Göttinger Predigten im Internet

Tak du min skaber, for din verden fuld af gode gaver. Hjælp mig til at få øje og hjerte for livets gaver. Tugt mig og støt mig så jeg omgås varsomt med dem, og bruger dem efter hensigten. Dig til pris og mine medmennesker til gavn. Amen.

I en af de aviser jeg læser har man en i et par år kørt en afstemning om ”Årets hadereklame” . Jeg har aldrig deltaget i afstemningen men jeg ved godt, hvad jeg ville stemme på. Den slags reklamer der slutter med: ”Fordi du fortjener det”
Hvorfor skal jeg købe den shampoo der giver levende og glansfyldt hår: Fordi jeg fortjener det ! Gør jeg det – fortjener jeg levende og glansfyldt hår – hvordan fortjener man den slags ting – Jeg bliver helt forvirret – og må nok hellere lade være med at købe det – for tænk hvis jeg ikke fortjener det !
Men forvirringen er ikke det værste, det værste er det livssyn der ligger bag: det der sker dig af godt – det er noget du har fortjent, og det er jo rart at tænke på – så længe det er noget godt, men hvad med alt det andet – hvad med det onde der sker mig – så har jeg vel også fortjent det – at mine forældre døde alt for tidligt fx
Hvordan fortjente jeg det – og hvordan lever jeg med at det var mit ansvar ?
Men Gud ske lov så lyver de jo de reklamer – og den livsholdning – Det vigtigste af det jeg lever af og det der overgår mig – det er jo ikke noget jeg har fortjent – det overgår mig eller vederfares mig som det hedder med et stærkt men næsten glemt ord.
For lidt siden døbte vi Magnus – hans forældre har da ikke fortjent ham – de har fået ham, - som ren og skær gave – og det ved enhver forældre – det er jo derfor vi bliver så tindrende lykkelige – og derfor er den følelse der rammer os jo ikke bare er et – ” ja selvfølgelig fik vi et dejligt barn – for det har vi jo fortjent – men en dyb og inderlig taknemmelighed over at livet kan være så gavmildt.
Taknemmelighed. Det må være dagens nøgleord, her hvor vi holder høstgudstjeneste, og takker Gud for den frugt af årets, regnens og solens gang, som fylder vore lader og vore sind.
Og hvor vi hører vi evangelieteksten om de 10 spedalske som blev raske og om den ene af dem som vendte tilbage for at takke Jesus og give Gud æren.
Men hvad vil det sige at være taknemmelig ?
at være taknemmelig er at tilkende en anden, eller noget andet, end en selv, en betydning for ens glæde.
Når man holder høstgudstjeneste som vi gør i dag og som slægterne forud for os har gjort det, hvor også de sang som vi i dag ”Ham takker alle vi med sang, for alt hvad Han har givet” eller ”Ja, Tak du kære Fader”, ”For alle gode gaver de kommer oven ned” så tilkender man en bestemt anden; nemlig Gud betydning for det at have fået endnu en høst, stor eller lille i hus.
Og i disse salmer påstås det endda at det ikke er os der er arbejdsgivere og Gud der er medarbejder på vores høst, men derimod at det er Gud der er arbejdsgiveren og os der er medarbejdere på det der er hans.
Der er tale om en taknemmelighed der siger at Gud er alt for os, salmerne lader os synge det, som den helbredte samaritaner siger og gør da han priser Gud med høj røst, kaster sig ned for Jesu fødder og takker ham.
Men taknemmelighed findes i flere former og styrken i den kan variere.
Der er en taknemmelighed som sidder i sindet som en lys og let stemning og som vel dårligt ved hvad eller hvem den er vendt imod. Livet føles bare rart og alting enkelt og lyst. Så er det skønt at være menneske og gå omkring på jorden.
Og så er der også en anden taknemmelighed som ved mere om sig selv, og som passer bedre på sig selv. Den kender til livets usikkerhed og ved at der er nok der truer den. Den kender også det sind den bor i og ved, hvor let det kan svinge fra den ene stemning til den anden, fra det lyse og lette til det mørke og bitre.
Derfor passer den på sig selv og prøver på ikke at give efter for de angreb den udsættes for. Den bliver stædig. Den nægter at give op selv om der kommer dage med underskud, den prøver i stedet at veje underskuddet op med det gode der var, eller det gode der endnu kunne være på vej.
Taknemmelighed kan være både den søde og flygtige i øjeblikket og den stædigt tilkæmpede grund under livet.
Og lad os så vende tilbage til de spedalske.
Der var ti af dem. En flok tilfældige mennesker, bundet sammen af en fælles skæbne. Sygdommen.
Ulækker og smitsom, ædende kødet af knoglerne.
Nu følges de ad, her i grænselandet mellem hjemland og fremmedland, sådan en slags levende døde.
De lever, men må ikke komme i nærheden af andre mennesker, urene som de er.
Men her i grænselandet møder Jesus dem.
Han svarer på deres bøn om barmhjertighed, ved at sige, at de skal gå hen og lade sig syne af præsterne.
For dengang var det sådan, at rask var man først når præsterne der havde kundskaben og myndigheden havde erklæret en person ren og kun som ren, altså sygdomsfri, kunne man være en del af samfundet, af fællesskabet.
Allerede på vej derhen opdager de at de er raske og rensede for sygdom.
De ni fortsætter mod præsterne og den ene samaritaner vender om. For han er jo ikke rettroende jøde og skal derfor ikke synes – han var under alle omstændigheder uren – uden for.
Han går i stedet tilbage til den der har gjort ham rask, priser Gud og takker Jesus.
Var de ni så nogle utaknemmelige skarn ?
Næ, de var sikkert utrolig glade og lykkelige for det der var sket.
Mon ikke de simpelthen har gjort som de fik besked på, er gået til præsterne, har ladet sig syne og givet det rette offer som tak til Gud. Og så er de vel gået hver til sit i håbet om at finde plads i det gamle liv fra før sygdommen drev dem ud i grænselandet.
Livet har ført dem først sammen så hver til sit, og hvordan det er gået dem ved vi ikke.
Opsøge Jesus gør de ikke, men mon ikke de har tænkt på ham af og til, og sendt ham en taknemmelig tanke. Han var jo den gennem hvem Guds magt gjorde dem ren. Men Gud siger de tak som jøder gør det hos præsterne med de foreskrevne ofre.
Så er der samaritaneren, ham der vender tilbage.
Er han så et i særlig grad taknemmeligt menneske ?
Næ, han har vel bare ikke andre steder at gå hen og takke for sin helbredelse.
Hos præsterne ville han ikke være velkommen. Men taknemmeligheden synger og bobler ligeså stærkt i ham som i de andre ni, og så må han i stedet gå til Jesus.
Og det er han heldig med. For sådan får han mere end de ni. Han får noget i tilgift. Jesus siger til ham ” din tro har frelst dig”
Den som er foragtet af de rigtige og som ikke har noget sted at gå hen, ikke en gang med sin glæde, han er den der går til Jesus og får det hele.
Det som Jesus kalder frelse.
Hvad er så det.
Ja det må være der hvor barmhjertighed og taknemmelighed mødes og tusinddobles som i lyden af englesang.
Det må være et øjebliks klarsyn hvor Gud og menneske mødes, i en Samaritaner og en tømrersøn.
Det må være himlens åbning i et sug af vælde.
Frelse er at være stillet for Guds ansigt. Og Guds ansigt stilles vi overfor i Jesus. Sådan var det dengang og sådan er det i dag når vi møder ham i ord, dåb og nadver. Her frakendes det flygtige sin magt over os og Gud selv giver sig til kende som den der bærer vort liv og som vi derfor roligt kan hvile os i.
Deraf næres den taknemmelighed som stædigt holder fast i hvordan verden hænger sammen.
I Guds gode vilje som den der holder sammen på os og fast i os – uanset om vi har fortjent det eller ej. Amen.

Sognepræst Hanne Sander
Prins Valdemarsgade 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: ++ 45 – 39 65 52 72
E-mail: sa@km.dk