Göttinger Predigten im Internet

Mange af de sidste juleforberedelser drejer sig om at rydde op og gøre plads. Rydde op efter alt det, der til daglig fylder huset, rydde op efter julebrevskriveriet og gaveindpakninger og gøre plads til juletræet, til gæster, kort sagt gøre plads til højtiden.

Det er ikke spor anderledes med juleforberedelserne her i huset. Helt konkret skal graveren i løbet af de næste dage have sat juletræer ind, sat lys i overalt og have pyntet op. Men også i adventsgudstjenesterne er alle tekster omhyggelig udvalgt til at gøre forberedelser med.

Særlig her 3. og 4. søndag i advent, hvor Johannes Døber fylder det hele. I Jesushistorien er han jo vejberederen, den, der baner vej for Herren, den der går foran. Johannes Døbers arbejde består altså i at rydde op og sætte alting på plads inden Jesus kommer. Det er adventsgudstjenesternes juleforberedelse.

Men hvordan bærer han sig ad med det? På hvilken måde rydder han op og rydder vej? Hvad er det for en indvendig forberedelse til Jesu komme, han lægger op til, at vi skal foretage?

Det er et omfattende spørgsmål, men helt kort kan man sige, han vil have os til at gøre os klart, hvad det er, at være et menneske. Kort og godt, men ikke så lidt! Hvis man ikke har gjort sig lidt klart, hvad vores stilling og værdi og bestemmelse er på jorden, så har vi ikke mange chancer for at høre og fatte noget som helst af det Jesus kommer med.

Hvad er det da, Johannes i sin forkyndelse og sin dåb får sagt om os?

Først og fremmest får han sagt, at et menneske er en skyldner. Det var ilde hørt. Han blev slået ihjel for at sige det. Og det er stadig ilde hørt. Den voldsomste kritik af kirken i de sidste hundrede år har handlet om at kirken trykker folk ned i skyldbevidsthed, men al sin tale om synd og skyld.

Men det er ikke desto mindre sandt, at det at være et menneske er at være en skyldner. Hvad betyder det?

Ja, det betyder ikke, at der kun er ondt i mennesket. Det ville være helt galt at sige det. Der er lidt af hvert.

Men det betyder, at intet af det, vi har som mennesker, er vores eget. Vi har ikke givet os selv liv, vi har ikke givet os selv en jord at leve på eller medmennesker eller kærester eller lyksaligheden ved, at vi er to køn, eller ved at årstider skifter, fuglene trækker, maden står på bordet, skønhed findes osv. Vi er dumpet ned midt i det hele. Har fået det altsammen stillet til rådighed som en kærlighedsgave.

Intet af det hele er vores eller vores værk. Alle mulighederne, alt råstoffet var sat frem, længe før vi kom til verden. Ja, det er sat frem så tidligt, at vi nemt kommer til at anse det hele for en selvfølge, når vi efterhånden ankommer midt i det.

Men det er dumt at tage det som en selvfølge. Det eneste rimelige er at tage det som en kærlighedsgave, glad indse, at det ikke er vores eget og slet ikke vores private. Det gælder både liv og jord og medmennesker og alt, hvad dertil hører.

Det er det, der helt grundlæggende ligger i, at mennesket er en skyldner. Hvad skylder vi: Alt! Men hvor er det godt at være en skyldner på denne måde. Det åbner for en mægtig taknemmelighed og sandelig også for en mægtig omsorg for og omhu med alt det, vi sådan bare har fået stillet til rådighed.

Det, Johannes Døber raser over, det er først og fremmest det, at så få mennesker lever i overensstemmelse med, at alt er Guds gaver. At så få vil forme deres liv efter den erkendelse; at så mange alligevel kun er optaget af at skrabe til sig for at få endnu mere; at så få er indstillet på for alvor at dele rigdommen.

Og han tordner ud over Jordanfloden, at når det er sådan, så rammer døden os også med rette. Som et hug fra den økse, der ligger ved træets rod. Han raser over de kæmpemæssige egoister, der ikke vil tage imod en gave som en gave og behandle den derefter, men som i stedet tager det hele som en ret, der ikke afføder nogen alvorlig omsorg og omhu for jord og medskabninger.

Juleforberedelse - alvorlig juleforberedelse - består i at besinde sig på, at Døberen har ret. Han ved, hvad et menneskeliv er i al sin storhed og al sin rigdom og al sin forfejlethed.

Masser af folk kommer og hører ham, ser, at han har ret, beslutter sig for at gøre noget ved det fra nu af og bliver døbt af ham som tegn på, at de fra nu af vil gøre deres bedste. Døberen præsenterede en grundlæggende sandhed om tilværelsen: om livet gave, om livets krav, om døden, om skylden om muligheden for at leve ret eller vrangt. Han skabte indsigt. Men han skabte hverken overvindelse af ondskab eller død.

Når man bliver klog på disse træk ved tilværelsen, så er man parat til at holde jul. I den forstand bereder Johannes Døber til enhver tid vej for Kristus.

Når vi ved, hvad vi har fået og hvad vi skylder, når vi ved, at vi gennemgående går fejl af det vigtigste alligevel når vi ved at verdens mest indædte angreb på ondskaben og de forfejlede liv slog fejl - nemlig Døberens angreb når vi ved, at dødens simple tilbagebetaling hersker fortsat, og når vi ved, at der er så lidt menneskeheden har kunnet gøre ved det hele, så er vi klar til at forstå det, som Døberen siger i dag: Kristus skal vokse og jeg skal blive mindre, så er vi klar til at længes efter at høre helt nyt fra Gud, så er vi klar til at holde jul for alvor. Amen.

Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: +45 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk