Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

16. søndag efter trinitatis, 11.9.2005
Lukas 7, 11-17, Elisabeth Birgitte Siemen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Hvorfor er det sådan, at vi som børn, om ikke altid, så dog meget ofte, gør netop det vi ikke skulle ?
Jeg ved det ikke, men sådan er der altså.
Jeg husker engang hvor jeg overhørte min mor tale med en veninde – og det var helt klart, at den samtale var ikke for mig.
Tilgengæld gjorde den et uudsletteligt indtryk.
Hvad anledningen var, har jeg glemt, eller ikke hørt, men jeg husker min mor fortælle om en overbo hun engang havde, der inden for 3 måneder mistede først sin mand, og dernæst sit eneste barn. Og hun havde sagt til min mor, at ”da jeg mistede min mand, da gik min verden itu. Men da de begravede mit barn, da var det som om man rev hjertet ud af mit bryst, og begravede det sammen med ham”
Jeg kan stadig huske den rædsel jeg følte, da jeg hørte dette. For selv mindre børn ved instinktivt, at det er imod naturens orden, at forældre skal gravlægge deres børn.
Det omvendte kan være tungt nok, men når vi mister børnene, så er det helt håbløst. I øvrigt uanset hvor gamle eller unge de børn så er.
Jeg husker stadig en af mine første jordbegravelser, en midaldrende mand – og det var sådan en rigtig råkold, trøstesløs vinterdag, vi stod på Sorgenfri kirkegård, og da vi var færdige, kom afdødes gamle, krogede mor hen og spurgte: Hvorfor skulle min søn dø før mig ? Hvorfor er det ikke mig der ligger dernede?
Den dag i dag kender jeg ikke svaret.

Alt dette og meget mere ligger der i dagens evangelium, om enkens søn fra Nain.
Denne fortælling er en af de allersværeste at skulle prædike over, og at skulle høre.
Fordi den er så svær at få hold om.
Det er som om vi ikke ved hvad vi skal stille op med den.
Fordi den taler om det værste af alt – et barns død.
Og fordi den taler alle vore erfaringer imod.
Og det nytter ikke meget, at vi tænker den unge mand nok bare var skin –død, eller at han måske vågnede op til et strengt og besværligt liv, og at han jo en dag skulle dø igen.
At hans opvækkelse blot var en udsættelse af hans død.
For enhver der har siddet ved et elsket menneskes dødsleje, ved jo godt, at sådan tænker vi slet ikke.
Vi ønsker bare af hele vort hjerte, at få den døde tilbage igen.

Det er en meget livsnær fortælling. Man fornemmer sorgen mellem linierne – i hvert fald hvis man har prøvet at miste. Man kan næsten se det for sig – et optog af mennesker – en død bæres til graven. De klamrer sig til den dødes båre, fordi de ved, at de snart skal tage endegyldig afsked med ham.
Og vi, ja, vi ved godt hvordan de har oplevet det. vi kender fornemmelsen af at være et stykke vraggods der flyder rundt på åbent hav.
Sådan havde de det, den dag i Nain. De har behøvet hinanden. De har holdt om hinanden, for ikke at blive væk for hinanden, midt i sorgen og fortvivlelsen.

Jo vi kender alle fornemmelsen, vi ved hvordan de har følt det.
Vi kender dette mærkelige, at når et elsket menneske er død, så er det som om tiden er sat i stå, og verden er i undtagelsestilstand. Og man begriber ikke, hvordan man nogensinde skal kunne flytte sig ud af stedet. Benene er blytunge. Verden udenfor virker larmende og påtrængende.
Den døde fylder hele kroppen. Og man vil så nødig give slip på den følelse. Det er det sidste, føler man, man har tilbage.

Men hvad i al verden stiller vi så op med fortællingen her?
kan den nogensinde blive til andet og mere end en fortælling der skurrer i vore ører – fordi den handler om nogle der engang i byen Nain oplevede et sandt mirakel – i modsætning til os, der så ofte føler, at miraklernes tid er forbi ?

Det mærkelige er jo, at historien her oprindelig blev fortalt, husket og nedskrevet – som en fortælling der flød over med liv og glæde.
Men sådan hører vi den jo ikke.
For os er den en fortælling om sorg og død.
Og måske kan den heller ikke være andet.
Med mindre, vi ser den døde drengs opvækkelse som en genklang, et genskin af Jesu egen opstandelse.

Denne søndag, den 16. i trinitatistiden hedder fra gammel tid ”midtvejspåske”.
Indtil nu, er trinitatistiden løbet stille af sted. Men her på denne søndag, træder alvoren virkelig frem, temaerne der skal prædikes over og lyttes til bliver alvorstunge. Der sættes spot på vore egne tab, med fortællingerne om Lazarus’ opvækkelse og enkens søn fra Nain.
De næste søndage dukker så vor egen død op. Og når kirkeåret rinder ud, går verden under.
Sådan er det drama, kirkeåret gennemspiller.
Så derfor – når vi her midtvejs – skal høre om en død dreng, der vækkes til live, så må det være fordi, vi skal fastholde påskens tro på, at Gud har det ord i sin mund, der kan vække et dødt menneske til live, hos ham.

Og det er vel også det, der er håbet, når vi sidder omkring en kiste med det menneske i, som vi har kæmpet for ikke at miste.
Det er håbet: at den elskede nu er hos Gud, at han gemmer det i sin favn – det håb, er det eneste, der for mig at se, kan gøre sorgen lidt lettere at bære, så vi forhåbentlig ikke går til grunde i sorg og meningsløshed.
Hvordan kan man dog tro på det? Sådan bliver der tit sagt om kristendommens opstandelsestro.
Og sandt er det da, at budskabet om, at døde bliver levende igen, så vi kan møde vore kære mistede elskede igen, det er vel næsten også for godt til at være sandt, tænker vi. Og det kan næsten være grund nok til at tvivle på det.
Men budskabet er samtidig for godt til at være løgn, for den der elsker, og som derfor ikke kan blive færdig med sin sorg. Og det er i sig selv grund nok til at tro på budskabet.
Sådan er det med opstandelseshåbet: man må tro det, hvis man kan – eller tvivle på det, hvis man ellers mener, man har råd til at tvivle.
Og det mærkelige er jo, at det der kan være så svært at tro på, i praksis, i det daglige almindelige liv – det giver netop mening, når vi står ansigt til ansigt med dødens meningsløshed.
Der, har de færreste af os råd til at tvivle.

Men det er svært, det skal indrømmes, det er ganske svært, for os moderne åh så oplyste mennesker, at skulle indpasse noget så mærkeligt, naturstridigt som opstandelsen fra de døde. Det passer så dårligt til den moderne videnskabelige livsopfattelse og alle de modsatrettede erfaringer vi gør.
For vi mister jo vore døde. Ganske konkret, forsvinder de fra os.
Så ja, fortællingen er næsten for god til at være sand.
Sådan tænker vi, i det daglige. Der hvor vi ikke har noget i klemme.
Der hvor vi ikke bliver berørt.
For der har vi råd.
Tror vi.

Men hvad betyder det dybest set, at leve på en livsopfattelse der bunder i, at jord er du kommet, til jord skal du blive – og færdig!
Kan man overhovedet leve på den?

Jeg har i det sidste ½ års tid beskæftiget mig en del med Dante og hans Komedie, som jo som bekendt er en rejse gennem de tre dødsriger – Helvede, Skærsild og Paradis.
Og hans billeder er fantastiske – intet mindre – han kan på helt genial måde, få enhver læser til at gyse, græde og le.
Ved indgangen til helvede er der en inskription, der lyder som følger:
”Igennem mig man går til jammerstaden,
igennem mig, man går til evig smerte,
igennem mig man går ned blandt fortabte………
Før mig var ingen skabning til, undtaget
hvad evigt er, og selv jeg varer evigt.
Hvert håb lad fare, I som træder ind”

Og nu ved jeg meget vel, at dette som nævnt er inskriptionen der står ved helvedes indgang hvor alle de fordømte lever.
Men alligevel – er det ikke netop det der bliver konsekvensen af en livsopfattelse, hvor kun det der kan måles og vejes, og vor egen sunde fornuft sætter dagsordenen?
Bliver det, når alt kommer til alt, andet og mere end en rejse til det helvede, hvor alt håb må fare ?
Bliver det til andet og mere end en fortvivlet håbløs minderune vi rister os, i fornuftens hellige navn ?
Har vi råd til at tvivle, den dag det er os der står ansigt til ansigt med den elskes død?
Er den erfaring vi da gør, netop ikke, at vi klamrer os til håbet om et ”mere end” ? At det hele ikke kan ende med ingenting?

Og jeg har ofte spekuleret på, om det mon ikke er Vorherre selv, der nedlægger det håb i vore hjerter – som et ganske lille frø, så lille og tilsyneladende ubetydeligt, at vi det meste af tiden måske ikke skænker det en tanke ?
Men jeg ved, at det er netop det håb vi i dåben genfødes til (som vi skal høre det om lidt).

Thomas Moore, som er amerikansk psykoterapeut og tidligere katolsk munk, skriver i bogen ”sjælevenner” smukt og sandt om dette mere end:
”Sjælen er ikke i sin oprindelse begrænset til det, der ligger inden for livets rammer. Døden udsletter ikke et forhold, nej, den placerer det simpelthen i en anden sammenhæng. Når vi plejer vort forhold til de døde, får sjælen næring af evigheden – og den form for forbundethed, som ikke bogstaveligt er af denne verden.
Mange, mange historier om sjælen fortæller, at den ikke fuldt ud har hjemme i denne tilværelse, og at den altid forsøger at bryde båndene i denne verdens begrænsninger”

Mennesket er dette guddommelige eksperiment af støv og ånd.
Sådan sagde Grundtvig, der bestemt heller ikke havde råd til at tvivle.
Og derfor kunne han, om nogen, skrive salmer om det håb vi med god grund kan klamre os til, det håb vi er genfødt til. Som han fx gør det, i den sidste salme vi synger i dag : ” Som dug på slagne enge”.

Hvad enken tænkte eller troede, det ved vi ikke noget om, men evangelisten Lukas vil med sin fortælling vise, at det sande håb, træder ind foran hende, og giver hende og barnet nyt liv.
Og for Lukas var denne opvækkelse intet mindre end en sand profetisk handling – der både peger bagud mod Guds løfter i fortiden, og frem mod opfyldelsen af disse løfter, frem til den dag, hvor det ikke er enken, men Gud selv, der må gå den tunge vandring og følge sin søn til graven.

Og påske morgen, ja, da fødtes det håb, som vi alle er genfødt til .
Det er det håb, Lukas vil fortælle om, med dagens evangelium.
Og han vil sige til alle os der tror, at vort liv blot er en bestandig vandring fra vugge til grav – at der er meget vi ikke har fattet.
Der er et perspektiv vi ikke har fået med.
Noget der er langt større end vi er. Noget der er bredere, længere, højere og dybere, end vi kan fatte, nemlig Guds kærlighed.
Og så stærk er denne kærlighed, at den altid vil forsøge at bryde båndede i denne verdens begrænsninger.
Og det kan den.
For kærligheden bliver. For Kærligheden er Gud.
Amen.

Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: ++ 45 – 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)