Göttinger Predigten im Internet

For at denne gamle, geniale, foruroligende historie ikke skal gå vores næse eller ører forbi, er vi nødt til at starte med et samvittighedsspørgsmål. Det går jo nok, da man kun skal besvare det for sig selv i tanken, uden at nogen anden får det at høre. Til gengæld må vi forlange, at man er helt ærlig, for det er slemt at lyve, men det er tillige utrolig dumt, når det er sig selv, man lyver for, selvom just det er uhyre udbredt. Faktisk bruger vi megen opfindsomhed på at lyve for os selv.

Samvittighedsspørgsmålet lyder sådan her: Hvordan gik det egentlig med dine talenter i sidste uge? Hvor mange gange gravede du dem ned, fordi du var bange eller doven eller slap eller bare helt forkert på den af den ene eller den anden grund. Hvis du ikke er klar over, hvad ordet talenter står for i denne forbindelse, kan du bare erstatte dem med ordet liv. Så bliver spørgsmålet også mere påtrængende.

Altså: Hvordan gik det med dit liv i sidste uge? Hvor meget gik til spilde på grund af dig selv? Der er ikke andre end dig selv, der kan svare på det.. og så Gud naturligvis. Det er jo ham, vi til syvende og sidst skal stå til ansvar for; men foreløbig skal du nu stå til ansvar over for dig selv.

Hvordan gik dit liv i sidste uge? Hvor mange gange lod du være med at svare, med at smile, med at synge, med at hjælpe, med at glæde dig, med at bruge dine evner og din energi fuldt ud? Eller mere direkte: Hvor mange gange mødte du andre mennesker med mistillid, surhed, distraktion eller direkte afvisning, lukket inde om dig selv og dine kolossale problemer? Hvor mange gange snød du?

Undskyld! Jeg kan godt høre, at det er nogle meget ledende spørgsmål; men dog ikke mere ledende, end at du godt inderst inde ved, hvad det var, dit liv gik ud på i sidste uge. – Og hver uge for den sags skyld. Hvorfor skulle man dog leve, hvis det ikke var for at være åben, glad, taknemmelig og hjælpsom? Alt andet ville være fuldstændig tåbeligt. Det ødelægger jo livet, og det kan vel aldrig være derfor, vi lever?

Men naturligvis: Hvis man i ramme alvor mener, at livet går ud på at slippe så let om ved det som muligt, altid først at søge sine egne fordele og ødelægge så meget som muligt for andre mennesker, ja så skal man besvare samvittighedsspørgsmålet på en helt anden måde, end jeg havde forestillet mig; og så får man nok problemer senere i gudstjenesten. Hvis man virkelig mener sådan, så tror jeg for resten, at man lyver for sig selv. Enhver kan høre, at det lyder forkert; og enhver kan se, hvor let man selv kunne blive taber i et sådant spil.

Noget helt andet er så, at vi ofte opfører os, som om netop det var meningen med livet; men det gør det ikke mere rigtigt. Det viser bare, hvor vigtigt det er at få stillet det samvittighedsspørgsmål, vi er sat overfor i dag: Hvordan gik det med dit liv i sidste uge? Hvor meget gik til spilde? Hvor meget ødelagde du? Gravede du livet ned for at vente på bedre tider? Glemte du, at du kun har ét liv: Det, der er der lige nu! Hvor mange timer, dage, uger har du efterhånden gravet ned, så de bare ligger og rådner?

Nu vil vi forlade disse nærgående spørgsmål, så vi ikke sidder og bliver alt for selvoptagede på grund af vores egen usselhed, - så går livet jo også til spilde. Mange mennesker spilder alt for meget liv på spekulationer over, hvor ringe de er til at leve. Det er lige så galt som det modsatte: aldrig at spekulere over det, fordi man er overbevist om sin egen fortræffelighed i så henseende.

Hvordan var det med Jesus og dette spørgsmål? Jeg tror ikke, han spekulerede så meget over det, men det var, fordi han aldrig prøvede at snyde. Han var, hvor han skulle være, og gjorde det, der skulle gøres som den selvfølgeligste ting af verden. Det var ikke, fordi han var sådan et pragteksemplar, en rigtig pæn spejderdreng, som vidste, hvordan man skulle opføre sig, og som sørgede for at være et eksempel for alle andre. Nej, Jesus levede bare, og alting væltede ud af ham som frisk vand fra en kilde: Ord, gerninger, tegn, liv, skæbne. Det var ikke altid lige rart at overvære, fordi det virkede så afslørende. Det endte da også med, at de slog ham ihjel.

