Göttinger Predigten im Internet

Det bliver i dag nærmest skåret ud i pap for os, hvem denne vores næste er, som vi ifølge kærlighedsbudet skylder kærlighed og barmhjertig. Historien om Den barmhjertige samaritan stiller det alt sammen meget anskueligt op for os, og alligevel kan det som bekendt volde os store problemer - ikke blot for fordi vores kærlighed som regel aldrig rækker ret langt, men også fordi det kan indebære komplikationer af forskellig art også bare i det små at forsøge at leve op til kærlighedsbudet.

Lad os forsøge at kaste lidt lys over det, ved at inddrage den fra medierne så velkendte sag om en præst, der har fået en kirkeministeriel næse for at skjule nogle udviste serbiske flygtninge.

Der har været megen debat om sagen. Der er blevet talt og skrevet meget for og imod præstens handling og for og imod det betimelige i, at han fik en tjenstlig påtale. Imidlertid er det interessant at bemærke sig, at flertallet af dem, der har været kritiske over for den pågældende præst ikke har noget at udsætte på, at han har hjulpet og skjult flygtninge. Tværtimod har mange endog givet udtryk for, at det ganske ligefremt er et kristent menneskes pligt at hjælpe og tage sig af et menneske i nød, når man står over for det, og det ganske uanset det nødlidende menneskes hudfarve eller religion. Det er simpelthen et samvittighedsspørgsmål. Når derfor den pågældende præst hjælper flygtninge, han anser for at være i livsfare, hvis de sendes hjem til Serbien, så gør han for så vidt kun sin pligt. Han gør, hvad enhver af os er skyldig at gøre, når situationen kræver det.

Problemet i den slags sager opstår, når man med sin handling kommer på kant med landets lovgivning og sætter sig ud over Folketingets og de offentlige myndigheder bestemmelser. Det må man naturligvis ikke.

Der er ganske vist dem, der så vil mene, at der da i den slags sager må gælde undtagelser, at systemet bør lade nåde gå for ret i en god sags tjeneste. Men vil man hævde noget sådant, så begynder en masse problemer at tårne sig op, for hvor skal så grænsen sættes for, hvornår en sag er så god, at landets love må tilsidesættes. Vi ender hurtigt i den rene vilkårlighed, hvor enhver kan gå rundt og have sine egne mærkesager, der bør hæves over loven.

Det er naturligvis uholdbart. Med lov skal land bygges, hedder det, og det betyder, at for at land og rige kan bestå og det hele hænge sammen, så er vi nødt til at have en fælles lov i forhold til hvilken, vi alle er lige.

Og det kan jo lyde meget firkantet og stramtandet, men det hører med til forståelsen af lovens rolle i vort samfund, at den ikke bare håndhæves strengt og bogstaveligt, men at den tværtimod indeholder mulighed for fortolkning i konkrete sager. Derfor har vi ikke bare et politi, til at indfange lovbrydere, men også et retssystem, der behandler alle lovovertrædelser for sig og tager den enkelte konkrete sags forhold i betragtning før domsafsigelse.

Landets love kan naturligvis opleves som urimelige, men hvis de i almindelighed opfattes sådan, så kan de også ændres, og det bliver de. Der sker hele tiden løbende justeringer af vores lovgivning, så den bringes i overensstemmelse med samfundsudviklingen og den almindelige retsbevidsthed i befolkningen, det er det vi har (den lovgivende forsamling:) Folketinget til.

Men afgørende er naturligvis, at den til enhver tid gældende lov skal overholdes ellers ender alt i vilkårlighed og kaos.

Og her spiller det ingen rolle om det er en præst eller for den sags skyld en biskop, der føler tilskyndelse til at bryde landets love i samvittighedens navn, for ingen af os er hævet over loven, hvilke motiver, der så end måtte ligge til grund. Hvad skulle kunne retfærdiggøre det kunne man spørge, i hvert fald ikke Jesu fortælling i dag, hvor det interessant nok er en præst og en levit, altså to af det daværende samfunds religiøse frontfigurer, der blot lader den nødstedte ligge og går forbi. Når det gælder næstekærligheden og vort ansvar i verden er der for Jesus ingen forskel på, om man er hvid eller sort, mand eller kvinde, præst, læge, landmand eller hjemmegående husmor. Vi er alle lige for loven - og for øvrigt også over for Gud.

Når alt dette er sagt, så skal det dog gentages og understreges, at vi som nævnt alle kan komme i situationer, hvor vores samvittighed alligevel byder os, at omgå landets love, når vi står over for et menneske i nød. Det konkrete menneskes nød kommer altid først.

Det ligger i øvrigt også i Jesu fortælling, idet præstens og levittens motiv til ikke at ville røre ved den nødstedte meget vel kunne have været religiøst begrundet, fordi den jødiske lov indeholdt forestillinger om, at man blev uren ved at komme i berøring med syge mennesker. Samaritaneren så imidlertid stort på den lov og viste barmhjertighed, da situationen krævede det, og han var altså den mands næste, der faldt i røvernes hænder.

