Göttinger Predigten im Internet

Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke! Jesus kan åbenbart ikke lide, at vi vil se tegn; men sådan er vi altså. Vi kan slet ikke lade være med at søge efter tegn. Det starter såmænd allerede kort efter fødslen, hvor mors nærhed og kærlige stemme er tegn på mad. Den lille begynder at sutte, før der er noget at sutte i; tænderne kan jo ikke løbe i vand, men det kan gummerne så; og den lille kan fægte med arme og ben.

Psykologerne kalder den slags betinget refleks; men det er dog en slags tegn, som fortsætter på mange måder livet igennem. Vi tager hele tiden tegn på, hvad der vil ske om kortere eller længere tid. Vi vil have tegn på vejret; om det bliver en varm sommer, en god høst, en skrap vinter. Det er ikke nok med meteorologerne; vi bruger også vejrprofeter og ældgamle husråd med tegn om, hvad der vil ske med vejret.

Det er også et godt tegn, når den syge begynder at få sin appetit igen og sover godt om natten. Og når fatter synger i badeværelset om morgenen, ved ungerne, at det er tegn på godt humør, og tidspunktet er gunstigt for en drøftelse om at få lommepengene sat i vejret. Tegn kan altså være mere eller mindre fornuftige; mere eller mindre luftige.

Hunde kender jo også til tegn. Når man griber ud efter hundesnoren eller rasler med posen med hundekiks, ja, bare den hører ens trin ned på trappen, så går halen på den som et piskeris. Men hunden kan jo ikke sådan filosofere over alle de tegn, som den kender og elsker eller frygter. Den kan ikke blande hverken Gud eller skæbnen eller meningen med tilværelsen ind i det. For hundens vedkommende er der virkelig tale om betingede reflekser, selvom vi kan undre os over, så veludviklede disse reflekser er hos hundene, så vi tror, at de er som mennesker. Men hunde er som den nyfødte børn: De reagerer på varme, kærlighed, mad; og først senere udvikler det sig til egentlige tegn.

Jeg husker mange tegn fra min barndom. Sommetider var de ret pjattede og sommetider dødens alvorlige. Når man gik på et fortov, måtte man endelig ikke træde på stregerne mellem fliserne, for så kyssede man en neger. Da gjaldt det virkelig om at passe på med de streger. Men så kunne man lave et hemmeligt tegn med sig selv, om at man kyssede sin skolekæreste i stedet for, og så gjaldt det jo pludselig om at træde så meget som muligt på de streger, for nu var det et godt tegn.

Når man er blevet voksen, opdager man, at tilværelsen er fuld af tegn; men ofte er man døv og blind for dem. Først bagefter - når katastrofen er sket, kan man se, at der havde været masser af tegn. Nogen mennesker er meget vågne overfor det og ser tegn ustandselig. Det er måske et temperamentsspørgsmål eller en særlig evne hos disse mennesker.

Men så er der jo også det ved det, at tegn er så utydelige. Man skal ikke alene selv få øje på dem; men man skal også selv forstå, hvad de betyder. Det er ikke nok at se et tegn, hvis man ikke ved, hvad de er tegn på. Så skader de mere, end de gavner. Derfor er tegn forbundet med både tro og overtro; med både falskhed og opklaring; med både løgn og sandhed, med både vejledning og vildledning.

Derfor er der måske heller ikke noget at sige til, at man sommetider gerne vil overse tegnene. Det kan jo være, at de spår om noget, man ikke vil kendes ved. Da er det ikke længere så uskyldigt, som da man var barn. Tegnene røber ens fremtidige skæbne og kan fortælle om ulykker, kærlighed og død. Og dermed rejses spørgsmålet: Hvor kommer tegnene fra? Hvem er det, der sender dem? Og da får tegnene for alvor noget med tro at gøre.

Hvis vores liv virkelig er fuldt af tegn, så må der være en højere styrelse, som har en plan med os og fører os gennem livet. Denne højere styrelse kan opleves som kold og uberegnelig eller som venligsindet og varm. Det er da også derfor tegnene er så spændende: Synes de højere magter om os, og er de af den venligt sindede slags?