I dag træffer vi ham en af de sidste dage i hans liv. Roligt sætter han sig ned og belærer sine disciple om, hvad det er at leve. Ikke i regler og moralsæt og løftede pegefingre. Nej i små fortællinger, der er ligeså enkle som hans eget liv har været, og som alligevel rummer en dybde i sig, så man kan blive ved med at høre dem på en ny måde.

Her fortæller han om en mand, der rejser udenlands og betror sin formue til sine tjenere. De får hver en del, så det passer netop til deres gemyt. Sådan er det altså at leve: At få noget betroet, der er afpasset netop til os som dem, vi er. Det kan godt være, det er forskelligt fra person til person, men det er så, fordi personerne er forskellige. Men alle skulle kunne leve, sådan er livet simpelthen indrettet ifølge den lille historie.

Men ikke alle klarer det lige godt. Det ved vi godt fra det virkelige liv. Der er mange, - både i toppen og i bunden, som kommer galt af sted. Vi kan ikke bruge historien til at udpege bestemte grupper, som er særlig udsatte. Jesus var ikke ansat af Socialforskningsinstituttet, og det ville også have afsporet hele historien, hvis der var opstillet sociale begrundelser understøttet af statistikker. Det er da ikke samfundets skyld, hvis man går og graver sit liv ned. Og det er derfor heller ikke en bestemt samfundsgruppe, der er slem til det. Det er simpelthen noget, der ligger til menneskene.

Måske henvender Jesus sig netop til de svage, de udstødte, som er ved at give op. Han er slet ikke ude på at rose dem, der bliver rost i historien, men tværtimod at opmuntre dem, der har det som ham, det gik så frygteligt galt i historien. Det kunne jo være, at det var sådan nogen, der sad og lyttede til historien; og nu ønsker han at opmuntre dem til at gå i gang med at leve, før det er for sent. De disciple, der fulgtes med ham, var i hvert fald ikke nogen, der ligefrem glimrede med fantastiske bedrifter. De var bange og forfængelige ligesom de fleste af os. De var nogle små luskebukse, der fulgte Jesus, fordi de håbede at få noget ud af det, og fordi de ikke kunne lade være. Men da det virkelig brændte på, så svigtede de alle sammen. De gravede talenter ned, det bedste de havde lært, mens han blev korsfæstet.

Det er ikke en fortælling for supermennesker, Jesus fortæller. De har så mange andre glæder; hvorfor skulle de så også have fornøjelsen af Gud? Nej, det er for dem, der går og spilder alt for meget liv hver dag. Dem, der ikke tør leve. Dem, der synes, de snart ikke orker mere. Dem, der synes, de kun kan se nederlag, når de kigger sig tilbage på deres liv.

Nej, vi vil ikke remse flere op. Det drejer sig ikke om nogle bestemte mennesker, men om at komme i gang med at leve. Det drejer sig om at begribe, at det slet ikke er så uoverkommeligt at leve, for vi er faktisk skabt til det. Og selvom vi møder megen modstand og vikles ind i alskens problemer, så går det an at leve, fordi det er meningen med os.

Den dag, Jesus fortalte historien, forstod disciplene ikke rigtig meningen med den. De flyttede lidt uroligt på sig, fordi de var vant til, at Jesus altid holdt med dem; og nu lød det, som om han tog de stærkes, de riges parti. Men efter hans død og opstandelse gik det op for dem, at historien handlede om både ham selv og om dem. At det går an at investere sit liv, uanset hvor ringe det, og hvor kort tid der er tilbage, og hvor meget der ser ud til at være gået i spåner.

Det går an at leve. Gud har selv prøvet det gennem sin søn Jesus Kristus. Og han prøver det hele tiden sammen med os. Følger os på vejen. Skubber til os, taler til os: Se nu at komme i gang. Jeg skal nok være hos dig i al slags vejr; bare du lever… - altså lever: Smiler, synger, hjælper din næste, glæder dig over livet, takker ham, som gav dig, når sol står op selv at føle morgen i sjæl og krop.

Nej, her vil vi heller ikke remse op. Der findes ingen opskrift på det rette liv; men du har nok allerede selv siddet og svaret på det. Så gå ud og lev. Livet venter på dig. Mennesker venter på dig. Gud venter på dig. Lev! Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk