Göttinger Predigten im Internet

Mattæus er prædikant. Ligesom enhver anden, der bringer Jesu historier videre, gør han det ikke som litteraturhistoriker, ikke for at give neutral underretning og orientering til de venligt interesserede, men han gør det netop som prædikant, han gør det for at udrette noget, for at forandre menneskeliv med sin videregivelse.
Som prædikant har Mattæus sine særpræg. Et af dem har at gøre med, hvordan han forkynder Guds langmodighed. De fleste prædikanter er optaget af at understrege, at den er lang. Det gør Mattæus også, men han skal altid have med - og med ordentligt eftertryk - , at den så sandelig heller ikke er uendelig, at langmodigheden har en ende, og at den ikke er det samme som ualvorlighed og ligegyldighed.
Når Mattæus genfortæller Jesu lignelse om kongesønnens bryllup, så dukker eftertrykket op to steder, hvor folk har svigtet. Første gang er da kongens tjenere er blevet angrebet, mishandlet og dræbt; da indtræffer - i Mattæus’ gengivelse - ikke bare en passende afmålt straf fra kongen, nej, han sender sine hære ud, dræber morderne og brænder den by af, hvor de bor. Det er vel at mærke en lignelse, en opdigtet historie - ikke et eksempel til efterfølgelse.
Og da én af de sidst indbudte ikke bærer den festdragt, han har fået udleveret, så bliver han ikke bare lempet diskret ud ad bagdøren - han bliver bundet på hænder og fødder og smidt ud, og derude er der gråd og tænderskæren.
Lukas genfortæller den samme lignelse i betydelig blidere form, så vi har noget at sammenligne med. Det profetiske raseri, der findes hos Mattæus, kommer til at stå meget tydeligt i sammenligningen.
Hvor kommer det fra? Hvad er det for et raseri?

Det er et raseri, der er ganske velbekendt og velbegrundet i den almindelige livserfaring. Det er raseriet over, at folk spilder deres liv, lader det passere uden at tage fat i det, som om det ikke var noget særligt.
Det er den vrede, der somme tider kan gribe os, når vi står over for et menneske, der har begravet sine livsmuligheder, og sidder inden døre og grubler og kredser om sit spildte liv, over det, der er gået galt, og som der ikke længere er noget at gøre ved, fordybet i sine egne småneurotiske problemer, uden reelt ønske om at komme ud af snæverheden. - Der er også nogle, der ikke kan, men det er en helt anden historie.

I en særlig stærk udgave kan vi somme tider høre dette profetiske raseri fra en særlig hårdt ramt gruppe. Det sker ikke så sjældent, at en kræftsyg eller AIDS-syg med et kort spand af liv tilbage kommer ind i en helt rolig og intens og afklaret livsfase, hvor hver dag leves som den kostbarhed, den er, og hvor det store bliver stort og småting små. Fra dem kan man af og til høre dette rasende udfald mod os andre: Hvorfor lader I dog jeres dage passere så upåagtede? Hvorfor lader I jeres børns opvækst ske bag om ryggen på jer, mens I flyver og farer og begraver jer i arbejde og selvskabte sorger? Hvorfor elsker I ikke jeres koner og naboer højt og flot i stedet for at lade dagene gå med smålighed og irritation mellem de nærmeste?
Når horisonten bliver stor nok, når liv og død bliver rummets grænser, så melder det sig sandt og uafviseligt dette raseri eller denne dybe sorg over spildet, småligheden, utaknemmeligheden.
Det er det velbekendte og velbegrundede raseri, Mattæus har en særlig evne for.
Men det er ikke ham, der har opfundet det. Det er heller ikke ham, der har bragt det ind i den evangeliske overlevering. Han har det fælles med Jesus. Den Jesus, der sommetider afbildes med en utålelig glansbilledagtig mildhed, blev jævnligt grebet af præcis dette profetiske raseri: da han over for disciplenes indskrænkethed må udbryde: Hvor længe endnu skal jeg tåle denne slægt?, da han rydder tempelpladsen med en pisk, da han forbander figentræet som en billedhandling, da han forbander byerne Korazin og Bethsaida for deres hårdhjertethed og sammenligner sin generation med sure børn, der ikke gider lege med, selv om det er Livet selv, de er blevet budt op til. Og også da han fortæller denne lignelse.
For bryllupsfesten er et billede af livet selv, som vi desværre ikke har tid til og desværre må afslå at deltage i, fordi vi fortaber os i småting, fordi vi ikke har tid, fordi vi bare lige skal noget andet først.
Det er indlysende, at raseriet skal med. Det er indlysende, at dommedag optræder i evangeliet om Guds skaberglæde og kærlighed. Alt andet ville være pjat og ualvorlighed og ligegyldighed over for livet. Det ved vi så godt, hvis vi ellers nogensinde løfter blikket fra de små snævre cirkler.

Det, vi slet ikke kunne vide, det ligger i fortsættelsen, uden for denne lignelse. Det ligger i evangeliets afslutning, hvor Jesus lader hele vreden ramme sig selv, hvor han med sit liv tilbyder at betale vores bod på langfredag, og hvor Gud selv på påskedag modtager hans offer. Amen.

Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: +45 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk