Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

2. søndag i advent, 4.12.2005
Mattæus 25,1-13, Niels Henrik Arendt
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Det var en stille nat, den nat, hvor de 10 brudepiger sad og ventede på, at brudgommen skulle komme fra brudens families hus, når han førte bruden hjem. Natten var så stille, at brudepigerne faldt i søvn. Hvordan kan vores urolige, støjende tid sammenlignes med den begivenhedsløse nat, hvor der skete så lidt, at de 10 brudepiger ikke kunne holde sig vågne? Selvfølgelig skete der noget, da først brudgommen dukkede op, men indtil da var natten kedsommeligt stille. Der så ikke ud til at ske noget som helst. Men nu er det lignelsens pointe, at det dog just var i disse ensformige timer, at det skæbnesvangre hændte. Det var i de timer, at olien blev brugt op for de 5 af brudepigerne. Det var ikke spor dramatisk, ja, der var egentlig ingenting at se: deres lamper lyste ligesom de 5 andres, der så ikke ud til at være noget, nogen af dem kunne gøre, og de faldt alle sammen i søvn. Først da brudefølget kom, viste det sig, at i disse kedelige, stille timer var der sket noget afgørende.

Stille timer - vores tid er ikke stille eller begivenhedsløs. Tværtimod: den er støjende, den er fuld af dramatiske, ja rystende begivenheder, den er urolig. Gang på gang hænder der noget, som selv ikke de viiseste har forudset. Hele tiden er der nye drastiske ting under udvikling. Der er aldrig mere agurketid på avisredaktionerne, og hvis avisen alligevel ser sådan ud, er det fordi redaktionen er faldet i søvn, hvordan den så bærer sig ad med det, når der konstant tikker hidsige nyheder ind på skærme og skrivere.

Men fordi der sker så meget, behøver den enkelte ikke at føle sit eget liv som betydningsfuldt. Jeg har indtryk af, at det nærmest er gået modsat: at vi mere og mere følger den urolige verdens begivenheder fra kulissen. Vel angår de os, men hvad vi selv gør eller ikke gør, virker i sammenligning med verdens-drama’et så underligt betydningsløst. Mit eget liv må nødvendigvis virke lidt blegt, ensformigt, for ikke at sige kedsommeligt sammenlignet med, hvad der overgår andre mennesker. Historien har valgt andre scener at udspille sig på, og det er vi måske også lidt lettede over. Vi har ingen opgave, ingen rolle i det store drama - i vores liv sker der kun meget lidt af det skæbnesvangre, som forandrer verdens udseende. Ja, sommetider flygter vi ligefrem ind i betydningsløsheden, gør os selv til tilskuere.

Da kommer evangeliet og siger til os, at intet minut er betydningsløst, og at det derfor aldrig er lige meget, hvad vi gør, heller ikke selvom det kan se sådan ud. Som stilheden og ensformigheden fik de 5 piger til at overse betydningen af den tid, hvor de ventede, sådan kan al verdens larm og støj få os til at overse betydningen af det liv, vi lever, de ting vi gør. Lige nu ser det ikke særlig vigtigt ud, ligesom ventetiden ikke så særlig vigtig ud for brudepigerne, men ikke desto mindre er det af afgørende betydning, hvad der sker. Gud har i denne tid en opgave til os, som vi ikke må forsømme, og som ingen andre kan gøre for os. Og hvad er den opgave så? Ja, den er med lignelsens billede: at vente på ham. Eller: den er at leve i dette nu hen imod hans rige. At have blikket rettet mod det rige, som Jesus har fortalt om, hvor kærligheden hersker, og at leve i lyset af den kærlighed.

