Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

22.søndag efter trinitatis, 23.10.2005
Matthæus 18,21-35, Niels Henrik Arendt
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)


Fortællingen om den gældbundne tjener er ikke så vanskelig at forstå. Vanskeligheden ligger mere i at acceptere dens budskab, at bøje sig for det, som den siger om vores forhold til Gud og vores forhold til hinanden. Umiddelbart kan vi alle sammen høre, at den gældbundne tjener bærer sig forkert ad - det hører ingen steder hjemme at være så urimeligt smålig overfor medtjeneren, når han selv lige er blevet behandlet så generøst. Men når fortællingen nu vil sige, at så urimeligt bærer vi os ofte ad overfor vores medmennesker, så er vi ikke med. For det første kan vi ikke rigtigt se, at vi skulle have oplevet en tilsvarende generøsitet, for det andet vil de fleste af os mene, at det kun er rimelige og retfærdige krav, vi selv stiller til tilværelsen. Hvem Jesus end har i tankerne med den historie, kan det da i hvert fald ikke være os.

Problemet er, at vi har vanskeligt ved at betragte os selv som skyldnere. Vi synes ikke, at vi oplever noget så overdådigt og ufortjent, som tjeneren gør, da hans herre eftergiver ham alting, for vi mener ikke, at vi er i en tilsvarende håbløs situation som ham. Vores gæld til Gud er ikke bundløs. Vi er ikke insolvente. Men det er præcis det samme, den gældstyngede tjener mener om sig selv - kongen gør vel egentlig kun, hvad en konge bør gøre. Hvad hans forhold til den anden tjener angår, så er det noget ganske andet.

Hvad tænker vi, når der i kirken tales om Guds barmhjertighed og tilgivelse ? Tænker vi ikke: jamen, det er vel Guds job, Guds opgave at tilgive. Det er, hvad man kan forvente af Gud, at vi ikke kræves til regnskab for, hvad vi laver af småfejl og bommerter. At opleve det, der siges her i kirken, som noget virkelig glædeligt og generøst, forudsætter, at man bringer noget mindre glædeligt med herind, som man bliver befriet for. Men det er vores vanskelighed i forhold til kirkens budskab, at talen om, at vi er syndere eller skyldnere ikke rigtig rammer os.

Hvad er det for en synd eller skyld, man altid skal mindes om i kirken, men som de færreste forbinder noget med, når de er gået ud af kirken igen ? Hvordan kan man angre en synd, når man egentlig ikke føler, at man har noget at fortryde ? Hvordan kan gudstjenesten være en fest, når det festlige budskab ikke er møntet på en selv?

Nu kan vi i dag se, at vi er ikke de første, der har det sådan. Peter, der spurgte Jesus, hvor mange gange han skulle bære over med sin bror, havde det på samme måde. Han mente ikke selv, at han var et elendigt og gældstynget menneske - ellers ville han ikke have spurgt sådan. Og tjeneren, som Jesus fortæller om, mente vel også, at han blot fik hvad han havde ret til, da den store gæld blev eftergivet. Vi er ikke de første, der har det vanskeligt med det ord "skyld". Det er også sådan, at ordene "synd" og "tilgivelse" kan blive brugt så ofte og så tankeløst, at de mister deres betydning; de bliver ligesom et bolche, man sutter behageligt på, og hvis nogen spørger:»Hvad er det for en græsselig synd, du hele tiden taler om?«, så ved de pågældende slet intet at svare.

Hvad der kendetegner vores tid, er, at vi har lært, at også når det gælder menneskers handlen, har menneskelige fejl deres forklaring eller årsag. Derfor giver det ingen mening for os at kalde disse fejl for »synd«, som noget der gør os skyldige, som noget vi selv kan gøre for. »Man kan jo ikke gøre for det, kan man vel ?«

Samtidig er vi nogenlunde enige om, at ethvert menneske i grunden har krav på lykke. Ja, for vort eget vedkommende er vi så sikre derpå, at vi er villige til at købe vores egen lykke med andres ulykke. Vi har en ret i forhold til vores medmennesker; ikke at vi ikke vil vise dem hensyn, men står de i vejen for vores lykke, må vi skubbe dem til side. Undertiden gør vi det med den sløje undskyldning, at det er også til deres eget bedste. I går læste jeg om en kvinde, der havde forladt ægteskab for en anden mand og i forhold til sine børn argumenterede: det ville jo ikke være godt for dem at se mig ulykkelig. Vi hører ikke engang hulheden i det. Selvom vi nok ville kunne høre det, hvis nu tjeneren i Jesu fortælling sagde til sin arme kollega: »Det er til dit eget bedste, at du og din familie bliver smidt i gældsfængsel. I er bedst tjent med ikke at komme til at stå i vejen for min succes!«

