Göttinger Predigten im Internet

Den 11. november 1705 blev de to tyske missionærer Bartholomäus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau ordineret her i Vor Frue Kirke af Sjællands biskop Henrik Bornemann.
Forud var gået nogle højdramatiske uger, hvor forholdet mellem stat og kirke var blevet sat på prøve, og hvor staten i skikkelse af kong Frederik IV havde sejret over biskoppen på god luthersk vis. For kongen havde som luthersk fyrste kaldsret og ville som den gode forvalter af Guds verdslige regimente bidrage til, at alle hans indbyggere fik evangeliet at høre – også indbyggerne i den danske koloni i Indien. Det gjaldt intet mindre end deres evige ve og vel.

De to teologiske kandidater var først ankommet til København en måned i forvejen direkte fra Halle, hvor de var blevet grebet af den pietistiske vækkelse og havde fået kaldet til at rejse ud til Tranquebar for at ”bringe de arme vanvittige mennesker evangeliets lys.” Det var kongens udtrykkelig ønske, at de skulle påtage sig opgaven, og selv om den danske kirkes førstemand, biskop Bornemann hverken brød sig om pietister eller mission blandt hedninger, så måtte han efter at have vægret sig kraftig mod at ordinere dem, alligevel gøre det. Ellers ville kongen nemlig bede en anden om det! Frygten for den ydmygelse var øjensynlig større end modviljen over at følge kongens ønske.

Resultatet blev som bekendt, at de to unge tyskere nogle uger efter ordination kunne sejle til Tranquebar som ”kongelige missionærer.” Den 29. november 2005 gik de ombord i det gode skib Sophia Hedvig, som ejedes af Det Ostindiske Kompagni. I dag for nøjagtig 300 år siden. Vi fejrer det i dag som andet og mere end en historisk begivenhed, men som den spæde men skelsættende begyndelse på den lutherske verdensmission.

Med sig havde de en kongelig instruks, som foreskrev, at de skulle begive sig til de indfødte, lære deres sprog og prædike for dem på deres modersmål. For de to missionærer indebar det omsorg både for de indfødtes liv og salighed. Som de gode pietister de var, skulle troen være virksom i kærlighed, for kristendom er ikke så meget lære som liv. De begyndte derfor at lære sig det tamilske sprog og at bære indisk klædedragt, hvilket mindst vakte samme modstand og forbitrelse blandt den danske kolonis 500 indbyggere, som når muslimske kvinder i dagens Danmark bærer tørklæde i skolen og på arbejdet. Og så byggede de den første midlertidige kirke i den indiske bydel og senere også skoler og et lazaret. Kirken blev derfor folkeligt integreret i en grad, som var ganske ny og chokerende for koloniens europæere og en anstødssten for handelskompagniet, der frygtede for de økonomiske konsekvenser af al denne kristelige foretagsomhed og næstekærlighed.

Det er både dramatisk og tankevækkende at tænke tilbage på i dag, 300 år efter. Tranquebar-missionens første år var problemfyldte og vanskeliggjort af handelskompagniet, der ikke havde nogen forståelse for de indfødtes liv og salighed. ”Sådan er kapitalismen,” sang folkesangeren Per Dich i 70´erne med en vending, som også dækker kampen mellem missionen og handelskompagniet i begyndelsen af 1700-tallet. Men i 1715 kom det til en mere varig ordning her i København, som sikrede missionens fremtid under den forudsætning, at den ikke skadede handelen. Et dansk kompromis af den slags, som vi den dag i dag stadig er leveringsdygtige i, når det gælder forholdet mellem kirke og samfund.

At mission i betydningen kristen forkyndelse og kristen foretagsomhed kan vække forbitret modstand er en kendt sag og betydeligt ældre end Tranquebar-missionen. Det går helt tilbage til den første kristne menigheds tid, sådan som vi hører om det i Apostlenes Gerningers beretning om det jødiske råds forhør af Peter og Johannes. Baggrunden herfor var både deres prædiken og især deres adfærd. De havde tilladt sig at helbrede en lam i Jesu Kristi navn inde på selve tempelområdet og benyttet lejligheden til at forkynde Jesus som korsfæstet men opstanden. ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”, lød den provokerende påstand, som øjeblikkelig medførte, at man forbød de to apostle at forkynde eller undervise i Jesu navn. Forgæves naturligvis, for den som har set Jesus, har set Gud og dermed set sin mission uanset, hvad magthaverne vil og gør.

Beretningen fra Apostlenes Gerninger er under skiftende situationer blevet gentaget mange gange, både i Tranquebar og andre steder, hvor missionærer har repræsenteret og præsenteret den kristne tro i en ny sammenhæng. I den forstand er der intet nyt under solen, som Prædikeren siger. Det nye i betydningen kristen forkyndelse, undervisning og omsorg for og blandt ikke kristne er til alle tider en forpligtelse og udfordring, som er tæt forbundet med det at være kirke og menighed. Som Hal Koch engang udtrykte det, så står spørgsmålet om kristen mission virkelig ikke til debat. Har man selv modtaget det kristne evangelium som sandheden om verden og ens eget liv, vedrører det naturligvis også alle andre. Det var vel i grunden den erkendelse, der inspirerede og forpligtede både konge og kirke, selv om det tog nogen tid for den officielle del af kirken at forstå og anerkende.

”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” Ordene står næsten med flammeskrift og får den dag i dag debatten om kristendommens forhold til andre religioner til at flamme op. For hvordan skal det forstås? Ja, hvordan forstår vi det i dag, hvor religionsmødet sætter netop det udsagn til debat som aldrig før i den kristne missions historie. Er det blot udtryk for en grov nedvurdering af andre religioner og livstydninger, eller er det udtryk for en trossandhed, som vi som kristne må prøve at formidle i respekt for de andre? Svaret herpå er som bekendt omstridt men vedrører den kristne kirkes situation ansigt til ansigt med globaliseringen og det deraf følgende religionsmøde.