Men nu kunne man så spørge, om ikke man netop forsømmer nu’et, dette øjeblik, hvis man på den måde har blikket rettet mod noget, der ikke er nu? Nej, sådan er det ikke. At vente på Gud betyder ikke, at så bliver ventetiden tom og betydningsløs; det betyder tværtimod, at den tid, det liv, som kan se begivenhedsløst og ubetydeligt ud, nu pludselig får en afgørende betydning. Hvorimod man, hvis man retter blikket kun mod ens eget lille liv i kontrast til den dramatiske støjende verden udenom, ja, så kan man gribes af den samme kedsomhed, som greb de 5 dumme piger, som tænkte: »hvor sker her dog lidt« og ikke var opmærksomme på, hvad der faktisk skete.

Vores urolige, dramatiske tid er underligt nok også blevet den tid, hvor mennesket keder sig mest ved sin egen tilværelse, og derfor kræver stadig mere underholdning, kaster sig ud i stadigt mere ophidsende oplevelser for i enkelte øjeblikke at kunne hævde, at nu sker der også noget i dets liv.

Hvad var forskellen mellem de 5 kloge og de 5 dumme piger? Ja, forskellen var vel at de 5 af dem vidste, at der skete noget også i de timer, hvor der ikke skete noget, mens de 5 andre mente, at den tid, de ventede var uden betydning, for der skete alt for lidt. Det er glæden og kedsomheden, Jesus stiller overfor hinanden: glæden har blikket rettet mod det, der skal komme, og det fylder også tiden nu med betydning, mens kedsomheden kun har blikket rettet mod tiden nu og synes, at der sker jo ingenting, og slet ikke ser, at også nu kræver fremtiden noget af dig. Jesus siger: at vente på Gud, at leve hen imod hans rige, det er din opgave, og det er at elske livet og at vide, at det er aldrig tomt, selv ikke når der sker så lidt i det.

At elske livet betyder ikke, at du altid skal være glad, at du ikke har lov til at sørge eller lov til at blive vred eller endda lov til at fortvivle, men det betyder, at du ikke har lov til at kede dig.

At vente på Gud er det samme som aldrig at synes, at livet er ulideligt ligegyldigt. Det er at vente at finde, uanset hvor lidt der synes at være nogen skat gemt til en i fremtiden. Det er din opgave - det er din opgave.

Sidst jeg prædikede over denne tekst, kom der bagefter en dame hen til mig og sagde, at hun syntes, det var den mest forfærdelige historie, Jesus havde fortalt: når de 5 piger med olien ikke ville dele med de 5 piger uden. Men nu handler historien ikke om at dele; det har Jesus andre historier, der handler om. Når de 5 piger med olien ikke vil dele med de 5 piger uden, er det fordi det, der her er tale om, er noget, den ene ikke kan gøre for den anden: det er dig, der skal elske livet, det er dig, der skal leve det i lyset fra kærlighedens rige, og ingen andre kan gøre det for dig.

Hvordan lever man i lyset fra Guds rige: det gør man ved at lukke den foruroligelse ind i livet, som Gud er. Gør man det, så ændrer fremtiden sig totalt, og så ændrer også nutiden sig.

Og det kan godt i første omgang synes at være dumt: at tro, at der er andet end dette nu, at følge Gud. De 5 piger, der kom slæbende med deres ekstra kander med olie, de så jo dumme ud. Var brudefølget kommet til sædvanlig tid, havde de måttet bære den dobbelte byrde til ingen nytte. At det var dem, der var de forstandige, afsløredes først, da brudefølget kom. Det skær af dumhed må man tage på sig.

At tro er også: ikke at være bange for at bære det skær af dumhed, som ligger i, at der ikke her og nu er noget, der tyder på, at du har ret. At kunne vente uden at blive led ved ventetiden. At kunne elske også det begivenhedsløse liv og de mennesker, Gud lader dig møde. At kunne glæde sig, selvom der måske lige nu ikke synes at være nogen grund til det. Det er din opgave her og nu. Og siden hen, lover Jesus, siden hen skal du finde det, som gør glæden uophørlig. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: +45 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)