Nej, det kristne budskab rammer os ikke rigtigt. Der mangler et »erkendelses-mæssigt gennembrud", som en politiker engang sagde. Vi kan nok blive enige om, at mange mennesker i dag bestemt ikke har det for godt. Der er »knas« i den alt for mange steder, mennesker føler sig kasserede, er ensomme, kommer ud i misbrug, får dårlige nerver, føler sig klemte fra alle sider, er stressede på grund af krav, de ikke kan leve op til, eller fordi de ikke synes, deres arbejde er meningsfuldt, mener, at de ikke slår til i forhold til deres børn, har dårlig samvittighed, fordi de tager sig for lidt af deres ældre. Osv.

Men al denne dårligdom er ingens skyld. Eller det er de andres. Eller evt. det anonyme samfunds - det kan man altid give skylden. Men det bliver det hele ikke bedre af.

Det erkendelsesmæssige gennembrud, som jeg talte om, det kalder kristendommen for omvendelse - et andet af de ord, som nutidsdanskeren har det lidt svært med. Men kristendommen vender virkelig tingene om, den forlanger at du skal se på tilværelsen på den stik modsatte måde af den, du plejer. Den starter med at sige, at det er ikke dig, der har krav på lykken eller noget andet, nej, det er dig, der er krævet. Det er de andre, der har krav på dig. Du har ikke ret i forhold til de andre, for du har på forhånd fået mere end du fortjente. Du er altid bagud med tilbagebetalingen. Du skylder på livet. Det er dig, der skylder dit medmenneske noget. Og hvis han/hun har det dårligt, eller hvis du selv har det dårligt, så er det dig, der har svigtet.

At komme til at vende sig de 180 ° om er ikke let. At se tingene så omvendt af, hvad vi er vant til, er mere end vanskeligt. For at hjælpe os til at se tingene i det lys, tog Gud en underlig beslutning. Han besluttede selv at tage skylden. »Giv mig skylden for elendigheden«, sagde han til menneskene gennem Jesus. Hvordan lyder det, »at skylden er Guds«? Ja, lige til at begynde med, siger vi måske: Ja, skylden er Guds, det er ham der har skabt livet for indviklet, ansvaret for redeligheden må hvile på ham. Men ved nærmere eftertanke er det naturligvis vanvid. Det er ligesom, hvis tjeneren ville sige til sin medtjener: Det er kongens skyld, at du bliver smidt i fængsel!

Hvis 2 søskende har lavet en skarnsstreg og de gensidigt står og vil fralægge sig ansvaret, og så deres lillebror/søster, som absolut intet har haft med sagen at gøre, for at forsone dem tilstår forseelsen, føler de måske i første omgang, at nu slap de ud af klemmen. Men i anden omgang tænker de: nej, det er dog for galt - og så går de til bekendelse. Og dermed bringes forsoningen til veje.

Kristendommen handler om en sådan forsoning. Den fortæller, at forsoningen med Gud er bragt til veje - Gud har i sin barmhjertighed rakt hånden ud til mennesket. Men der skal ikke et særlig skarpt øje til at se, at forsoningen mellem mennesker endnu ikke er bragt til veje. Det er fordi vi endnu ikke er blevet klar over, hvor gavmildt, hvor storsindet, hvor barmhjertigt Gud har behandlet os. Vi mangler endnu at se vores medmenneske i lyset af den kærlighed, der er blevet os selv til del. Kristendommen siger, at deraf kommer al vor elendighed, og at hvis vi virkelig ville holde op med at se tingene på hovedet og se dem, som de virkelig er, så ville al elendigheden forsvinde som dug for solen. Så ville fællesskabet endelig begynde at vokse frem iblandt os. Så ville vi begynde at arbejde på hinandens glæde i stedet for på vores egen. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: +45 74 52 20 25
E-mail: nha@km.dk

 

 


(zurück zum Seitenanfang)