Men da viser menneskene sig i al deres troløshed. Det ene øjeblik priser vi Gud i høje toner, nemlig når han forkæler os, og vi har medgang og lykke i livet. Men når det så begynder at gå galt, er vi klar til at forbande den samme Gud. Han er grusom og uretfærdig. Den slags har ikke noget med tro at gøre, men er måske netop den selvoptagethed, som Jesus langer ud efter, når han bebrejder mennesker deres længsel efter tegn. De vil kun se sig selv og deres egne ønsker i tegnene.

Jamen, hvad så med Jesus selv? Er han ikke et tegn? Var alt, hvad han gjorde og sagde og levede ikke tegn på et eller andet? Hvem var han egentlig? Var han Guds søn, som de påstod; eller var han bare et menneske, som var lidt ud over det almindelige og kom ulykkeligt af dage? Eller var han ligefrem udsendt af Djævelen for at lokke mennesker væk fra deres sande tro. Man har givet alle tre svar.

Hvad med alt det han sagde, - hans taler og hans lignelser. Er Gud virkelig, som han fremstillede det? Ligner Guds rige de billeder, han skildrede i sine små provokerende fortællinger? - Og når han sagde til et menneske: Dine synder er dig forladt! var synderne så virkelig forladt, eller var det fup og svindel?

Hvad med de helbredelser, Jesus foretager? Er de tegn på, at han var Guds søn, eller er han bare en fupmager? Allerede dengang mistænkte de ham for at helbrede folk med Djævelens finger. Hvis Jesus er Guds søn, hvad er hans helbredelser så tegn på? At Gud har omsorg for os alle sammen, uanset om vi bliver helbredt, eller er han ligeglad med os?

Da kvinderne kom ud til hans grav påskemorgen, fandt de den tom! Hvad var det tegn på? Var liget blevet røvet? Var det faldet i en klipperevne i forbindelse med jordskælvet? Eller var han opstået fra de døde, hvad kvinderne jo nåede frem til? Og hvad var denne opstandelse så i givet fald tegn på? At der var sket noget sensationelt? At Jesus havde overvundet døden? At hans opstandelse også havde overvundet døden for os?

Alle tegn rejser således ligeså mange spørgsmål, som de besvarer. Men ingen tegn har rejst så mange spørgsmål som mennesket Jesus fra Nazaret. Ham de kaldte Kristus, Guds søn, menneskers frelser. Spørgsmålene rejses for hver ny generation; og der findes ikke andre til at besvare dem end os, de rejses overfor. Hvem er han? Hvad betyder hans ord og hans helbredelser? Hvad er hans død og opstandelse tegn på?

Det er en række udfordrende spørgsmål, som man ikke kan besvare på saglig vis. Der findes ingen beviser eller objektive kendsgerninger. Vi må besvare dem på egen regning og risiko. Det er det, der kaldes tro. Dog er vi gudskelov ikke alene, for så blev det jo aldrig til noget. Vi har en hel menighed bag os, - ikke bare os der er i kirke i dag, men alle de der er gået forud; de der begyndte at fortælle alle historierne om ham; de der skrev dem ned; de der spredte dem udover verden; de der tog imod dem her i landet; de der gav dem videre til deres børn ved at lade dem døbe og sørge for, at de fik lært det hele. De, der fik os med i det hele!

Det er egentlig et fantastisk projekt, man dumper ned i, når man er i kirke. Det er alt sammen fuld af tegn, som stiller spørgsmål til en; og samtidig lægges svarene en i munden med trosbekendelsen, med salmerne, bønnerne og hvad der ellers foregår her. Man kan nærmest ikke holde sig udenfor, selvom kirkegang og tro måske ikke ligefrem er ens stærkeste side.

Igen i dag er der her i kirken stærke tegn på, at Jesus er herre over liv og død, og dermed virkelig Guds søn. Og vi har svaret, at det tror vi på. Nu er det så, at vi skal gå ud og leve på det. Og det vil der bestemt ikke blive noget dårligt liv ud af. Tværtimod det hele her er tegn på et godt og stærkt liv for os med al den kraft, som Guds søn nu har lagt ind i det, hvordan det så ellers vil forme sig. Amen.

Pastor Arne Ørtved
Birkebæk 8
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 10 98
E-mail: ortved@mail.dk