Ingen kristen kan være i tvivl om, at Kristus er navnet over alle navne (Fil.2,11). For den, som har mødt og modtaget Jesus som frelser ved at tage Kristi ord og gerninger til sig i tro, er det ikke til at komme uden om, at han er det flammende midtpunkt og den himmmelske horisont for alt, hvad der har med kristen tro og liv at gøre. Det er så smukt og synligt fremstillet her i kirken, hvor Kristus ved alteret udbreder sine hænder velsignende mod enhver, som kommer herind. ”Kom til mig”, står der under den magtfulde figur af den opstandne Kristus. Det er kun en figurlig fremstilling, men den har sit udtryk fra Kristi ord og gerninger, hans afsløring af hvem Gud er og hvem vi er. Vores himmelske far, hvis kære børn vi er skabt til at være. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt. 11,28).

At frelsen er knyttet til hans navn er ikke et udtryk for noget eksklusivt men tværtimod inklusivt. Ved at hævde, at kun ved Jesu navn kan man blive frelst, gør Peter det klart, at kun den levende Gud kan frelse. Vel at mærke den Gud, vi kender fra Vor Herre Jesus Kristus. For Gud hedder Kristus. Kun den levende Gud kan frelse, men det kan han til gengæld også. Selv den ene forbryder ved Jesu side på Golgata fik evangeliet forkyndt: ”I dag skal du være med mig i Paradis.” Guds kærlighed og omsorg gælder enhver, så sandt Jesus Kristus som vores bror og frelser er ethvert menneske nær.

Det budskab er vi skyldige at forkynde og formidle til alle og enhver. Til tro, håb og kærlighed. Det kan vi gøre uden at nedvurdere andres tro eller fortabe os i bastante religionsteologiske eller dogmatiske overvejelser. For vi kan aldrig sætte nogen grænser, der kan begrænse Guds frelsesvilje eller afgøre, hvem Jesus vil kendes ved i tid og evighed. Vi er kun tjenere, som skylder at række evangeliet, både som livets brød og dagligt brød til vores næste. Og så lade Vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader om resten.

Det religionsmøde vi står i netop nu på samme udfordrende måde som for 300 år siden i Tranquebar, medfører naturligt nok mange overvejelser og forsøg på at forstå dem med anden tro og på at finde den rette måde at repræsentere og præsentere det kristne budskab over for mennesker af anden tro. Religionsmødet afslører både ligheder og forskelle i religionernes lære og praksis. Vi kan uden tvivl finde en del i de andres tro, som vi både må værdsætte og af og til tage afstand fra. Begge dele må vi kunne tale om på en måde, så vi hverken forråder vores egen tro eller nedvurderer de andres. Men vi hverken kan eller skal vurdere, om Kristus også er hos de andre i en eller anden forstand, og hvad Kristus formår at gøre, når og hvor hans ord og gerninger bliver forkyndt og bevidnet. Det kan vi trygt lade Kristus om. Vi har ikke eneret på Kristus, ja han er slet ikke vores ejendom. Han er alle menneskers bror og frelser. Det var den indsigt, der fik kong Frederiks IV til at udsende de første missionærer til Tranquebar, og fik Ziegenbald og Plütschau til at vove pelsen i Jesu navn.

I Tranquebar byggede missionærerne straks efter ankomsten en midlertidig kirke i den indfødte bydel, som man gav navnet ”Ny Jerusalem,” og også den senere og blivende kirke fik samme navn, da den blev indviet den 11. oktober 1718. Det navn afslører perspektivet i missionen. Det ny Jerusalem er i Johannes Åbenbaring visionen om den himmelske by i modsætning til det jordiske Jerusalem. Et udtryk for Guds nyskabelse ved tidernes ende af himmel og jord og det fuldkomne guddommelige nærvær: ” Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem” (Åb. 21,3).

Når den lutherske kirke i Tranquebar fik navnet Ny Jerusalem, ligger der heri en vision om, at menigheden som Guds folk allerede er på vej til Guds fuldendelse, ja at den i kirkens rum får en forsmag herpå, fordi Kristus selv er tilstede, hvor to eller tre er forsamlede i hans navn. I den forstand er hver eneste kirke en slags ”Ny Jerusalem,” fordi vi som menighed, der samles i Jesu navn, allerede her og nu er sammen med Gud og derfor bygger med på Guds fuldendelse. Den ægte og sande kirke er nemlig ikke de huse, vi bygger, men den levende menighed, som Gud selv opbygger ved sin Ånd og ved sit ord.

Som der står på kirkens nuværende altertavle fra 1918:

”Gud har i nåde bygget dette Ny Jerusalem som forsamlingssted, så man nu kan finde nåde til her at høre Guds hellige ord og under bøn og årvågenhed finde ham.”
(Gott hat dies Neu Jerusalem gebaut/ In Gnaden zu Versamlungsort/ Dass man jetzt hier Gnaden findet / zu hören Gottes heiliges Wort/ und im Gebet und Wachen findet).

Grundtvig sige det på dansk:

På Jerusalem det ny,
på den store konges by,
lad os alle bygge,
med Guds Ånd og med Guds søn
under sang og suk og bøn,
i Guds vingers skygge.

Så fremad da, i Jesu navn !

Amen

Biskop Erik Norman Svendsen
Nørregade 11
DK-1165 København K
Tlf. 33 47 65 00
email: ens@km.dk