Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion C. Dinkel und I. Karle

1.søndag i fasten (Invokavit), 5.3.2006
Lukas 22,24-32, Niels Henrik Arendt
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Evangeliet i dag handler om storhed og magt. Selv om Jesu fjender på tidspunktet for den ordveksling, vi hørte, allerede er i gang med at træffe de sidste forberedelser til at tage ham til fange, har disciplene endnu ikke indset hvor lidt berømmelse der findes i følgeskabet med Jesus. De har endnu ikke oplevet den dybe magtesløshed, der skal gribe dem bare nogle timer senere, hvor alt kommer til at dreje sig om blot at overleve. Så de skændes om storhed og magt. Jesus irettesætter dem, men ikke kun fordi deres skænderi om deres egen betydning er ilde anbragt i dette alvorlige øjeblik. Hans irettesættelse retter sig mod magt og storhed i det hele taget - han opstiller en modsætning mellem magtens mænd , “folkenes konger”, og så de, der vil være hans disciple.

Undsiger han i virkeligheden al magt og magtanvendelse imellem mennesker? lægger han op til en alternativ orden, hvor ingen udøver myndighed i forhold til andre? Er der tale om et revolutionerende opgør af aldrig tidligere set skarphed med den måde, menneskene har indrettet sig på - tror han virkelig selv på et herredømme-frit fællesskab?

Endegyldigt kan vi vel ikke svare på sådanne spørgsmål, men vi kan i hvert fald se, at Jesus vender op og ned på de gængse forestillinger om stort og småt. Vi ved hvordan en hel forsamling kan gribes af rådvildhed, hvis den, der plejer at lede den, eller er den naturlige leder ikke påtager sig opgaven, men forholder sig passivt. Vi ved også, hvordan herredømmet i en forsamling ganske fint, men bestemt ikke umærkeligt, kommer til udtryk i de mest dagligdags ting - som f.eks. hvem der sætter sig først ned. Men Jesus forholder sig ikke blot passivt: i hans fællesskab er der ikke blot ingen for bordenden, men alting ses fra den nederste plads. For der sidder han selv. Og hvem er så den største?

I vort menneskelige fællesskab er magtudøvelsen en kendsgerning. Den er det endda i de snævreste forhold. Forældre udøver myndighed i forhold til deres børn - det gør også de, der bevidst forsøger at undgå det, blot på en i virkeligheden langt mere raffineret måde. Ja, elskende udøver såmænd også magt i forhold til hinanden - uden at det behøver at modsige deres indbyrdes kærlighed, når blot den beholder sit herredømme over dem. I det, der ligger uden for de snævre familieforhold gælder det selvsagt også: på arbejdspladsen, i fritidsfællesskaber osv. Nogle bestemmer. Sådan er det. Og det gælder selvfølgelig synligt og udtrykkeligt i den politiske verden. Den handler om magt, om indbyrdes styrkeforhold, sådan som vi har set det demonstreret i Irak-krisen, og som vi også får holdt for øje i den aktuelle hjemlige valgkamp.

Hvordan skal vi forholde os dertil på baggrund af Jesus ord? Jeg vil mene at vi i det mindste skulle lade os anfægte (som Paulus var anfægtet, som Martin Luther var det). Men det er, som om vi ikke er synderlig anfægtede i forhold til magtanvendelsen. Den er jo nødvendig, siger vi - himmeriget findes ikke her på jorden. Jesus kan ikke mene det på den måde. Stiller vi spørgsmål ved magtanvendelsen, er det udelukkende ved, om det er de rette, der bestemmer. Selv for de mest revolutionære partier handler det højest om at nogle andre skal sidde for bordenen. Der er aldrig rift om tiggerens plads.

Vi burde lade os anfægte. Og ville vi ikke lade os anfægte af Jesu ord og hans eksempel, ja så burde vi komme til at tvivle, at spørge, når vi ser hvilke ulykker magtanvendelsen alt for ofte forårsager, og hvor ofte den misbruges. Jesus taler om disse ting i timerne lige inden hans død. Få timer senere er mennesker, som egentlig var hæderlige folk og med garanti virkelig stræbte efter at gøre det rette, i færd med at udnytte deres magt til at få ham henrettet. Et eksempel på, hvad magtanvendelse kan føre til. Til indledning i dag hørte vi et andet eksempel i fortællingen om Kain og Abel - det er den nøgne sandhed om, hvordan det ene menneskes herredømme over det andet i virkeligheden alt for tit tager magten over den stærkere og får ham til at volde ondt.

Jeg tror vi ved det fra de helt nære forhold; vi ved hvor lemlæstende det kan være at fare frem i forhold til vore børn, hvis ikke vi bruger vor myndighed med varsomhed. Vi ved, hvor meget vi kan komme til at slå i stykker i de nære forhold. Der passer vi alligevel ofte på. Men også i de store forhold kan Kain blive fanget af sin egen magt. Og så volder han usvigeligt sikkert ondt. Skaderne er ikke mindre, når elefanterne kæmper.

Magtanvendelse er uundgåelig. Myndighed er nødvendig, det er sandt. Kain må forhindres i at myrde Abel. Og det nytter selvfølgelig ikke, at den, der griber om Kains hånd for at holde ham tilbage, selv ryster på hånden. Men det burde aldrig blive en selvfølgelig ting for ham. For da er han på vej til selv at blive en Kain, at blive taget til fange af sin egen magt.

Hvordan forhindres vi så deri - hvordan udøver vi herredømme, som vi er nødt til det i denne verden, uden at blive fanget af det ? Det gør vi kun ved at blive mindet om, at alt vores magt er relativ og har sin tid. Ved at det bliver sagt, som Jesus nogle timer senere siger til Pilatus: Du havde slet ingen magt, hvis den ikke var givet dig fra Gud. Og Gud vil spørge dig, hvad du brugte magten til. Sådan skal al jordisk herredømme stilles ind under ansvar overfor Gud, og det gælder, hvad enten det udøves i de snævre familieforhold eller på verdensscenen. Sådan er det bestandig anfægtet. Kun sådan er det holdt på plads.

Jesu forhold til disciplene gav dem ikke plads til fordele magt og storhed indbyrdes, og han gav selv afkald på at anvende magt for at redde sig ud af de politiske magthaveres vold. Stærkere kunne han ikke have stillet spørgsmål ved deres herredømme, tydeligere kunne han ikke have krævet dem til ansvar, klarere kunne han ikke have vist, hvor fanget mennesker kan blive af deres egen magt.

Men der var en ting til, der kom til udtryk deri. Et enestående fællesskab med mennesket. Der gik ikke mange timer, før disciplene ikke tænkte på storhed, men hjælpeløst følte, at nu var det ikke dem, der havde magt over situationen, nu var det situationen, der havde magt over dem. Det var en fornemmelse af hjælpeløshed - ikke ulig den, vi også kan opleve i forhold til livet, ja i grunden også i forhold til den magt, vi har over hinanden. I den situation findes den eneste trøst i at Gud i Jesu skikkelse ikke er en del af alt det, der tager magten over os, men at han tværtimod står ved siden af os. Som han lovede disciplene, at de skulle sidde til bords med ham, sådan lover han også os et fællesskab, som består, når alle vor drømme om storhed er faldet i grus. Vi skal sidde til bords med ham, ja, allerede i dag indbyder han os til det. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: +45 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)