På den måde kan enhver af os komme i konflikt med loven af samvittighedsmæssige grunde. Det kan ikke være anderledes. Den eneste farbare vej må derfor være, at man hjælper det nødstedte menneske i det skjulte, mens man så samtidig må være parat til at stå til regnskab for sine gerninger og tage den straf, overtrædelsen måtte indebære, dersom det kommer for en dag, hvad man her gjort. Det hører simpelthen med. Og mig bekendt er den omtalte flygtningepræst da også helt indforstået hermed.

Med baggrund i Jesu fortælling om den barmhjertige samaritan, samt med baggrund i, hvad Jesus også i øvrigt sagde og gjorde er det altså et kristent menneskes pligt at hjælpe et nødstedt menneske, og det ganske uanset omkostningerne, om det er i strid med loven eller ej.

Men kommet så vidt, skal man imidlertid passe på, at man ikke begynder at gøre sig selv til gode med sin næstekærlighed, og det er igen noget af det, der er blevet diskuteret i forbindelse med den konkrete sag om de skjulte flygtninge. Og heller ikke her mener jeg, man med rette kan klandre den omtalte præst, for det har mig bekendt aldrig været hans hensigt.

Men når der, som det er sket i den pågældende sag, går offentlighed, medier og politik i det, så bliver det for alvor svært at holde tungen lige i munden, for så står man netop i fare for at komme til at fremstå som den selvretfærdige vogter af barmhjertigheden og retfærdigheden, og så er man i hvert fald på vej derud, hvor man kommer på kant med Jesu forkyndelse, som jo netop altid gør op med enhver, der forsøger at fremhæve sig selv i kærlighedens eller godhedens navn. Jesu pointe er, at i så henseende har ingen af os i grunden noget at gøre os til af, for i forhold til den selvhengivende kærlighed, han forkyndte og selv var et levende udtryk for, der er vores under alle omstændigheder kun et blegt genskær.

Og ydermere kan man sige, at dersom man direkte begynder at lave politisk ideologi og program på barmhjertigheden, så er det ikke længere den konkrete næstekærlighed, der er på spil, for så er spørgsmålet om næstekærlighed blevet til noget principielt. Hvilket er noget ganske andet end Jesu henvisning til vores konkrete næste.

Bliver næstekærligheden sat i system og program, bliver den til noget blot principielt, så sker der uvægerligt en forflygtigelse i forhold til det konkrete ansvar og den konkrete kærlighed. Så bliver det alt for nemt blot at lade den konkret nødstedte ligge til fordel for den idé, man så har travlt med at realisere. Den nødstedte får jo ikke megen hjælp af evt. at skulle høre, at når først vi har fået realiseret vores flotte næstekærlighedsprogram, så vil der ikke længere være problemer i verden. På den konto er der allerede gået ufatteligt mange mennesker til, - og der vil til stadighed gå mange mennesker til, idet det pågældende program simpelthen ikke lader sig realisere, - fordi der kun er mennesker til at gøre det, og så vidt rækker vores kærlighed nu engang ikke.

Naturligvis kan man da godt lave sig et politisk parti, der forsøger at løse verdens problemer og gøre den god for alle at leve i - og hvilket af de nuværende politiske partier vil ikke sige, at det for så vidt også er deres ærinde og hensigt, selvom også de kan være meget forskellige i deres opfattelse af mulighederne for dette programs realisering, men et sådant program har bare ikke rigtig noget med den næstekærlighed at gøre, som Jesus taler om - eller ihvertfald har det det kun yderst indirekte.

Kristen næstekærlighed kan kun være konkret. Det er jo det, Jesus fortæller os i dag. I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at Jesus her ikke taler om, hvem der er vores næste, men derimod om, hvem vi er næste for. Vægten i Jesu fortælling lægges på, at for den nødlidende, der var samaritaneren næsten, hvilket direkte fremgår af Jesu modspørgsmål til den lovkyndige: hvem af disse tre synes du var næste for ham, der faldt i røvernes hænder?

Måske fortæller Jesus historien på den måde, for at sige, at vi netop ikke skal begynde at gøre os store spekulationer om, hvem der er vores næste, fordi det simpelthen ikke handler om, hvem vi ønsker at kaste vores barmhjertighed på og hvornår, men at vi tværtimod skal tage os af dem, vi møder på vor vej eller der banker på vores dør. Og det kan jo være helt anderledes ubehageligt nærværende ikke at kunne få lov til at vælge selv, hvem man vil kaste sin godhed på. Amen.

Sognepræst Erik Bredmose Simonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: ++ 45 - 86 89 14 17
E-mail: ebs@km.dk