Göttinger Predigten im Internet

"Lad de små børn komme til mig" sagde Jesus, den dag mødrene kom med seres børn og disciplene ville jage dem væk. Og gennem årene er jeg kommet til at synes, at de ord er nogle af de bedste og vigtigste i Det ny Testamente. For de ord - foldet ud og hørt i hele deres fulde betydning - de fortæller os, hvem Jesus er. Og de fortæller os, hvordan Gud er. Og de fortæller os, hvem vi selv er, nemlig et Guds barn.

En af de store danske romaner fra sidste århundrede er Martin Andersen Nexøs ”Ditte Menneskebarn”. Den handler om pigen Ditte, som vokser op med svigt på svigt. Hun er barn i en ludfattig familie, som andre ser skævt til, og med en mor, hun ikke kan regne med. Hun kommer til at tjene på en gård, hvor sønnen gør hende gravid og madmor smider hende ud. Og til sidst dør hun fra en flok børn - ung, udslidt og fattig - men med kærligheden i behold.
I indledningen til romanen er der utrolig smukt afsnit, som jeg ofte tænker på, når jeg står overfor et nyt lille barn.
Det lyder sådan her:
"Hvert sekund fødes der en menneskesjæl til verden. Et nyt lys tændes, en stjerne der måske skal brænde usædvanligt smukt, der i al fald har sit eget, aldrig sete spektrum. Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages, hvert nyt væsen ligner de kometer, der kun EN gang i al evighed rører Jordens bane og en stakket tid drager deres lysende vej hen over den".

Ja, så smukt kan det siges, hvis man ellers er digter.
Nu tvivler jeg på, at Martin Andersen Nexø havde et særligt positivt forhold til kirken - jeg vil tro, at han snarere så kirken og præsterne som en del af det system, der holdt småfolk nede i undertrykkelse og fattigdom - men alligevel er der for mig en tæt forbindelse mellem ordene her, og Jesu ord i dag.
Ordene fortalte, at det lille menneske, Ditte menneskebarn, som blev kastet rundt med på livets scene og hvis liv var fyldt med modgang - at også det liv havde enestående værdi. Som et lys, der tændes, som en stjerne, der brænder på himlen.

Det klinger sammen med ordene som vi hørte fra salme 8 i Salmernes Bog i begyndelsen af gudstjenesten:
"Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernen, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
med herlighed og ære har du kronet det.

Og det er på den klangbund vi skal høre Jesu ord, som det der giver hvert enkelt lille menneske værdi - og værdighed.

Det kan godt være, at dit liv er fyldt af modgang.
Det kan godt være, at andre ikke regner dig for noget.
Det kan godt være, at ingenting blev som du håbede på eller regnede med.
Men set med hans øjne har du værdi. Du har også en plads i verden. Du har også en plads hos ham. Set med hans øjne og målt med hans målestol er der ingen, der er for lille.
Det er det, jeg hører som kernen i Jesu budskab. Det er det, jeg hører, når Jesus siger : "Lad de små børn komme til mig" - og når han fejer disciplenes indvendinger til side, og omfavner børnene og velsigner dem.

Det var det, Jesus gjorde ved mennesker. Velsignede dem, og pegede på deres uendelige værdi. Det er det, han gør ved os.
Der hvor andre ville skubbe nogen væk, fordi de var for små eller for dumme eller forkerte - der tog Jesus dem til sig og rørte ved dem og velsignede.

Jeg nævnte før, at Jesus ord om børnene fortalte os, hvem Jesus er og hvordan Gud er.
Det kan ikke adskilles. Når Jesus tager imod børnene, så viser han, at Gud er som den, der tager imod.
Han viser, at Gud måler anderledes end vi troede.

