. Nej, det skal vi sandelig heller ikke. Han er nemlig fuld af løgn. – som jeg siger til konfirmanderne. Men det er ikke det samme som, at han ikke er til. Hvem tør fornægte det ondes eksistens? Tænk bare på Madrid, og hvad der skete der for et par dage siden. Ren djævelskab!
I har djævelen til far, siger Jesus. I tror, I er så kloge. I tror, I kan selv. Hvorfor er I så så bange for mig? Er det, fordi jeg fortæller jer, at livet aldrig er noget, man kan styre med et par stentavler? At livet ikke kan holdes nede ved hjælp af nogle regler om, hvad man kan, og hvad man ikke kan?
Livet er farligt og udfordrende. Det har det nemlig med at komme os i møde i et andet menneske. Og vi – ja, vi må nøjes med at tage imod det og blive fanget ind af det. Optaget af det og engageret i det.
Og derfor burde vi lade være med at gøre os så kloge på de andres liv. Vi skulle leve vores eget - til glæde og gavn for dem, vi ellers har så travlt med at fordømme. Der er jo kun én hovedregel, der gælder til alle tider: Du skal elske Herren din Gud - og din næste som dig selv.
Og så kan vi jo spørge os selv igen: Er den tro, vi bekender, også det, vi lever efter? Var det f.eks. sådan for mig i går, at Gud var det første og det sidste i alt det, jeg foretog mig? "Så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng" som vi synger om lidt - var det sådan? Eller bliver det mon sådan i dag?
Eller var der et medmenneske, hvis glæde vi slog i stykker? Var der en fremstrakt hånd, vi valgte at overse? Fordi vi selv stod i centrum og ikke var til at flytte?
Der er valg hver eneste dag. Valg mellem løgnen og sandheden, mellem det onde og det gode. Vore tanker og gerninger afslører os og placerer os, desværre alt for ofte, blandt djævelens børn.
Men djævleyngelen behøver ikke at være bange. Gud lægger det til, som vi mangler. Loven er skrevet på stentavler. Det, der står, kan aldrig slettes og aldrig glemmes og ender som skarpe sten i vore hænder, kasteskyts mod vore medmennesker.
Kærligheden, derimod, skriver i sand. Det, vi gjorde forkert, er om et øjeblik slettet ud og glemt. Gud giver det til, som vi mangler. Gud tilgiver.
Det betyder, at den dom, der er blevet fældet over os - den blev fældet en søndag ved en døbefont, hvor vi lå i armene på én, der holdt os og ville os alt godt. Der blev sagt et rungende nej til djævelen og alt hans uvæsen, og faderskabet over os blev fastslået - vi er et Guds barn. Det betyder, at intet og ingen kan gøre os faderløse. Heller ikke os selv. Gud opfylder ikke alle vore ønsker, og det er nok også godt det samme. Men Han opfylder sine løfter. Og Hans løfte er at være med os alle dage indtil verdens ende. Amen.
Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: +45 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk