Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

4. søndag efter helligtrekonger, 29.1.2006
Mattæus 14,22-33, Anders Gadegaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Tro og håb eksisterer ikke uden hinanden. Det er to sider af samme sag.

At tro er at stole på, at alting ikke er ligegyldigt, men at der altid findes nye muligheder for liv, for mening, for glæde. Men det er netop at håbe. "De, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne", som vi hørte fra alteret, Esajas siger (Es. 40,30f). Håbet retter sig mod fremtiden og sætter sin lid til noget udenfor én selv, at dét vil vise sig og virke for os i en ellers uvis fremtid. Det håb giver styrke, det giver ørnevinger. Det er at tro.

At tro med håb imod håb er en præcis beskrivelse af troens inderste væsen, sådan som Paulus sagde om Abrahams tro (Rom 4,18f). Abraham blev lovet et barn i sin høje alder af 80 år - og Sara var næsten 100! Unægtelig en umulig tanke. Så ikke mærkeligt at Sara lo, som det fortælles. Men Abraham... han troede med håb imod ethvert rimeligt rationelt håb.

Lad mig drage en parallel til vore egne erfaringer: De fleste af os har oplevet at være i nær forbindelse med mennesker, der har fået at vide, at de snart skal dø. Og det er unægtelig meget forskelligt, hvordan den enkelte døende forholder sig til sin situation. Nogle fortrænger deres viden og lever så vidt muligt videre, som om intet var hændt. Andre bliver vrede, finder det uretfærdigt, at det lige er dem, det skal gå ud over. Andre igen rammes af depression og resignation, orker ikke at leve den sidste tid. Men - ejendommeligt nok, måske - det mest almindelige er, at man reagerer med håb! Håbet kan rette sig mod, at man sætter sin lid til en uventet nyopdagelse i udforskningen af netop den sygdom, man lider af, et nyt lægemiddel bliver opdaget. Eller håbet kan rette sig mod, at man pludselig får det bedre. Igen, mest almindeligt er det dog, at håbet trives med visheden om den snarlige død i behold! Man fornægter ikke realiteten i beskeden om sin dødelige sygdom, men man håber alligevel. Som om livet pludselig, som ved et trylleslag, er blevet uvurderligt dyrebart for dette menneske. Som om det enkelte øjeblik er hele livet værd. Som om beskeden om den snarlige død har medført en for alle parter overraskende indre ro og afklaring.

Så foruden den negative magt, der påfører den døende store lidelser og megen angst og bekymring, så vidner den kendsgerning, at håbet lever, om, at der også er en positiv magt på spil, den magt, der gør det muligt på trods af lidelsen og angsten at leve videre fra øjeblik til øjeblik, og det endda ofte med et forbløffende overskud, så den døende ikke sjældent er i stand til at give mere fra sig til sine omgivelser end omvendt. Det er at håbe med håb imod håb. Det er at tro.

Det er altså noget ganske andet end de mange dagligdags forhåbninger, vi går og gør os om, at dette eller hint må ske en gang i fremtiden. Disse håb kan skuffes, som vi alle ved. Det kan det absolutte håb, som vi kan kalde det, ikke. For det retter sig, som sagt, ikke imod en konkret begivenhed eller ting i verden. Og dette håb er ganske uundværligt for, at man kan leve. Ikke mindst for den uhelbredeligt syge er det uundværligt. Det viser sig i tålmodighed, udholdenhed, en besynderlig frihed i forhold til det at være syg til døden.

Dette håb bringer den enkelte langt ud over sig selv, for håbet står jo til, at livet vil sejre, at man vil vedblive med at bestå, blive hel og rask, på trods af ens viden om, at man skal dø. Det betyder, at det kun kan ske, om man overskrider individets grænser. Og det gør man i dette håb. Det er med andre ord nærliggende at sige, at håbet retter sig mod "det evige liv" - hvad det så end betyder, det skal jeg vende tilbage til.

Det er betydningen af denne sammenhæng mellem håb og tro, fortællingen om Jesu vandring på søen vil hjælpe os til at forstå. Peter bliver bange ligesom de andre i båden, da de ser noget, de tror er et spøgelse, komme gående på vandet. Men Peter har dog åndsnærværelse nok til at "svare" "spøgelset", da Jesu røst lød: "Det er mig, frygt ikke!" Peter kræver en slags forsikring på, at det nu virkelig er Jesus: "Herre, hvis det er dig, så byd mig komme ud til dig på bølgerne." Og på det ene ord: "KOM!" vover Peter sig ud over rælingen og ud på bølgerne.

Peters tro viser sig i, at han på det ene ord begiver sig af sted på den farefulde vandring. Hans spontane tillid til Jesus fjerner frygten og bærer ham hen over vandet. Han sætter spontant sin lid til, at hans fremtid er i Guds hånd.

Denne tro er tydeligt nok ikke et resultat af, at Peter har besluttet sig for, at det vist må være Kristus, Gud selv, der går derude på bølgerne. Tro er aldrig resultatet af en refleksion, man kan ikke beslutte sig for at tro. Således forholder troen sig heller ikke til rationaliteten i meddelelsen om, at jeg meget snart skal dø på grund af en uhelbredelig sygdom. Skal jeg dø i morgen - eller: Kan bølgerne bære mig? Ikke den slags spørgsmål kalder troen frem - snarere tværtimod. Troen er ikke en åndspræstation, hvor man mander sig op til at antage en naturstridig tanke. Nej, troen afgøres af tilliden, håbet. - At det forholder sig sådan, viser ikke mindst fortsættelsen på fortællingen: Da Peter begynder at tænke over hele situationen: "Hvad er det egentlig, jeg gør, går herude på vandet, det er jo umuligt!" - Da begynder han netop at synke.

- Det er et menneskeligt grundvilkår at spekulere over vort livs mål og med, derfor vil tvivlen uvægerligt også indfinde sig. Tvivlen på meningen med at jeg er til lige her i denne sammenhæng og på de vilkår. - Jo, vi ville alle begynde at synke derude på bølgerne.

Da rækkes også den frelsende hånd frem mod os, præcis som det skete for Peter. Og Jesus siger til Peter: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" Det vil sige: "Hvorfor stolede du ikke på, at din Herre kommer dig i møde og tager hånd om dig ligegyldigt, hvordan det går dig? - Håb på Herren, så får du ørnevinger, der kan bære dig hen over havet!"

Nej, tror er ikke noget, vi råder over, det er noget vi er. Vi kan være trofaste mod det liv, vi har fået på de betingelser, der nu er blevet vore. Vi kan bruge vor energi og viljestyrke til at fastholde meningen med at blive ved med at gå ind i det næste nu og tage dets udfordring op. Ofte er livet som en vandring på natsorte bølger uden sikkerhed for at synke. Hvad vi kan gøre er da at blive ved at sætte vor lid til, at fremtiden er i Guds hånd. Uanset hvordan det går mig, lyder der et "Kom!" fra det næste nu i mit liv - "Kom herud, vov på mit ord det første skridt ind i din uvisse fremtid." Begynder jeg da at synke på min vej, rækkes der mig en frelsende hånd, stol på det. Stol på Ham.

Trygheden ligger i, at det ikke er mig, der skal overbevise mig selv om Guds nærvær for min skyld. - Hvordan skulle jeg overhovedet også kunne det uden, at der sniger sig selvoptagede motiver ind? Det er al farisæismes problem. Nej, det forholder sig så herligt, at Gud selv kommer mig i møde, blidt gående ud af det kendte, ud af min fremtid, hen over min vejs vilde vover, for at gribe mig, når jeg er ved at synke og give op.

At tro, det er at stole på, at hvert nyt øjeblik indeholder mulighed også for mig. Mulighed for at komme videre, mulighed for mening, fylde, glæde. Det er opstandelsens budskab. Hertil knytter sig håbet om det evige liv: At den mulighed, som opstår ud af intet igen og igen, er Guds nærvær, det evige liv midt iblandt os, er Kristus, er Guds kærlighed til os. Denne skjulte virkelighed skal vi sætte vores lid til, den skal vi leve ud af. Det er at tro. Det er at "bie på Herren".

Det er ikke vor opgave at søge lykken i Guds nærvær i tiden i den forstand, at vi spørger os selv: "Hvor mon Han er, hvordan mon Han viser sig, er det her Guds gerning, eller er denne her - bare Han nu viser mig lige nu, hvad jeg skal gøre, så bliver alting godt." - Den slags spekulationer kommer vi ingen vegne med. Det er at ville skille det hellige fra det profane, det guddommelige/himmelske fra det meneskelige/jordiske - og så søge at leve sit liv i interesse for den guddommelige sfære. Det kan man ikke, det fører blot til, at man svigter både Gud og mennesker. Det guddommeligt/himmelske er det meneskeligt/jordiske, når det er sandt og fuldkomment. Vil du se ind i Himmeriget, må du derfor fæstne dit blik på dit jordiske liv og finde sandheden med det. Virkeligheden er én, ikke to.

Den tro kræver ingen religiøs anstrengelse. Den kræver derimod, at man vil sit liv, at man tager hvert øjeblik som givet én med mulighed, med mening - på trods af al den modgang, livet også er fyldt med. Det er at stole på, at Kristus kommer til os ud af intet med frelse, med nyt liv der, hvor vi kun ser mørke og oprørt hav. Amen.

Domprovst Anders Gadegaard
Fiolstræde 8,1
DK-1171 København K
Tel.: + + 45 33 14 85 65
E-mail: abg@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)