Jøderne og de skriftkloge havde en anden måde at måle på, ganske som vi også har det.
De målte mennesker på, om de levede op til lovens krav og fulgte sabbatsreglerne og forskrifterne for renhed - ikke netop renlighed, men den renhed, der gjorde dem til Guds særlige folk og adskilte dem fra andre - fra de urene.
Disciplene kendte nok også til den måde at måle på.
Vi ved ikke, hvad de havde tænkt sig, da mødrene dukkede op med børnene. Men mon ikke de har tænkt, at børnene forstyrrede, og at det var spild af tid, fordi børnene alligevel ikke forstod noget.
Vi kender også til den anden måde at måle på. Vi ved godt, hvad der giver status både ude i samfundet og i kirken. Vi ved godt, hvordan ordentlig mennesker skal leve deres liv. Og det er ikke sjovt at falde udenfor normen.

Men Jesus sagde: "Lad de små børn komme til mig". Og når vi ser på, hvem han ellers samlede omkring sig - så omfatter de ord ikke bare de små charmerende babyer - så omfatter de alle dem, der er blevet de små - de syge, tolderne, de syndige kvinder, de fremmede, mennesker, som på hver deres måde ikke levede op til kravene, mennesker, der ikke slog til.
Og han nøjedes ikke med at tolerere dem og lade dem stå i et hjørne, medens han prædikede for de andre.
Nej, han rørte ved dem, han omfavnede dem, han lagde sine hænder på dem og velsignede dem. Og han sagde endda, at den, der ikke bliver som et lille barn, kommer slet ikke ind i Guds rige.
Jesus målte anderledes. Han målte ikke med lov og orden og normer og alt det andet, mennesker ikke kan leve op til og som knuger og klemmer os. Jesus sprængte alle rammer. Han bredte livet ud for mennesker. Han gav dem plads at være på. Han gav dem rum, så de kunne ånde frit og leve frit.

Det betød ikke, at nu skulle alle de pæne og ordentlige - de skriftkloge og disciplene og alle andre gode mennesker - gå ud og vælte sig i sølet, hvis de ville høre til hos ham - men det betød, at de stod lige. Foran Gud lever vi ikke af det, vi selv kan gøre, vi lever af, at Gud tager imod os. Vi lever af, at han kalder os sine børn. Vi lever af at tage imod. Som det lille barn kan tage imod.

Derfor siger Jesus ord om børnene os, hvem vi selv er.
For hans ord handler også om os.
Hans ord sætter os fri til at leve.

Jeg ved ikke, hvem vi ligner mest. Om vi ligner de skriftkloge eller disciplene eller andre, der kendte til alt det der med lov og orden og hvordan et ordentligt liv skal være. Eller om vi ligner dem mest, der ikke rigtig kunne leve op til det.

Men det vi hører i dag er, at Jesus dukkede de store og løftede de små op.
Han satte disciplene på plads og han omfavnede børnene.

Og det skal vi have med os, på vor vandring gennem livet - at når vi ser med foragt på et menneske, der ikke rigtig magter livet og som vi helst går i en stor bue udenom - så holder ordene i dag os fast og minder os om den mester, der både rørte ved de små og velsignede dem - og når det er vores eget liv, der er blevet sådan, at vi ikke kan være det bekendt, så minder ordene os om, at her - i Guds hus, her hvor vi hører Jesu ord om børnene - her er der også plads til sådan en som mig.
Her får vi den værdighed, som vi ikke kan give os selv.
Og nej, det er ikke nogen let vej at slå ind på, for det er en vej, der på så mange måder modsiges af alt det vi ellers oplever, og finder for sandt.
Men der er ingen anden vej der er farbar, dybest set.

Evangeliet til i dag handler ikke om dåb. Men evangeliet handler om, hvad dåben betyder. For den betyder nemlig vejen til livet og sandheden. Sandheden om os selv, som dem, der ligesom et lille barn, kommer som svage, fortabte, uværdige. Kommer til livet selv, som er Jesus Kristus. Og det må ingen hindre! Amen.

Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: +45 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk