Sidste søndag i kirkeåret, 20.11.2005
Matthæus 25,31-46, Anders Gadegaard
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)

Multikunstneren Jens Galschiøtt – I véd, ham med de voldsomme og provokerende holdnings-bearbejdende installationer – synes, at verden er blevet mere og mere forrået og polariseret. Det er, hvad han vil vise med sin kunst. Spørger man ham, om han tror på, at han med sin kunst kan ændre mentaliteten, svarer han overraskende nej. Han tror ikke på, at verden og menneskene bliver bedre. Han tror snarere på Ragnarok. ”Men i mellemtiden,” siger han, ”mens vi venter, kan jeg alligevel ikke lade være med at kæmpe for det bedre – for at holde mig selv og det hele ud”.

Næsten på samme måde tænkte Jesus af Nazaret. Den sidste store tale, Jesus holder ifølge Matthæus, finder sted et par dage før den påske, hvor Jesus tages til fange og henrettes. Talen er netop om ”Ragnarok”, de sidste tider. Først udmaler han de sidste tiders grufulde be­givenheder. Og dernæst fortæller han tre lignelser om, hvad konsekvenserne er nu af at vide, at de sidste tider engang vil komme.

Den første lignelse om brudepiger­ne munder ud i konklusionen: Vær rede !, for du kender ikke dagen eller timen. Og de to næste svarer så på det naturlige spørgsmål: Hvordan kan jeg sørge for at leve beredt på de sidste tider? Den ene lignelse, den om de betroede talen­ter, svarer: Spild ikke tiden, gør effektivt og engageret brug af dine mulig­heder. – Præcis som Galschiøtt begrunder sin kunst. Og den sidste lignelse, afslut­ningen på hele talen, ja på hele evangeliet inden selve påskeberet­ningen, tager det sidste skridt og svarer på, hvordan man skal sørge for ikke at spilde tiden: Man skal give den sultne mad, den tørstige vand, tage sig af den fremmede, give den nøgne tøj, se til den syge og besøge den fængslede. Ja, så alvorligt er det, at det er selve Gudsforholdet, der står på spil: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

Så enkelt er det, den kristne etik genfortalt på få linjer. Ingen skal komme og sige, at han ikke kan finde ud af det

- Og alligevel er her mere end rigeligt til enhver af os:

At hjælpe dem, som ikke har mad, drikke og tøj - det drejer sig vel om 1/3 af verdens befolkning. Og dog kunne det lade sig gøre, hvis viljen var der til det. Hvis vi for eksempel tillod de 20 fattigste lande den samme toldbeskyttelse, som vi selv nød godt af, da vores velstand udviklede sig, hvis vi var villige at betale ordentligt for de fattigste landes råvarer som bomuld, ris, kaffe så alting anderledes ud. I stedet diskuterer vi, om vi skal bruge 0,7 eller 1% af vores totale nationalprodukt til ulandshjælp – og lander minsandten på det laveste tal.

- Men han sagde: Du skal give den sultne mad, den tørstige vand og den nøgne tøj på kroppen.

At tage sig af den fremmede er pludselig blevet højaktuelt også for os. - Det står som en gåde for mig, at bare fordi vi har 3-4% sydligt udseende frem­mede, kan det gå hen og optage sindene så meget, at mange betragter det som vort største politiske problem. Hvad skulle vi dog gøre uden inspiration fra andre kulturer? Så ville vort kultur- og samfundsliv først for alvor forstene. I stedet gør vi alt for med snørklede regler at holde fremmede ude fra vores land.

- Men han sagde: Du skal tage dig af den fremmede.

Det er da så lidt at se til den syge og besøge den fængsle­de. Dét er nemt – og det er der da ikke megen hjælp i. Og dog betyder det en verden til forskel, om man har nogen, der bekymrer sig om en, hvis man er syg eller sidder i fængsel. Vi véd det godt – og ofte får vi alligevel ikke set til dem, vi kender, der er i en situation af den art – ofte gamle, som må sidde for sig selv hjemme eller på plejehjem. Hvor netop et besøg bare at par gange om ugen – eller bedre: en gang om dagen på et fast tidspunkt, så den syge eller ensomme gamle kan glæde sig - kunne gøre hele forskellen.

- Men han sagde: Du skal se til den syge og besøge den fænglsede.

Her er mere end nok til et helt liv i de seks småregler. Og dog er det, som sagt, så nemt, at selv et barn kan gøre det. - Eller rettere: Netop et barn kan finde ud af det! Ofte er det netop børnene, der sørger for, at famili­en holder kontakt med den ensomme gamle eller den fængslede. Ægte­fællen og familien kigger nok ind et par gange de første måneder, men så ... Men børnene! De vil ind til deres far, de savner ham, de afskriver ham ikke på grund af fejltrinnene.

Og børnene gør det som regel ikke af pligt eller på beregning – men bare af lyst og kærlighed. - "Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed, hvornår var du syg, og vi besøgte dig?" spurgte de retfærdige. De vidste ikke af, at de havde gjort det rette - de havde bare gjort det, for det manglede bare!

Men de uretfærdige sagde: "Herre, vi skulle da gerne have givet dig mad eller drikke, du skulle sandelig have været mere end velkommen, hvis bare vi havde anet, at du var fremmed iblandt os - havde vi bare vidst, at det var dig, der var tale om!" Altså: Var de klar over, hvor meget de kunne have opnået for dem selv, så skulle de nok have fået det gjort. Men netop derved viser uretfær­digheden sig.

Selv om de seks små kærlighedsregler med andre ord er nok så lette og ligetil - så er der simpelthen ikke en eneste af os, der bare tilnærmelsesvis efterlever dem. Vi må med beskæmmelse tilstå, at vi hører alle til blandt bukkene, de uretfærdige.

Jamen, hvordan skal vi dog ud­holde tanken om at stå til regnskab for vort liv, når vi uundgåeligt vil komme til at høre blandt dem, der er hjem­falden til evig straf og forbandelse sammen med Djævelen selv og hans engle??

Så sig først til dig selv: "Det var dog ikke ret meget, der krævedes af mig, seks små kærlighedsgerninger, som selv et barn kan udføre. Det er vel bare et komme i gang." – Eller som Galschiøtt: ”Lad mig dog kæmpe for det bedre, så jeg kan holde mig selv og det hele ud”. Så har du gjort præcis hvad for­målet med lignelsen er: at få dig til at efterleve udsagnene om, hvordan man bedst ikke spilder tiden inden tidernes ende.

Og sig så til dig selv: Er jeg så fattig, at jeg langt fra har levet op til disse seks små regler - jamen, så er jeg jo ikke det mindste forskellig fra dem, jeg opfordres til at gøre noget for, de fattige, de ensomme, de som hungrer efter menneskelig varme og nærhed. Og til dem, til os, sagde Jesus også : "Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres."(Matt. 5,3). Dét er grundlaget for at kunne og turde vente ragnarok – at vi stoler på en kraft, der er større. Vi har et håb om, at bag og midt i ødelæggelsens magt – nu og i fremtiden - bor den gode magt, kærlighedens magt, som giver mening til hvert et skridt, vi tager. – Han sagde også: "Sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet."(Johs. 5,24)

På denne måde er mellemtiden, nu, allerede blevet til Paradis nu. For nok er vi dømt, men vi kan alligevel leve med dommen løftet af os, kendt gode alligevel af barm­hjertighed, med frihed til så alligevel at leve for glæden og kær­ligheden. For i mellemtiden har Kristus med sit offer genoprettet livet for vores skyld, så vi kan leve med hinanden, som om det var endetiden, som om Guds­riget var en syn­lig realitet overalt. Sådan er der skabt mulighed for at vi kan leve. I mellem­tiden. I tro, håb og kærlighed. I troen på at alt allerede er opfyldt, skju­lt, men sandt, så vi intet har at frygte. I håbet om, at en gang skal livet fuldt af glæde være overalt og for enhver. Og i kærligheden til Gud og til min næste, som er to sider af samme sag, og som har sin rod og mulighed i Guds evige kærlig­hed til mig, for således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham." (Johs. 3, 16-17). Amen.

Domprovst Anders Gadegaard
Fiolstræde 8,1
DK-1171 København K
Tel.: +45 33 14 85 65
E-mail: abg@km.dk